10 minute read
Den dag det følelsesmæssige ikke gibber i mig …
PORTRÆT AF EN PÆDAGOG
Af Hanne Duus, journalist, VIA University College, hd@via.dk
Den dag det følelsesmæssige ikke gibber i mig, skal jeg ikke være her mere
Christian Ebbe er pædagog og leder på specialinstitutionen Kofoedsminde. Hver dag møder han nye udfordringer og ofte nye beboere, der lige er blevet anbragt. Trods vold, smerte og triste skæbner elsker han sit job.
PORTRÆT AF EN PÆDAGOG
En politibil kører ind gennem en af portene til Kofoedsminde. På bagsædet sidder en ung pige. Hun har en halv kagemand med sig. Det er hendes 18 års fødselsdag. Den unge pige kommer fra et bosted, hvor hun har boet i flere år. Hun er udviklingshæmmet og har begået en forbrydelse, så hun er dømt til anbringelse på Kofoedsminde. Men her skal de anbragte være fyldt 18 år. Derfor blev hun først bragt hertil på sin 18 års fødselsdag.
Sådan fortæller Christian Ebbe, pædagog og leder på Kofoedsminde i Rødby på Lolland. En specialinstitution for domsansbragte udviklingshæmmede voksne med en IQ under 70. Han fortæller om en situation, han særligt husker tilbage på som noget, der har sat sine spor.
’Jeg tænkte: Undskyld, men hvad laver du her? En ung pige på sin 18 års fødselsdag med en halv kagemand. Og nu kommer du herned, bliver låst ind bag et stort hegn, bag en stor dør og ind på en kold og kedelig afdeling. Og så kan en stor gut gå forbi og kigge på dig. Jeg tænkte bare – du er alt for ung og uskyldig til at være hernede. Vi vil gøre alt for at beskytte dig,’ siger Christian Ebbe, der forklarer, at på Kofoedsminde er der blandt andet seksualforbrydere – voksne med en barnlig tankegang.
’Det var simpelthen synd. Og det der med, at hun havde en kagemand med, var næsten ikke til at bære. Det var ikke bare en kage. Det var en kagemand! Og hun har vidst i lang tid, at hun skulle herned. Hun har bare gået og ventet på at fylde 18 år,’ siger Christian Ebbe.
Pædagog af hele sit hjerte
Det er en smuk dag i oktober. Christian Ebbe og jeg går i gule og orange efterårsblade – det er varmt, solen skinner, bladene er smukke og lige faldet af træerne. Vi går ind bag lukkede sluser. Christian Ebbe låser først den ene dør op. Låser igen. Vi er lukket inde i buret. Først når døren er forsvarligt låst, låser han den næste gitterdør op. Og så er vi inde i det lukkede område.
Christian Ebbe er leder, men først og fremmest pædagog. Af hele sit hjerte. Han har arbejdet på Kofoedsminde i 21 år. Han kom her første gang i sin sidste praktik på pædagoguddannelsen. Efter praktikperioden blev han ansat som vikar. Som færdiguddannet pædagog blev han fastansat, og så har han været her lige siden.
Han fortæller, at han nok er lidt gift med sit arbejde, men han er også familiefar med to børn på
BAG TREMMER
På Kofoedsminde er omsorgen vigtig, selvom arbejdet foregår med den største sikkerhed og bag tremmer.
PORTRÆT AF EN PÆDAGOG
DET ER JO MENNESKER, VI HAR MED AT GØRE
Det er vores opgave at tage vare på beboerne, forklarer Christian Ebbe. De er domsanbragte, men det her er også deres hjem. henholdsvis 2 og 22 år. Født og opvokset på Lolland og bor nu med familien i Maribo.
’Jeg holder aldrig fri. Jeg holder selvfølgelig ferie, men jeg er altid på min mail, for så ved jeg, hvad der sker. Mest for at brandslukke og tage en beslutning her og nu. Jeg kan godt tage arbejdsuniformen af, men den hænger aldrig langt fra mig,’ siger Christian Ebbe, der fortæller, at for ham er beboerne på Kofoedsminde ikke onde mennesker. De fleste har bare ikke evnerne til at handle fornuftigt.
Jeg tror på det gode i mennesker
Beboerne på Kofoedsminde må som udgangspunkt ikke have en IQ på over 70. Nogle er født med organiske skader som en hjerneskade eller beskadigede frontallapper og har derfor ikke har en stopklods. Men flertallet er her på grund af en opvækst med groft omsorgssvigt. ’Skræller du deres historier af, er det ofte ikke den udviklingshæmmedes egen skyld, at de handler som de gør. Flertallet er skadet af deres livshistorie. Vokset op med omsorgssvigt fra familien, fra samfundet. Så finder de sammen med en gruppe kriminelle, hvor de er de dumme i selskabet, og laver uheldige ting, for at blive en del af fællesskabet,’ siger Christian Ebbe.
’Hernede skal vi så vise dem, at der findes andre måder at leve på. Vise, at vi grundlæggende stoler på dem. ’Du har sagt, at du ikke gør det her mere. Så tror jeg på det’, siger Christian Ebbe, der forklarer, at han ofte møder undren, når han vælger at vise tillid til en beboer, selvom vedkommende har overfaldet en, været truende eller har gjort noget, der sætter andre i fare.
’Måske, men jeg gør det, for det er en væsentlig del af pædagogrollen. Jeg tror på det gode i alle mennesker. Du bliver nødt til at vise tillid, hvis der skal være noget pædagogisk værdi i arbejdet med at udvikle det enkelte menneske. Du er pædagog som menneske. Det ligger i vores værdibaserede pædagogik: Du skal være omsorgsfuld, og du vil andre mennesker det godt,’ siger Christian Ebbe, og fortsætter:
Beboerne behandles som enkeltindivider
’Det er jo mennesker, vi har med at gøre. Mennesker, der har en lav IQ. Som ikke altid ved, hvad de gør. De er ikke onde mennesker. De ønsker ikke at slå et andet menneske ihjel. De har bare ikke evnerne til at undgå det,’ siger Christian Ebbe, der forklarer, at det er en grundlæggende værdi på Kofoedsminde, at den enkelte beboer skal udvikle sig som individ.
’Det er vores opgave at tage vare på beboerne. Det er jo deres hjem, så længe de opholder sig
PORTRÆT AF EN PÆDAGOG
hernede. Sammen skal vi finde den vej, der hjælper den enkelte til mestre sit eget liv,’ siger Christian Ebbe. Han forklarer videre, at aggression og frustration kan ende i magtanvendelse, trusler fra beboerne eller alvorlige, voldelige episoder. Og det er negative oplevelser for alle parter.
’Det kan øge risikoen for arbejdsskader, stress, dårlig stemning, angst og utryghed. Derfor er det helt afgørende for det pædagogiske arbejde, at der er en atmosfære af tillid og med så lidt aggression og frustration som muligt. For når vi forstår at møde beboernes frustrationer, inden de eksploderer, mindskes risikoen for vrede og vold,’ siger Christian Ebbe.
Fald naturligt ind i dagligdagen
Han fortæller videre, mens vi går omkring på institutionens område og ser de forskellige værksteder, møder beboere, der arbejder med biler, slår græs, ordner brænde. Og indenfor, hvor vi snakker med beboere i det kreative værksted, nogle der spiller brætspil i et fællesrum, og andre igen der hygger over en kop kaffe i et køkken. Der er til gengæld ikke meget hygge over indretningen, der i mange tilfælde er helt tomt for udsmykning, køkkenredskaber og hjemlig hygge. For det kan mange af beboerne ikke håndtere. Pludselig kan et bordben eller en kop blive til et våben, og en helt almindelig situation kan udvikle sig farligt.
’Den største del af tiden er her en løssluppen hyggestemning. Men så kan noget uforudset pludselig trigge en beboer. Vi skal hele tiden være på vagt, men ikke opføre os som vagter. Det duer ikke, at vi render efter dem som små soldater. Så bliver de bare irriterede, og det kan jeg godt forstå,’ siger Christian Ebbe og fortsætter:
’Du kan fx stå med en kaffekop og hygge, mens du holder øje. Få det til at virke naturligt. Opfind en opgave i stedet for bare at stå og holde øje. Blend ind og vær med til at gøre det hyggeligt’.
Det følelsesmæssige gibber stadig i mig
Ifølge ham skal det gå personalet på, når nogle beboere ind imellem er frustrerede, kede af det eller ulykkelige. Forleden dag kom han forbi en ung pige som
INGEN LØSE GENSTANDE
Indretningen på Kofoedsminde bærer præg af, at beboerne kan være farlige. Et bordben kan bruges til våben, og så kan en situation pludselig udvikle sig.
PORTRÆT AF EN PÆDAGOG
vi lige har mødt i et af husene. Hun er meget tit ked af det. Og nogle gange er Christian Ebbe den onde, for det er ham, der sætter reglerne. Men den dag var hun bare så ked af det.
’Tårerne piblede bare ud af hende, og hun trængte så meget til en krammer. Da vi havde krammet færdig, var jeg helt våd af hendes tårer. For pokker. Hun er jo bare et barn i en voksenkrop. De skal have de krammere og klap, de trænger til, hvis de vil have dem. Det ligger helt naturligt. Jeg kan godt vise omsorg for mine beboere, på samme måde som jeg gør for mine børn. Jeg har været her i 21 år og oplevet utrolig meget. Jeg er blevet truet med at blive slået ihjel. Men de følelsesmæssige ting gibber stadig i mig. Og den dag de ikke gør det, skal jeg ikke være her mere,’ siger Christian Ebbe.
Nogle beboere hører ikke til her Han fortæller, at det nogle gange
DOMSANBRAGT
Beboerne er domsanbragte og har en IQ på under 70. De er vurderede uegnede til afsoning i fængsel. kan være en udfordring, at beboerne ikke hører til her, men i stedet bør behandles i psykiatrien. Kofoedsminde hører til under Serviceloven og har ikke personale, der er uddannet til at arbejde med psykiatriske diagnoser. Men mange bliver automatisk kørt herned, fordi de har en dom og en IQ på under 70.
’Vi havde en beboer, der hørte til i psykiatrien og ikke her. Han sad på sit værelse i 4-5 måneder. Han var så syg. Han ville ikke tage sine sko af. Han ønskede, at hans fødder ville rådne op. Det var forfærdeligt. Og vi var ikke i stand til at hjælpe ham. Til sidst blev han overført til psykiatrien og fik den hjælp, han havde behov for. Et par år senere kom en anden beboer, der kendte ham, til Kofoedsminde. Han fortalte, at han havde sagt: ’Skal du på Kofoedsminde? Det skal du være glad for. Der passer de godt på dig.’ Det var så dejligt at høre, at vi havde gjort et eller andet godt, selvom vi ikke havde de rette kompetencer til at hjælpe ham,’ siger Christian Ebbe.
Lige inden vi for sidste gang går igennem en sluse, hvor vi låser os selv ud fra det lukkede område, kigger Christian Ebbe ind mod bygningerne bag gitteret, og fortæller, hvor livgivende et arbejde han har. Med så mange historier. I dag har de sagt farvel til en beboer, der har været her i mange år, men som nu skal videre. Og det er både dejligt og vemodigt på samme tid. Men når Christian Ebbe møder ind igen på mandag, er der sandsynligvis ankommet en ny beboer. Og en ny historie kan begynde.
