Sorg
Tid til at sørge – og tid til at leve Julen er for mange en tid, hvor man ikke blot hygger sig og er sammen med de nærmeste – det er også en tid, hvor man tænker lidt mere på dem, man har mistet, og sørger over dem. Men hvordan skal man forstå sorg og oplevelsen af, at den kommer i bølger, der til tider skyller over en med sådan en styrke, at man kan miste fodfæstet for en stund? Katrine Kromann Brandt, 5. semester Tosporsmodellen blev i 1999 af Margaret Stroebe og Henk Schut præsenteret som en ny måde at anskue håndtering af sorg. Modellen gjorde op med fasetænkningen samt med antagelsen om, at undgåelse af sorgen er maladaptivt, og så beskriver den det, som mange, der har oplevet sorg, nok kan nikke genkendende til; at man går frem og tilbage mellem sorgen og hverdagen. En ven sagde engang, da vi havde mistet en fælles ven, at sorgen kom i bølger for hende. Det ene øjeblik kunne hun være i gang med en eller anden hverdagsbeskæftigelse, og det næste øjeblik kunne tårerne fylde hendes øjne. Tosporsmodellen indrammer beskrivelser som denne, og jeg synes modellen fortjente et lille skriv, simpelthen fordi den ved første øjekast giver så god mening. I sorgen arbejdes der ifølge modellen i to spor: et tabsorienteret og et genindførende spor. Disse spor refererer til to typer af stressorer, tabet og genindføringen i livet, og de kræver begge coping under sorgen.
22
Det tabsorienterede spor knytter sig til håndteringen af tabet, den tabte relation til vedkomne og tanker om den mistede og ens oplevelser med dem. Tid brugt i dette spor er dermed tid til at sørge. Til trods for at være orienteret mod tabet kan der også opleves positive emotioner i det tabsorienterede spor. De negative emotioner vil dog være dominerende for med tiden at give plads til flere positive. Det genindførende spor handler om at håndtere de mere funktionelle og konkrete aspekter af ens liv og de ændringer, der er forekommet i det pga. tabet. Der er måske kommet nye opgaver til, som den anden plejede at tage sig af, man må måske omorganisere sin tilværelse, og man må tage stilling til, hvem man nu er. I dette spor bruges tiden således på at vende tilbage til og leve livet. I modellen ligger en antagelse om, at man bevæger sig frem og tilbage mellem de to spor, og at begge spor altid vil eksistere. Man vil således pendulere mellem sporene og skiftevis undgå og konfrontere de forskellige stressorer, der knytter sig til tabet. I tiden lige efter tabet vil man befinde sig mest i det tabsorienterede spor og kun opholde sig i det andet spor i korte tidsrum. Det kan ifølge Strobe og Schut være nødvendigt at forlade det tabsorienterede spor, da nogle opgaver simpelthen kræver, at man forlader det, men det kan også være nødvendigt, fordi man har brug for en pause fra sorgen. Det at undgå sorgen for en stund betragtes dermed ikke som værende maladaptivt, da det kan gøre en
