Langsommelighedens pædagogik

FLERE, DER TRIVES MERE

Jonas Holmgaard Videbæk, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

I et accelererende samfund, hvor mange har ondt i livet, må pædagoger hjælpe med at træde på bremsen.

Flere og flere unge mennesker er bange for ikke at kunne følge med og leve op til kravene. Hver femte mand og hver tredje kvinde mellem 16 og 24 år har ondt i livet ifølge den nationale sundhedsprofil. Det har betydning for pædagogikken, hvor det bliver en central opgave at støtte andre i langsommelighed.

Grænseløst forventningspres

Hvorfor har ungdommen så meget at kæmpe med? Jeg vil argumentere for, at det blandt andet hænger sammen med vores præstationskultur. Konstante forventninger om præstation og selvoptimering er blevet en norm, der kan lede til selvoverbebyrdelse. Og vi hører gang på gang, at vi skal være i udvikling, deltage i livslang læring, være fleksible og omstillingsparate. Tilsammen skaber det et samfund, der virker grænseløst, og hvor den enkelte sidder tilbage med følelsen af, at nok aldrig er nok.

Just do it!

At kunne præstere og at være omstillingsparat er jo fine kompetencer, som ikke nødvendigvis er destruktive for vores mentale helbred. Men når de bliver grænseløse leveregler, bliver de psykologisk nedbrydende og kan udløse vores ængstelighed. Som teolog og ph.d. Christian Hjortkjær skriver i bogen ’Utilstrækkelighed’, så fortæller vi de unge, at de kan, hvad de vil, og de skal bare ’Just do it’. En anden mulighed er, at vi begynder at fortælle os selv og hinanden, at vi alle har vores begrænsninger. Vi kan ikke være evigt omstillingsparate. Mennesket er afhængige af gentagelser, og vi kan selvfølgelig ikke alt, hvad vi vil.

I en rapport, udgivet af Nordisk tidsskrift for ungdomsforskning fra 2021, er det blandt andet blevet undersøgt, hvorfor så mange unge lider af psykisk mistrivsel. Her understreges det, at den acceleration og konkurrence, som er i samfundet betyder, at unge får en følelse af, at de ikke kan følge med. Og at de skal løbe stadig hurtigere for overhovedet at blive på stedet. Det kan lede til, at flere og flere føler

FLERE, DER TRIVES MERE

Sammen skal vi nemlig finde ud af, hvordan pædagoger kan møde borgere på måder, der hindrer disse ødelæggende krav. Hvordan kan vi sænke tempoet? Hvad stiller det af krav til vores institutioner? Og hvilke krav stiller det til pædagoguddannelsen?

sig pressede. Og det kan udløse angst og endda depression for nogle.

Sænk tempoet

Vi har altså en gruppe unge, som lider under dette tempofyldte, grænseløse og præstationstilskyndende samfund. Og det er en opgave både for pædagoger og dermed også pædagoguddannelsen. Sammen skal vi nemlig finde ud af, hvordan pædagoger kan møde borgere på måder, der hindrer disse ødelæggende krav. Hvordan kan vi sænke tempoet? Hvad stiller det af krav til vores institutioner? Og hvilke krav stiller det til pædagoguddannelsen?

Resonans

Når forøgelses- og udviklingstvang ånder os i nakken, bliver forholdet mellem menneske og samfund også problematisk; ja endda sygeligt, siger sociologen Hartmut Rosa. Derfor må vi forandre forholdet til vores omverden. Vi skal sænke tempoet og finde anledninger til at skabe det, som Rosa kalder resonans, til vores omverden. For at opnå resonans, må vi ændre vores verdensforhold fra at være en verden, vi konstant forsøger at styre, kontrollere og dominere. Vi skal fx stoppe med at se kroppen, som et objekt, der blot skal modelleres til at se ud på en bestemt måde eller kunne noget bestemt. Vi skal stoppe med at gøre legen til et middel til at opnå et læringsmål. Og vi skal stoppe med at gøre sociale relationer op i antal digitale venner, likes eller følgere. Denne tilgang til verden som et sted, der kan domineres, kvantificeres og sammenlignes, støtter ikke en langsommelighed eller resonans.

Tværtimod handler resonans om at søge et forhold til verden, hvor vi ikke forsøger at dominere verden, men derimod finder tid til fordybelse og hengivenhed. Det kan være mødet med naturen eller eksempelvis blikket, når vi

OM

Jonas Holmgaard Videbæk jonm@via.dk

Jonas er cand.pæd. i pædagogisk antropologi og adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen.

Han underviser blandt andet i tematikker, der kredser om sociologiske diagnoser af samfundet.

FLERE, DER TRIVES MERE

møder et andet menneske med oprigtig interesse. Men resonans kræver altså, at vi sænker tempoet i vores livsførelse – at vi indfører langsommelighed i tilværelsen.

Pædagoger kan sænke tempoet

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan vi på pædagoguddannelsen kan uddanne pædagoger, der er dygtige til at være i resonans og som kan inspirere og støtte andre i at sænke tempoet. Det er naturligvis vanskeligt at svare på, men vi må insistere på at skabe undervisningsmiljøer, hvor de studerende oplever tid til fordybelse. Og hvor fordybelsen italesættes som grundlæggende for fornemmelsen af resonans. Dette kræver en nedtoning af videns- og færdighedsmålene og en opprioritering af muligheder for faglig fordybelse. De studerende skal opleve resonans og en undervisningspraksis, der understøtter langsommelighed. For hvis ikke de studerende selv oplever fordybelsen, hvordan skal de så kunne møde børn og unge på måder, der virker decelerende.

Men resonans kræver altså, at vi sænker tempoet i vores livsførelse – at vi indfører langsommelighed i tilværelsen.

Her kan du læse mere

!

Katznelson, Pless, M., Görlich, A., Graversen, L., & Sørensen, N. B. (2021). Ny udsathed: nuancer i forståelser af psykisk mistrivsel. Nordisk Tidsskrift for Ungdomsforskning, 2(2), 83–103.

Hjortkjær, C. (2020). Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge. (1. udgave). Klim.

Rosa, H. (2014). Fremmedgørelse og acceleration (1. udgave). Hans Reitzel.

Rosa, H. (2021). Resonans: En sociologi om forholdet til verden (1. udgave). Eksistensen