1.1 Problemstilling

Jeg har været ansat på SOSU H (tidligere SOPU) i fire år, hvor jeg underviser på Grundforløb 1 og Grundforløb 2. Når jeg kigger på målsætningerne fra reformen 2014 synes de alle vigtige, men særligt mål to, tre og fire knytter sig direkte til min hverdag i klasserummet med eleverne, og de didaktiske overvejelser, der er truffet forinden. Hvordan er det, man som underviser udfordrer alle elever, så de bliver så dygtige som muligt, skaber tillid og trivsel? Og er det i det hele taget muligt, at udfordres til det maximale og samtidig føle trivsel, når læringsteori netop viser, at læringsprocessen i sig selv kan opleves som frustrerende (Illeris 2015). På SOSU H er undervisningen helhedsorienteret i værksteder med op til 60 elever, og den enkelte underviser kan være tilknytte flere værksteder, hvilket kan have betydning for omfanget af den individuelle vejledning og relations dannelsen mellem lærer og elever.

I bekendtgørelse om erhvervsuddannelser §1 stk. 2 står der at: uddannelsen skal bidrage til udvikling af elevernes erhvervsfaglige, studieforberedende og personlige kompetencer under hensyn til arbejdsmarkedets behov, faglige mobilitet og elevens behov på en sådan måde, at eleven bliver så dygtig som mulig (se bilag 3).

Vi ved fra gentagne internationale undersøgelser, at læreren er den enkeltfaktor, der betyder allermest for elevernes udbytte af undervisningen. I et review fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning (Nordenbo et al. 2008), gennemgik man empirisk forskning fra perioden 1998- 2008 om elevers læring og læreres kompetencer for at få kortlagt, gennem empirisk forskning, hvilke kompetencer, der kunne øge elevlæringen. Konklusionen var, at der var tre lærerkompetencer, der var primære for elevernes læring. De tre specifikke kompetencer var relationskompetence, klasseledelseskompetence og didaktisk kompetence (Nordenbo et al. 2008). I reviewet blev der endvidere lagt op til, at der skulle iværksættes teoretisk og empirisk forskning med fokus på udvikling af hensigtsmæssige teoretiske forståelser, om hver enkelt specificeret kompetence. Det understreger min pointe i indledningen, hvor jeg antyder at regeringen tillægger relationen mellem elev og lærer stor betydning uden at tydeliggøre, hvordan begrebet relation skal forstås og praktiseres i en skolekontekst.

Nye begreber bliver dannet og anvendes i faglige sammenhænge uden, at man nødvendigvis har en ensrettet opfattelse af begrebets betydning. Det i sig selv behøver ikke at være problematisk, hvis blot man er bevidst om det, og derved kan have en faglig diskussion og begrebsafklaring, som kan videreføres til klasserummet og indtænktes didaktisk og pædagogisk. Problemet opstår, når vi tror vi taler samme ”sprog”, men agerer ud fra forskellige forståelser. I min hverdag som underviser møder jeg ofte begreber eller udsagn som relationskompetence, styrkelse af elev/lærer relationen, relationsskabende, gode relationer, positive relationer, det relationelle arbejde osv., men hvad gemmer sig bag disse begreber og hvilke forventninger er der til mig som underviser?

I det pædagogiske grundlag på SOSU H står der, at vi sætter den enkelte elev i centrum, og at der arbejdes målrettet med anerkendende relationer, og at rollen som underviser med fokus på faglige,