Indledning og problemfelt

I november 2018 udsendte regeringen en ny aftaletekst Fra folkeskole til faglært –erhvervsuddannelser til fremtiden. Med denne brede politiske aftale fremskrives flere initiativer der skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Særligt relevant for indeværende opgave er det med EUD-aftalen besluttet at:

”styrke og tydeliggøre dannelsesaspektet i erhvervsuddannelserne gennem ændring af formålsbestemmelsen i erhvervsuddannelsesloven, så det fremgår, at karakterdannelse og faglig stolthed er et af flere formål med uddannelserne.”

Denne dannelse er ny i erhvervsskolesammenhænge, eller det er den jo ikke, men nu er det eksplicit skrevet ind i aftaleteksten. Og dét er nyt. Når jeg skriver at dannelse ikke er nyt i erhvervsskolesammenhænge, så mener jeg at dannelse er en del af enhver uddannelse. Spørgsmålet kan så være; hvilken dannelse? Og til hvad?

På TEC har vi for nyligt genvisiteret vores grundforståelse. Den er udviklet af samtlige medarbejdere, på tværs af afdelinger, for at alle skal få følelsen af ejerskab. I den dukker dannelse også op. Faktisk i allerførste sætning. Her beskrives TEC´s formål:

”Teknologisk og erhvervsrettet dannelse – vi uddanner fagligt stolte og dygtige mennesker”

Dette er ikke en ny sætning, vores grundforståelse blev udviklet i 2014. Det er interessant at dannelse ikke bare er noget vi arbejder henimod, det er ligefrem vores formål.

Denne holdning deles også af skiltebranchen. Her opleves elevernes evne til at deltage i den daglige problemløsning og at samarbejde med kolleger som meget væsentlig. I mit interview med mester i en virksomhed, giver hun udtryk for at karakterer og svendebreve er stort set uden værdi for virksomhederne når de skal ansætte en ny svend. For som hun siger:

”Vi kigger aldrig på svendebrevet… …og det er jo fordi det kan sagtens være at du fik en dårlig svendeprøve, men du er en skide dygtig svend”

Det taler ind i en forståelse af den gode skiltetekniker som mere og andet end den fagfagligt dygtige håndværker. Samtidig fortæller hun også at elever der søger læreplads hos hende, først kommer i praktik for at teste om der er kemi. Denne kemi er ikke en fagfaglig eller teknisk kemi. Det handler om mennesket. Og om det menneske hun skal ansætte, passer til den virksomhed de er. Mester beskriver det blandt andet som at eleverne skal vise et godt eksempel.

”Vi vil jo gerne have lærlinge der vil noget”

2

Dette med at ville noget, handler her om at sætte sig selv i og på spil. Både for at få en læreplads, men særligt også i det daglige arbejde.

Når jeg møder mestrene og virksomhederne fx når de kommer på skolen i forbindelse med afslutninger og til forskellige branchedage, til LUU, på generalforsamlinger og på messer, oplever jeg det ovenstående som en generel tendens i skiltebranchen. Skilteteknikerbranchen er i stor grad bygget op af små 2-3 mands virksomheder. Langt de fleste af dem italesætter at ansættelsesforhold i stor grad handler om personlige kompetencer, frem for tekniske færdigheder.

Så der er altså fra flere sider en forventning om at vi fra skolen uddanner dannede mennesker. Og det er da også en smuk ambition.

Udfordringerne begynder så at opstå når jeg møder eleverne i min klasse.

Jeg er uddannet skiltetekniker og har undervist i Skilteteknik på TEC siden 2012. Jeg underviser på hele uddannelsen helt fra grundforløbet og frem til svendeprøven. Dette giver mig en unik mulighed for at følge eleverne igennem hele deres uddannelsesforløb.

Skiltetekniker uddannelsen er en generalist uddannelse. Med det mener jeg at faget egentlig er delt op i en lang række specialer. Virksomhederne byder i sjælden grad på opgaver og kompetencer i hele fagets bredde, men har i stedet fokuseret på et felt eller en række opgaver der er nært beslægtede. Skolen derimod, tager eleverne igennem alle de del-elementer som faget er bygget op af. Således underviser vi både i de gamle (og nu meget populære) teknikker med at håndmale og forgylde skilte men også bilindpakning, messestandsdesign, facadeskiltning, CNC-fræse teknologi, LED lys osv. osv.

Fælles for næsten alle de opgaver eleverne møder på skolen er at hele processen er med i opgaven. Med det mener jeg at de skal ofte ide-udvikle og designe de skilte og dekorationer de skal lave. Det er en del af faget at man kan komme med ideoplæg til kunden. På elevernes læreplads er det dog meget sjældent dem der får lov til det. Det er mester eller måske ligefrem en ansat grafiker der kommer med de designs som kunden ønsker. Lærlingen og svendene er dermed oftest blot dem der monterer det endelige design. Netop derfor er det også så væsentligt at eleverne opnår de kompetencer på skolen, flere virksomheder italesætter også over for eleverne at ”det der med computer, det lærer du inde på skolen”. Underforstået at ude på værkstedet i virksomheden er eleven en del af produktionen, og der bliver ikke prioriteret tid til at de også skal lære den svære designproces derude.

Det er blandt andet i denne designproces jeg oplever mange udfordringer. Eleverne kommer fra et uddannelsessystem med et større og større fokus på tests og karakterer. Dette har skabt et fokus på produktet. Det er det der står færdigt efter endt undervisning, og det er det der er nemt at måle på og give karakterer ud fra. Et ensidigt fokus på

3