Et nyt fællesskab – nye stemmer?

undervisning har taget udgangspunkt i erhvervet som det udfolder sig som færdiguddannet, vil jeg i stedet fokusere på faget, som det folder sig ud under uddannelsen. Og så vil jeg flytte tværfaglighed ”over på danskfagets banehalvdel” – eller fra værksted til teorilokale.

Allerede i børnehaven begynder man at teste, om børn er skoleparate. Om 0. klasse står der på Undervisningsministeriets hjemmeside: ” Børnehaveklassen er et forberedende år, hvor barnet skal lære, hvad det vil sige at gå i skole” (UVM, 2020). Op igennem folkeskolen vil en hel del af skole-hjem-samtalerne dreje sig om adfærd. At sidde stille, høre efter, række hånden op, vente på det bliver ens tur er noget af det ”den gode elev” mestrer. Med Jens Agers ord er det en del af skolens skjulte dagsorden (Ager, 2000 s. 153). Men hvad vil det sige at være en god lærling? Og hvordan bliver man det? Det er noget af det, min undervisning skal handle om.

Og så var der jo faktisk blandt ni af mine ti mine kolleger enighed om, at det primære formål med GF1 var at gøre eleverne uddannelsesparate. Den enighed er vel et godt udgangspunkt for et samarbejde, som ellers er lidt udfordret.

Ja, som tidligere nævnt er samarbejdet imellem faglærere og grundfagslærere udfordret. Lidt firkantet kan man sige, at det har været en tendens til at se danskfaget som noget, der skal spille sammen med det der sker i værkstedet, altså først værksted og praksis, og så med en danskfaglig vinkel. I forhold til Wengers praksisfællesskaber placerer det eleverne som legitime perifere deltagere med en faglærer centralt placeret. Hvor er dansklæreren? Ikke rigtig nogen steder, vel? Eller måske endnu mere perifer end eleverne? Hvis man i stedet tænker sig, at lærlingen eller den udlærte lærling placeres i midten, som den mest magtfulde stemme, så vil det gøre noget ved placeringen af både dansk- og faglærer. Vi vil nærme os samme niveau, samme felt i hvert fald (se figur nedenfor). Måske vil det mindske fornemmelsen af ”dem og os”, som en kollega tidligere optalte. Og så vil en ny gruppe medspillere jo bydes naturligt ind i fællesskabet. Både andre lærlinge og udlærte i virksomhederne vil få en naturlig plads i praksisfællesskabet. Disse nye medspillere kan bidrage med helt central viden. For det førte er det lettere at spejle sig i en lærling, der aldersmæssigt og erfaringsmæssigt kun er et par skridt foran. For det andet er der en garanti for, at den faglige introduktion og erfaring er tidssvarende. Mange faglærere har ikke arbejdet på en byggeplads i mange år. Byggebranchen er som alle andre brancher i konstant udvikling. For at sikre denne overensstemmelse mellem skole og virkelighed, kan denne gruppe spille en central rolle. Faktisk tillægges denne ”stemme udefra” ofte større autoritet blandt eleverne, peger Gert Allermand på (Allermand, 2017 s. 103). Denne erfarne praktiker ses i et andet lys. Dette kan både ske ved virksomhedsbesøg og besøg fra virksomhederne på skolen. En lærer er og bliver en lærer i nogle elevers øjne. Hvis en faglært eller lærling giver stemme til de tidligere nævnte eksempler om alkoholpolitik på en arbejdsplads eller behovet for skriftlige ansøgninger, så vil eleverne kunne lære af rigtige erfaringer.