Metode

I opgavens første del ønsker jeg altså at undersøge og opnå en forståelse for elevernes manglende motivation for danskfaget. Begrebet motivation indgår i mange læringsteoretiske sammenhænge, men jeg har her valgt den tilgang, som Camilla Hutters og Astrid Lundby anvender i deres rapport om læring, der rykker – af samme navn. Her fremhæves fire faktorer, der fremmer motivation og læring (Hutters og Lundby, 2014 s.18):

• Mestring og progression • Relevans og formål • Socialt klima og relation • Indflydelse og medskabelse

Jeg har valgt denne tilgang til begrebet, fordi den er løsningsanvisende, altså fokuserer på de motivationsfremmende elementer. Det er netop målet i opgavens anden del, hvor jeg ønsker at omsætte min forståelse til en ændring af min undervisning, som kan bidrage til motivation og læring.

Jeg gør mig ikke nogen forhåbning om med denne opgave at kunne være i stand til at belyse alle sider af problematikken omkring elevernes møde med danskfaget på GF1. Jeg kommer til at udvælge dele af sammenhængen, som jeg finder særligt interessante og problematiske. Jeg er klar over, at jeg bevidst fravælger at fokusere på de elever, der hverken på et følelsesmæssigt eller fagligt niveau ser ud til at have udfordringer med danskfaget. Sådanne elever findes naturligvis også. Når jeg vælger at se bort fra denne gruppe, er det ikke et forsøg på at manipulere med analysens eventuelle resultat. Da målet med analysen er at skabe forandring, mener jeg ikke tilstedeværelsen af ikke-udfordrede elever udgør et validitetsproblem. Det skal selvfølge medtænkes, om en ændret undervisning vil være problematisk for denne elevgruppe.

Igennem min diplomuddannelse har især mødet med Etienne Wengers praksisfællesskaber haft stor indflydelse på min tænkning og didaktik. Da jeg i 2018 afsluttede mit første modul på diplomuddannelsen, var en af de mere konkrete ting, jeg tog med mig tilbage på skolen, indførelse af begrebet praksisfællesskab i forhold til teamet omkring GF1. Etienne Wenger peger med sit udtryk praksisfælleskaber på det forhold, at al læring foregår i en sammenhæng, et fællesskab med en fælles praksis. Alle medlemmer har adgang til denne praksis, men ikke alle har samme stemme og samme magt (Wenger, 2009). Læring definerer Wenger som:

”…læring er en interaktion mellem, hvad jeg vil kalde socialt defineret kompetence og personlig oplevelse” (Wenger, 2009 s. 69).

Læringen foregår i spændingen imellem kompetence og personlig oplevelse. Hvis der er for langt imellem kompetence og oplevelse, vil der groft sagt ingen læring finde sted. Praksisfællesskabet er derfor både med til at fastholde og udvikle læring. Desuden belyser Wenger også de barrierer, der kan opstå imellem forskellige praksisfelter. Både definitionen af læring og barriererne imellem felterne kan jeg bruge til at sige noget om den udfordring, eleverne oplever i forhold til dansk. Jeg vil både bruge betegnelsen praksisfællesskab om det fællesskab, jeg er en del af med eleverne på