Pædagogisk praksis eksisterer ikke uden barnets perspektiv

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Af Brian Theodor Løcke, pædagog

Pædagogisk praksis eksisterer ikke uden

BARNETS PERSPEKTIV

Det har regnet hele formiddagen, så der er store vandpytter på børnehavens legeplads. En af de yngste piger tager mig i hånden, så vi sammen kan undersøge vandpytterne. Hun kigger, peger og siger: ’Vand … meget vand!’ flere gange. Jeg fortæller, at vi gerne må lege med vandpytterne, for vi har jo vores gummistøvler og flyverdragt på. Jeg hopper op i en vandpyt, så det plasker rundt om mig. Hun kigger med store, smilende øjne og begynder straks at hoppe i vandet.

Børns perspektiver har været genstand for pædagogers opmærksomhed i noget nær et halvt århundrede. Siden 2018 har det ved lov været omdrejningspunkt i landets dagtilbud. På lige fod med andre fagtermer, teorier og metoder debatteres børneperspektiver. Men det er en forfejlet diskurs, når børneperspektivet betragtes som en metode eller teori, der kan tages frem og tilvælges at arbejde med. Pædagogisk praksis kan simpelthen ikke eksistere uden børns perspektiver, og det pædagogiske personale kan, hverken i dag eller på noget tidspunkt i historien, praktisere uden børneperspektivet.

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Det er derfor afgørende, at vi lader børnenes perspektiver komme til udtryk på børnenes egne præmisser. Og på samme tid lader børneperspektivet få medindflydelse, selv når børnene ikke har mulighed for at komme til orde.

Et nøglehul til barnets perspektiv

Der findes ikke en entydig definition af begrebet, og i Danmark diskuterer fagfolk fortsat, hvordan vi skal forstå børneperspektiver. Der har siden årtusindskiftet været stort fokus på begrebsforståelsen. Når der er så stort fokus på begrebsafklaringen, skyldes det for mig at se, at der grundlæggende ikke er enighed om, hvad begrebet skal indeholde. En almindelig brugt faglig skelnen, som jeg finder meningsfuld i mit daglige arbejde, er at skelne mellem: Barnets perspektiv, der er verden som den opleves med barnets forståelsesramme, og børneperspektiv, som et fagbegreb, der dækker over pædagogens fagligt funderede indblik i barnets livsverden. Sidstnævnte kan sidestilles med et nøglehul, hvor pædagogen får indblik i en meget begrænset del af barnets perspektiv. Det er et vilkår i arbejdet med børn, og der vil altid være en grad af skøn i tolkningen af barnets reaktioner og ytringer.

Pædagogisk kompas

Barnets perspektiv er altså altid til stede i pædagogisk praksis. Og der er til alle tider i pædagogisk praksis taget stilling til, hvorvidt børnenes stemme høres eller ej, om børnene har indflydelse eller ej. I dag er vi endelig nået dertil, hvor lovgivningen anerkender barnets perspektiv som et grundlæggende og essentielt pejlemærke for pædagogikken. Det er derfor afgørende, at vi lader børnenes perspektiver komme til udtryk på børnenes egne præmisser. Og på samme tid lader børneperspektivet få medindflydelse, selv når børnene ikke har mulighed for at komme til orde. Fx er vi nødt til at tænke det ind i arbejdsplanlægningen, i den praktiske planlægning af hverdagsrutinerne, og særligt når personalet evaluerer deres praksis. På den måde kommer den faglige værdi af et børneperspektiv til udtryk som et mindset, der kan sammenlignes med et pædagogisk kompas.

Praksisfortællinger som øvebane

Praksisfortællinger er en udbytterig øvebane i at reflektere over egen praksis. Og formålet er såre simpelt: Når børnenes perspektiver får mere plads i hverdagen, opnår børnene større trivsel i deres dagtilbud. For i praksisfortællingens narrative form findes en iboende mulighed for at genopleve situationen fra andre perspektiver. Metoden er derfor oplagt i pædagogisk arbejde.

I bogen ’Pædagogik og fortælling’ skriver forskerne Hanne Hede Jørgensen, Jan Jaap Rothuizen og Line Togsverd, hvordan praksisfortællingen kan bruges til at åbne situationen, og derved åbne den pædagogiske praksis for tolkninger. Metoden kan bruges

OM

Brian Theodor Løcke briantheodor@gmail.com

Pædagog i en børnehave i Aarhus Kommune.

Brian skrev bachelorprojekt om begrebet børneperspektiv, hvor han analyserede såvel den teoretiske som den praktiske forståelse og anvendelse af begrebet.

Han interesserer sig for børns deltagelse, demokrati i dagtilbud og ikke mindst børns oplevelse af den pædagogiske praksis.

PÆDAGOGIK I TRIVSEL

Vi har ikke brug for flere manualer. Risikoen for, at den voksne kun får indblik i, hvad den voksne har konstrueret hos barnet, er for stor.

som træning til at forstå barnets perspektiv, og ikke mindst som en æstetisk erkendelsesproces til at evaluere praksis.

Færre manualer, mere praksis

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har udgivet materiale om, hvordan pædagogisk personale kan arbejde systematisk med børneperspektiver. Herunder en liste med syv måder at arbejde med børneperspektiver på. Selvom intentionen er god, er det efter min mening en skæv forståelse af, hvad det vil sige at skabe en praksis med børnenes perspektiver i centrum. Manualernes svaghed er, at for mange forsøg på at inddrage barnets perspektiv har voksenstyret indhold, og metoderne er skabt ud fra voksendefinerede rammer. Derved risikerer barnets perspektiv at drukne i en voksenskabt seance. Vi har ikke brug for flere manualer. Risikoen for, at den voksne kun får indblik i, hvad den voksne har konstrueret hos barnet, er for stor.

I stedet efterspørger jeg en forståelse for, at børneperspektivet dækker over den voksnes stræben efter at opleve praksis fra barnets sted. Det er ikke en opgave, der kan vinges af, men en dybt forankret værdi hos pædagogerne, som strømmer ind i alle aspekter af pædagogisk praksis.