Eventyr
Eventyr med Erik – En glad mands skjorte Erik Pegel, 4. semester For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være trættende for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlingsgodnathistorier. Dog er dagens fortælling hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen, men fra et gammelt folkeeventyr fra Skotland, som gør den perfekt til dagens anledning. Der var engang et kongerige med ældgamle smukke skove, søer som glimrede med deres krystalklare vand og store bakker, hvorpå der stod et nydeligt slot. Her boede en konge med en dejlig dronning, som elskede ham højt, præcis som han var, og to døtre, som var hans små prinsesser. Der var dog et problem, for kongen var dybt ulykkelig. Hele dagen lang forsøgte tjenerne at gøre kongen glad, dog uden held. De bragte ham de mest vidunderlige festmåltider, præsenterede de fineste klæder og spændende nye spil, men stadigvæk forundte kongen dem ikke et blik. Kongen var ulykkelig, og derfor var kongeriget også ulykkeligt. Folk kom dag efter dag for at bringe kongen appeller, bede om hjælp eller rapportere succeser,
36
men kongen ville ikke se dem, for han var så ulykkelig. Ambassadører kom fra fjerne lande med breve fra andre konger og dronninger, men kongen ville ikke se dem, for han var så ulykkelig. En dag bestemte dronningen, at nu var det nok. Hun sendte bud efter en klog mand, som skulle løse problemet. Hun spurgte den kloge mand, hvordan kunne hun gøre kongen glad igen? Den kloge mand gnubbede derpå sit skæg og sagde: ”Der er desværre ikke meget, som du kan gøre.” Dronningen insisterede dog, at der måtte være noget, som kan gøre kongen lykkelig igen. ”Deres majestæt,” svarede den gamle mand. ”Der er kun en ting, som måske kan gøre kongen glad igen – han er nødt til at finde en person, som er oprigtigt glad, og så er han nødt til at have deres skjorte på i en dag og en nat.” Med nyt håb sendte dronningen nu alle kongerigets riddere ud, så de kunne finde en oprigtigt glad person. Dagene gik, dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder. Den ene efter den anden ridder hjemvendte uden at have fundet en en oprigtigt glad person. Dronningen måtte nu igen kalde på den kloge mand, idet ingen kunne finde en oprigtigt glad person. ”Kongeriget er ulykkeligt, fordi kongen er ulykkelig,” bemærkede den kloge mand med en dyster mine. ”Hvad kan vi gøre?” spurgte den fortvivlede dronning. ”Jeg
