2 minute read
Leder
LEDER
Flere, der trives mere
Trivsel er højt på den politiske dagsorden. Det har det været længe. I 2017 var det første gang et tema her i Pædagogisk Extrakt. Siden er det desværre ikke gået i den rigtige retning. I øjeblikket taler vi om en trivselskrise. Med andre ord har de seneste 5 år ikke bragt os på sporet af mere trivsel. Selv om vi altså har været smerteligt bevidste om udfordringen. Når mistrivsel er forstærket, peger flere på, at især klimakrise, coronakrise og krig på det europæiske kontinent har medvirket væsentligt til en forværring af situationen.
Så vi har brug for, at flere trives mere, da flere undersøgelser viser, at flere trives mindre, end sidst vi behandlede temaet. Undersøgelserne omfatter snart sagt alle målgrupper og kommer til os fra alle kanter fx: Børns Vilkår, Sundhedsstyrelsen, Center for Ungdomsforskning, VIVE, Danmarks Evalueringsinstitut og BUPL.
Pædagoger, der trives, skaber trivsel
Selv om trivselskrisen rammer bredt, så er der grupper, som er særligt udsatte. Det er især børn, unge og sårbare voksne – i udsatte positioner, der rammes hårdest. Samtidig ved vi med sikkerhed, at trivsel er afgørende for udvikling af både den enkelte og af stærke fællesskaber. Trivsel skabes og befordres i den nære hverdag. Der, hvor barnet leger med sine kammerater, er i samtale med sine voksne, der hvor den unge indgår i et forpligtende fællesskab. Der, hvor den voksne borger kan mestre sit liv. Pædagoger spiller en afgørende rolle i alle disse sammenhænge. Men de skal selvsagt trives i arbejdet med deres kolleger, for at skabe et miljø, hvor børn, unge og voksne kan trives og udvikle sig.
I storm og stille
Samtidig oplever vi, at reformstorm er blevet et af de mest udbredte politiske svar på trivselskrisen. Reformer er helt sikkert betydningsfulde og kan være nødvendige. Men når reformer antager orkanstyrke, og den ene afløser den anden, inden den første er implementeret og vurderet, så kan de virke helt mod hensigten. Midt i stormen er det vanskeligt at lytte til og forstå andre. Vi har alle en tilbøjelighed til at søge læ og gemme os. I den situation får vi ikke øje på de fælles løsninger, der er stormsikrede og giver os den ro og sikkerhed, som vedvarende forandringer kræver.
Læs mere her
Børn og unge kæmper for at passe ind, Børns Vilkår Danskernes sundhed : Den Nationale Sundhedsprofil 2021 – centrale udfordringer, SST Ny forskning: Rammerne for ungdomslivet skaber mistrivsel, Center for Ungdomsforskning Førskole, børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder, VIVE Stigende mistrivsel blandt unge: Vi er nødt til at gøre noget markant anderledes, BUPL
Trivsel kalder på forståelse, lydhørhed og arbejdsro
I dette temanummer præsenteres især nære løsninger, der bygger på respekt for både den enkelte og fællesskabet. En samling artikler med erfaring og viden om, at der er brug for, at vi lytter, ser og forstår hinandens perspektiv. At vi finder fælles holdbare og langsigtede løsninger, som ikke hele tiden betyder fornyelse af alle strukturer, krav og organiseringer i det pædagogiske arbejde med at skabe trivsel.
God læselyst
OM
Af Susanne Tellerup sute@via.dk
Uddannelsesdekan for VIA Pædagoguddannelsen