Jeg kan jo se, at hun er glad

UDDANNELSE I TRIVSEL

Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

På Egmont Højskolen går der elever både med og uden handicap. Nogle har mere brug for hjælp end andre. Men fælles er, at alle har brug for hinanden. Emil er elev på højskolen, Marianne er pædagogstuderende og har lige været her i praktik. Vi har mødt dem til en snak om ligeværd, fællesskab og om at trives.

En fredag i efteråret mødes alle eleverne foran Egmont Højskolen. De skal på Egmont March. De skal vælge at gå enten 25 km. eller 30 km. Alle er med. Også selvom de sidder i en kørestol eller har andre udfordringer, der gør det svært at deltage. På Egmont er der lige vilkår for alle.

’Vi er jo godt klar over, at nogen har brug for forskellige hjælpemidler eller en pædagogisk bagdør for at kunne gennemføre en march, på lige fod med dem, der sagtens gå hele ruten. Her er tale om et inkluderende fællesskab,’ siger Marianne Riis Mortensen, der læser til meritpædagog på VIA. Hun har netop afsluttet sin første praktikperiode på Egmont Højskolen. Hun uddyber videre:

’Det kan være, at du skal gå de første 5 km. Så bliver du fx kørt hen til der, hvor vi skal spise aftensmad. Efter aftensmaden er du igen klar til at deltage i

EMIL OG MARIANNE

Emil og Marianne kender hinanden fra Egmont Højskolen. resten af turen. Og gennemfører sammen med dine kammerater. For det forventes, at alle deltager i fællesskabet’.

Her er lige vilkår for alle

Ved siden af Marianne sidder Emil Widding, der er elev på Egmont Højskolen. Emil sidder i kørestol, han lider af Skoleose, og har derfor brug for daglig hjælp til forskellige gøremål. Emil har gået på Egmont Højskolen i snart 5 år. Før det boede han på et bosted på Sjælland, men på et tidspunkt trængte han til, at der skulle ske noget nyt.

’Det var noget af en omvæltning at komme fra bostedet til Egmont Højskolen. På højskolen er der klart flere forventninger til dig end på et bosted. På et bosted er det mere opbevaring, mens på Egmont Højskolen er jeg en del af et fællesskab. Del af en flok på lige vilkår. Jeg har mange venner både med og uden kørestol. Vi tager os af hinanden – både fysisk og psykisk,’ siger Emil og tilføjer:

’Jeg trængte til nye udfordringer, til at se mit liv med nye øjne. Komme ud blandt andre mennesker og se mit liv på en ny måde,’ siger Emil-

Vi deler de samme drømme

På bostedet var der mange ansatte og mange regler. Hvor mange timer man fx kunne få til at handle, gå tur, gå i biografen. Alt skulle tilrettelægges i god tid og passes ind i vagtskemaer. På Egmont Højskolen har de elever, der har et større hjælpebehov, ansat de hjælpere, de har behov

UDDANNELSE I TRIVSEL

På højskolen er der klart flere forventninger til dig end på et bosted. På et bosted er det mere opbevaring, mens på Egmont Højskolen er jeg en del af et fællesskab. Del af en flok på lige vilkår.

for. Men den store forskel er, at hjælperne også går på højskolen. De er ikke ansatte, der lever et privat liv ved siden af. De lever deres liv her sammen med Emil – og de andre elever.

’På Egmont Højskolen er jeg sammen med andre unge. På bostedet er personalet ansat og har deres eget liv ved siden af. På Egmont Højskolen flyder arbejde og fritid sammen. Vi er mere eller mindre jævnaldrende, vi deler de samme drømme og de samme tanker. Der er meget mere dynamik i det,’ siger Emil.

Ligeværdighed og solidaritet

’Det betyder meget for mig, at jeg er ligeværdig med de andre elever. Om de så tørrer mig i røven eller ej. Her er vi alle elever, der går på højskole. Vi er her for at få nogle gode oplevelser. Her handler det om ligeværdighed og solidaritet,’ siger Emil. Marianne tilføjer: ’De andre ser kvaliteterne i dig. Her er dine kvaliteter til gavn for alle. På et bosted er personalet ansat til at passe på dig. Og har ikke brug for dine kvaliteter. De kan sikkert godt se dem, men der er ikke behov for dem, for at få hverdagen til at hænge sammen. På Egmont Højskolen har alle brug for hinanden for. Brug for, at fællesskabet virker,’ siger Marianne.

Her er plads til alle

Emil fortæller om en god veninde, han har på højskolen. Hans veninde er spastiker uden sprog. Ind imellem flyver hendes arme op og ud til siden. Eller hun kommer med mærkelige lyde, som i mange sammenhænge vil få folk til at undre sig. Men ikke på Egmont Højskolen. Her kan alt ske. Her er bare så mange forskellige mennesker. Og på spørgsmålet om, hvordan han ved, at hans veninde trives, svarer han: ’Jeg kan jo se, at hun er glad. Hun smiler, griner og deltager både i det faglige og sociale liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Her er bare de fedeste personligheder, jeg har mødt i mit liv,’ siger Emil, der nu er i gang med et fag, der hedder ’Form dit liv’, der er med til at forberede ham til at tage det næste skridt i livet. Hans drøm er at få egen lejlighed i Østjylland. Ansætte hjælpere, der kan gøre hans hverdag til hans eget ansvar. Og det glæder han sig til.

DEL AF ET FÆLLESSKAB

På Egmont Højskolen har alle brug for hinanden. Brug for, at fællesskabet virker.