1 ET OPGØR OG ET ALTERNATIV om stadieteori · om børns tegneudvikling · om drenge- og pigetegninger · om et kulturantropologisk alternativ
B
ørns tegninger er i vid udstrækning blevet forstået ud fra udviklingspsykologisk teori, men denne tilgang er kun i meget begrænset omfang relevant og interessant i en moderne pædagogisk kontekst. Der er derfor behov for et pædagogisk opgør med denne tænkning. Som alternativ til udviklingspsykologien agiterer jeg for, at en kulturantropologisk tilgang til børn og tegning er en langt mere anvendelig og tidssvarende tilgang, som åbner op for et magisk tegneunivers med enormt potentiale. I dette kapitel viser jeg, hvordan min kulturantropologiske forståelse af børn og børns kultur står i modsætning til det udviklingspsykologiske afsæt, der kendetegner megen teori om børns tegninger. Den toneangivende teori om børns tegneudvikling har næsten hundrede år på bagen. Den er altså blevet til i en tid med et helt andet børnesyn, men er ikke desto mindre den, mange praktikere, teoretikere og undervisere på fx lærer- og pædagoguddannelsen stadig forstår feltet ud fra.
BØRNS TEGNEUDVIKLING Der findes mange bøger om børns tegninger og tegneudvikling, der behandler forskellige vinkler, som voksne finder interessante at fokusere på, fx forskellen mellem pige- og drengetegninger, psykiske udviklingsstadiers betydning for børns billedudtryk, børns kropslige tilgang til
billedudtrykket, eller som beskriver forskellige temaer, man ser børn behandle i deres tegninger (når børn fx tegner kærlighed, venskab eller krig). Derudover fokuserer mange bøger på didaktisk planlægning af pædagogiske tiltag og undervisning i billedkunst. De rummer alle interessante forståelsesrammer, der supplerer, uddyber, kritiserer eller udfordrer hinanden. Men kun meget få af de mange bøger, jeg har læst om børns tegninger, imødekommer børnenes individuelle intentioner og har forståelse for betydningen af den kontekst, tegningen er produceret i. Langt de fleste er stadig baseret på den psykologisk funderede forestilling om børns tegneudvikling udviklet af psykolog og kunsthistoriker Viktor Lowenfeld (1949). Lowenfelds tegneudviklingsteori beskriver, hvordan børns tegninger udvikler sig i stadier afhængigt af alder, på trods af at stadieteorier generelt problematiseres som ensrettende for det billede, man får af, hvad børn gør, og hvorfor de gør det – altså mangler muligheden for at forstå hvert barnet som individuelt menneske (jeg beskriver Lowenfelds teori nærmere i næste afsnit). Stadieteori tager udgangspunkt i generaliserende observationer af det, man ser hos de fleste, som derfor betragtes som et udtryk for det normale. Det generelle bliver hermed normen for ”den rigtige” udvikling, som man vurderer et barn ud fra. Beskrivelsen af, at børns udvikling foregår i stadier, indeholder den forståelse,
19
Hør, hvad jeg tegner.indd 19
20.01.2020 09.36
