4 Konklusion

I erhvervsskolereformen fra 2014 og regeringens yderligere 55 initiativer fra 2018 kan det være svært at skelne mellem, eller prioritere alle disse overlappende kvaliteter, kompetencer og egenskaber som læreren skal besidde og eleverne opnår. Det bliver hurtigt en samling plusord, som giver et sympatisk billede, men som kan være vanskelige at omsætte i praksis, da der kan være forskellige forståelser, og der kan være begreber, som er modsætningsfyldte. Der nævnes relationer, trivsel og læring, som nødvendigvis ikke altid påvirker hinanden positivt. Det at indgå i en læringsproces kan føre til stor frustration hos eleven og have indflydelse på relationen mellem lærer/elev og oplevelsen af trivsel.

I politikkernes til stræben på at tiltrække elever og gøre dem så dygtige som muligt, kan der være fare for at udvikler uddannelsesforløb, hvor den enkelte elev stilles overfor mange valg og klasseskift, hvilket kan have betydning for deres læring, trivsel og relations dannelse.

Der er enighed blandt de udvalgte teoretikere og lærerinformanterne om, at relationskompetence er evnen til at danne relationer og tilgangen skal være anerkendende og man skal være perspektiv bevidst. Det, som adskiller sig bland undervisernes forståelse af relationskompetence er, om det er en personlig eller faglig kompetence, eller om relationskompetencen omfatter både personlige- og faglige kompetencer. Ud fra elevudtalelser og gennem analysen tegner der sig et billede, som viser at relationskompetencen skal rumme både personlige og faglige kompetencer, da det ellers vil have indflydelse på elevens mulighed for at udvikle sig personligt og fagligt, og i sidste ende gennemføre uddannelsesforløbet. Eleverne oplever, at relationen er god, når de har oplevelsen af, at læreren har en interesse for dem som elever og mennesker, og har en faglig ekspertise og autoritet, der kan føre dem mod gennemførelsen af deres uddannelse. Det kræver personligt og fagligt kendskab til eleven, fagfaglige, didaktiske og klasseledelses kundskaber at ”gennemskue” hvor den enkelte er i læringsprocessen og justere adfærd eller indhold, hvis eleverne skal opnå det optimale udbytte og trives. Den personlige- og faglige relation er afhængige af hinanden, hvis der skal ske læring, hvorfor det er en nødvendighed at begge relationsformer dannes til eleven. Ellers risikerer man elever, der ikke trives enten pga. manglende læringsprogression, eller fordi læringsmiljøet ikke er optimalt. Balance mellem den personlig og faglige relation er dog kompleks, da eleverne både efterspørger, at læreren viser interesse på et personlig plan samtidig med, at de ønsker klasseledelse med klare målsætninger og retningslinjer, som sikre målopfyldelse. Yderligere skal eleverne opleve en følelse af tryghed og trivsel samtidig med, at de skal tilegne sig ny viden, som kan opleves som risikofyldt.

Lærerens personlighed spiller naturligvis ind, men er ikke afgørende for relationer, for uanset, hvilken personlighed man har, kan man udvikle sine fagprofessionelle kompetencer og lære at give sin undervisning mere af de kvaliteter, der skaber gode relationer. Det personlige udgangspunkt er altså ikke ligegyldigt, men det er således ikke læreren selv, men det, man vælger at gøre i undervisningen, der er vigtigt. Jeg mener derfor, at det ville forbedre praksis, hvis der i

undervisergruppen var en større enighed om relations typen og formen, så valgene omkring eleven blev mindre tilfældige, mere fagligt begrundet og i højere grad startede i forberedelse. Relationskompetencens kompleksitet nødvendiggør, at man ved, hvad man gør, når man gør noget. En mindre forskelligartet og tilfældig relations dannelse ville ligeledes øge muligheden for receptiv rettethed. Danish Clearinghouse lægger op til i deres review, at der er behov for yderligere teoretisk og empirisk forskning med fokus på udvikling af hensigtsmæssige teoretiske forståelser, om relations, klasseledelse- og didaktisk kompetence. Vi kan kun blive klogere på, hvad der skal til for at der sker læring, men jeg mener ikke, at de tre kompetencer skal ses på adskilt, da jeg ud fra min empiri oplever, at de alle tre har indflydelse på hinanden, og derfor skal ses som en samlet kompetence, relationskompetencen. Endvidere ville jeg finde det relevant, hvis der var mere teori om, hvordan relationskompetencen anvendes i praksis og ikke kun hvad den indeholder.

Eleven skal anerkendes for at blive motiveret, opnå indsigt i egne ressourcer og blive indrestyret. Læringspotentialet højnes, når samspilsmønstret i klassen er kompleks, det vil sige, når mange forskellige stemmer og synspunkter mødes og udfordrer hinanden. Det styrker relationen mellem lærer og elev, når eleven føler sig inddraget og kan se mening. Og det styrker læringen og relationen mellem elev/elev, når der gives mulighed for at eleverne kan lærer af hinanden.

Det er en energikrævende proces at lære, og kan for eleven opleves som belastende, og skabe frustration og vrede (Illeris 2015), hvilket vil udfordre relationen mellem lærer og elev. Når relationen bliver udfordret er det lærerens ansvar at rumme, anerkende og gennemskue elevens frustrationer og forsvarsmekanismer i en læringsproces og sikre, at en konstruktiv relation til eleven genetableres, så læringsarbejdet igen får optimale vilkår, og eleven kan opleve trivsel. Det betyder også, at det er lærens ansvar at være refleksiv over egen praksis og søge pædagogisk sparring og hjælp hos kollegaer eller ledelse, hvis en givende relation ikke etableres eller genetableres.

Fire ud af otte undervisere oplever ikke en hverdag, hvor der er optimale betingelser for at agere relations kompetent. Normeringer og ressourcefordeling er et vilkår, der ligger uden for denne opgave, men jeg mener at en mere ensartet forståelse af relationskompetence kunne gavne og effektivisere relations arbejdet. I faglig uenighed blandt kollegaer er der et potentiale for faglig udvikling, og derfor bør der afsættes tid og mulighed for diskussion af relationskompetencebegrebet.

En fuldstændig identisk forståelse af begrebet relationskompetence er ikke realistisk, da det er et konstrueret begreb uden nogen endelig definition, og hvor den enkelte læreres habitus og læringssyn vil have indflydelse på forståelsen. Jeg mener, at man i organisationen og blandt lærerne bør tilsigte en mere ensartet forståelse af relationskompetence og de handlinger, der knytter sig til begrebet, da tidligere undersøgelser og denne opgave viser, at det er vigtigt for elevernes trivsel og læring, at relationen indeholder både en faglig og personlig side. Ligeledes mener jeg, at det ville have positiv indflydelse på samarbejdet mellem kollegaer, hvis måden man mødte eleverne, planlagde og udførte undervisningen havde samme sigte.