Bilag 1

Bilag 1: Interview med mester og hendes samarbejdspartner.

Interview af Trine Kroman (T) og Anette Jensen (A) d. 09/02-2018 Interviewer: Anne-Marie Lyster Riis. (I)

Optagelsen starter midt i en sludder om hvad de syntes om at vi underviserer skal have denne diplomuddannelse. Stor opbakning. T: ude på arbejdspladsen, der er man fokuseret på opgaven, inde på skolen er i fokuseret på eleven. T: værkstederne er så vidt forskellige med mange forskellige kulturer.

Nå tak fordi jeg måtte komme på besøg, og fordi I lige ville bruge lidt tid på at tale med mig i dag: I: I har valgt at have talentsporselever og I har også elever der ikke er talentsporselever. Hvorfor har I valgt at have talentsporselever? T: Kristina var fra dag ét meget dynamisk; bare den måde hun fik sin læreplads på: Jeg var ude og besøge klassen og se hvordan eleverne arbejde. Der noterede jeg at nogle af eleverne havde malet det (en gråtoneskala) meget sjusket, og det irriterede mig grænseløst. Og så gik jeg hen og så hendes og så sagde jeg ”Dét er sådan noget jeg som en mester kan lide, og det er sådan nogen man får en læreplads på”. Og så næste morgen da jeg kom, var ikke engang kommet af med overfrakken, så stod Kristina der og sagde ”Du må undskylde at jeg kommer sådan uanmeldt, men jeg hørte jo hvad du sagde i går, så jeg vil altså skynde mig at lægge min ansøgning.” Og så tænkte jeg – det var edermame godt gået, det var fuld fart på hende. Og så tog vi så en praktik, for at teste om der er kemi. Og ikke kun mellem elev og mester, men næsten endnu vigtigere, mellem elev og de andre på værkstedet. Der viste hun også et godt eksempel, og vi blev klar over at hun ville noget, og vi vil jo helt have lærlinge der vil noget. Tine er på nedsat tid pga. hun har fået en masse merit. Tine er en dygtig håndværker, men i det mere kreative, der holder hun sig til det sikre. Og så har hun en stor usikkerhed og det gør at så vil vi ikke presse hende. Det gør at hun har svært nok, med at nå det på så kort tid. Og det gør at der er nogle situationer nogle gange hvor Tine hun bliver hylet ud af den, fordi hun skulle have været længere i uddannelsen. Så det vigtige for Tine er at hun oplever succeser. Selvfølgelig har vi sagt til hende at hvis hun kan nå mere på skolen så er det jo bare at spørge læreren, om at blive udfordret mere, og få nogle talentopgaver også. Så det mener jeg ikke at det skal være en bremse, og det er jo kun på skolen at det foregår. Så talent/ ikke talent (laver bob bob hænder) A: Jeg syntes ikke at vi sådan gør forskel på værkstedet! Det er jo på skolen at de får lov til at udfordre sig selv der, ikk. Altså det gør vi også her, men det er ikke sådan ”Du er talent, så du skal have den her opgave”. T: Nej vi vil jo gerne bære dem igennem uanset hvad, på et rimeligt højt niveau, ikk. Så udfordringerne kommer automatisk. T: Tine har jo fx en opgave nu, som er til en kunde, men den haster ikke. Og det er hendes opgave, den har ligget her siden før hun kom på skole. Og det er jo simpelthen for at hun får prøvet sig selv af, og vi kan spotte hende over skulderen. Og jeg vil sige: det er 10 gange bedre at hun har fået den nu, end inden hun tog på skole fordi hun har rykket sig så meget, og hun gør det rigtig godt nu. Nikolaj fik vi først her efter 2. hovedforløb, så ham har vi slet ikke kunnet vurdere, det er først nu vi kan begynde at planlægge og sige: hov, hov den unge mand han er faktisk udlært til december så nu skal vi til at kigge på ham. Han har jo være koblet på alle svendene, på skift; hele tiden, hele tiden, hele tiden. Og så går man jo lige så stille og roligt og ”filmer dem”, og det gør svendene også og så snakker vi jo sammen ikke. I: Ok, fordi der sker jo en progression og en større kompleksitet i opgaverne hen ad vejen. Skemalægger i det eller kommer det bare flydende? T: det kommer meget flydende, fordi vi laver jo en stor blandet landhandel hele tiden. Vi står jo ikke bare og piller bogstaver op eller pakker biler ind eller et eller andet, vi har så mange forskellige opgaver.

26

A: jaja, men så hvis man observerer at ”nårh jamen han er sgu dårlig til at, eller det går så ikke så godt for ham at lægge folie på”, Nå jamen så ved vi at liiige de næste par gange skal han have nogle flere af den slags opgaver og dermed får støttet ham i de svagheder. T: Og så er det jo altså også det at hos os, så uanset om det er et lille bitte skilt eller en ”venne-gave” for en eller anden kunde, eller om det er en reel opgave på fx et rådhus. Altså den skiltning der skal laves på rådhuset skal selvfølgelig være i orden, men den der lille venne-gave skal være LIGE SÅ MEGET i orden. Der går det ikke at der er skidt i eller noget. Så kører vi på og ser hvad der sker indtil det er i orden. Og det gør vi i det hele taget. Hvis der er noget der ikke er i orden, så er det en ommer. Som vi siger: Det er jo derfor du er lærling ikk. Det er fordelen ved at være lærling, det er at man tit kan får lov til at lave tingene én, to og tre gange, det skal man selvfølgelig ikke gøre hele tiden… Men det samme siger vi: Hellere komme og sige at det gik galt, Og det er om du er ude i byen eller om du er hjemme, end at holde din mund. Fordi så er det kunden vi har i røret. Det er MEGET bedre at du ringer og siger ”det gik sgu galt, og jeg bliver nød til at køre hjem og lave en ny folie”. ”Fint” siger vi så, så siger du lige til kunden at der er sket et eller andet, vi kommer med det samme og laver det, ikk. A: ja jeg syntes at vi går meget op i at vende tilbage til kunden, altså at der hele tiden er info til kunden. Vi bruger meget tid på at holde kontakten med kunden og snakke med dem og sige, vi kommer i morgen og ringer osv. T: Det skal de også selv! A: Ja Nikolaj han havde været inde på Frederiksberg Rådhus og tage nogle skilte ned, og så da han kommer hjem og skiltene ligger hernede (på værkstedet) så kan jeg se at der er røget noget pus med at. Og så siger jeg ”det er meget vigtigt at du fortæller MIG det, og så fik han selv lov til at ringe til kunden og fortælle hvad der var sket, og spørge om kunden selv vil udbedre det eller om vi skulle være behjælpelige der, og det klarede han fint. I: Så på den måde bliver de også rustet i kundekontakten eller hvad? T og A: Ja det er præcis det. Det skal de også kunne. I: Vi står jo i en situation hvor eleverne skal tegne en kontrakt inden grundforløbet, og på det tidspunkt kan det jo være svært at vide om eleven skal være på talentspor eller ej. Hvordan kan vi som skole ruste jer til at træffe sådan en beslutning, eller er det utopi at tro at man kan træffe sådan en beslutning inden GF? T: Jamen det er det. Det vil vi på ingen måde kunne afgøre inden vi sender dem på skole på grundforløbet. Det vil til enhver tid først være når de har være på grundforløbet og man har set hvad de har arbejdet med. Sådan er det jo også nu, vi får eleven ud på værkstedet og man har set hvad de har lavet på skolen. Og så siger læreren måske: Jamen vi kan godt forestille os denne elev som værende talentsporslev. Og så siger vi ok, vi må have dem hjem og så se i prøvetiden, om det er sådan eller ikke er sådan. I: Kender I denne her? (Udleverer TECs talentsporsfolder) TEC har lavet sådan en talentsporsfolder, hvor man fra TECs side har prøvet at beskrive lidt om hvad talentspor går ud på, fx at det kun er på skolen at det foregår, at det er teknisk sværere og det er på det fagfaglige at der er et højere niveau. Noget af det JEG syntes er interessant er at det bliver stille større personlige krav til dem. Altså at de blandt andet skal udvise større selvstændighed. T: Ja, men der vil jeg så sige at de elever vi udlærer her, så kunne vi jo lige så godt lave være med at have almindelige elever, så skulle vi kun have talentsporselever, for det er jo dér vi helst vil være, altid. Som jeg siger: Det er fint nok bare at blive uddannet som almindelig skiltetekniker, fordi vi forventer at eleverne, talentspor eller ej, vil gøre ALT. Det skal jo ikke gå og sove bare fordi de ikke er talentspor. De skal gøre ALT, fordi de kommer her for at TAGE en uddannelse, de kommer ikke her for at vi GIVER em en uddannelse. Det er jo dem der skal komme videre i livet, så derfor forventer vi i forvejen at de vil gøre alt hvad de kan. Så skal vi naturligvis gå ind og vurdere på den enkelte elev om de kan klare det ekstra pres. Og det er i min optik det personlige pres, altså kan jeg klare det? Og som jeg siger: Tag sådan en som Kristina, hun SKAL have mere udfordringer, hun skal presses mere. Men Tine, hvis hun lå under det samme pres, altså nu tænker jeg skolemæssigt også, jamen så bliver hun jo simpelthen en stor undskyldning hele tiden, og det dur jo ikke. Og udfaldet ville være at hvis de begge var talentsporselever, så ville Tine ligge lavt og Kristina

27

højt. I dag der vil Kristina ligge højt, men det kan Tine OGSÅ godt gøre, bare som almindelig elev, og det syntes jeg er fint. I: Så hvordan vil du beskrive begrebet talent, er det noget med personligheden? T: Nej nej, også med at der er en mulighed for at udfordre dem som kan noget ekstra, det er helt sikkert at de skal udfordres. T: Det er det samme med at der står i folderen at ”uddannelsen på talentspor vil være en stor fordel, det vil blandt andet fremgå af dit svendebrev.” Vi kigger jo aldrig på svendebrevet. Vi indhenter simpelthen oplysninger om den vi ansætter, og det er jo fordi det kan sagtens være at du fik en dårlig svendeprøve, men du er en skide dygtig svend. Altså jeg har jo igennem årene ansat svende som har fået medaljer og alt muligt andet, og hvor man tænker ”hold da op, de må være sindssygt gode” og så efter en måned tænker man, nå det var vist ikke lige den jeg skulle have ansat. I: takker af for interviewet og siger tak for muligheden for at snakke med dem og se værkstedet og jeres arbejdsgange. T: selv tak, hvordan oplevede du det i går? I: Jeg oplevede det godt, det var rigtig interessant at se at øhm, at Kjeld han har jo Nikolaj under vingerne men han siger også ”jamen du går i gang i den ende og jeg går i gang i den her”. Og får sat ham lidt i gang. Og det var nogle ting hvor de skulle samarbejde, hvor den første del, der blev det ligesom forklaret: Vi gør sådan her, og du holder der og jeg går sådan her. Og så stille og roligt så fik de arbejdet sig ind i en rytme, hvor det kørte og hvor det kørte og hvor det kørte. Og så ved jeg ikke om det var med vilje eller ej, men lige pludselig så byttede de plads, så Nikolaj skulle skrabe med den anden hånd, ikke. Og så sådan åhh, så blev der lige stoppet op, og så blev det lige italesat det, og ok så arbejder vi videre der. Og Nikolaj han er jo dygtig til at spørge. Eller sige: Jeg har brug for at du lige viser mig hvad jeg skal gøre her, eller har du et godt trick til denne her. Og det syntes jeg er meget, sådan stærkt af ham, fordi han gerne vil gøre det godt ikke?. Og ikke bare sådan kaster sig ud i noget han ikke er sikker på, jeg tog det ikke så meget som et tegn på usikkerhed, men mere som et tegn på at han stiller nogle høje krav til sig selv, så han vil gerne vil gøre det på den rigtige måde, fra start af, og det var rigtig fint at se. A: Det er rigtig interessant at høre, fordi vi er jo aldrig med ude, så du har lige pludselig være vores øjne. I: Ja i går var sjov, for der havde jeg ikke nogen agenda. Der skulle jeg bare se og observere. Jeg har skrevet nogle citater ned, og så bare prøvet at, at virkelig bruge øjnene og sige: hvad er det jeg ser her, hvad er det der foregår her. T: Det oplever vi jo med vores elever at der er nogle ting vi er nød til at snakke om. Hvordan tager jeg telefonen, hvordan præsenterer jeg mig udadtil, kan jeg tillade mig at spørge 3 gange om den samme ting. Der har vi altid sagt at vi vægter meget at man må helle spørge 3 gange, eller hellere en gang for meget end en gang for lidt. Det siger svendene også, at de vil hellere have at eleven spørger eller siger jeg ved ikke lige hvordan jeg skal løse den her, eller jeg kan ikke huske det, vil du lige vise mig det? I stedet for at de står tilbage og siger ”det kan jeg ikke finde ud af”. Det er meget irriterende. Og i dagligdagen sker der jo det at svenden han skal have opgaven lavet færdigt, og så tager han over og siger, jamen så gør jeg det. Og så lige pludselig så er det eneste de kan; at holde en blyant og rydde op og feje. A: Nu har vi jo 3 lærlinge og de er meget forskellige. T: Vi havde en lærling engang. Hver der gik noget galt, så var det altid hans mormor eller oldemors skyld. Altså det var aldrig hans egen skyld. Og det grinede vi jo meget af. Men det er jo uholdbart

28