Verdenshistorie 1 - Læseprøve by Praxis

Den nyeste periode 1914-

Thorkil Smitt

underviser på Egedal gymnasium. Han er forfatter til flere udgivelser som Danmarkshistorisk oversigt (2006), Verden i Nyeste tid (2008), og Kina efter 1840 (2010) samt Verdenshistorie 1. Fra klassisk til førmoderne tid (2014). Christian Vollmond

underviser på Københavns VUC. Han er forfatter til flere udgivelser som fx Overblik og Sammenhæng (2011), Fra fortid til historie (2013), Hvem stod bag? (2014) samt Verdenshistorie 1. Fra klassisk til førmoderne tid (2014).

Verdens historie fra moderne

til nyeste tid

Verdenshistorie 2 består af 5 kapitler, som kan læses uafhængigt af hinanden. Læser du dem i sammenhæng, får du et overblik over verdens historie fra ca. 1750 og til i dag. Kapitel 5 er et oversigtskapitel over verdens historie. Hvert af de fire første kapitler har en rød tråd, som gør de lange linjer og betydningen for nutiden nemmere at se. Samtidig er det meningen, at de enkelte kapitler skal kunne danne udgangspunkt for et forløb i historieundervisningen. Kapitlerne starter med en tidslinje, der afspejler kapitlets indhold. Derefter følger beskrivelsen af et menneske, der med sin historie illustrerer periodens udvikling.

Verdenshistorie

Den moderne/industrielle periode fører med tiden til, at en række imperier opløses. I første omgang som følge af Første Verdenskrig (1914-1918), hvor opløsningen af bl.a. det Østrig-Ungarske Imperium fører til en eksplosion i antallet af stater. Også An den Verdenskrig (1940-1945) fører til, at en række europæiske imperier opløses, og nye stater bliver dannet. Den økonomiske krise i 1930’erne får global be tydning. Den vestlige verden (USA, Canada, Europa, Australien og Japan) fortsætter med at dominere verdens økonomi gennem multinationale selskaber, mens staternes økonomiske betydning mindskes. Ejerskab af jord mister betydning, hvilket betyder at, de traditionelle overklasser i mange områder mister magt og indflydelse. Samtidig oprettes der i den nyeste periode en række over-statslige institu tioner, som får politisk betydning flere steder i ver den. En række ideologier (kommunisme, liberalisme, fascisme, nazisme) får stor betydning i bestemte områder og udbredes under Den Kolde Krig til at have global betydning. Globaliseringens betydning vokser, og med inter nettet og nye tranportsystemer knyttes verden tæt tere sammen end nogensinde tidligere. Der er dog også områder, hvor globaliseringen ikke trænger igennem, og nogle lande og grupper forsøger aktivt at fastholde traditioner, både politisk og kulturelt.

Den moderne/industrielle periode 1750-1914

Thorkil Smitt & Christian Vollmond

Verdens historie fra moderne

til nyeste tid

Lindhardt og ringhof

I den moderne/industrielle periode bryder en række af den førmoderne periodes tendenser igennem. Nye idealer for videnskab og politik opstår og bliver udbredt, hvilket leder til, at en ny produktionsform opstår: Den industrielle produktion, hvor varer kan produceres i langt større mængde. I den før moderne periode begyndte man nogle steder at sætte mennesket i centrum, og i den moderne/ industrielle periode bryder denne tendens igennem og nye syn på mennesket og samfundene opstår. Mennesker begynder at forholde sig kritisk til tradi tioner og forstå sig selv som individer. I takt med industrialiseringen begynder man at anvende nye energikilder som kul og olie. Arbejdet flyttes ud af husstanden, og nye masseproduce rede varer kommer til salg. Med det nye arbejdsliv opstår fritid som nyt koncept, og de tidlige sports foreninger opstår. Der sker også en urbanisering, transporttider mellem forskellige egne formindskes, nye og mere effektive våben opfindes. Industrialise ringen fører også til øget landbrugsproduktion og mange steder vokser befolkningerne. De tidligst industrialiserede lande får en fordel over andre, hvilket yderligere øger en række euro pæiske landes magt og dominans rundt om i verden. Store dele af verden påvirkes ikke i første omgang, men møder dog modstand visse steder, hvor tradi tioner enten fastholdes eller opfindes som modtræk til udviklingen.

THORKIL SMITT & CHRISTIAN VOLLMOND

VERDENS HISTORIE

FRA MODERNE TIL NYESTE TID

LINDHARDT OG RINGHOF

INDHOLD

FORORD

SIDE 4

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER DE MODERNE DEMOKRATIERS OPSTÅEN CA. 1750-1850

SIDE 6

INDUSTRIALISERING OG IMPERIALISME DEN MODERNE EUROPÆISKE CIVILISATION BLIVER GLOBAL 1750-

SIDE 52

IDEOLOGIERNES KAMP DET KORTE 20. ÅRHUNDREDE 1917-1991

SIDE 104

INDHOLD

GLOBALISERING VERSION 2.0 VERDENS HISTORIE SIDEN 1989

SIDE 160

VERDENS HISTORIE I STORE TRÆK OG LANGE LINJER

SIDE 204

YDERLIGERE MATERIALE

SIDE 228

FORORD

Denne verdenshistorie bygger på den antagelse, at historien i sagens natur skrider kronologisk frem, mens historie – som vi underviser i – er en tematisk størrelse. Derfor er denne bog forløbsopbygget, og de enkelte kapitler kan overlappe hinanden i det kronologiske forløb fordi vi følger kapitlets tema til dørs. Det giver mulighed for at bruge bogens kapitler som selvstændige forløb med kilder. Bogen kan selvfølgelig også læses fra ende til anden. Fremstillingen er inspireret af globalhistorie. Tilgangen kan ses som et opgør med tidligere tiders nationalt orienterede fremstilling og dermed også af de faste fortælletræk, der ellers har præget europæiske fortolkninger af verdens historie. Ét af de tilvalg, vi har foretaget er at anvende en anden periodisering, der peger på verdens historie fremfor Europas verdenshistorie. Mens ”oplysningstiden” fx betegner en særlig periode i Europas historie, bruger vi i denne bog betegnelsen den ”moderne/industrielle periode”. Derved indfanger man måske bedre de mange træk, der præger perioden også uden for Europa. Et andet tilvalg er, at hvert kapitel har sit eget narrativ, der anlægger en særlig tematisk tilgang til den behandlede periode og fremhæver forskellige drivkræfter i fortidige forandringer. Det er en pointe i fremstillingen, at vi godt ved, at vi konstruerer ”historien” gennem de valg og fravalg, som vi har foretaget. Det afspejler sig også på bogens omslag, der viser en række ﬁgurer, der kunne lede tankerne hen på ﬂag og minde os om de seneste århundreders udvikling mod nutidens ca. 200 selvstændige nationer?

OM HISTORIENS DRIVKRAFT De ﬂeste forsøg på at skrive noget af verdens historie skrives med en idé om, hvad der var med til at drive historien frem. Den klassiske diskurs om drivkraften i historien i den vestlige verden står imellem en socialistisk (materialistisk) fortolkning af historien, der lægger vægt på de økonomiske ejerforhold og sammenhænge, mens den liberale historiefortolkning fokuserer på ideer og de store personligheders betydning. Fx: Ingen russisk revolution uden Lenin og ingen nazisme i Tyskland uden Hitler overfor: Lenin ville aldrig have kunnet tage magten, hvis ikke det russiske samfund var på sammenbruddets rand efter tre års krig, og Hitler ville aldrig være kommet til magten uden den arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet på krakket i Wall Street. Det er vanskeligt at give et meget præcist billede af, hvad der driver historien, uanset hvilken fortolkning af historie man vælger. Ingen er uenige i, at de økonomiske forhold altid spiller en stor og ofte afgørende

FORORD

rolle i fortiden. Men store personligheder kan også i særlige tilfælde og sammenhænge få ret afgørende betydning for en historisk udvikling. Politiske manifestationer, hvor store befolkningsgrupper har stået bag krav om radikale ændringer, har også skabt historie. Samtidig har religion også været med til at skabe og ændre historiske forhold. Så historiens drivkraft er et kompleks sammenspil imellem mennesker og natur og en hel række økonomiske, politiske og kulturelle faktorer, der reagerer i forhold til hinanden.

OM INDHOLD OG OPBYGNING Bind 1 sluttede med den førmoderne periode og den begyndende globalisering efter 1450, der genskabte den afbrudte forbindelse mellem Europa/Asien/Afrika og Amerika og Australien/Oceanien. Bind 2 forsætter med den moderne/industrielle periode (1750-1914) som fulgte. Kapitel 1 handler om hvordan nye ideer om mennesket, samfundet og verdens indretning over en ganske kort periode førte til revolutioner, der formede helt nye opfattelser af staten og indbyggerne. Kapitel 2 behandler den samme periode, men med vægt på, hvordan industrialisering og imperialisme i samspil ændrede magtforholdene mange steder på Jorden. Store dele af Asien og Afrika blev underlagt europæiske lande, og den industrielle produktion forandrede livsvilkårene for mennesker i stort set hele verden. Derved opstod en ny periode, der i mangel på bedre betegnes nyeste tid (1914-). Denne periode præges frem til ca. 1991 i høj grad en række konﬂikter mellem forskellige ideologier. Dette er emnet for kapitel 3. Mange af disse konﬂikter havde global betydning: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig, der bl.a. blev udkæmpet som såkaldte stedfortræder-krige i forbindelse med den afkolonisering, som begyndte efter Anden Verdenskrig, og førte til, at en række nye selvstændige stater opstod. Denne udvikling fortsatte i perioden efter Den Kolde Krig, som er emnet for kapitel 4. Dette kapitel fokuserer i høj grad på den globalisering, der i denne periode har haft afgørende betydning for stort set alle mennesker på Jorden. Samtidig tyder meget på, at magtforholdene igen i denne periode er ved at ændre sig i en ny retning, hvor bl.a. multinationale selskaber, overstatslige organisationer og ikke-statslige grupper (NGO’er) har fået en stigende betydning. Også magtforholdene mellem verdens stater er i disse år i opbrud. Kapitel 5 fremstiller verdens historie i store træk og lange linjer, og i dette kapitel fremhæver vi hovedtrækkene med vægt den danske/europæiske historie.

FORORD

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER DE MODERNE DEMOKRATIERS OPSTÅEN CA. 1750-1850

1740-1748

Montesquieus bog “Om lovenes ånd” (De l’esprit des lois) udkommer Den Østrigske Arvefølgekrig mellem Frankrig, Bayern, Spanien, Sachsen og Preussen mod Østrig, England, Holland og Sardinien

1756

Syvårskrigen bryder ud mellem England og Preussen mod Frankrig, Rusland, Østrig og Sverige

1763

Freden i Paris: Englands position som største magt i verden slås fast

1776

Adam Smiths ”Nationernes velstand” (Wealth of Nations) udkommer

1776

Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og starten på krigen mellem England og de amerikanske kolonister

1788

Første engelske koloni i Australien grundlægges, de ﬂeste af indvandrerne var straffefanger

1789

Den Franske Revolution bryder ud

1792

Den Haitianske Revolution bryder ud

1799

Napoleon Bonaparte tager magten i Frankrig

1804

Haiti erklæres selvstændigt

1808-1825

TIDSLINJE

1748

De Spansk-amerikanske Uafhængighedskrige

1812

Napoleons felttog mod Rusland

1814

Den engelske kolonisering af New Zealand begynder

1815

Wienerkongressen

1832

Det græske område løsriver sig fra Osmannerriget og bliver med Konstantinopel-traktaten en selvstændig stat

1848

Demokratisk inspirerede opstande i ﬂere europæiske hovedstæder, fx Paris, Berlin, København

• Diskuter hvorfor årstallene/begivenhederne er udvalgt. Find eksempler på andre årstal/ begivenheder, du/I mener burde have været med • Sammenfat kapitlets hovedpointer med udgangspunkt i årstalslisten

OPGAVE

• Undersøg de oplistede årstal på baggrund af kapitlet og eventuelt nettet

EN MODERNE KVINDE

ABIGAIL ADAMS (1744-1818)

Q Abigail Adams bliver født i 1744 i en familie af europæiske kolonister i Nordamerika. Hendes familie har en del politisk indflydelse og hendes far, der er præst, står i nær forbindelse med flere af kontinentets andre intellektuelle og uddannede. Abigails mor lærer de tre døtre at læse, og selv om Abigail ikke går i skole, så får hun en form for uddannelse gennem sin fars store bogsamling. Her er både skønlitteratur og flere af samtidens nyskabende bøger, der sætter spørgsmålstegn ved samfundets indretning. I 1762 møder hun John Adams. Det er ikke første gang, at de støder ind i hinanden – faktisk er de fjernt beslægtede – men denne gang sker der et eller andet mellem de to. Herefter får Abigail sin egen stemme, da hun og John indleder en omfattende brevveksling.* Der er i dag bevaret næsten 1200 breve, som de to har udvekslet. I begyndelsen bor de endda blot 8 km fra hinanden. Gennem hendes mange breve til John og flere andre af datidens berømtheder møder vi en kvinde, der på mange områder er forud for sin tid. Hun går bl.a. ind for afskaffelse af slaveri, og for at kvinder skulle have politiske rettigheder. Slaveriet bliver først afskaffet i USA efter Den Amerikanske Borgerkrig 1861-1865. Mens det først er i 1920, at kvinder får stemmeret i alle Amerikas Forenede Stater. Som 20-årig bliver hun i 1764 gift med John. Hendes far står for vielsen. Hendes mor har *

Citaterne fra Abigail Adams stammer alle fra www. masshist.org, der har digitaliseret og offentliggjort en enorm samling af papirer med forbindelse til John og Abigail Adams.

ellers i begyndelsen været imod forholdet til John Adams, der ”kun” er advokat. På den tid var det åbenbart ikke ﬁnt nok til en præstedatter fra en af de velhavende og landejende familier. Efter brylluppet ﬂytter de ind på en gård, John har arvet i byen Braintree. Allerede året efter får de deres første barn. Frem til 1777 føder Abigail yderligere 6 børn, hvoraf et af dem er dødfødt og en dør som 1-årig. Dette var helt almindeligt på den tid, men i brevene kan man tydeligt se, at hun og John er meget berørte af det. Meget af Abigials liv ligner andre kvinders på den tid. Hun går hjemme og sørger for hjemmet og børnene, mens John arbejder. Samtidig er det i brevene tydeligt, at hun i modsætning til andre af den tids kvinder på ingen måde er underdanig. Hun er veluddannet, og hun og John deler mange af det, man kalder ”oplysningstidens” idealer. På denne tid er det noget nyt at mene, at mennesker er lige og frie – og har visse rettigheder. Da den engelske regering i 1775 indfører en skat på papir, bliver John politisk aktiv og skriver på vegne af et borgermøde i Braintree: Af alle de ulykker, der gennem tiden er overgået dette land, har vi aldrig tidligere følt en så stor ængstelse, eller så voldsomme bekymringer, som ved denne lejlighed. Vor loyalitet over for Kongen, vor agtelse for begge Parlamentets kamre og vor hengivenhed over for alle vore medundersåtter i Storbritannien er så stor, at lovforslag, hvori vi fra denne nation opfatter en vis uvenlighed imod os, føles des mere mærkbare og indgående. Og vi kan ikke længere afholde os fra

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

at beklage, at mange af det seneste ministeriums lovforslag, samt visse af Parlamentets seneste love, efter vor opfattelse hælder mod at fratage os vore allermest grundlæggende rettigheder og friheder. Modstanden ender med at udløse Den Amerikanske Uafhængighedskrig 1776-1783. Selvom han tydeligt erklærer sig tro mod kongen, så fremhæver han sine rettigheder og frihed. På mange måder var Abigail endnu mere radikal. Hun mener at denne frihedskamp også må omfatte slaverne i Nordamerika: Jeg ville virkelig ønske, at der ikke var slaver I dette område. Det har altid forekommet mig skændigt, at vi selv kæmper for frihed, mens vi dagligt berøver andre friheden, selvom de har lige så meget ret til den som vi. Begge går ind for, at de 13 kolonier i Nordamerika skal løsrive sig fra England. Da John i 1776 deltager i ”Den Kontinentale Kongres”, de europæiske kolonister i Nordamerikas politiske sammenslutning, skriver Abigail til ham, at hun godt kunne tænke sig at han ville huske damerne og være mere storsindet og velvillig end dine forgængere over for dem. Det sker ikke i den uafhængighedserklæring Den Kontinentale Kongres offentliggør nogle måneder senere 4. juli 1776. Efter afslutningen på krigen fortsætter John i politik, og bliver bl.a. udsendt som ambassadør til Europa. Abigail bliver det meste af tiden i Nordamerika, men rejser også i en periode til Europa. Her oplever hun bl.a. England og det engelske hof, som hun dog ikke er meget imponeret over: Jeg kommer aldrig til at have megen omgang med sådanne mennesker, for de kommer ikke til at bryde sig mere om mig end jeg om dem. De har endnu højere tanker om deres titler her end i Frankrig... Man forestiller sig slet ikke i hvilken grad de såkaldt almindelige indbyggere hos os [dvs. i de amerikanske kolonier] er de tilsvarende indbyggere i England overlegne. Vi har heller ikke den underdanighed i opførsel, som skellet mellem adel og borgere giver anledning til her i landet.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Vi skælver ikke over hverken hans majestæts navn eller tilstedeværelse. Jeg tror aldrig jeg har oplevet en mere foragtelig situation, end da jeg stod sammenlagt 4 timer, blot for at få et nådigt smil fra majestæten. Vidne til den bekymrede omsorg som dem omkring mig udviste for deres store velgører. Jeg selv havde dog den ære, at majestæten nedlod sig til at hilse på mig. Abigail bliver senere yderligere indblandet i politik, da John bliver vicepræsident i 1789 og genvalgt i 1792. Hun tager fortsat del i Johns politiske liv, men skriver også sammen med andre af tidens betydningsfulde politikere. I 1797 bliver John præsident, og tre år senere ﬂytter de til USA’s nye hovedstad Washington D.C. Som det første præsidentpar ﬂytter de ind i Det Hvide Hus, der endnu kun er halvfærdigt. Hun dør som 73-årig i 1818. På det tidspunkt er kun to af hendes børn stadig i live. Den ene John Quincy Adams bliver blot 7 år senere præsident i USA. Q

INDLEDNING Fra midten af 1700-tallet og frem til 1815 blev stort set hele Jorden inddraget i en række krige, der især handlede om konkurrencen mellem stormagterne Frankrig og England. I Caribien, Europa, Indien, Afrika og Nordamerika kæmpede franske og engelske hære mod hinanden i skiftende alliancer med både lokale befolkninger og andre europæiske stormagter. Kampen om adgangen til vigtige landområder, produkter og handelsveje kom på den måde til at blive en global konflikt, der havde konsekvenser for store dele af Jordens befolkning og førte til at de første moderne demokratier blev grundlagt. Krigene handlede til at begynde med om magt over landområder, der var grundlaget for de europæiske stormagters rigdom. Men med tiden blev en ny tendens en del af konflikten: befolkningernes krav om politisk indflydelse. Startende i Europa og Nordamerika begyndte folk – de almindelige mennesker i byerne og siden også bønderne på landet – at kræve politisk indflydelse og bedre vilkår. I Nordamerika krævede nogle af indbyggerne uafhængighed fra den engelske konge og udløste hermed den amerikanske revolution i 1776. Samme tendens sås i Frankrig, hvor borgere og bønder i Frankrig startede en revolution i 1789, der kostede den franske konge livet og medførte en nyskabelse i Europa: en politisk leder, der blev valgt af indbyggerne. Denne revolution førte også til krig, og frem til 1815 var der stort set konstant krig i Europa og mellem europæiske magter andre steder. De nye ideer om demokrati (=folkestyre) fik enorm betydning og blev med tiden også spredt til Caribien og Sydamerika, hvor indbyggerne krævede frihed fra de europæiske kolonimagter. Da de europæiske magter var svækkede af krige, lykkedes det for mange områder i Sydamerika og Caribien at løsrive sig fra de europæiske kolonimagter. Andre steder i verden fik oplysningstidens ideer ingen virkning – i hvert fald ikke i første omgang. 1700-tallet kaldes ofte ”Oplysningstiden” i historiebøger. Betegnelsen blev allerede brugt af samtidens forfattere, der så det som et projekt at oplyse deres medborgere. Det overordnede mål med oplysningen var at frigøre menneskene fra traditioner og sædvaner. Menneskers liv og samfundets indretning skulle være baseret på fornuft og ikke overnaturlige forestillinger eller gamle traditioner. Denne tænkning er afgørende for, at man kan tale om, at der omkring denne tid indledes en ny periode i verdens historie: Den moderne/industrielle periode 1750-1914. Ikke kun ideerne om det moderne demokrati blev formuleret af oplysningstidens tænkere. Også en række betydningsfulde ideologier opstod i denne periode. Det drejer sig om liberalisme, konservatisme og nationalisme. Nationalismen hævdede et særligt fællesskab mellem mennesker baseret på deres tilhørsforhold til en stat. Dette var for den almindelige befolkning en ny tanke, der med tiden erstattede nogle af de fællesska-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

ber, man tidligere havde været en del af: landsbyen, slægten, lavet (dvs. en sammenslutning af håndværkere) og religiøse fællesskaber. I dag er mange af periodens nye ideologier og ideer udbredte i det meste af verden. Befolkninger rejser sig stadig mod magthaverne, og bare siden 2010 har der været opstande i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien, Myanmar og Ukraine. I ﬂere tilfælde har opstandene ført til store omvæltninger. Fælles for dem er, at de er resultatet af folkelige opstande, der har øget politisk indﬂydelse og bedre vilkår som mål. Måske ender det med at alle verdens lande bliver til demokratier?

OPLYSNINGSTID OG DEN MODERNE/INDUSTRIELLE PERIODES BEGYNDELSE Omkring 1750 kan man tale om et skifte i verdens historie. Den førmoderne periodes tendenser i retning af globalisering og øget global magt til de (vest)europæiske magter fortsatte, men foregik nu i kraft af den industrialisering, der fra omkring 1750 opstod i England: Verdens førende magt på tidspunktet. Industrialiseringen var baseret på nye energikilder, hvor man for første gang i menneskets historie begyndte at bruge andre energikilder end solen, der tidligere havde sørget for (dags)lys, at korn og andre planter kunne vokse – og blive til mad for mennesker og dyr, osv. Ved at bruge den lagrede energi i kul og olie var mennesker pludselig i stand til at bygge maskiner med helt nye muligheder. Dette førte til en revolution af produktionen i en række lande, i første omgang i Europa, men siden spredte udviklingen sig. Arbejdet ﬂyttedes fra hjemmet til fabrikker, der opføres i byerne, for at være sikre på arbejdskraft. Befolkningerne i Europa voksede fra ca. 1730 – især i byerne som blev hjem for de mange ekstra mennesker. Her opstod nye kulturer, hvor mennesker begyndte af have tættere kontakt og diskutere politiske forhold, adskilte arbejde og fritid, og begyndte af forstå sig selv i et nyt lys, hvor politiske ideologier begyndte af have en voksende betydning. En væsentlig del af baggrund for den industrielle udvikling var de ideer og tanker man samlet kalder for ”oplysningstiden”. I 1690 skrev den engelske ﬁlosof John Locke (1632-1704): Da alle mennesker som sagt af naturen er frie, lige og uafhængige, kan ingen fjernes fra denne tilstand og underkastes en andens politiske magt uden sit eget samtykke. Den eneste måde, hvorpå nogen kan opgive sin naturlige frihed og pålægge sig borgersamfundets bånd, er ved at enes med andre mennesker om at tilslutte sig og forenes i et fællesskab for at leve behageligt, sikkert og fredeligt sammen og trygt kunne nyde sin ejendom med en større sikkerhed mod enhver udenforstående. Dette kan et hvilket som helst antal mennesker gøre, for det krænker ikke de øvriges frihed, da de fortsat lever i naturtilstandens frihed. Når et antal mennesker således er blevet enige om at skabe et fællesskab eller styre, er de dermed

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

KAN IDEER ÆNDRE VERDENS HISTORIE? Q I perioden 1750-1850 foregik en række omvæltninger og store brud i verdens historie: En helt ny opfattelse af mennesket og verden brød igennem – og magtforholdene ændredes på store dele af Jorden. Men var det de nye ideer, der førte til periodens enorme forandringer i styreformer og forholdet mellem staten og det enkelte menneske. Var filosofi og ideer virkelig drivkraften bag forandringerne? Hvis dine bedsteforældre har gået i skole i Europa, vil de nok have lært at svare ja til det spørgsmål. Tidligere historieskrivning fremhævede netop oplysningstiden og de nye ideer som årsagen til forandringerne. Senere har historikere også lagt vægt på periodens økonomiske udvikling og befolkningsvækst. Den voksende befolkning førte til øget konkurrence om landbrugsjord og jobs. Samtidig voksede antallet af borgere (=indbyggerne i byerne) i det meste af Europa og Amerika. Borgerne tjente deres penge på håndværk, handel og som embedsmænd. Både i de europæiske stater og kolonier var der et stigende behov for embedsmænd til fx at indkræve skatter, administrere områderne og sørge for kommunikationen. En anden gruppe af borgere – købmændene – havde som følge af den voksende handel tjent gode penge, som de bl.a. lånte ud til de adelige. Borgerne var også begyndt at uddanne sig, og det blev almindeligt for indbyggerne i byerne at kunne læse og skrive. Selv om deres betydning i samfundet var vokset, havde borgerne ikke fået større indflydelse. Dette ledte til utilfredshed – og siden revolution. Det er nok svært at adskille de to årsagsforklaringer. Hvis ingen havde taget ideerne op

og udbredt dem, var de nok med tiden blevet glemt. Og hvis ideerne ikke var blevet tænkt, skrevet ned og trykt, havde menneskene ikke haft en direkte inspiration til de krav, de rejste rundt om i verden. Folk krævede indﬂydelse på, hvordan samfundene skulle indrettes og styres. De troede ikke længere på herskernes påstande om, at de havde fået deres ret til at lede af Gud. I dag lægger ﬂere af de nyeste historiebøger om perioden igen vægt på, hvordan disse nye ideer lå bag periodens store forandringer. Men samtidig er der stor forskel mellem datidens og nutidens forståelser af samme begreber og forhold. Idehistorikeren Jonathan Israel skelner i sit store værk om oplysningstiden mellem den radikale og den moderate oplysning.* De moderate oplysningstænkere søgte at lave kompromisser med den eksisterende orden, mens de radikale oplysningstænkere krævede et brud med den tidligere tids tænkning. På mange områder kan man sige, at det var den moderate oplysning, som vandt. Et eksempel på dette er Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, hvor der står at Alle mænd er født lige og frie, uden at dette var ment til også at omfatte landets befolkning, der ikke havde europæiske rødder: den store gruppe af mennesker med afrikanske rødder, hvad enten de var slaver eller frigivne, og de indfødte amerikanere/indianere. Heller ikke kvinder, børn, tjenestefolk og fattige var ”lige og frie”. Kun 6% af befolkningen i USA havde stemmeret til det første præsidentvalg, og slaveriet

Jonathan Israel: ”Radical Enlightenment”, Oxford University Press, 2001 & ”Enlightenment Contested”, Oxford University Press, 2006.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

blev først afskaffet i midten af 1800-tallet. Indbyggere med afrikanske rødder måtte endda vente yderligere ca. 100 år med at få stemmeret. Da det helt overordnet var den moderate oplysning der vandt, var oplysningstankerne ikke særligt ”oplyste” ud fra vores tids målestok. Først gennem ﬂere århundreders forsat udvikling er mange af den radikale oplysnings tanker blevet helt naturlige for os i nutiden. Også i nutiden kan man jævnligt i den offentlige debat se skellet mellem det, Jonathan Israel betegner som striden mellem den moderate og den radikale oplysning. I Danmark har der i medierne i løbet af 2012-13 fx været diskussion af, hvorvidt staten skal modvirke omskærelse af drengebørn, og om man skal ophæve forbuddet mod, at familiemedlemmer har sex med hinanden. Q

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

OPGAVE Billedet er malet af Joseph Wright i ca. 1766. Dets titel er ”En ﬁlosof forelæser om solsystemet med en lampe som solen” • Hvad forestiller billedet? Beskriv de forskellige elementer. • Hvilken tilgang til verden afspejler billedet? • Hvordan kan periodens oplysningstendenser ses på billedet?

OPGAVE • Undersøg de to debatter på infomedia, og ﬁnd indlæg som argumenterer hhv. for og imod. Analysér debattens positioner med udgangspunkt i Israels skelnen mellem moderat og radikal oplysning.

straks indlemmet og udgør et politisk legeme, hvori flertallet har ret til at handle og beslutte for de øvrige.* I dette lille citat sammenfatter han flere af de tanker, der i løbet af de næste par århundreder forandrede hele verden: at alle mennesker skulle være frie, lige og uafhængige, at magten over et område må være baseret på indbyggernes vilje, og at mennesker har ret til frihed. Alt sammen tanker som for os, som bor i Danmark, virker indlysende, men som faktisk ikke engang er 400 år gamle. Når medierne rapporterer fra konflikter, hvor befolkningerne har gjort oprør mod magthaverne, fremstilles kravene om demokrati, respekt for den enkelte borger, retten til at demonstrere og magthavernes pligt til ikke at slå for hårdt ned på oprørerne som om, de er helt naturlige. Ideerne om, at mennesket har en fornuft, der gør det muligt at forstå verden, og at mennesket må undersøge verden ud fra empiri (=observationer og erfaringer), er to af oplysningstidens centrale nyskabelser og afgørende for at man kan tale om en periode i verdens historie. Ideen om menneskets fornuft, blev blandt andet klart formuleret hos René Descartes (1596-1650) i bogen ”Om metoden” fra 1637. Descartes skriver i sit værk de berømte ord jeg tænker, derfor er jeg. Man var i Europa fra ca. 1400 begyndt at tillægge det enkelte menneske en større betydning, men Descartes’ påstand om, at mennesket selv kan tænke, er et helt centralt brud med den menneskeopfattelse, kristendommen havde udbredt i århundreder. Tænkning, og ikke Gud, er vejen til erkendelse, og det eneste vi kan være sikre på. Man kunne derfor undersøge verden omkring én, som fx Newton gjorde det. I ”Naturfilosofiens matematiske princippe” fra 1687 formulerer Isaac Newton (1643-1727) en helt ny forståelse af, hvordan verden var indrettet og fungerede. Newtons videnskab var baseret på empiri, hvilket vil sige, at han brugte erfaringer og observationer som udgangspunkt for sine teorier. Dette er måske logisk for mennesker vokset op i Danmark i nutiden, men det er først i oplysningstiden, at dette bliver en udbredt måde at studere på. Newton havde allerede i 1666 fremsat sin teori om massetiltrækning, det som også kaldes ’tyngdeloven’. I ”Naturfilosofiens matematiske principper” fremsatte han yderligere tre fysiske love, dvs. faste regler for, hvordan den fysiske verden virker. Newton mente, at lovene var universelle, dvs. de var gældende alle steder og til alle tider. Man kunne derfor selv foretage eksperimenter, der enten kunne bekræfte eller afkræfte hans teorier. Både Descartes’ og Newtons værker bliver brugt til at markere oplysningstidens begyndelse, men det er først omkring 1750, at de nye ideer og tanker begyndte at få betydning for mennesker rundt om på Jorden, og man kan tale om den moderne/industrielle periodes begyndelse. Dette *

Fra: John Locke: ”Anden afhandling om styreformen”, oversat af Niels Henningsen, Det lille forlag, 1996.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

OPGAVE Den engelske digter og maler William Blakes fremstilling af Isaac Newton fra 1795. • Hvordan er Newton fremstillet? Hvad er meningen med de forskellige symboler på billedet?

hang sammen med en anden af oplysningstidens centrale ideer om, at det er et mål at udbrede tidens nye viden og erkendelser til alle mennesker: Alle mennesker har en fornuft og kan forstå verden. Jo mere vi ved og forstår, jo bedre, nemmere og behageligere bliver livet. Det kunne fx være ved at lave empiriske undersøgelser af, hvordan jorden kunne dyrkes, hvilket kunne bruges til at forbedre dyrkningsmetoder og gøre høsten større. Eller viden om, hvordan man bedre kunne undgå eller behandle sygdomme. Eller mindre skrappe regler for ægteskab, som i højere grad var baseret på menneskets fornuft end udvalgte passager i Biblen. Disse nye ideer medvirker til, at man i verdens historie kan tale om, at der omkring 1750 begynder en ny periode: den moderne/industrielle periode, der kan siges at vare frem til omkring 1914.

HVORDAN ÆNDREDE OPLYSNINGSTIDENS IDEER SYNET PÅ SAMFUNDET? Selvom Descartes ikke selv gjorde op med hverken den kristne religion eller staternes indretning, lagde ideen om menneskets fornuft grunden til at andre med tiden stillede spørgsmål til tidens religiøse og politiske autoriteter og traditioner: Hvorfor skulle en bestemt fyrste- eller kongefamilie have ret til at bestemme over alle andre i et land? Hvorfor var de gode embeder i staten forbeholdt bestemte adelige (se s. 210) familier?

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

DEN STORE FRANSKE ENCYCLOPÆDI

OPGAVE Kobberstik fra encyclopædien 1772 baseret på en tegning af Charles-Nicholas Cochin. Figuren i midten repræsenterer sandheden, mens personerne nederst er almindelige mennesker.

Q Et meget tydeligt eksempel på oplysningstidens nye syn på mennesket og verden er den franske ’encyklopædi’. Ordet er af oldgræsk oprindelse og betyder noget i retning af ’en kreds af viden’. I 1751 begyndte en gruppe franske tænkere og forskere inden for mange forskellige områder og emner at arbejde på et bogværk, hvis formål var at samle al viden: Ved at have viden – dvs. at være oplyste – blev alle mennesker lykkeligere, da de dermed også bedre var i stand til selv at forbedre deres tilværelse og deltage i den verden, de levede i. I løbet af de næste 21 år udkom der ikke mindre end 17 bind med tekst og 11 bind med illustrationer i form af kobberstik. Værket indeholdt den nyeste viden om alt fra fysik, matematik, astronomi, biologi, historie og kunst. Selv om værket endte med at koste, hvad der svarede til mange års løn for almindelige mennesker, blev det ganske udbredt, da man i samme periode begyndte at oprette en form for private biblioteker mange steder i både Europa og Nordamerika. Encyclopædien var samtidig et udtryk for et forsøg på at skabe orden i verden. For at formidle så megen viden var det nødvendigt at inddele den i forskellige ’klasser’ eller områder. Dette kaldes klassifikation og var en anden af oplysningstidens nyskabelser. Især fik den svenske videnskabsmand Carl von Linnés (1707-1778) inddeling af planter, dyr og mineraler en enorm betydning og anvendes stadig inden for fag som biologi og naturgeografi. Som en del af Linnés klassifikation af dyr, planter og mineraler udviklede han også særlige systematiske regler for, hvordan de skulle navngives. Q

• Foretag en analyse af kobberstikket, og påpeg, hvordan forskellige af oplysningstidens tanker og ideer kommer til udtryk.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Og hvorfor skulle de adelige ikke betale skat? Hvorfor skulle præsten have særlig ret til at udtale sig på Guds vegne? Og hvorfor overhovedet tro på hellige bøger, når de var fulde af fejl og utroværdige historier? Sådanne overvejelser førte til nye ideer om, hvad et menneske er, og hvordan en stat skal indrettes. Det er i oplysningstiden, at to af nutidens vigtigste begreber formes og udvikles: menneskerettigheder og demokrati. Dertil var oplysningstidens ideer for første gang i historien et bud på en samfundsindretning, hvor magten ikke kom fra en gud. Religiøsitet kunne indgå, men det centrale aspekt var, at religion var et aktivt valg, at man derfor også kunne vælge religioFotografi af Pantheon (=alle guder) i Paris. I fornen fra og at det var noget, man holdt for sig selv. bindelse med den franske revolution i 1789 (se s. 34) blev den katolske kirke også angrebet og kirkerne Med den nye videnskabelige forståelse af verden konfiskeret. En af kirkerne blev omdannet til et var hidtidige ideer om, at mennesker var skabt formausoleum (=monument over døde) for revolutionens skelligt og ikke var lige, meget svære at fastholde. Når helte. Herinde ligger nogle af oplysningstidens vigtigste tænkere begravet, bl.a. Rousseau og man studerede et menneske empirisk, var det simVoltaire. Over porten står der ”Til de store mænd fra pelthen ikke muligt at påvise nogen forskelle mendet taknemmelige fædreland”. neskene imellem. De adelige og de fattige var alle • Diskuter hvilke tanker og hensigter, der har ligget sammen mennesker – og der var ikke nogen fysisk bag indretningen af dette “Pantheon” grund til at deres liv formede sig helt forskelligt. I stedet for at tro på Biblens ord om, at nogen skulle være slaver for andre,* måtte samfundets indretning forklares med, hvordan magten og rigdommen i samfundet var fordelt. På baggrund af denne nye forståelse af mennesket kunne Locke erklære at alle mennesker er født lige og frie, og grundlaget for at formulere særlige menneskerettigheder var lagt. For Locke havde det nye syn på mennesket store konsekvenser, for: Da alle mennesker som sagt af naturen er frie, lige og uafhængige, kan ingen fjernes fra denne tilstand og underkastes en andens politiske magt uden sit eget samtykke, måtte menneskerettighederne også omfatte retten til at have indflydelse på den politiske magt, hvilket lagde op til et opgør med samtidens styreformer. Man kan overordnet inddele alle verdens forskellige styreformer gennem tiden i tre: monarkier, oligarkier og demokratier (se bind 1, s. 31). Monarkier har en enevældig hersker i toppen, oligarkier styres af en mindre gruppe, mens demokratier styres af demos, dvs. ’folket’. Langt de fleste områder på Jorden har indtil slutningen af 1700-tallet været monarkier styret af en enevældig hersker. Nogle områder især i Afrika og Australien har været styret oligarkisk. Men kun ganske få steder har man indtil nu haft en form for demokrati, hvor befolkningen – eller dele

OPGAVE

Se fx 1. Mosebog, kapitel 9, vers 9-18 eller 5. Mosebog, kapitel 15, vers 12-18.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

af den – har haft indflydelse på styret. De bedst kendte eksempler er demokratierne i Athen og siden i Romerriget, hvor der i en periode fandtes en form for republikansk styre. En republik adskiller sig fra et monarki ved at statsoverhovedet ikke har arvet magten, men er udpeget for en begrænset periode (se bind 1, s. 30). Også efter denne tid har der været steder med styreformer, der nærmede sig demokrati. Dette har især været stater af en meget begrænset størrelse, som fx et par italienske bystater, Island og Schweiz.* Men i oplysningstiden ændres dette, og der begynder at opstå demokratiske stater flere forskellige steder i verden. Men hvordan kunne man undgå, at de, som man valgte til at styre, udnyttede deres magt til egen fordel? I forbindelse med oplysningstidens diskussioner af styreformer, var dette et centralt spørgsmål at diskutere. En af dem, som formulerede en række betydningsfulde tanker om spørgsmålet, var den franske filosof og forfatter Montesquieu. Hans tanker om magtens tredeling fik stor betydning for de første moderne demokratier og har fortsat stor betydning for nutidens demokratier. Montesquieu mente, at en stat fungerer bedst, hvis der er en adskillelse af den lovUndersøg ’Tvind-dommen’ fra 1999 – det eneste givende, den udøvende og den dømmende magt. Den eksempel på, at en dansk domstol har afvist en af lovgivende magt bestemmer lovene, den udøvende Folketingets love. magt sikrer, at lovene bliver overholdt, og den døm• Hvad handlede sagen om? mende magt kan straffe dem, som overtræder lovene. • Hvad var Højesterets begrundelse? I dansk sammenhæng er Folketinget den lovgivende magt, regeringen med dens ministerier den udøvende magt og domstolene den dømmende magt. Ved at dele magten op på denne måde undgår man, at nogle kan udnytte statens magt til egen fordel. De forskellige ”magter” skal holde øje med hinanden og sørge for, at ingen misbruger deres magt. Denne tredeling af magten er for Montesquieu afgørende for at sikre den enkelte borgers politiske frihed. Netop frihed er et centralt begreb i denne tids tænkning. Indbyggerne rundtom i de europæiske lande levede i denne tid i stater, hvor en enevældig konge eller fyrste bestemte. Denne styreform forsøgte at forhindre kritik og oprør ved at censurere forfattere og forbyde folk at mødes. De enevældige herskere tjente penge til slotte og krige ved at opkræve skatter og forbød normalt andre religioner end herskerens egen. Uden at indbyggerne havde indflydelse på det, blev deres frihed som mennesker voldsomt indskrænket af love og påbud. Ideen om at menneskene var født lige og frie, førte derfor naturligt til krav om øget frihed. På latin hedder fri liber, og på baggrund af disse tanker opstod med tiden, det man kalder liberalisme. Liberalisme er en ideologi, der lægger vægten på, at det enkelte menneske skal have mest mulig frihed. Mennesket må skrive og sige, hvad det vil (ytringsfrihed), holde møder med hvem det vil (forsamlingsfrihed) og tro på den

OPGAVE

Mogens Herman Hansen: Demokratiets historie, 2012.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

religion, det vil – eller slet ikke nogen (religionsfrihed). Disse friheder kaldes ofte frihedsrettigheder, og de ses som helt grundlæggende for alle moderne demokratiske stater.

NYE MAGTFORHOLD I VERDEN OG OPLYSNINGSTÆNKNINGENS UDBREDELSE Oplysningstidens nyskabende tanker spredtes som resultat af den nye trykketeknik (se bind 1, s. 112) ganske hurtigt. Ikke blot i Europa, men også til de dele af verden, som europæerne var begyndt at kolonisere: Sydamerika, Caribien og Nordamerika (se bind 1, s. 119). Udover bøger var man også begyndt at trykke aviser mange steder, og her kunne oplysningstidens fortalere komme til orde og udbrede deres ideer til den voksende del af befolkningen, der kunne læse. Rundt om i de europæiske byer opstod også såkaldte ”klubber”, hvor borgerskabets mænd kunne mødes og diskutere. Den første globalisering (se bind 1, kapitel 5), hvor europæiske lande opbyggede et globalt handelsnetværk, havde ændret magtforholdene i verden. Langsomt men sikkert blev den europæiske indﬂydelse og magt øget rundt om i verden. Denne udvikling accelererede i slutningen af 1700-tallet, hvor de europæiske lande underlagde sig nye områder, bl.a. det nuværende Australien, Indien, New Zealand og Canada.

0. VERDENSKRIG Q De ﬂeste danske skoleelever kender til de to store verdenskrige, som foregik mellem 19141918 og 1939-1945. Begge krige havde enorme globale konsekvenser og er helt afgørende for at forstå verdens og Danmarks historie i 1900-tallet. Begge krigene var knyttet til konkurrence mellem forskellige stormagter og foregik på ﬂere kontinenter. På samme måde kan man se krigene rundt om i Verden mellem ca. 1740-1815 som en 0. Verdenskrig, der grundet periodens langsommere transport og kommunikation spredte sig over en længere periode. Disse krige var oprindeligt et resultat af den voksende konkurrence mellem Frankrig

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

og England, men omkostningerne ved krigene svækkede landene og medvirkede til, at der i begge landes områder udbrød revolutioner, hhv. den amerikanske i 1778 og den franske i 1789 (se s. 31 og 34), baseret på oplysningstidens ideer. Revolutionerne var med til at udvikle en ny identitet hos indbyggerne, der ikke længere var kongens undersåtter, men selvstændige medlemmer af et særligt fællesskab: Nationen. Denne nye idé om et fællesskab med andre, baseret på hvilket område man boede i, førte til store omvæltninger og krige i Europa, der først blev afsluttet med en international fredskonference i Wien i 1815. Q

GRØNLAND

DA (

Hudson Bay kompagniet

O Kr REG Sp av p ON an å o ien m , R råd usl et an fr do aE g U ng SA land ,

LSK

KO L

SVERIGE-NORGE

ISLAND

Hudson Bay

-gr

nse

io Gr an de

Mi ssi ssi pp i 1 783 -græ

(Na

1810,

1821

Atlanterhavet

lsk) (holland sk) (fransk )

(enge

liva r1 82 2)

(Bo

1821

(

REVOLUTIONER OG FRANSK-ENGELSKE SAMMENSTØD

Chandannager 1757

Daman (portugisisk)

BOLIVIA 1825

Yamam (fransk)

la Poz Chuquisaca (Sucre) PA 18 RAG 11 U A Asuncion Y

ILE CH

Buenos Aires Mendoza Santiago 1810, 1816

18 18

1825 Angiver en succesfuld revolution eller uafhængighedserklæring 1820 Angiver en fejlslagen eller undertrykt revolution Vigtigt slag mellem Frankrig/fransk allierede og England/engelsk allierede Grænserne i 1826 Omdiskuterede grænser

Diu (portugisisk)

Goa Rio de Janeiro

Madras 1746 Mahe (fransk) Pondicherry1761

B AN (URUDA ORIE NTA GUA L 1811 Y)

li Bo

v ar

1 8 23

1822

PERU

Lima

Him alay a

DET BRASILIANSKE RIGE

)

Stillehavet

DE FORENEDE

NSKE STATER MEXICA R

Stockholm Skt. Petersborg STORBRITANNIEN (ENGLAND) æn MOSKVA DANMARK København sen IRLAND AM DET RUSSISKE RIGE Holland E 1798 Dublin1784, 1795 FO RIKA Decembrist opstanden 1825 Quebec London Belgien1789 TYSKE (US RENED S Warszawa STATER Polsk New Foundland(Jo Quebec 1759 A) Waterloo E ST e revolutioner 1791, 1794 hn Ada Skt. John 8) ATE ms i 178 1815 Wien DET ( 0 g 8 Valmy 1792 B R H 1762 7 o o l l a n d o g E n g l a nd 1 o k Paris A rig s ) ØSTRIGSKE l n i var N nk Nova Scotia rika 1781 SCHWEITZ Den Franske RIGE i Eu Wa ame ær SIA Fra ro p 1798 Verona Budapest Revolution 1789 shin ( ransk h Boston (franske hær 1780) UI af a 17 9 f g Venedig 9 - 1 8 0 2 , 1 8 0 4- 1 8 0 7 ) ton Milano LO olgt 3 York New BEOGRAD S 80 Rom Den Amerikanske Yo Philadelphia Serbiske 1 SPANIEN Italienske Revolution 1776 178rktow PORTUGAL opstand revolutioner ( d n 1 en frans Santa Fe Madrid Konstantinopel ke flåde 1781) Uaf 1796-99, Napoli 1804 Lissabon 1812, 1820 af E hængi 1820 Charleston Athen DET ngla ghed (frivillig Trafalgar TEXAS Græske opstand nd OSMANNISKE e til den amerikanske hær 1777) 1 aner 1805 ole 1821 1783-grænsen 783 kendt RIGE ons franske hær 1798) New Orleans AFRIKA Afstået af FLORIDA 92-1803) Cairo Spanien landing 17 EGYPTEN nsk indb a p s g o k s l e eng CUBA nsk, (Fra (spansk) Mexico City PUERTO RICO BELIZE (spansk) HAITI (engelsk) JAMAICA 1791, 1801 GUADELOUPE (engelsk) Guatemale (fransk) Saint Louis 1758 & 1779 1811, MARTINIQUE (fransk) MELLEM1823 Matinique 1759, 1762, 1779, 1794 & 1809 AMERIKAS Cartagena TRINIDAD 1808 FORENEDE Coro (engelsk, 1814) PROVINSER ( Bo l 3) Angosturg Cucutá ivar 181 ) 9 1 6 81 Sydamerikas var 1 DEN (Boli A GUYANA Bogotá EL revolutioner U us COLOMBIANSKE 1811 Z Delhi 1810-1825 Ind NE REPUBLIK VE 1819 Quito Gan ges 18

Bengaliske Bugt Madras (engelsk) Adyar1748 Pondicherry (fransk) Karikal (fransk)

Indiske ocean

Montevideo (Den engelske flåde og hæ

0 0 6r 18

LA PLATAS FORENEDE PROVINSER

Engelske besiddelser i det indiske område 1805 Engelske erobringer indtil 1858 Delvist selvstændigt område under engelsk indflydelse Portugisisk område Områder uden for europæisk kontrol Europæisk handelsstation

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Efter at Spanien og Portugal havde mistet positionen som de dominerende stormagter, tog England, Holland og Frankrig over. Især blev konkurrencen mellem Frankrig og England hård og førte til den første krig i verdens historie, der foregik på hele 4 kontinenter. Krigen startede i Europa og handlede i begyndelsen om fyrstedømmet Hannover. Fyrsten i den tyske bystat Hannover var i 1714 også blevet udnævnt til konge af England. Derfor kunne Frankrig nu ramme England, uden at skulle sejle en hær over den Engelske Kanal. For at beskytte Hannover indgik den engelske konge en alliance med nabostaten Preussen. Dette ledte til, at også Frankrig opbyggede en alliance, der omfattede Østrig, Sverige og Rusland. Krigen brød ud i Europa, men pga. de europæiske landes kolonier på andre kontinenter, spredte konflikten sig til Afrika, Amerika og Asien. Angreb på de andre landes skibe, handelsstationer og forter rundt om i verden, blev brugt til at svække modstandernes indflydelse, men vigtigere endnu til at skade deres økonomi, da verdenshandlen var af stor økonomisk betydning. Modsætningen mellem de franske og engelske interesser førte i første omgang til, at der brød krig ud i Europa 1740, hvorefter krigen spredte sig til Amerika i 1744 og Indien i 1746. Krigene fra midten af 1700-tallet og frem til 1815 kom til at spille en afgørende rolle i udbredelsen af oplysningstidens ideer og indførslen af dem i en række lande. Da Frankrig og England sluttede fred efter den første runde af fjendtligheder, valgte det engelske parlament at vedtage en række love, der skulle finansiere krigens udgifter. Disse love blev afvist af indbyggerne i de engelske kolonier i Nordamerika, der på baggrund af tidens tanker stillede spørgsmålstegn ved, om de kunne pålægges skatter, når ikke var repræsenteret i det engelske parlament. Dette ledte til en ny konflikt – nu med Frankrig på de engelske kolonisters side. Denne konflikt blev afsluttet i 1783, hvorefter den globale konflikt mellem Frankrig og England igen blev nedtrappet en periode. Den franske indblanding i konflikten medvirkede dog til, at der udviklede sig en økonomisk krise i Frankrig, der førte til Den Franske Revolution. Revolutionens forkæmpere mente ikke, at revolutionen skulle begrænses til det franske område, men at den skulle befri befolkningerne over alt. Der udbrød derfor igen krig mellem de europæiske lande fra 1792 frem til 1815. Denne sidste fase af konflikten var afgørende for at oplysningstidens tanker og ideer blev udbredt og indført. I det europæiske område forsøgte Frankrig at udbrede den nye forståelse af staten, selv om der dog ikke var tale om demokrati. I flere af de erobrede områder blev der fx udarbejdet forfatninger, indført folkeforsamlinger, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Den omfattende krig i Europa svækkede samtidig de europæiske kolonimagter, hvilket gjorde det muligt for en række områder i Amerika at løsrive sig. Her krævede man også national selvbestemmelse og nye styreformer. Oplysningstiden opstod i Europa, men blev på grund af de europæi-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

(Forrige side) Kort over periodens krige og revolutioner.

ske kolonier på andre kontinenter et globalt fænomen. Men var de udelukkende et europæisk fænomen? Eller fandtes lignende tanker andre steder?

EN INDISK OPLYSNINGSTID? Stormogulriget havde oprindeligt blot omfattet et område i Nordindien, men var omkring 1700 blevet udvidet til at omfatte næsten hele det indiske område. Riget blev behersket af en lille overklasse, der sad tungt på magten. Denne elite var alle muslimer, i modsætning til rigets øvrige indbyggere, der overvejende var hinduer (se bind 1, s. 91) eller tilhørte andre religioner. Der var et rigt kulturelt liv, som i høj grad var præget af, at mange forskellige kulturer mødtes i netop dette område. Magthaverne hentede kunstnere og lærde fra de andre muslimske områder, hvilket medvirkede til nye spændende tendenser inden for bl.a. maleri og dans i området. I Stormogulriget var der derfor et meget naturligt behov for religionsfrihed, og der havde været visse tendenser frem mod en form for oplyste tanker. Under Akbar, der regerede ca. 1556-1605, blev der oprettet et ”Tilbedelsens Hus”, hvor repræsentanter for forskellige religioner mødtes og diskuterede. Også kunstarter som litteratur, dans og maleri blomstrede under Akbar. Akbar indrettede også et system, der stod i klar modsætning til Europas overklasser baseret på slægtskab og arv. Mansabdari’erne, som overklassen i Stormogulriget hed, var ikke noget, man blev født ind i. Dette gjorde det både muligt for herskeren, Stormogulen, at undgå at andre familier samlede for meget magt, og det gjorde det også muligt for talentfulde borgere at stige til tops i samfundet. Akbar gjorde også op med traditionen om, at enker ikke måtte gifte sig igen. Denne regel blev opretholdt af både muslimer og hinduer, og den havde ofte store negative konsekvenser for kvinderne, der blev holdt uden for resten af samfundet. Akbar forbød også skikken med at brænde enker blandt dele af hindu-eliten. Disse oplysningstendenser ophørte samtidig med, at de voksede frem i Europa. Under Akbars barnebarn Shah Djahan (regerede 1627-58) brød en strid ud mellem de to sønner, der kunne arve tronen. Vinderen af striden, Aurangzeb (regerede 1658-1707), var skarp modstander af oplysningstendenserne i riget. Han indførte skrap beskatning af ikke-muslimer, forbød malerier og dans. Ved hoffet forbød han ligefrem musik. Samtidig ønskede han at underlægge sig nye områder og erobrede, hvad der svarer til nutidens Afghanistan og det meste af det sydlige Indien, der indtil da havde været opdelt i selvstændige fyrstedømmer. De mange krige og den religiøse intolerance førte til, at store dele af befolkningen vendte sig mod styret. Under Aurangzebs søn gik riget i opløsning og blev delt op. På samme tid voksede den franske og engelske

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

TAJ MAHAL Q Stormogulen Shah Djahan mistede i 1631 sin højtelskede tredje kone, som døde efter at have født deres barn nummer 14. For at vise sin store kærlighed beordrede han et enormt mausoleum opført for hende. Mausoleet kom til at hedde Taj Mahal, som betyder ”paladsernes krone”, og er i dag på UNESCOs liste over verdensarv. Det regnes som det ﬁneste eksempel på islamisk arkitektur i Indien og er en af Indiens berømteste seværdigheder. Selvom ﬂere af håndværkerne bag Taj Mahal var hentet fra andre islamiske områder, især Det Osmanniske Rige, så er der også en tydelig påvirkning fra den lokale indiske arkitektur. Bl.a. er spiret udført sådan, at det både rummer en islamisk og en hinduistisk symbolik, så begge religioners tilhængere følte en tilknytning til stedet. Halvmånen er et klassisk

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

islamisk symbol, men den er her placeret, så den ligner en trefork, symbolet på hinduguden Shiva. Udviklingen i det indiske område har siden ført til, at der er opstået strid mellem de forskellige religiøse grupper, og i dag kæmper et af Indiens største partier BJP for at styrke hinduismen på bekostning af de mange andre religioner i Indien. Denne kamp handler selvfølgelig også om at omfortolke Indiens fortid, hvilket bl.a. er forsøgt i forbindelse med Taj Mahal. For at mindske de muslimske stormogulers betydning for det indiske områdes fortid forsøgte den hinduistiske forfatter P.N. Oak at udbrede forestillingen om, at Taj Mahal i virkeligheden var bygget af en hindukonge. Påstanden blev i sidste ende afvist af Indiens højesteret i 2000. Q

handel og interesse i området. Ved hjælp af alliancer med lokale magthavere ﬁk de hurtigt etableret handelsstationer, der voksede til egentlige kolonier. I 1746 besatte franskmændene Madras, der lå i det område, englænderne ellers gjorde krav på. Med dette startede den fransk-engelske strid i Indien, som blev en del af landenes globale konﬂikt. Franskmændene og englænderne samarbejdede med forskellige lokale fyrster i en konkurrence om at få magten over det indiske område. I 1758 vandt englænderne et slag ved Pondicherry i det sydøstlige Indien, hvilket endeligt brød franskmændenes magt i området. I løbet af de næste ca. 10 år erobrede englænderne resten af området og grundlagde den enorme engelske koloni i Indien, der også omfattede det nuværende Pakistan, Bangladesh og Afghanistan. De tidlige tendenser i retning af oplysningstidens tanker, var hurtigt blevet forladt igen. Og den nye elite i samfundet, de engelske koloniherrer, havde ingen interesse i at udbrede ideer og tanker, der kunne undergrave deres egen magt i landet. Da de engelske embedsmænd samtidig i vid udstrækning levede adskilt fra befolkningen, blev oplysningstidens tænkning ikke udbredt i det indiske område før slutningen af 1800-tallet, hvor en større gruppe af indere modtog europæiske uddannelser for at kunne arbejde for koloniadministrationen.

OPLYSNING OG DET OSMANNISKE RIGE Efter at Det Osmanniske Riges hære (igen) i 1683 havde lidt nederlag i et forsøg på erobre Wien (se bind 1 s. 88), blev man i kredsen omkring sultanen opmærksomme på, at de europæiske lande var godt på vej til at udkonkurrere Osmannerriget. Dette var en ny situation. Tidligere havde Osmannerriget været blandt verdens førende inden for filosofi og andre videnskaber. Byer som Bagdad, Cairo og Damaskus havde været kraftcentre, hvor studerende fra hele riget rejste til for at blive undervist i alt fra antikke filosoffer som Aristoteles til landbrugsteknik og forskellige måder at tolke Koranen på. Med tiden var det dog især fortolkningerne af Koranen, som kom i centrum, og der opstod en række lovskoler, der repræsenterede forskellige fortolkninger. Der foregik altså masser af tænkning, men den gik ikke i samme retninger som den europæiske. Flere af sultanens rådgivere kunne se, at Osmannerriget sakkede bagud i konkurrencen med de europæiske lande. Udviklingen af ny videnskab og teknologi, ikke mindst inden for våben og krigsførelse, havde givet europæerne en række fordele. Ved at importere og overtage denne udvikling håbede nogle af sultanens rådgivere, at man kunne ændre på situationen. Man indførte derfor europæisk trykketeknik og gik i gang med at udbrede nogle enkelte videnskabelige værker. Andre kræfter i samfundet var dog modstandere af denne udvikling, og efter kun 13 års delvis trykkefrihed blev pressen forbudt i 1742. Denne meget slingren-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

de kurs fortsatte de næste årtier. Man vekslede mellem perioder, hvor alle udenlandske ideer og teknologi blev set som værende i strid med den rette islamiske levevis, og perioder, hvor man ønskede at importere og overtage europæiske tendenser. Samtidig blev det Osmanniske Rige presset på andre områder. I de europæiske provinser i Balkanområdet begyndte modstanden mod osmannerne at vokse, og kravene om frihed fra den osmanniske sultan førte til et omfattende oprør i det serbiske område i 1804. Oprøret tog flere år at nedkæmpe og blev kun ét i rækken af opstande inspireret af ideerne om, at befolkninger burde have medindflydelse på, hvordan deres område blev styret. I det græske område opstod en lignende bevægelse, der med tiden fik tilkæmpet sig et selvstændigt område. Det var dog først da England, Frankrig og Rusland blandede sig, at osmannerne afgav magten over området i 1832. De europæiske stormagter, der stadig var monarkier, ønskede dog ikke, at det græske område skulle blive en oplyst republik, men indsatte i stedet en prins fra det tyske område som konge. I 1843 blev han dog væltet, og der blev indført en oplysningspræget forfatning med demokrati og valgret for voksne mænd. Fra nord og øst blev Osmannerriget presset af det hastigt voksende Rusland, der allerede i 1768-1774 havde besejret den osmanniske hær i det centralasiatiske område omkring Sortehavet og Kaukasus (se kort s. 20). Og mod vest begyndte Frankrig at gøre indhug i de nordafrikanske områder. Allerede i 1798 gik den franske hær i land i en af det Osmanniske Riges provinser: Egypten. Egypten var delvist uafhængigt af Osmannerriget, men var stadig formelt en del heraf. Til trods for at den osmanniske hær var betydeligt større hær end den franske, tabte den stort. Franskmændenes invasion var en del af deres rivalisering med englænderne. Derfor udrustede englænderne i samarbejde med osmannerne en hær, der skulle smide franskmændene ud igen. Englænderne ønskede ikke, at rivalen skulle få fodfæste i Nordafrika. Franskmændenes styrke var ganske beskeden, og efter at dens anfører Napoleon var stukket af, overgav resterne af den franske styrke sig i 1801. Endnu en afgørende sejr til englænderne. I det egyptiske område forsøgte styret herefter desperat at få omformet den egyptiske hær efter fransk forbillede. Styret tillod desuden et nyt trykkeri i Cairo, der begyndte at trykke europæiske bøger om videnskab. Denne oplysningsbølge i Cairo ledte også til, at den første arabiske avis blev grundlagt. Ligesom i Europa blev avisen et sted, hvor borgerskabet debatterede og fik øjnene op for nye ideer. Franskmændene vendte siden tilbage og begyndte i 1830 at erobre den osmanniske provins Algier i Nordafrika. I 1839 forsøgte man sig i Osmannerriget igen med at indføre de europæiske ideer, teknologi og videnskab. Sultanen begyndte et større reformprogram kaldet Tanzimat, der fortsatte helt frem til 1876. Som en del af dette blev der etableret et postsystem, så kommunikationen i riget

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

OPGAVE Billedet ”Slaget ved Pyramiderne” blev malet af Louis Joseph Watteau, kort efter at slaget faktisk havde fundet sted. Maleren havde dog ikke selv været med i Egypten, og vi ved, at pyramiderne lå langt længere borte fra slagmarken, end det her er fremstillet. • Hvad kan billedet belyse som kilde?

blev nemmere og hurtigere. Man opbyggede universiteter efter europæisk forbillede, hvor der også blev undervist i matematik og naturvidenskaber. Der blev også her startet aviser for, som i Europa, at skabe en veluddannet klasse, der kunne diskutere og tænke nye tanker. Tiltagene var dog alt for sene, og det Osmanniske Rige blev i slutningen af 1800-tallet svagere og svagere og mistede efterhånden de ﬂeste besiddelser i Europa og Nordafrika.

KINA – FORTSAT INGEN INTERESSE FOR OMVERDENEN Det kinesiske rige var i midten af 1700-tallet stadig verdens største, men med de engelske kolonier i bl.a. Canada, Indien og Australien, voksede det britiske imperium sig efterhånden større end Kina. Allerede ved de tidligste europæiske besøg i det kinesiske område i starten af 1500-tallet (se bind 1, s. 160) havde det kinesiske syn været klart: Europæerne var uinteressante. For de kinesiske herskere var det langt vigtigere at kontrollere det enorme rige og sikre dets grænser. Der var selvfølgelig nogle ved hoffet, som interesserede sig for europæisk teknologi, men der var ingen forsøg på at udbrede denne. På skolerne

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

og universiteterne var det stadig de klassiske kinesiske filosoffer, man studerede. I Kina var højtstående embeder i staten ikke noget man arvede, som i det meste af Europa, men noget man skulle være dygtig for at opnå. Denne indretning kunne godt ligne en oplysningstendens, men var i virkeligheden en gammel tradition, der mod slutningen af 1700-tallet endda begyndte at blive forladt. Bestikkelse og familieforbindelser begyndte at være afgørende for at få en stilling. I 1711 var eksamenerne i den sydkinesiske by Yangzhou i en sådan grad præget af snyd, at de studerende gik på gaden og demonstrerede imod det. Handlen med europæerne steg i 1700-tallet, og der opstod en gruppe velhavende købmænd i flere af de sydlige handelsbyer. Fra statens side var handlen dog ikke noget, man ønskede at bakke op om. Da europæiske købmænd – med englænderne i spidsen – begyndte at importere opium i større mængder til Kina, blev styret direkte fjendtligt over for de europæiske købmænd. Opium blev voldsomt populært, og det skønnes, at omkring en procent af det kinesiske riges befolkningen i 1838 var afhængige. Én procent ud af en befolkning på 400 millioner er en ganske stor gruppe, især når man sammenligner med, at Englands befolkning på det tidspunkt var omkring 7 millioner. De kinesiske myndigheder ønskede derfor at forbyde opium i riget, men det ville de europæiske købmænd ikke være med til. Da man begyndte at konfiskere købmændenes lagre af opium, førte det til krig mellem Kina og England, der på det tidspunkt var den absolut største magt i verden. Krigen varede fra 1839 til 1842 og viste med tydelighed, at kinesernes afvisning af europæernes teknologi havde været en fejl. De betydeligt stærkere kanonudrustede engelske skibe, bl.a. dampskibet Nemesis, havde ingen problemer med at besejre

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Tegning af en opiumshule fra 1859, lavet af englænderen Thomas Allom. En af deltagerne i krigen mellem Kina og England, Robert Jocelyn, udgav i 1841 denne beskrivelse af et besøg i en opiumshule: Et af de steder, som jeg var nysgerrig efter at besøge, var en opium-ryger i sin himmel. Det er bestemt et meget frygteligt syn, selv om det måske ikke er så nedværdigende for øjet, som en spirituspåvirket drukkenbolt, der er sunket hen som en bølle, der vælter sig i sit egen snavs. Opiumrygerens idiotiske smil og dødlignende døs er langt værre end synet af den fordruknes bestialitet. Når man ser de indfaldne kinder og det hærgede udseende af en, som har overgivet sin magt til lægemidlet, kan man, om muligt, føle medlidenhed. Men afsky er den stærkeste følelse, ved synet af disse menneskelige væsener, der ved forgiftning er fornedret til et dyrisk niveau.

Dampskibet Nemesis var det første jernbeklædte krigsskib, der med sine kanoner, raketaffyrer og dampmaskine var afgørende for den engelske sejr i krigen med Kina. Skibet blev bygget af det engelske østindiske kompagni (se bind 1, s. 158) og i hemmelighed sendt mod Kina et år efter, at konﬂikten, den såkaldte første ”Opiumskrig”, var brudt ud. Billedet er fra en samtidig avis og viser Nemesis i aktion mod kinesiske skibe.

de kinesiske styrker. Kina måtte fra da af acceptere, at de europæiske købmænd fik større magt og indflydelse i riget. Skiftende magthavere i Kina havde alle videreført store dele af den samme kultur og holdt fast i filosoffen Konfucius’ ideer om samfundets indretning, selvom en række andre kulturelle og religiøse forhold ændrede sig over tid. Vægten lå på, at samfundsordenen var den bedste, og at alle havde deres faste pladser, som ikke stod til diskussion. Forholdet mellem mennesker var domineret af hierarkier, som man skulle indordne sig under. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det ikke var her, at oplysningstankerne opstod. Samtidig åbnede eksamenssystemet for, at talentfulde og intelligente mennesker havde en mulighed at stige i systemet, hvilket netop var et centralt problem i de enevældige europæiske riger.

JAPAN – DET LUKKEDE LAND ÅBNER SIG IGEN De andre af de kinesisk inspirerede riger i området, fx Vietnam og Korea, fulgte samme linje som Kina, og afviste de europæiske ideer, teknologi og videnskab. Dette var også tendensen i Japan, hvor man fra 1630 stort set forbød enhver handel og kontakt med europæerne. Kun en begrænset gruppe hollændere og kinesere måtte fortsat handle og kun i bestemte byer. Fra 1720 havde styret dog igen tilladt europæiske bøger, og hurtigt blev de mere populære end de kinesiske. Fx begyndte nogle at studere de europæiske opdagelser inden for medicin, der hurtigt blev regnet for bedre end den traditionelle kinesiske medicin. De lærde, der kunne læse de europæiske bøger, oprettede en form for skoler, hvor man studerede de europæiske bøger, og voksende grupper i samfundet kendte til europæiske tanker og ideer. I 1859 kunne mere end 40 procent af alle mænd

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

og 15 procent af alle kvinder læse. Kun i få europæiske lande var tallet så højt. Den voksende verdenshandel førte dog med tiden til, at de europæiske stormagter og den forholdsvis nye stormagt, USA, begyndte at interessere sig for Japan. Landene ønskede nye steder at eksportere deres produkter til og bedre forhold for købmænd og diplomater. Inspireret af den engelske åbning af Kina, udsendte USA derfor i 1852 en ekspedition til Stillehavet, som skulle skabe nye diplomatiske og handelsmæssige kontakter. I 1853 ankrede ﬁre amerikanske krigsskibe op i nærheden af hovedstaden Edo (nutidens Tokyo) og krævede, at Japan åbnede sine havne for andre landes skibe. Året efter accepterede den japanske hersker kravet og afsluttede Japans periode som lukket land. Dette førte dog til politisk uro, og i 1868 overtog et nyt styre magten og gik i gang med at indføre love efter oplyst europæisk forbillede, hvor bl.a. bøndernes rettigheder og forhold forbedredes. Styret ønskede at kopiere de nye europæiske tendenser inden for teknologi og videnskab, men ønskede samtidig at fastholde en japansk identitet. Dette skete bl.a. ved at fastholde et enevældigt kejserstyre. Her blev oplysningstidens tanker altså delvist indført, men de opstod ikke af sig selv.

RUSLAND

OPGAVE Efter de amerikanske skibes besøg – og afpresning – blev nyheden herom spredt i Japan gennem forskellige tryk. Det her viste forestiller den amerikanske ekspeditions leder, Matthew Perry, som han så ud i japanske øjne. Billedet er blandt de tidligste fremstillinger af mennesker med europæisk udseende i Japan.

I Rusland havde man siden Peter den Store (regerede 1682-1725) aktivt forsøgt at efterligne de vesteuro• Hvilke træk tror I er fremhævet/overdrevet? pæiske lande på en række områder som fx handel og videnskab. Med oplysningstiden begyndte mange i • Find andre billeder/fotograﬁer af Matthew Perry på nettet og sammenlign. overklassen dog at tage afstand fra de nye tendenser i Vesteuropa. Rusland var fortsat et feudalt samfund, hvor de magtfulde godsejere behandlede deres bønder som slaver. Det var faktisk sådan, at godsejerne indbyrdes kunne handle med bønder. De nye politiske tanker blev derfor afvist af magthaverne, men fandt alligevel en udbredelse blandt den voksende gruppe af borgere i de russiske byer. På det teknologiske område ønskede zarens styre dog fortsat at kopiere de vesteuropæiske nyskabelser. De russiske zarer fortsatte udvidelsen af riget, og i 1784 blev der anlagt en russisk handelsstation i Alaska, som i 1825 ﬁk fastlagt sin grænse til Canada. Ligesom i Europa havde zaren oprettet skoler og universiteter, men

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

DE NUTIDIGE ENEVÆLDIGE STATER OG DERES HISTORISKE RØDDER Q Kina og Rusland er i dag to af verdens største og mest indﬂydelsesrige lande. De har tilsammen næsten 1,5 mia. indbyggere og er begge medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, der er den højeste myndighed i samarbejdet mellem verdens lande. De har også en anden ting

OPGAVE

til fælles: Ingen af dem er demokratier. I hvert fald ikke i den forstand man forstår demokrati i Vesteuropa. I Rusland holdes der godt nok valg, men i de sidste år har styret nægtet at lade andre overvåge, om der bliver snydt ved valgene. Samtidig har man forsøgt at lukke næsten alle oppositionspartier og forskellige humanitære organisationer, der beskæftiger sig med udbredelse af demokrati. Frihedsrettigheder, som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed, bliver i hvert fald ikke forsvaret af den russiske stat, hvilket blev tydeligt i retssagen mod aktivistgruppen ”Pussy Riot”. I Kina er der kun enkelte antydninger af noget, man kan kalde demokrati. Der foregår nogenlunde demokratiske lokalvalg, men kun mellem kandidater, som det enevældige kommunistparti har godkendt. Frihedsrettigheder har kineserne ingen af, og fx samarbejdede internetgiganten Google i ﬂere år med de kinesiske myndigheder om at censurere internettet i landet. Der har i ﬂere omgange været opstande i Kina, hvor demonstranter har krævet indførelsen af demokrati og overholdelse af menneskerettigheder, men alle kravene er blevet blankt afvist. Q

Foto af aktivistgruppen Pussy Riots aktion i en russisk kirke i 2012, hvor de afbrød gudstjenesten og i stedet leverede en såkaldt ”punkprædiken”, der angreb den stadig mere diktatoriske præsident Putin og kirkens støtte til ham. Tre af dem er efterfølgende blevet anholdt og idømt to års fængsel for ”hooliganisme opmuntret af religiøst had”, og præsident Putin har skarpt fordømt deres forsøg på ”at undergrave samfundets moral”. • Undersøg gruppen ”Pussy Riot” og deres aktioner. • Undersøg hovedtræk af landenes historie på fx denstoredanske. dk og diskuter hvilke historiske forhold og udviklinger, som kan have betydning for landenes afvisning af oplysningstidens tanker og ideer.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

da overklassen i Rusland i overvejende grad var modstandere af de nye ideer om statens styring og det enkelte menneskes rettigheder, blev oplysningstankerne delvist undertrykt.

DEN AMERIKANSKE REVOLUTION I Nordamerika havde både Spanien, Frankrig, Holland og England forsøgt sig med at anlægge kolonier. Kontinentets oprindelige indbyggere var blevet voldsomt formindsket af de europæiske sygdomme, der i mange områder nåede at blive spredt, inden europæere selv nåede frem. Andre steder blev de oprindelige indbyggere fortrængt eller dræbt af de indvandrende europæere. Mellem 1607 og 1733 anlagde englænderne 13 kolonier langs den Nordamerikanske østkyst. I starten havde der kun været få konflikter mellem de forskellige europæiske magter i Nordamerika, men mod midten af 1700-tallet begynder det at spidse til. Der var stadig landområder, der kunne erobres, men især Frankrig og England begyndte at konkurrere om nogle af områderne. I 1754 brød konflikten mellem Frankrig og England igen ud i Nordamerika. Begge lande gjorde krav på det nuværende Ohio, hvilket førte til krig. Begge parter indgik alliancer med forskellige af de oprindelige indbyggere, der ofte havde et bedre kendskab til områderne end de europæiske soldater, der netop var ankommet med skib. Krigen spredte sig hurtigt til andre dele af Nordamerika, hvor bl.a. den engelske koloni på New Foundland blev angrebet. Krigen endte som et stort nederlag for Frankrig, der efterfølgende måtte overlade sine områder i det østlige Nordamerika til englænderne. De oprindelige 13 kolonier havde tæt kontakt til England, hvilket bl.a. indebar, at bøger og nye ideer hurtigt blev spredt fra England til Nordamerika. England var på mange måder en undtagelse i Europa. Mens andre europæiske lande var enevældige, var der i England fra midten af 1600-tallet i flere omgange politisk uro, der endte med, at kongens magt blev indskrænket og med oprettelsen af et parlament. Parlamentet var en folkevalgt forsamling, der skulle regere i samarbejde med kongen. Parlamentet fik bl.a. magt til at udskrive skatter og lave love. I modsætning til fx det athenske demokrati et par årtusinder tidligere, så deltog den enkelte borger ikke i at styre landet. I stedet valgte man i hvert lokalområde én person, der så skulle repræsentere alle områdets indbyggere. Det ”repræsentative” demokrati blev hermed født, og det er stadig den normale demokratiform i nutiden. Det var dog kun de velhavende hvide mænd over 21 år, der havde stemmeret. Og katolikker var som følge af periodens religionsstridigheder (se bind 1, s. 112-113) i første omgang helt udelukket. Den engelske forfatning blev beundret af mange af oplysningstiden forkæmpere. Men i de amerikanske kolonier undrede man sig: for når

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

OPGAVE Fremstilling af begivenhederne i Boston 1773, der siden er blevet kendt som ”The Boston Tea Party”. Illustrationen er fra en bog om Nordamerikas historie fra 1789, hvor denne betegnelse endnu ikke var blevet normal. Som det også fremgår af billedet, er nogle af kolonisterne klædt ud som indianere. Det kan der være mange forklaringer på, men en af de mere oplagte er, at det blev brugt som et symbol på, at de var de ægte amerikanere. Det må dog siges at være lidt ironisk, da de samme kolonister var skyld i udryddelsen og fordrivelsen af de amerikanske indianere. • Hvorfor har disse begivenheder fået et fast navn? • Hvad symboliserer ”The Boston Tea Party”? • Undersøg, hvordan navnet er blevet brugt i eftertiden?

man nu var en engelsk koloni, styret af kongen og parlamentet, hvorfor havde man så ikke også stemmeret til parlamentet? Når det engelske parlament pålægger én skatter, skulle man så betale dem, når man ikke var repræsenteret i parlamentet? I byerne i Nordamerika var der ligesom i Europa opstået en voksende klasse af borgere. Borgerne kunne ofte læse og deltage i byernes kulturelle liv. Der var fx teatre og diskussionsklubber. Der blev trykt en stigende mængde af aviser og bøger. Blandt borgerne begyndte man at diskutere det rimelige i den engelske kolonimagt. Havde Locke ikke netop lagt op til, at indbyggerne skulle have medbestemmelse? Og var de måske ikke også engelske undersåtter? Omkring 1750 opstod sloganet No taxation without representation (= ingen beskatning uden at være repræsenteret), der afspejler kolonisternes irritation over ikke at have stemmeret på lige fod med den engelske konges øvrige undersåtter. Der var en del diskussion om emnet, men den engelske administration ville ikke imødekomme kravet om stemmeret. Ikke nok med det, i 1765 indførte det engelske parlament

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

en ny skat på alt papir, der blev trykt på, i de Nordamerikanske kolonier: diplomer, tilladelser, pamfletter osv. Skatten var indført, da man i det engelske Find og læs Den Amerikanske Uafhængighedsparlament mente, at kolonisterne skulle være med til erklæring. at betale for den hær, som kun få år tidligere havde • Hvem er afsender og modtager af teksten? besejret franskmændene i Nordamerika. • Hvad er tekstens formål? Skatten udløste voldsomme protester i kolonierne, • Hvilken rolle spiller religion i teksten? og en bevægelse der kæmpede for løsrivelse fra England opstod. Et af de steder, hvor modstanden var • Hvilket syn på mennesket præsenteres i teksten? størst, var i byen Boston. I midten af 1700-tallet var • Hvilket syn på den engelske konge har teksten? Boston en af de største og vigtigste byer i Nordameri• Hvordan skal forholdet mellem magthaverne og ka bl.a. på grund af byens havn. Da England også vedbefolkningen være ifølge teksten? tog at beskatte te – en af tidens populæreste drikke, førte det til direkte sammenstød mellem kolonisterne og repræsentanterne for kolonimagten. En nat i 1773 kravlede en gruppe kolonister om bord på tre britiske skibe i Boston havn og smed deres last af te i vandet. Denne protestaktion forværrede forholdet yderligere, og i 1775 brød der egentlige kampe ud. Der var ikke fuld opbakning til bruddet med England fra kolonisterne. Mange støttede fortsat den engelske konge og hans krav om, at kolonierne forblev engelske. Men der var dog også kræfter, der trak i den modsatte retning. Repræsentanter for den anti-engelske side vedtog, udformede og offentliggjorde i 1776 en tekst, der gjorde bruddet med England endegyldigt. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring indledes med de berømte linjer: Vi anser disse sandheder som selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er blevet udstyret med visse umistelige rettigheder, iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke. For at sikre disse rettigheder, nedsætter man regeringer blandt mennesker der får deres retfærdige magt ved de regeredes samtykke. Som allerede nævnt var det var kun mænd af europæisk afstamning, der var ”frie og lige”. Men det var alligevel første gang i verdens historie, at Lockes og andre oplysningstænkeres tanker blev grundlaget for et lands politiske system. Kolonisterne havde desperat brug for våben og penge og henvendte sig til den franske konge. Denne så en mulighed for at få hævn over englænderne og sendte franske styrker og våben til Nordamerika for at hjælpe kolonisterne. I 1781 vandt kolonisterne med hjælp fra den franske flåde et afgørende slag mod englænderne. Herefter blev der indledt fredsforhandlinger i Paris, der endte med, at England måtte acceptere de 13 koloniers selvstændighed. Hermed opstod ”Amerikas Forenede Stater” – USA – der i de følgende årtier underlagde sig nye store landområder. Den franske konge nåede dog kun at nyde sejren over England i kort tid. Krigene mod England var nu blusset op med jævne mellemrum de sidste 30 år, og det var en dyr affære. Og da borgere og bønder mente, at de havde ydet deres bidrag, blev de indre konflikter i Frankrig skærpet.

OPGAVE

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

DEN FRANSKE REVOLUTION I årene efter den amerikanske revolution forsøgte den franske konge Ludvig XVI i flere omgange at få økonomien op at køre igen. Det lykkedes dog ikke rigtigt, og i 1789 indkaldte kongen til stænderforsamling i Paris. Dét skulle han aldrig have gjort! Han kom dermed til at udløse det, som kaldes ”Den Franske Revolution”, der på få måneder ændrede kongens status fra absolut enevældig til absolut ligegyldig. Stænderforsamlinger var et almindeligt fænomen i mange af de enevældige europæiske lande. Her mødtes repræsentanter for de forskellige samfundsgrupper, kaldet stænder, for at rådgive kongen. I Frankrig var der tre stænder: adelen, de gejstlige (dvs. de katolske biskopper, præster osv.) og den såkaldte tredjestand. De to første stænder var det, man kalder ”privilegerede”, dvs. de havde en række særlige privilegier som bl.a. skattefrihed. Tredjestand repræsenterede mere end 90% af befolkningen, der ikke tilhørte en af de to første stænder. Det var bl.a. bønder og borgere, og da det stort set ikke var muligt at ændre stand i det franske samfund, var der også præster, som på grund af deres familiebaggrund hørte til tredjestand. Dygtige borgere havde ikke mulighed for at skifte stand, til trods for at de kunne opnå magtfulde embeder som teologer, jurister og embedsmænd. Den økonomiske krise og kongens krav om øgede skatter ramte især tredje stand, der på forsamlingen i 1789 udløste revolutionen. Inspireret af oplysningstænkningen krævede tredje stand som repræsentanter for langt størstedelen af befolkningen, at de skulle have større indflydelse end de to første stænder. De udråbte sig selv som ’Nationalforsamling’ og krævede, at der blev lavet en forfatning for landet. Borgerne Find og læs den franske menneskerettighedserklæring krævede ”frihed, lighed og broderskab”, et krav der fremsat og vedtaget af Nationalforsamlingen i 1789, efter at tredje stand havde taget magten (kan stadig gentages på Frankrigs offentlige bygninger, elbl.a. findes på Institut for Menneskerettigheders ler fx på de franske euro-mønter. Kongen gav delvist hjemmeside www.menneskeret.dk). efter for kravene, og henover sommeren 1789 voksede • Hvem er afsender og modtager af teksten? urolighederne i Paris, som kulminerede med, at vre• Hvad er tekstens indhold? de borgere 14. juli stormede fængslet Bastillen, hvor • Påvis spor af forskellige af oplysningstidens bl.a. politiske fanger tidligere var blevet tilbageholdt. tænkere, behandlet på side 11-19. Ytringsfriheden og de andre oplysningstanker blev en • Hvordan tænkes samfundet indrettet? vigtig drivkraft i revolutionen, der på få år vendte op • Hvordan passer tekstens menneskesyn med og ned på Frankrig. nutidens? Revolutionen varede mange år og gennemløb for• Sammenlign den franske menneskerettighedsskellige faser. I dele af revolutionen forlod man operklæring med FN’s Verdenserklæring om lysningstænkningen totalt og gik i gang med at forMenneskerettigheder fra 1948 (kan ligeledes findes på bl.a. Institut for Menneskerettigheders følge og dræbe alle, der var imod revolutionen. hjemmeside) – hvilke forskelle og ligheder er der? Andre af tiltagene under revolutionen var til gen• Diskutér, om menneskerettigheder er et særligt gæld i direkte forlængelse af oplysningstankerne. europæiske fænomen. Under den fase af revolutionen, der kaldes ’rædselsherredømmet’, lukkede Nationalforsamlingen fx de

OPGAVE

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

katolske kirker, da kirkens gamle traditioner blev set som undertrykkende, og dens afvisning af naturvidenskabelige opdagelser gjorde den direkte skadelig for en fortsat oplysning af befolkningen. Der blev endog udviklet en form for civilreligion inspireret af bl.a. Jean Jacques Rousseau. Han mente, at staten skulle blande sig uden om, hvilken religion befolkningen havde, men: det er vigtigt for staten, at hver statsborger har en religion, som får ham til at holde sine pligter.* Tilhængere af dette synspunkt ﬁk derfor i juni 1794 Nationalforsamlingen til at erstatte den kristne trosbekendelse med en revolutionær trosbekendelse: Jeg tror på et højeste væsen, der har skabt menneskene frie og lige, som har skabt dem, for at de skal elske hinanden, ikke for at de skal hade hinanden, et væsen, som vil æres ved sine skabningers dyder, ikke ved fanatisme, og i hvis øjne den skønneste hyldest er dyrkelsen af fornuft og sandhed. Jeg tror på, at republikkens enhed og udelelighed skaber folkets lykke, at en ubegrænset tilslutning til den forfatning, folket har givet sig selv, er det eneste, der kan sikre denne lykke, og jeg tror på, at menneskene, når de vil bevare deres rettigheder, aldrig må glemme deres pligter. Jeg tror på tyrannernes og oprørernes snarlige tilintetgørelse, sædernes genrejsning, fremgang for alle dyder og frihedens evige triumf.** * **

Jean Jacques Rousseau: ”Samfundspagten”, Rhodos, 1987, s. 237. Fra: Credo republicain – Folk. Hist. VI560

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Den daværende franske konge Louis XVI blev i januar 1793 henrettet på det, som i dag hedder Place de la Concorde i Paris. Det viste kobberstik er produceret i 1794 på baggrund af en illustration lavet af Charles Monnet. Henrettelsen blev udført med en guillotine, der effektivt og hurtigt kunne hugge hoveder af. I samtiden blev dette set som en forbedring, da bødlens økse ikke altid ramte præcist i første hug. Guillotinen blev derfor set som en bedre og mere oplyst måde at henrette på. Der blev lavet ﬂere forskellige tryk af begivenheden, og man kan overveje hvilke interesser, der ligger bag af udbredelsen af dette motiv?

OPGAVE Illustration lavet af den engelske tegner George Cruikshank, der arbejdede som karikaturtegner for en række aviser og blade i tiden omkring 1800. Denne tegning er fra 1812 og hedder ”De radikales våbenskjold”. Et par af elementerne kræver en forklaring: På de små franske ﬂag øverst står der ”Ingen Gud, ingen religion, ingen konge, ingen forfatning”. I midten (med lys på siden) ses en såkaldt frygisk hue i rød, der blev et af symbolerne på den franske revolutions krav om frihed. De røde huer blev udbredt i revolutionære kredse fra 1790, og deres symbolværdi skyldes formentlig, at man forvekslede de frygiske huer med en anden hovedbeklædning kaldet pileus, der blev båret af frigivne slaver i antikkens Rom.

Her udfoldes mange af oplysningstidens centrale tanker, der siden har dannet grundlag for de ﬂeste af nutidens demokratiske lande og ideen om universelle menneskerettigheder: Mennesker er lige og frie, udstyret med en fornuft, og folket selv skal lave forfatningen. Oplysningstidens nye forståelse af mennesket førte også til, at der opstod en ny selvforståelse blandt befolkningerne. Hvor den enkelte tidligere havde haft en fast plads i verden gennem fx fødsel, lokalområde og erhverv, blev det nye, oplyste og frie menneskes identitet noget, det selv kunne medvirke til at skabe. I samspil med tankerne om medbestemmelse på det politiske område, var et af de vigtigste nye fællesskaber nationen. En nation er en gruppe mennesker knyttet sammen af forskellige forhold, som fx sprog, historie eller livsform. Allerede under revolutionen kunne man høre de revolutionære synge: Fremad fædrelandets børn, ærens dag er kommet, imod os hejses tyranniets blodige banner* og hermed lave en direkte kobling mellem kampen mod enevælden og forestillingen om at være ”fædrelandets sønner”. Den enkelte tilhørte altså en nation, og denne nation skulle gerne styre sit eget landområde. Det, at man får en identitet gennem at være født i en bestemt nation, kaldes også nationalisme. Med de følgende årtiers begivenheder spredtes nationalismen efterhånden til hele Europa og tog farve af de forskellige samfund og kulturer. På længere sigt spillede nationalisme en afgørende rolle for dannelsen af de europæiske stater. Bl.a. førte den til, at små fyrstedømmer og bystater sluttede sig sammen i nye nationer, som det skete i de tyske og italienske områder. I anden halvdel af 1800-tallet opstod landene Italien og Tyskland på baggrund af denne udvikling. Også uden for Europa opstod og udbredtes nationalistiske ideer, hvilket bl.a. førte til oprør ﬂere steder i Sydamerika.

• Foretag en billedanalyse: Beskriv billedets forskellige elementer, og analysér på den baggrund, hvad Cruikshanks syn på den franske revolution var, og hvordan han fremstiller den.

Fra sangen ”Marseillaise”, skrevet af Rouget de Lisle i 1792. I 1795 gjort til nationalsang i det nye Frankrig.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

NATIONALISME Q I dag har nationalisme ofte en negativ klang og forbindes tit med mennesker, der mener, at deres land er bedre end alle andres og er helt blinde for andres kvaliteter. Oprindelig blev begrebet dog opfattet ganske anderledes. Nationalisme var i starten en del af liberal ideologi. Skabelse af et nyt fællesskab omkring staten, passede ind i de liberale krav om medbestemmelse og frihedsrettigheder. Med nationalismen kunne man skabe opbakning bag de nye demokratiske stater og få indbyggerne til at yde et bidrag. Det kunne fx være værnepligt, der blev indført til forsvar af nationen, eller beskatning for, at staten kunne udføre de opgaver, indbyggerne bad den om. I Frankrig var nationalismen af afgørende betydning efter Den Franske Revolution, fordi de efterfølgende krige blev ført i nationens navn – og ikke kongens. Denne nationalisme var i høj grad knyttet til det politiske og juridiske fællesskab i landet. At være ’fransk’ hang på den måde sammen med, om man tog del i

det politiske liv og overholdt landets love. Andre steder udviklede nationalismen sig anderledes. Det tyske område var opdelt i mange små stater. Her kom nationalismen til at fokusere på det, som var fælles tysk: kulturen. Det tyske folk delte traditioner og sprog – og dermed også litteratur. At være ’tysk’ var derfor knyttet til en særlig kultur, man mente adskilte sig fra andre. Disse to opfattelser af nationalisme eksisterer fortsat i dag, hvor fx lande som USA, England, Frankrig og mange afrikanske stater er multikulturelle lande, hvis nationale identiteter fokuserer på det politiske fællesskab og de juridiske forpligtelser. I modsætning hertil diskuteres det jævnligt her i Danmark, hvad det at være dansk drejer sig om: Skal man spise en bestemt slags mad (svinekød)?, skal man tro på en bestemt religion? osv. Her er fokus på kulturelle forhold, som i den tyske nationalisme. Q

OPLYSNINGSTANKERNE – EN EKSPORTARTIKEL Nyheden om den franske revolution spredtes hurtigt, bl.a. til de franske kolonier. På øen Saint Domingue i Caribien blev nyheden også opfanget af nogle af slaverne, der kunne læse. Saint Domingue var en af de vigtigste franske besiddelser i den nye verden. Øen havde god landbrugsjord, der især blev brugt til sukkerplantager. Og som alle andre steder i Caribien udgjorde importerede slaver fra Afrika langt størstedelen af øens indbyggere. Over 90% af indbyggerne var slaver af afrikansk afstamning, og mange af disse var født i frihed i Afrika, før de var blevet gjort til slaver og fragtet til de europæiske plantager. Da nyheden om Den Franske Revolution nåede øen, gik der ikke lang tid før en gruppe slaver besluttede sig for, at der også skulle indføres ”Frihed, lighed og broderskab” på Saint Domingue. I 1791 brød et omfattende slaveoprør ud, og hundredevis af europæiske plantageejer-familier blev slået ihjel. Da nyheden

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

nåede Frankrig, kom de revolutionære først i tvivl, men valgte så, at den frihed, de selv havde kæmpet for, ikke skulle omfatte de afrikanske slaver. Man sendte derfor en hær afsted for at nedkæmpe oprøret. Hærens menige soldater endte dog med at sympatisere med oprørerne, og øens plantageejere bad i stedet om hjælp fra de engelske og spanske styrker på de omkringliggende øer. Da øen var den vigtigste franske besiddelse i Vestindien, var frygten for, at ærkefjenden England skulle få magten over øen større end modstanden mod slaveoprøret, og man indgik derfor en alliance med de oprørske slaver, om at de ville få deres frihed til gengæld for at hjælpe med at sikre, at øen forblev fransk. I 1794 blev slaveriet derfor ophævet, og 4 år senere lykkedes det de tidligere slaver med Touissant Louverture i spidsen, at få drevet englænderne væk fra øen igen. Franskmændene endte dog med at synes, at Touissant Louverture styrede øen lidt for selvstændigt, og i 1802 gennemførte de endnu en invasion, hvor Touissant Louverture blev taget til fange. Han blev ført til Frankrig, hvor han døde i fængslet. Modstanden mod franskmændene fortsatte dog, og den 1. januar 1804 blev den selvstændige stat Haiti udråbt. Haiti var de oprindelige indbyggeres navn for øen, hvilket også markerede en afstandtagen fra de europæiske kolonimagter.

SYDAMERIKA Uden for Nordamerika er Haiti den første tidligere europæiske koloni, som opnåede selvstændighed. Men tendensen fortsatte. I de spanske og portugisiske kolonier i Sydamerika og Caribien var en stor del af indbyggerne kolonister fra Europa, der stadig havde forbindelser til deres eller deres forfædres tidligere hjemlande. Dermed kendte de også til oplysningstidens nye ideer, der i slutningen af 1700-tallet vandt opbakning blandt store dele af Sydamerikas indbyggere, der også ﬁk kendskab til revolutionerne i Nordamerika og Frankrig. I modsætning til Nordamerika var der i Mellem- og Sydamerika nogle, der mente, at menneskerettigheder og demokratisk medbestemmelse også omfattede indianerne. Forklaringen på dette er nok, at de spanske og portugisiske kolonier havde haft svært ved at skaffe kolonister, og befolkningen havde for en stor dels vedkommende både europæisk og indiansk afstamning. Det kunne derfor være nødvendigt at appellere bredere end kun til kolonisterne af europæisk afstamning. I løbet af den første halvdel af 1800-tallet løsrev alle spanske og portugisiske kolonier sig, men det var ikke alle steder, at friheden fra kolonimagten blev koblet med friheden fra enevælde. I Brasilien indførte man fx et monarki, der først blev afskaffet i 1889 – 100 år efter den franske revolution. En anden forskel mellem de portugisiske og spanske kolonier er, at de portugisiske besiddelser forblev samlet som Brasilien, mens de spanske besiddelser blev splittet op i en lang række lande.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

I Mexico fortsatte stridighederne om magten helt frem til 1867. I 1861 begyndte Frankrig at blande sig i konﬂikten – men ikke på den side, som man kunne have forventet: Frankrig var nu igen blevet et kongedømme, og de ﬂeste af oplysningstidens tanker om styreformer var skubbet af banen. I 1864 indsatte den franske konge et medlem af sin familie som kejser i Mexico. Valget faldt på en yngre adelig fra Østrig, ved navn Maximilian. Han havde fået fortalt, at han ville blive modtaget

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

som en helt, men indbyggerne i Mexico var på ingen måde interesserede i at få indført monarki, og der udbrød med det samme opstande. I 1867 blev Maximilian fanget og henrettet. Endnu et statsoverhoved mistede livet. Maleriet af henrettelsen er lavet af den franske maler Èdouard Manet, som i årene 1867-1869 malede på tre versioner af situationen. Malerierne blev ikke udstillet i Frankrig i Manets levetid, da de blev anset for at være kritiske overfor den franske politik.

Udviklingen i Sydamerika hang tæt sammen med udviklingen i Europa, hvor Frankrig efter revolutionen havde kastet sig ud i en række krige mod næsten alle sine naboer. Både Spanien og Portugal var derfor involverede i krige i Europa, hvilket gjorde det vanskeligt at sende hære til kolonierne og åbnede for, at selvstændighedsbevægelserne ﬁk mulighed for at vokse sig stærke. 1810 brød det første store oprør ud i Mexico anført af præsten Miguel Hidalgo. Han var kommet til byen Dolores i Mexico som præst og var blevet lamslået af den enorme fattigdom, der prægede områdets primært indianske bønder. Han deltog, i samarbejde med andre, i kampen for bedre forhold for bønderne både politisk og økonomisk. Den 16. september holdt Hidalgo en tale, der er kendt som ”Grito de Dolores”, der kan oversættes til ’smerternes råb fra Dolores’. Man kender i dag intet til, hvad han præcis sagde, men talen opildnede tilhørerne og regnes som starten på den mexicanske uafhængighedskrig. Der skulle dog gå 10 år, før ”De forenede mexicanske stater” blev udråbt. På det tidspunkt var kampen for lighed for længst gledet i baggrunden, og krigen handlede primært om politiske rettigheder og indﬂydelse til købmænd og godsejere af europæisk afstamning. Navnet viser tydeligt, at inspirationen i høj grad havde været den amerikanske revolution. Først i 2012 er Mexicos præsident gået i gang med at få ændret landets navn til blot at være Mexico. Længere mod syd brød der også oprør ud. Den centrale person i disse oprør var Simon Bolivar, der stadig regnes som befrielseshelt i hele fem forskellige lande, ligesom han også mindes i fx Cuba. Bolivar blev født i 1783 i en af de rigeste godsejerfamilier i byen Caracas. Som led i hans uddannelse blev han bl.a. sendt til Europa, hvor han blev stærkt fascineret af oplysningstidens ideer. Efter at være sendt tilbage til Sydamerika deltog han i et forsøg på at smide den spanske kolonimagt ud af Caracas, og året efter, i 1811, var han med til at vedtage Venezuelas uafhængighedserklæring. Dette blev startskuddet på en borgerkrig, der varede næsten 20 år. Efter at spanierne i 1822 mistede magten i Venezuela, fortsatte Bolivar kampen i naboområdet, det nuværende Colombia. Derfra gik turen mod syd, hvor Bolivar medvirkede til kampen for selvstændighed i det nuværende Ecuador, Peru og Bolivia. Også i de sydligste spanske områder i Sydamerika krævede befolkningerne selvstændighed. I 1825 havde Spanien mistet alle besiddelser i Sydamerika. Her var der til gengæld opstået en række nye republikker. Og også her var det kun en lille del af befolkningen, der blev en del af det demokratiske fællesskab. Oplysningstidens nye forståelse af menneskets rettigheder var helt glemt. Mange steder i Sydamerika er det først inden for de sidste par årtier, at indbyggere med indianske rødder har fået samme rettigheder som de andre indbyggere. Dette hang i høj grad sammen med, at overklassen i områderne så en fordel i fortsat at holde dem væk fra magten – for var

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

disse slaver og indianere overhovedet klar til at have demokratiske rettigheder og selvstændighed?

REVOLUTIONERNE RULLES TILBAGE – OG ALLIGEVEL IKKE… Også i Europa var nyheden om Den Franske Revolution hurtigt blevet spredt. Rundt om i de europæiske byer var mange af borgerne tilhængere af begivenhederne og håbede at noget lignende ville ske hos dem. Andre – især adelen og de enevældige konger og fyrster – var knap så begejstrede. Kort efter revolutionen begyndte flere af kongerne i nabolandene at forberede sig på krig. Blandt de revolutionære i Frankrig ønskede mange at hjælpe befolkningerne i andre lande i deres kamp mod enevælden. Andre medlemmer af nationalforsamlingens indvendte, at det ikke var sikkert, at befolkningerne rundt om i Europa var interesserede i, at demokrati blev indført med geværer. Denne indvending blev dog ignoreret, da det i april 1792 blev vedtaget at erklære Østrig krig. Dette fik konflikten mellem de europæiske stormagter til at blusse op igen. Helt frem til 1815 var der stort set konstant krig forskellige steder i Europa mellem Frankrig på den ene side og England og dets allierede på den anden. Den franske regering kæmpede i de første år af krigene stadig hårdt internt, hvilket var med til at bane vejen for en af europæisk histories berømteste skikkelser: Napoleon Bonaparte. Napoleon var til at begynde med blot en dygtig officer i den franske hær, men i 1799 stod han bag et kup, der afskaffede den republik, der var blevet indført. Også revolutionens skarpe kritik af den katolske kirke blev nedtonet af Napoleon. Langsomt afskaffede Napoleon de forskellige råd og forsamlinger, der var blevet indført ved revolutionen, og i 1804 kronede han sig selv til kejser. Helt frem til 1814 var Napoleon i stand til at holde på magten. I de første mange år lykkedes det desuden at vinde en lang række vigtige slag, til trods for at Frankrig stort set var alene mod skiftende alliancer med England i spidsen. Noget af succesen hænger sammen med nationalismens fremvækst, der gjorde det mere oplagt og tillokkende for folk at gå i krig, da de dermed forsvarede deres nation. Mange mennesker i Frankrig følte reelt, at de gik i krig for deres egen frihed og rettigheder, og ikke fordi en eller anden konge havde bestemt det. I 1812-13 led den franske hær et alvorligt knæk. Efter at have indtaget Moskva blev hæren hårdt ramt af den russiske vinterkulde. Op mod en halv mio. franskmænd og 200.000 heste døde under tilbageto-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Oplysningstidens tanker og ideer blev ikke kun udfoldet inden for de nye republikker. Også en del enevældige fyrster og konger var inspireret af oplysningstænkningen. På billedet ses en medalje, der fejrer, at den tysk-romerske kejser Josef II har indført religionsfrihed for jøder (1782) og protestanter (1781). Det TyskRomerske Rige var på dette tidspunkt et løst forbund af primært tysktalende områder i det centrale Europa.

get. I 1814 blev Paris indtaget og Napoleon taget til fange. Kort efter gik fredsforhandlingerne i gang i Wien. Fredsforhandlingerne tog næsten et helt år. Resultatet blev et forsøg på at genoprette det Europa, som havde eksisteret før Den Franske Revolution. Grænserne blev ført tilbage til situationen i 1792, og mange af de afsatte fyrster og konger fik ’deres’ lande tilbage. Oplysningstidens ideer om befolkningens suverænitet blev forladt til gengæld for enevældens forestillinger om arvelige kongetitler af Guds nåde. Samtidig havde Frankrig endnu engang tabt til England, og ethvert håb om igen at være en af verdens førende magter blevet slukket. I Frankrig genindførtes monarkiet også, dog med en vis indflydelse til landets rigeste. Hvor liberalismen var opstået som oplysningstidens store nye politiske ideologi og dermed havde dannet baggrund for Den Franske Revolution, førte denne revolution til dannelsen af en af de andre klassiske politiske ideologier: konservatisme. Året efter revolutionen udgav filosoffen og forfatteren Edward Burke en bog kaldet ”Refleksioner over revolutionen i Frankrig”. Heri vendte Burke sig klart mod revolutionens ideer om at vælte kongen og ændre samfundets strukturer. Burke mente, at hele ideen om, at mennesket med fornuft kunne ændre verden til det bedre, var naiv. Det enkelte menneskes evner var begrænsede, derfor var det bedre at støtte den allerede eksisterende orden. Den samfundsindretning, som er opstået gennem lang tids udvikling, har derigennem vist, at den var god og kunne fungere. At et menneske skulle kunne tænke sig frem til bedre løsninger, var for Burke absurd.

DET ENGELSKE IMPERIUM TAGER FORM Efter tabet af de nordamerikanske kolonier blev den engelske interesse for andre områder øget. Landet havde en enorm befolkningsvækst og en begrænset størrelse, så det var en stor fordel at have kolonier, hvor den overskydende befolkning kunne rejse hen. I slutningen af 1700-tallet blev de engelske aktiviteter i Canada, Sydafrika, Australien og New Zealand derfor øget. Efter forhandlingerne i Wien i 1814-1815 var krigene blevet afsluttet, og de fleste franske kolonier blevet delt mellem England og Spanien. I den forbindelse blev Canada en engelsk koloni. Området var primært beboet af indvandrede europæere med franske rødder. I 1774 fik de med ”Quebec Act” bl.a. religionsfrihed og ret til egne institutioner som retsvæsen. I forbindelse med den amerikanske revolution flygtede ca. 40.000 mennesker fra de 13 engelske kolonier til Canada. Flygtningene var såkaldte ’loyalister’, der havde bakket op om den engelske konge som koloniernes overhoved. Hermed voksede befolkningen i Canada med mere end 30%.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

I Afrika havde englænderne i flere hundrede år haft handelsstationer spredt langs kysterne. Men i 1806 erobrede de den lille hollandske koloni på Afrikas sydspids. Flere tusind englændere indvandrede til området, hvor også handel voksede. Oplysningstidens ide om menneskerettigheder førte i 1834 til, at England ophævede slaveriet i hele riget. Dette faldt dog ikke i god jord hos alle indbyggerne i Sydafrika. Mange af kolonisterne protesterede ved at udvandre mod nord, hvor de erobrede nye områder og etablerede selvstændige republikker. Australien blev i første omgang brugt som straffekoloni, hvor fanger blev sendt til. Dette var som sådan en oplyst idé, der skulle gøre op med de mange fysiske strafformer, der stadig blev praktiseret i Europa. I stedet for at blive pisket eller pint på andre måder skulle fangerne sendes til Australien, hvor de blev sat til at arbejde med at bygge huse og anlægge marker. I forhold til de nye koloniers styre havde englænderne lært en lektie af den amerikanske revolution. Kolonisterne i de nye områder fik alle en form for lokale regeringer og en vis indflydelse i det engelske parlament. Koloniseringen af disse nye områder og den endelig sejr over konkurrenten Frankrig førte til at England i 1800-tallet blev den stærkeste magt i verden og det såkaldte ”britiske imperium” voksede frem.

AFSLUTNING Selvom Wienerkongressen i 1814-15 i høj grad trak Europa i en konservativ retning, var oplysningstiden endnu ikke slut, og de revolutionære tanker slog efterhånden igennem i flere europæiske lande. I 1848 brød en række opstande ud. Endnu engang var det Paris, der blev inspirationen for de andre. På tre dage blev kongen væltet og en midlertidig republikansk regering indsat. Forsamlings- og pressefriheden blev genindført, og der blev indført almindelig stemmeret for alle mænd. Nu kom deltagelse i demokratiet ikke længere an på, hvor rig man var. Fra Paris spredtes nyheden, og allerede i marts måned brød der optøjer ud flere steder, bl.a. i Wien og Berlin. I 1900-tallet fortsatte denne tendens, og demokrati som styreform blev efterhånden udbredt til endnu flere områder. Nogle, som den japansk-fødte amerikanske politolog Francis Fukuyama, mener, at demokrati med tiden vil blive udbredt til hele verden. Fukuyama mener, at det er den bedste styreform, som findes, og at så snart en tilstrækkelig stor del af en befolkning ikke behøver at bekymre sig om bare at overleve, så vil de begynde at ønske sig medindflydelse på samfundet.* Denne opfattelse kritiseres af flere for at være naiv og for at afspejle en vestlig ønsketænkning. Fx påpeger flere, at Fukuyamas forestilling om demokrati lægger for stor vægt på ”friheden” frem for ”ligheden”. Fukuyama *

Francis Fukuyama: ”The future of history”, Foreign Affairs, Jan-feb 2012.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

I 2009 blev den første præsident i USA med afrikanske rødder valgt. Dette blev af mange set som det endelige opgør med slaveriet og dets eftervirkninger i landet. Få måneder efter sin indsættelse holdt præsident Barack Obama en tale med udgangspunkt i Den Amerikanske Uafhængighedserklærings udsagn om, at mennesker er født lige og frie (se s. 33): Det dokument, de udfærdigede, blev siden underskrevet, men det var i bund og grund ufærdigt. Det var plettet af nationens arvesynd, slaveriet, som var et spørgsmål, der splittede kolonierne, og som lammede de politiske forhandlinger, indtil nationens grundlæggere valgte at lade slavehandlen forblive lovlig i yderligere tyve år, og dermed lade det være op til de kommende generationer at ﬁnde en endelig løsning. Men løsningen lå allerede indlejret i vores forfatning – en forfatning, som i sin kerne havde et ideal om lighed for loven, og som lovede befolkningen frihed og retfærdighed og en union, der kunne og skulle forbedres over tid.

mener, at et liberalt økonomisk system (hvor markedet udvikler sig frit, uden statslig indblanding – se mere bind 1, s. 172) er afgørende for et demokrati, hvilket er undergravende for den økonomiske lighed i samfundet. Og så længe der er fattigdom og stor ulighed, kan man ikke kalde et samfund demokratisk. Som fx den franske filosof Derrida udtrykker det: Det må råbes ud i tider som disse, hvor nogen har den frækhed at ophøje det liberale demokrati til ideal for hele menneskehedens historie: Aldrig har vold, ulighed, eksklusion, sult og dermed økonomisk undertrykkelse påvirkes så mange mennesker i hele Jordens og menneskehedens historie. Andre mener, at Fukuyama overser, at der er alternativer til det liberale demokrati. Både fundamentalistiske fortolkninger af islam og de enevældige stater Kina og Rusland er eksempler på alternative måder at indrette samfund på. Tilhængere af fundamentalistiske* fortolkninger af islam afviser demokrati, da de mener, at samfund skal opbygges omkring guddommelige love fremfor menneskelig fornuft. I Kina og Rusland afvises flere af de vestlige forestillinger om demokrati, da begge landes magthavere mener, at de er i strid med landenes anderledes kultur og civilisation. Samtidig er deres styreform ifølge den israelske militærhistoriker Azar Gat et reelt alternativ til de liberale demokratier, da: de [Kina og Rusland] måske har stor nok indflydelse til at skabe en ny ikke-demokratisk, men økonomisk højt udviklet, Anden Verden. De kan etablere en magtfuld, autoritær kapitalistisk orden, som forener politiske eliter, erhvervsfolk og militæret, som er nationalistisk i orientering, og som deltager i den globale økonomi på sine egne præmisser … ** Så selvom opstande i Nordafrika, Mellemøsten og flere steder i Asien kunne tyde på, at demokratiet vil blive yderligere udbredt, er det vanskeligt at vide hvordan denne udvikling ender.

Religiøse grupper, der dyrker meget bogstavelige fortolkninger af religiøse skrifter og påstår, at de repræsenterer en mere oprindelig udgave af religionen. ** Azar Gat: ”The return of authoritarian great powers”, Foreign Affairs, jul-aug., 2007.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

KILDER TIL KAPITEL 1 [Ordforklaringer og kommentarer er markerede med kantede parenteser]

KILDE 1 Newton og naturfilosofiens matematiske principper, 1679 Mange af de principper som stadig er centrale i naturvidenskaberne blev formuleret af den engelske matematiker, filosof og naturvidenskabsmand Isaac Newton (1643-1727). Han formulerede i ”Naturfilosofiens matematiske principper” fra 1679 en teori, som lagde grunden til moderne fysik og på sigt afsluttede diskussionerne om universets opbygning, som var blusset op i renæssancen (se bind 1, s. 114) 1. Regel Vi kan ikke operere med andre årsager til naturlige ting end sådanne årsager, som er både sande og tilstrækkelige til at forklare deres fremtræden. I det øjemed siger filosofferne, at naturen ikke gør noget uden grund, og der er ingen grund til mere, hvis mindre er nok, for naturen ynder enkelhed og pynter sig ikke med overflødige årsager. 2. Regel Derfor må vi så vidt muligt tilskrive de samme årsager til de samme naturfænomener. Samme årsag til åndedrættet hos mennesket og dyret, samme oprindelse til stenarterne i Europa og Amerika, samme kilde til lyset fra vores køkkenild og fra solen, til lysets tilbagekastning på Jorden og på planeterne. 3. Regel Egenskaberne ved legemer, der hverken aftager eller tiltager gradvist, og som kan konstateres at gælde alle legemer inden for eksperimentel rækkevidde, vil være at betragte som universelle egenskaber ved alle legemer i det hele taget. … Endelig hvis det gennem eksperimenter og ved astronomiske observationer universelt forekommer, at alle legemer rundt om Jorden graviterer [dvs. bliver tiltrukket grundet masse] mod Jorden proportionelt med kvantiteten af den masse, de rummer hver især, at månen ligeledes proportionelt med kvantiteten af sin masse graviterer mod Jorden, og at vores have omvendt graviterer mod månen, og alle planeter mod hinanden indbyrdes, og kometerne tilsvarende mod solen – så må vi i forlængelse af denne regel universelt antage, at alle legemer principielt er udstyret med en gensidig gravitation [dvs. gensidig massetiltræk-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

ning]. At dømme ud fra fremtræden er der mere, der taler for alle legemers universelle gravitation end for deres uigennemtrængelighed, som vi for legemerne i de himmelske regioners vedkommende ikke har eksperimentel adgang til. Ikke at jeg hævder tyngdekraften som essentiel for alle legemer. Med deres iboende kraft mener jeg ikke andet end deres inerti [dvs. et legemes tilbøjelighed til at forblive i stilstand eller fortsætte i samme bevægelse med mindre det påvirkes udefra]. Denne er uforanderlig. Deres tyngdekraft aftager, jo længere væk fra Jorden de befinder sig. 4. Regel Inden for eksperimentel filosofi bør vi betragte udsagn baseret på generel induktion [logiske slutninger truffet på baggrund af enkeltfænomener] ud fra fænomener som sande eller så godt som sande, uanset hvad man kan forestille sig af modsatrettede hypoteser [dvs. teorier om bestemte sammenhænge, som endnu ikke er bevist], indtil der eventuelt optræder andre fænomener, som enten kan gøre disse udsagn mere præcise eller påføre dem undtagelser. Denne regel må følges, således at induktionen ikke kan omgås via hypoteser. Dansk oversættelse: Morten Visby.

KILDE 2 Abigail Adams – ”Husk damerne”, Braintree, 31. marts 1776 Abigail (1744-1812) kommer i dette private brev til hendes mand John Adams ind på kvinders rettigheder i forbindelse med oprettelsen af Amerikas Forenede Stater (USA). Abigail og resten af hustanden havde måttet forlade Boston, da den var blevet besat af engelske tropper på grund af uroligheder og oprør mod kolonimagten. 17. marts havde de engelske tropper dog opgivet besættelsen og forladt byen. John Adams var på tidspunktet rejst til Philadelphia for at deltage i Kontinental-kongressen, hvor repræsentanter for de 13 engelske kolonier arbejdede for at skabe en fælles politik over for England. Arbejdet endte med Uafhængighedserklæringen 4. juli 1776.

Jeg har undertiden været på nippet til at tænke, at lidenskaben for friheden ikke kan være lige så stærk hos dem, der har haft for vane at berøve deres medskabninger netop denne. Og jeg er i hvert fald sikker på, at den ikke følger det højsindede og kristne princip om at behandle andre, som vi ville ønske, de behandlede os. Jeg har endnu ikke været inde i Boston, jeg er bange for kopperne, men måske burde jeg allerede have været derinde. Jeg fik Mr. Crane til at tage hen til vores hus for at se, hvilken tilstand det var i. Jeg kan forstå, at det har været beboet af en læge ved et af regimenterne, meget beskidt, men ellers uskadt. De få ting, der blev efterladt, er alle væk. Cranch [Crane?] har nøglen, som han aldrig gav fra sig. Jeg har skrevet til ham og bedt om at få den udleveret, for jeg er opsat på at få gjort rent så hurtigt som muligt og få sat skodder for vinduerne. Jeg betragter nu ejendommen som en nyerhvervelse, en ejendom, som jeg for en måned siden ikke ville have givet så meget som en shilling for og hellere end gerne havde set gå op i flammer. Byen generelt er i bedre forfatning end forventet, hvilket snarere skyldes forhastet flugt end hensyntagen til indbyggerne, om end nogle personer har kunnet opmønstre tilstrækkelig ære og anstændighed til at efterlade husleje og møblerne ubeskadigede eller penge til at udbedre, hvad der måtte være af skader. Andre har begået forfærdelige skændsler. Palæet tilhørende formanden for din forsamling [John Hancock, der også spillede en central rolle i uafhængighedsbevægelsen] er uskadt og møblementet ubeskadiget, hvorimod såvel huset som møblementet tilhørende statsadvokaten [Samuel Quincy, der støttede England og var i mod uafhængighed] er faldet offer for hans eget skånselsløse parti. […] Jeg har det helt anderledes med forårets komme end for en måned siden. Dengang anede vi ikke, om vi kunne plante eller så med nogen sikkerhed for, om vi ville kunne høste frugterne af vores arbejde, om vi ville kunne blive i vores egne hytter eller blive fordrevet fra kysten, så vi måtte søge ly i vild natur, men nu føler vi, at vi vil kunne sidde under egen vinranke og gøre os til gode med jordens frugter. Jeg føler en vis lethed om hjertet, som tidligere var mig fremmed. Jeg synes, solen skinner stærkere, fuglene synger mere melodiøst, og naturen viser i det hele taget et mere muntert ansigt. Vi føler en midlertidig fred, og de stakkels flygtninge vender tilbage til deres forladte boliger.

Om end vi priser os selv lykkelige, har vi medfølelse med dem, der skælver af frygt for, at det går med dem, som det er gået med Boston. Men de vil ikke kunne være i samme situation, medmindre de gribes af frygtsomhed og fejhed. De har haft tid og varsel til at se ondet og undﬂy det. Jeg længes efter at høre, at du har erklæret uafhængighed – og i de nye love, jeg antager, at du vil være nødt til at lave, kunne jeg forresten godt tænke mig, at du ville huske damerne og være mere storsindet og velvillig end dine forgængere over for dem. Giv nu ikke ægtemændene uindskrænket. Husk, at alle mænd ville være tyranner, hvis de kunne. Hvis ikke damerne ydes særlig hensyn og opmærksomhed, er vi fast besluttede på at anstifte oprør, og vi vil ikke lade os binde af lovgivning, hvori vi ikke selv kan komme til orde eller lade os repræsentere. At dit køn er tyrannisk af natur, er en så uomtvistelig sandhed, at det er hævet over enhver diskussion, men de af jer, der ønsker at være lykkelige, giver frivilligt afkald på den strenge titel af Herre til fordel for den blidere og sødere betegnelse som Ven. Hvorfor så ikke fratage de ryggesløse og de lovløse magten til ustraffet at misbruge os så grusomt og uværdigt? Fornuftige mænd har altid afskyet de skikke, der behandler os som intet andet end jeres køns vasaller. Betragt os dog som skabninger, Forsynet har sat under jeres beskyttelse, og efterlign Det Højeste Væsen ved udelukkende at bruge denne magt til gavn og lykke for os. Dansk oversættelse: Morten Visby

KILDE 3 Opråb til det selvstændige Haitis borgere, 1804 Inspireret af revolutionen i Frankrig gjorde indbyggerne på i den franske koloni på øen Haiti i Caribien også oprør i 1791. Øen var vigtig for den franske økonomi, da øens sukkerproduktion var stor og indbringende. Den revolutionære regering i Frankrig ønskede derfor at undertrykke revolutionen, der lagde op til at landets største befolkningsgruppe, slaverne, skulle have medbestemmelse. I ﬂere omgange blev der derfor sendt skibe afsted med soldater og de lokale franske styrer på andre caribiske øer, bad også englænderne om hjælp, da det også for England var en farlig situation, at slaverne på deres øer skulle komme til at tro at de havde krav på ligeværdig behandling. I ﬂere omgange lykkedes

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

det at smide de tilrejsende hære ud og 1. januar 1804 kunne den daværende leder af revolutionen, J.J. Dessalines, udråbe den første selvstændige republik i Mellem- og Sydamerika. Nedenstående er en del af denne uafhængighedserklæring, henvendt til indbyggerne på øen. Først i 1825 anerkendte Frankrig øens uafhængighed. Den regerende general [øverstbefalende i den udråbte republik] til Haitis folk Borgere, Det er ikke tilstrækkeligt at have fordrevet de barbarer fra jeres land, som i to århundreder har besudlet [gjort det beskidt] det med blod. Det er ikke tilstrækkeligt at have tøjlet de … grupper, der på skift har narret med frihedens fantom, som Frankrig udstillede for jeres øjne. Vi må, ved en sidste national handling, for bestandigt sikre frihedens herredømme i det land, der har set os spire frem. Vi må frarøve den umenneskelige regering, der længe har fastholdt vores sind i den mest ydmygende døs, ethvert håb om igen at underkue os. Vi vil leve uafhængigt eller dø. Uafhængighed, eller døden… må disse ukrænkelige ord forene os, og må de være signalet for vores kampe og for vores sammenslutning. Borgere, mine landsmænd, jeg har på denne højtidelige dag samlet disse tapre soldater, som, på tærsklen til at drage frihedens sidste suk, ofrede deres blod for at redde den. Disse generaler, som ledte jeres indsats mod tyranniet, har endnu ikke gjort tilstrækkeligt for jeres lykke… det franske navn formørker stadig vores land.

Må de skælve, idet de lægger til land ved vores kyster – hvis ikke ved mindet om de grusomheder, de har udøvet her, så i det mindste ved den frygtelige beslutning vi vil tage om at straffe enhver franskfødt med døden, der med sin vanhelligende fod skulle besudle [dvs. gøre beskidt] frihedens land. Vi vovede at være frie, lad os vove at være det af os selv og for os selv. Lad os imitere [efterligne] barnet, der vokser: Dets egen vægt knækker selen, der bliver det unødvendig og forhindrer dets gang. Hvilket folk kæmpede for os? Hvilket folk ville høste frugterne af vores arbejde? Og hvilken beskæmmende absurditet at sejre blot for at være slaver. Slaver! … Lad os levne dette kvalitative tilnavn til franskmændene. De sejrede blot for at ophøre med at være frie. Lad os gå ad andre veje. Lad os efterligne disse folk, som, med bekymring for fremtiden og frygt for til eftertiden at efterlade et eksempel på fejhed, foretrak tilintetgørelse frem for at blive slettet fra de frie folks rækker. […] Lad os sværge over for hele universet, over for eftertiden, over for os selv, at for bestandigt give afkald på Frankrig og at dø hellere end at leve under dets herredømme. At kæmpe til sidste suk for vores lands uafhængighed. UDFØRT i Gonaïves’ hovedkvarter, den første januar, attenhundrede og ﬁre, uafhængighedens første år, Signeret, J.J. DESSALINES Dansk oversættelse: Tone Andreasen.

Alt her genopridser mindet om dette barbariske folks grusomheder. Vores love, vores sæder, vores byer bærer alle stadig det franske aftryk. Endnu værre; der er franskmænd på vores ø, og så tror I, at I er frie og uafhængige af denne republik [dvs. Den Franske Republik], som ganske vist har kæmpet mod alle nationer, men som aldrig overvandt dem, der ville være frie… Og I, ædle mænd, frygtløse generaler, som, uden hensyn til jeres egen ulykke, gav friheden nyt liv ved at ofre jeres blod, I skal vide, at I intet har udrettet, hvis I undlader at give nationerne et frygteligt men retfærdigt eksempel på den hævn, som må udøves af et folk, der er stolt af at have genvundet sin frihed og ivrigt efter at beholde den. Lad os skræmme alle dem, der skulle vove at forsøge at frarøve os den på ny: Lad os begynde med franskmændene.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

KILDE 4 Simón Bolívar om sit politiske virke, 1829 I 1828-1829 boede Simón Bolívar (1783-1830) i byen Bucamaranga i det nuværende Colombia, hvor han arbejdede på at undgå at den store Colombianske Republik (1819-1831) gik i opløsning. I hans selskab var også en tidlige fransk soldat, Peru Lacroix, der havde taget del i krigene som brød ud efter Den Franske Revolution. Nedenstående er et uddrag fra Lacroixs referater af deres samtaler ved middagsbordet, hvor Bolívar forklarer baggrunden for at han blev politisk aktiv. ”Jeg var end ikke fyldt 18, da jeg blev gift i Madrid, og jeg blev enkemand i [1803]*… Jeg elskede min kone meget højt, og efter hendes død svor jeg aldrig at gifte mig igen. Det løfte har jeg holdt. Det er sjovt, som det kan gå – hvis ikke jeg var blevet enkemand, ville mit liv måske have været helt anderledes: Jeg ville hverken være blevet general Bolívar eller Befrieren, om end jeg må indrømme, at jeg nok ikke blev sat på denne jord for at være borgmester i San Mateo.” ”Hverken Peru eller Columbia,” svarede jeg, ”eller for den sags skyld hele Sydamerika ville være frit, hvis De ikke havde stået i spidsen for den store, ædle sag, der er deres uafhængighed.” ”Sådan ville jeg ikke formulere det,” svarede Hans Excellence [dvs. Bolívar], ”for jeg var ikke den eneste ophavsmand til revolutionen, og under den revolutionære krise og den lange konﬂikt mellem de spanske tropper og patrioterne ville der være dukket en anden caudillo [betegnelse for en politisk og militær leder] op i stedet for mig, hvis ikke mit eget held havde stillet sig i vejen for andres. … Lad os opgive den overtro, at det var forsynet eller skæbnen, der ville, at jeg skulle frelse Columbia … det var omstændighederne, mit talent, min karakter og mine lidenskaber, der sporede mig ind på min vej – min ambition, min standhaftighed og min glødende fantasi holdt mig i gang og ﬁk mig til at fortsætte. Hør her: Som rig, forældreløs 16-årig tog jeg til Europa efter at have været i Mexico og Havanna: Det var i Madrid, jeg forelskede mig i og blev gift med en niece til den gamle markis [adelig titel] del Toro, Terese Toro y Alaiza: Jeg vendte tilbage til Caracas [i det nuværende Venezuela] i 1801 sam*

men med min kone, og jeg forsikrer Dem, at jeg på det tidspunkt ikke havde andet end den brændende kærligheds tåger i hovedet og ikke politiske ideer, for de havde endnu ikke berørt min fantasi. [Så] døde min kone, og i min utrøstelighed over dette uventede og alt for tidlige tab vendte jeg tilbage til Madrid og tog derfra videre til Frankrig og Italien. På det tidspunkt fattede jeg en vis interesse for politik og offentlige forhold. … Jeg så Napoleons kroning i Paris i sidste måned af 1804: Denne … storslåede ceremoni fyldte mig med begejstring, ikke på grund af dens pomp og pragt, men snarere på grund af den kærlighed, en så stor folkeskare udviste over for den franske helt, det generelle følelsesudbrud, den spontane og frie folkelige bevægelse, fremskyndet af Napoleons heroiske bedrifter og ført frem til sejr af over en million enkeltpersoner – det forekom mig at være menneskets ultimative ønske og ambition at være genstand for sådanne følelser. Den krone, Napoleon satte på hovedet, forekom mig at være en sølle, gotisk [uhyggelig] tingest – det storslåede var for mig den universelle hyldest og interesse, som denne person vakte hos folk. Dette, må jeg indrømme, ﬁk mig til at tænke på slaveriet i mit eget land og den hæder og ære, der ville tilfalde manden, der befriede det. Men det lå mig meget fjernt at tro, at den skæbne ventede mig …! Havde det ikke været for min kones død, ville jeg ikke være taget tilbage til Europa, og de tanker, jeg gjorde mig under mine rejser, ville formentlig ikke være blevet født i Caracas og San Mateo, og i Amerika ville jeg ikke have fået de erfaringer eller tilegnet mig den viden om verden, menneskene og tingene, som jeg har haft så stor glæde af gennem hele min offentlige karriere. Min kones død førte mig ind på en politisk bane i en tidlig alder og ﬁk mig til at vælge Mars’ [romersk krigsgud] stridsvogn frem for Ceres’ [romersk landbrugsgud] plov … Dansk oversættelse af Morten Visby.

KILDE 5 Edmund Burke – Reﬂeksioner over Den Franske Revolution, 1790 Edmund Burke (1729-1797) var en engelsk politiker og ﬁlosof, der især blev kendt for sin kritik af Den Franske Revolution, hvor Burke formulerer en række principper og ideer, der ligger til grund for ideologien konservatisme.

Simón Bolívar blev gift den 26. maj 1802. Hans kone døde den 2. januar 1803.

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

III. Den Franske Revolutions fejl: I stedet for at knuse den gamle stat burde franskmændene have bygget videre på det fundament, deres forfædre havde efterladt til dem. Regn jeres gevinster sammen: Se, hvad der er opnået gennem de ekstravagante og overmodige spekulationer, som har lært jeres ledere at foragte alle forgængere, alle samtidige og ligefrem sig selv indtil det øjeblik, hvor de i sandhed bliver foragtelige. Ved at følge disse falske lys har Frankrig købt sig utilslørede kalamiteter [uheldige begivenheder] til en højere pris, end andre nationer nogensinde har købt sig utvetydige velsignelser! Frankrig har købt armod [fattigdom] for ugerning! Frankrig har ikke ofret sin dyd for sine interesser, men opgivet sine interesser for at kunne prostituere sin dyd. Alle andre nationer er begyndt at indføre et nyt styre eller reformere et gammelt ved at indstifte nye ritualer eller indføre strengere overholdelse religionen. Alle andre folk har skabt grundlag for borgerlig frihed på en mere streng måde og med et system af mere barsk og maskulin moralitet. Da Frankrig slap kongemagtens tømmer, fordoblede de spillerummet for den heftigt lastefulde usædelighed [ikke i overensstemmelse med den herskende seksualmoral] og den uforskammede gudløshed, der har gennemsyret alle samfundslag i holdning og praksis, som om man derved tilkendte et privilegium eller udstrakte en hidtil skjult opbakning til at nyde alle de fordærvelser, der ellers hidtil havde indskrænket sig til en rigdommens og magtens syge. Således det nye franske lighedsprincip. Frankrig har ved sine lederes ondskabsfuldhed helt og aldeles kompromitteret rådslagningens milde tone i regenters kabinetter og fravristet den sine vægtigste emner. Frankrig har ophøjet den tyranniskes mistillids mørke, mistroiske leveregler til helligdom og lært konger at skælve for (hvad vi herefter vil kalde) moraliserende politikeres forlokkende vildfarelser. Suveræner vil betragte rådgivere, der anbefaler dem ubegrænset tillid til folket, som kupmagere, som forrædere mod tronen, der udvirker deres ødelæggelser ved gennem besnærende forstillelser at forlede suverænernes milde og velvillige væsen til at dele magten med kombinationer af frække og svigefulde mænd. Alene dette (hvis der ikke var andet end det) er i sig selv en uoprettelig katastrofe for jer og for menneskeheden. Husk på, at jeres pariser-parlament sagde til jeres konge, at han ikke havde andet at frygte ved at kalde stænderne sammen end det ødsle overdrev af den

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

ihærdighed, hvormed de ville yde tronen støtte og underhold. Det er kun på sin plads, at disse mænd i dag skjuler ansigtet. Det er kun på sin plads, at de må bære deres del af de ulykker, som de ved deres rådgivning har påført deres suveræn og deres land. Sådanne optimistiske erklæringer er tilbøjelige til at lulle autoriteten i søvn, at tilskynde den til forhastet engagement i farefulde politiske eventyr, at forsømme de forholdsregler, beredskaber og forsigtighedsforanstaltninger, hvorved velviljen adskiller sig fra stupiditeten [dumheden], og uden hvilke intet menneske kan garantere den gavnlige effekt af hverken abstrakte styreformer eller friheden selv. I mangel af disse har de set statens medicin korrumperet [fordærvet] til dens gift. De har set franskmændene gøre oprør mod en mild og retskaffen monark med større raseri, harme og uforskammethed, end noget folk nogensinde har sat sig op mod selv den mest lovstridige tronraner eller den mest blodtørstige tyran. Deres modstand gjaldt indrømmelser, deres revolte var mod beskyttelsen af dem, deres anslag var rettet mod hånden, der fremrakte begunstigelser, gaver og immuniteter. Dette var unaturligt. Resten er i orden. De har fået deres straf ved egen succes: Love omstyrtet, domstole undergravet, produktionen svækket, handlen i tilbagegang, skatterne ubetalte, men ikke desto mindre folket forarmet, kirken udplyndret, men staten ikke beriget. Borgerligt og militært anarki opløftet til kongerigets forfatning, alt menneskeligt og guddommeligt ofret på den offentlige kredits ugudelige alter med national fallit til følge og, som kronen på værket, det nye skrøbeligt, vaklende regimes [styres] værdiløse gældsbreve, de miskrediterede statsobligationer af forarmet svindel og forhutlet tyveri, udbudt som gangbart betalingsmiddel til støtte for et imperium i mangel af de to store anerkendte metaller [guld og sølv], der repræsenterer menneskehedens varige, konventionelle kredit, men forsvandt og igen skjulte sig i den jord, hvoraf de oprindelig kom, da princippet om ejendomsretten, hvis skabninger og repræsentanter de er, blev systematisk brudt ned. Dansk oversættelse: Morten Visby

KILDE 6 New Zealands uafhængighedserklæring, 1835 I slutningen af 1700-tallet var der en stigende mængde engelsk handel på New Zealand og der blev etableret mindre kolonier af europæiske indvandrere. Den engelske regering udnævnte i 1832 James Busby som ofﬁciel repræsentant, men denne havde ingen magtmidler i form af tropper eller lignende til at opretholde ro og orden. Han valgte derfor at samarbejde med de oprindelige indbyggere i området, kaldet maorier, om at etablere mere ordnede forhold, der endte med den nedenstående erklæring. Her erklæres New Zealand uafhængigt, hvilket også var for at modvirke voksende fransk indblanding i området. Uafhængigheden blev dog kortvarig og i 1840 underskrev nogle af Maori-høvdingene en ny aftale, der reelt betød at øen blev en engelske koloni og maorierne mistede indﬂydelse. 1. Vi, arvehøvdingene og stammelederne fra de nordlige dele af New Zealand, forsamlet ved Waitangi i Bay of Islands den 28. dag i oktober 1835, erklærer vort land uafhængigt som en uafhængig stat under betegnelsen New Zealands Forenede Stammer. 2. Al suveræn magt og myndighed inden for territorierne tilhørende New Zealands Forenede Stammer erklæres herefter at ligge udelukkende og til fulde hos arvehøvdingene og stammelederne i fællesskab, som samtidig erklærer, at de ikke vil tillade nogen lovgivende myndighed uden for deres egen kreds og ej heller nogen magtudøvelse inden for de nævnte territorier, medmindre den varetages af personer, der er udnævnt af dem, og i henhold til love indført af dem i regi af deres egen lovgivende forsamling.

land for at takke Ham for anerkendelsen af deres ﬂag og for at bønfalde Ham om – til gengæld for det venskab og den beskyttelse, de har vist og fortsat er indstillet på at vise de af Hans undersåtter, der måtte slå sig ned i deres land eller opsøge dets kyster med henblik på handel – at vedblive at være en fader og protektor for deres spæde stat og beskytte dette land mod alle anslag mod dets uafhængighed. Vedtaget i fuld enighed den 28. dag i oktober 1835 under tilstedeværelse af Hans Engelske Majestæts Stedlige Repræsentant. [Signeret af 35 høvdinge fra North Cape til Hauraki Gulf] Bevidnet af: (og underskrevet) Henry Williams, missionær, Kirkeligt Missionssamfund, George Clarke, Kirkeligt Missionssamfund, James C. Clendon, købmand, Gilbert Mair, købmand. Jeg attesterer herved, at ovenstående er en korrekt kopi af høvdingenes erklæring, som oversat af missionærer, der har boet mindst ti år i landet, og at det overdrages til Hans Allernådigste Majestæt Kongen af England efter enstemmig anmodning fra høvdingene. (Underskrevet) James Busby, engelsk repræsentant i New Zealand Dansk oversættelse: Morten Visby

3. Arvehøvdingene og stammelederne enes om at mødes til lovgivende forsamling ved Waitangi hvert efterår med henblik på at udarbejde love, der varetager retfærdighed, opretholder fred og offentlig orden samt regulerer handlen. De indbyder hjerteligt de sydlige stammer til at lægge deres private fjendtligheder bag sig og deltage i arbejdet for vort fælles lands sikkerhed og velfærd ved at slutte sig til Forbundet af Forenede Stammer. 4. De er ligeledes enige om at sende en afskrift af denne Erklæring til Hans Majestæt Kongen af Eng-

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

KILDE 7 Voltaire om fædrelandet, 1764 Den franske forfatter og filosof Francois de Voltaire (1694-1778) var en af oplysningstiden mest betydningsfulde personer. Store dele af sit liv boede han uden for Frankrig, da han jævnligt havde problemer med censuren i landet. Han besøgte og kommunikerede med en række fyrster rundt om i Europa og biddrog på den måde til at udbrede oplysningstænkningen. Voltaire var også en af de store biddrags-ydere til ”Encyclopédie” (se s. 16), som han skrev 45 artikler til. Nedenstående stammer fra hans ”Filosofisk lommeleksikon”, der oprindeligt udkom i 1764. En ung konditorsvend, som havde gået på universitetet og stadig erindrede enkelte af Ciceros fraser, pralede en dag af sin store kærlighed til fædrelandet. ”Hvad mener du med dit ’fædreland’?” spurgte en nabo ham. ”Er det din ovn? Er det landsbyen, hvor du blev født, men som du aldrig har set siden? Er det gaden, hvor din mor og far boede, inden de gik fallit og derved nødsagede dig til at bage små tærter og kager for at forsørge dig selv? Er det rådhuset, hvor du aldrig vil blive skriver for politiinspektøren? Er det Vor Frue Kirke, hvor du ikke har formået så meget som at blive kordreng, alt imens en aldeles tåbelig mand kan blive både ærkebiskop og hertug med over 20.000 louis d’or [datidig fransk guldmønt] om året?” Konditorsvenden vidste ikke, hvad han skulle svare. En tænker, som tilfældigvis overhørte samtalen, nåede frem til den konklusion, at der i et fædreland af en vis udstrækning ofte vil være adskillige tusinde mænd, der ikke har noget fædreland. Du forlystelsessyge pariser, som aldrig har været ude at rejse, andet end til Dieppe for at få frisk fisk, som ikke kender andet end dit ferniserede palæ, dit pæne landsted og din loge i Operaen, hvor resten af Europa stadig keder sig gudsjammerligt, som ganske vist taler dit eget sprog nogenlunde godt, men kun fordi du ikke kender noget andet, du elsker alt dette, og du elsker dine piger, champagnen, der kommer til dig fra Reims, og den bonus, du får udbetalt fra Rådhuset hvert halve år, og du siger, at du elsker dit fædreland!

Hvor var Attilas [hunner-folkets konge, som stod bag et enormt erobringstogt i 400-tallet] og hundredvis af andre tilsvarende heltes fædreland? Jeg ville ønske, nogen ville fortælle mig, hvad der var Abrahams [mytisk stamfar med betydning i jødedom, kristendom og islam] fædreland. Den første, der skrev, at fædrelandet er, hvor end man føler sig godt tilpas, var vistnok Euripides [græsk digter] i Phaeton. Men den første mand, der forlod sit fødested for at søge bedre kår et andet sted, må have sagt det før ham. Hvor er da dette fædreland? Er det ikke en god mark med en ejer i et velholdt i hus, der kan sige: ”Denne mark, som jeg pløjer, dette hus, som jeg har bygget, er min og mit – her lever jeg beskyttet af love, som ingen tyran kan krænke. Når dem, der ligesom mig besidder marker og huse, mødes i fælles interesse, har jeg en stemme i forsamlingen, jeg er med i det hele, en del af fællesskabet, en del af riget – dét er mit fædreland”? Så kan man spørge, er det bedst, at ens fædreland er et monarki eller en republik? Gennem 4.000 år har man drøftet dette spørgsmål. Spørg de rige, de foretrækker alle aristokratiet, spørg folket, de vil have demokrati – kun konger ønsker kongedømme. Hvordan kan det så være, at næsten hele verden er regeret af monarker? Spørg rotterne, der ville hænge katten en klokke om halsen. Men den egentlige grund er, som sagt, at menneskene meget sjældent er værdige til at herske over sig selv. Det er en sørgelig sandhed, at man for at være en god patriot [person som udviser kærlighed til sit fædreland] ofte må være en fjende af resten af menneskeheden. At være en god patriot er at ønske, at ens egen by bliver rig gennem handel og magtfuld i kraft af sin hær. Det er indlysende, at ét land ikke kan vinde, medmindre et andet taber, og at det ikke kan erobre uden at skabe elendighed for andre. Sådan er da det menneskelige vilkår, at ønsket om ens eget lands storhed er ensbetydende med at ønske nabolandene fortræd. Den, der ønskede, at hans eget fædreland aldrig blev hverken større eller mindre, hverken rigere eller fattigere, han ville i sandhed være verdensborger. Dansk oversættelse: Morten Visby

Hånden på hjertet, kan en bankmand hævde at elske sit fædreland? Ofﬁceren og soldaten, som plyndrer deres vinterkvarter, hvis de får lov til det, har de særlig varme følelser for de bønder, de ruinerer? […]

OPLYSNINGSTID, KRIG OG REVOLUTIONER

Verdenshistorie 1 - Læseprøve

Articles inside

SIDE

INDHOLD FORORD SIDE