8 minute read
Skønlitteratur skaber rum for erfaringer følelser og refleksioner i undervisningen
FLERE, DER TRIVES MERE
Af adjunkt Julie Top-Nørgaard, lektor Marianne Eskebæk Larsen og lektor og ph.d Christian Aabro, Københavns Professionshøjskole
Skønlitteratur skaber rum
for erfaringer, følelser og refleksioner i undervisningen
Der er stille i lokalet. Julie har lige læst novellen ’Sidste dag’ op for de studerende – en historie om en meget ung mor og hendes vanskeligheder ved at leve op til de forventninger, normer og uskrevne regler, der er i vuggestuen i forbindelse med, at hendes dreng skal flytte fra vuggestuen op i børnehaven.
- Hvad tænker I, spørger Julie de studerende. Får historien jer til at tænke på noget? - Jeg får helt ondt i maven, siger en studerende tøvende. - Jeg tænker, at jeg vil holde meget mere øje med de forældre, der ikke siger så meget, siger en anden.
Samtalen på holdet tager langsomt form. Nogle studerende kan kende oplevelsen af ikke at blive hørt, andre kan genkende pædagogernes gode grunde til at forvente sig bestemte ting af børnenes forældre.
FLERE, DER TRIVES MERE
I undervisningen på pædagoguddannelsen er det naturligvis ikke et mål i sig selv, at de studerende skal få ondt i maven. Men når vi læser skønlitterære noveller med vores hold, gør det faktisk ikke noget, at de får det. For det fortæller os, at der sker noget andet i undervisningen, end der plejer, noget vi mener har nogle faglige potentialer.
Som undervisere på pædagoguddannelsen underviser vi oftest med udgangspunkt i faglitteratur. Det giver god mening: Faglitteratur er en stringent og kvalificeret måde at ordne verden på. Den teoretiske viden, som de studerende møder, er nøje udvalgt til formålet efter (hensyn til) relevans og anvendelighed, og de faglitterære tekster kan struktureres og stilladseres omhyggeligt i undervisningen. Faglitteraturen ordner, strukturerer og definerer.
Men pædagogstuderende har brug for mere end at få ordnet verden. De er på vej ud i en praksis, der er kompleks, ambivalent og paradoksal. Og en praksis, som de skal forholde sig konkret og personligt til, uanset hvor stor en faglig viden, der også kræves af dem – og hvor mange begreber de kan. Vi er af den opfattelse, at det kræver samtaler, diskussioner, undersøgelser og refleksioner. Og det kræver uddannelsesrum knyttet til indlevelse, hvor de studerende kommer i berøring med både andres og egne erfaringer, holdninger og følelser.
Og her kan netop skønlitteraturen være med til at åbne for andre typer samtaler og refleksioner – og for nogle af de dannelsesprocesser, der er helt afgørende for det pædagogiske arbejde. Processer, der er mindre styret, mindre hierarkiske, og mere flerstemmige. Samtidig er det en måde igen at gøre personlige oplevelser, følelser og refleksioner hos både stu-
OM
Marianne Eskebæk Larsen mael@kp.dk
Marianne er lektor og cand.mag. Hun underviser på pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole og er fagbogsforfatter og litteraturkritiker. Marianne er tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning.
OM
Julie Top-Nørgaard jutn@kp.dk
Julie er adjunkt på Pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole. Hun har tidligere arbejdet som journalist og har skrevet flere bøger, både faglitterære og skønlitterære.
OM
Christian Aabro ca@kp.dk
Christian er ph.d. og lektor på Pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole. Christian er for tiden i gang med et forskningsprojekt om kønsrefleksiv praksis i dagtilbud.
FLERE, DER TRIVES MERE
derende og undervisere til en legitim del af faglig dannelse og udvikling.
Nyt skønlitterært materiale til undervisningen
Vi har som undervisere længe gerne ville læse mere skønlitteratur med de studerende. Men vi har været begrænset af, at der ikke har været så meget at vælge imellem, især ikke noget der omhandler dagtilbudsområdet. I modsætning til folkeskolen, som danner ramme om mange både klassiske og moderne værker, synes daginstitutioner slet ikke i samme omfang at have fanget skønlitterære forfatteres interesse. Lidt nemmere har det været på det socialpædagogiske område, men også her har vi savnet nyt og mere aktuelt materiale. Desuden har vi ønsket noget aktuelt materiale af en sådan længde, at det ville kunne læses indenfor undervisningstiden. Vi har derfor taget initiativ til at få noget nyt materiale, som kan bruges i undervisningen. Novellen, som Julie læste med de studerende, hedder som nævnt Sidste dag og stammer fra novellesamlingen Mælkekassetårn, som Julie og Christian redigerede i 2020. Samlingen indeholder ti nyskrevne danske noveller af etablerede skønlitterære forfattere – alle noveller berører livet i danske daginstitutioner. Siden er endnu en novellesamling kommet til, nemlig En hummer kan ikke dø, redigeret af Marianne og Julie. Her foregår de ni noveller i og omkring socialpædagogiske institutioner.
Noveller i brug
Vi bruger – selvfølgelig – novellerne på forskellige måder, når vi underviser. Men vi foretrækker at læse teksten op i rummet – gerne mens de studerende følger med på papir og gerne skiftevis med de studerende. Ved at inddrage dem i oplæsningen understøtter vi, at deres stemmer er vigtige, både i konkret og overført betydning. Sommetider reorganiserer vi klasselokalet, så vi sidder sammen i en rundkreds, da det giver en mere nærværende læseoplevelse.
Derefter lægger vi ofte i første omgang op til en meget åben samtale på baggrund af novellen. Vi forklarer, at vi gerne vil høre, hvad teksten får dem til at
FLERE, DER TRIVES MERE
tænke på, og vi understreger, at de er velkomne til at associere både fra praksiserfaringer, teoretiske perspektiver og personlige erfaringer. Indimellem stopper vi op undervejs og snakker om særlige steder i teksten. Vi sørger for at sætte tempoet ned og holde pauser undervejs, da det giver rum til mere eftertænksomme input fra de studerende. Der sidder måske studerende med dårlige erfaringer fra folkeskolens danskundervisning og derfor gentager vi gerne, at der ikke er nogle rigtige svar.
Selv om samtalen ikke skal styres et bestemt sted hen, kan vi godt finde på at lave en efterfølgende læsning, hvor vi kigger på novellen i forhold til udvalgte fagbegreber. Så lader vi de studerende notere, hvor de synes, at begreberne er relevante. Herefter diskuterer vi, om fagbegreberne kan sige noget om teksten, som den ikke selv siger. Nogle af os kombinerer læsningen med skriveøvelser, da det ligeledes åbner for et værdifuldt erfaringsrum, som giver de studerende mulighed for at reflektere over deres professionsidentitet. Det kan være skrivenøgler som ’Hvis jeg blev hjemløs, så …’ eller ’Jeg kan huske …’. Skrivningen gør noget internt til noget ydre, som de kan reflektere over fra forskellige vinkler og invitere andre til at tage del i.
Skønlitteratur bygger bro til den studerendes faglige identitet
De studerende selv fortæller, at de godt kan lide den eftertænksomhed, der opstår, når vi læser skønlitteratur sammen. Den oplever de ikke i samme grad med faglitteratur og cases. Nogle understreger de sanselige beskrivelser som særligt vedkommende. Og andre, hvordan litteraturen gør dem klogere på de (oftest) usynlige værdier, som styrer menneskers adfærd. Det er vores erfaring, at brugen af noveller åbner undervisningsrummet på andre måder – studerende, som ikke plejer at tage del i diskussionerne af fagtekster, tager nu del i samtalen. Det betyder, at vi får flere med og måske også, at nogle studerende via diskussionerne af novellerne, hvor man faktisk ikke kan svare forkert, får mod på at deltage i den fælles udveksling. På den måde bygger skønlitteraturen bro til fagbegreberne. Alt i alt er det vores oplevelse, at den kreative læsning og skrivning hjælper med at koble deres private jeg til et professionelt jeg og giver dem mulighed for at undersøge, hvilken pædagog de gerne vil være.
Skønlitteratur bruges fagligt
Det er ikke kun på pædagoguddannelsen, de er begyndt at arbejde med skønlitteratur og kreativ skrivning.
På medicinstudiet har de studerende et obligatorisk kursus med læsning af skønlitteratur, og der er blandt andet udviklet tekstsamlingen ’Syg Litteratur’ til formålet.
I psykiatrien arbejder de i stigende grad med læse- og skriveværksteder for forskellige patientgrupper – fx en række forløb med skrivegrupper for patienter ledet af skønlitterære forfattere.
Og for nylig udkom også en novellesamling målrettet socialrådgiveruddannelsen.
FLERE, DER TRIVES MERE
Novelleuddrag
Da jeg henter dig ved bussen, græder du igen. Du vil ikke gå i børnehave, siger du, du vil aldrig mere op i dumme Satellitten, men Ane eller Anne siger, at du bare er sur, fordi du lige faldt i søvn på vej hjem og er træt, men har haft en fin dag.
Jeg står og vugger dig fra side til side, du har armene om min hals og dufter af sved og sutteånde. Ane eller Anne klapper dig på ryggen og prøver at fange dit blik, men du vender hele tiden ansigtet væk fra hende. Gentager, at du ikke vil gå i børnehave.
’Nej, men nu skal du jo så heller ikke i børnehave i morgen jo,’ siger hun. ’I morgen har du sidste dag inde på Pingvin-stuen. Og så skal du jo dele ud. Ikk’ vense?’
’Hvad skal han dele ud?’ spørger jeg. Det stod der ikke noget om på listen eller på nogen af sedlerne. Hendes læber bliver en lige streg midt i hendes ansigt. ’Det står højt og tydeligt inde på hjemmesiden,’ siger hun. Hendes stemme lyder helt anderledes, end når det er dig, hun siger noget til, mere alvorlig, men stadig ikke, som om hun taler til en voksen. ’Al generel information ligger jo derinde. Alt om opstart, afslutninger, rutiner, dagligdag … Alt sådan noget.’
’Det vidste jeg ikke.’ ’Nej. Nå. Men det gør det.’ ’Men hvad skal han så have med?’
Hun puster luft ud gennem næsen og siger, at det jo ikke er hende, der skal bestemme dét, og så klapper hun dig på ryggen igen og siger med den stemme, hun bruger til dig, at det kan vi jo prøve at høre dig om? Hvad du mon har lyst til at dele ud? ’Okay. Hvor mange er det til?’ spørger jeg, og hun siger, at der er 12 børn på stuen, det ved jeg vel? ’Jaja,’ mumler jeg og begynder at gå afsted med dig. ’Jeg vidste bare ikke, om nogle af de voksne skulle have også.’
(Sanne Munk Jensen: Sidste dag. I: Mælkekassetårn. Red: Christian Aabro og Julie Top-Nørgaard. Akademisk Forlag 2020)
