Alt er muligt til det modsatte er bevist

UDDANNELSE I TRIVSEL

På meritpædagoguddannelsen skal de studerende i en 7 ugers praktik inden for et af de specialiseringsområder, de ikke har fået merit for. Så de også lærer noget om de andre pædagogiske felter. Marianne Riis Mortensen har arbejdet 25 år inden for daginstitutionsområdet som pædagogmedhjælper. Så i sin første praktik skulle hun vælge enten skole/fritidsområdet eller special/ socialområdet. Og her valgte hun Egmont Højskolen, der har en flok elever, der er en blanding af handicappede og ikke handicappede.

’Det var mega angstprovokerende at begynde hernede. Jeg har rigtig mange års pædagogisk erfaring, og inden jeg kom herned, tænkte jeg, at det kunne jeg nok godt finde ud af. Indtil jeg trådte ind og tænkte – det kan jeg ikke! Alt var nyt. Jeg kendte intet til det her pædagogiske område. Jeg var virkelig på udebane,’ siger Marianne, der lige så langsomt begyndte at opdage, hvad der var på spil, og hvordan hun skulle tackle forskellige situationer.

’Når jeg arbejder med børn, har jeg en vis form for bestemmelsesmagt. Jeg er den voksne. Jeg ved bedst. Men sådan er det jo ikke, når du arbejder med voksne, selvstændige mennesker. Så er vi i en ligeværdig relation, og de kan til enhver tid sige ’Fis af. Det der gider jeg faktisk ikke deltage i’. Jeg har virkelig skullet øve mig i, hvordan jeg blev medspiller og ikke en bestemmer,’ siger Marianne.

Det, at man er med, er det rigtige

Hun fortæller, hvordan de på Egmont Højskolen ser det enkelte menneske med alle de kvaliteter, hver især har. Her byder alle ind med noget – og har noget at bidrage med. I sin praktik har hun lært, hvordan hun kan tænke inklusion på en ny måde.

Jeg har virkelig skullet øve mig i, hvordan jeg blev medspiller og ikke en bestemmer.

’I mit pædagogiske arbejde har vi altid tænkt de forskellige aktiviteter efter den børnegruppe, vi arbejder med. Så alle kan være med og samtidig gøre det lidt sværere, så de kan lære noget nyt. På Egmont Højskolen derimod, finder vi noget, vi har lyst til at lave. Et kæmpe teaterstykke, en filmfestival, en lang fælles march. Og så modellerer vi det omkring den enkelte elev. Ok, du vil gerne lave det her; så finder vi ud af, hvordan og hvad der skal til, så hver enkelt elev kan deltage. Sådan er Egmont. Man er ikke med på en rigtig eller forkert måde. Det, at man er med, er det rigtige. Og det er vigtigt. At deltage i fællesskabet er både et tilbud og et krav,’ siger Marianne, og understreger, at det har ramt hende, at på Egmont Højskolen møder de det enkelte menneske, som den det er. Ikke som den diagnose de måtte have. Hun er aldrig blevet præsenteret for en diagnose her. ’Det er vigtigt at understrege, at det forventes, at alle deltager i fællesskabet. Og der, hvor den enkelte ikke kan være med, er der en pædagogisk bagdør. I Egmont Marchen ville vi på daginstitutionsområdet oplagt have lavet en kortere rute til dem, der ikke har så lange ben eller, hvad ved jeg. Men på Egmont Højskolen er der fælles deltagelsesmuligheder. Der er plads til alle, og alle forventes at være med til det hele. Her er alt muligt til det modsatte er bevist,’ siger Marianne, og tilføjer, at hun vil tage de tanker med sig videre i sit pædagogiske arbejdsliv i daginstitutionsområdet.

Om Egmont Højskolen

Egmont Højskolen er en almindelig dansk folkehøjskole med plads til alle. Den ligger i Hou ved Odder. Eleverne er en blanding af mennesker med og uden handicap. De elever, der har større hjælpebehov, har ansat en eller flere assistenter til at hjælpe, så de kan deltage i alle aktiviteter på lige fod med alle.

Læs mere om Egmont Højskolen.