Leder

Tiden som ressource

AF NINA HØJGAARD JENSEN

En af stoicismens læren fortæller, hvordan det centrale ikke er, hvad man udsættes for, men derimod hvordan man reager på det: Man skal lægge sin fokus, kræfter og tanker i dét, man kan kontrollere, og ikke spilde dem på hændelser, der er ude af ens kontrol. En pointe mindst lige så højaktuel i dag, som dengang den blev udfærdiget for 2300 år siden. I Lockdown volumen II, må alle have stiftet bekendtskab med en vis følelse af afmagt og frustration, som bunder i de konsekvenser, en pandemi forårsager. Vi kan tage aktiv stilling til de beslutninger der træffes, dog næppe influere dem. Det kan være svært at acceptere, særligt fordi det er forbundet med så mange usikkerheder ift. fx tidshorisonten. Det gør det fristende at bruge mange af de vågne timer på at beklage sig over det, eller se endeløse rækker af nyheder; måske også fordi, man inderst inde godt ved, at dette vil gå over i historiebøgerne. Når nu situationen alligevel ikke bliver anderledes, må vi vælge, hvor vi ønsker at placere vores fokus. Det hele kan virke drænende, men jeg tror, at en stor del af det, ligger i inaktiviteten. Den sløver. Pludselig er det op til os selv at udfylde størstedelen af vores dage. Den almindelige arbejdstager – gruppen jeg selv tilhører – har fået skænket en umanerlig mængde af den mest sjældne ressource: Tid. Det kan betyde lige så mange forskellige ting, som der er mennesker. Måden, hvorpå vi lever vores liv, kan måske endda betragtes som vores fortolkning af tid. Gennem Lockdown I og II har der været tiden til at tænke. Måske endda, tydeliggjort af de savn man lider, besvare nogle af de spørgsmål, som i en travl hverdag glider ud på sidelinjen: Hvad er det egentlig ved denne branche, man er så glad for? Hvordan ser ens fremtid ud i branchen? Hvordan ser fremtiden ud i vinens verden? Hvad har ændret sig? Hvad vil man gerne ændre? at vende tilbage til roden af sin passion, og genopdage den. Den lange liste af vininfo, man måske har liggende, som der ellers aldrig er tid til at tjekke op på, kan man faktisk komme i bund med. Læring og undervisning er genopfundet i nye, virtuelle formater, og der har været en enorm efterspørgsel på det. Mange har dannet virtuelle fællesskaber, og adskillige online læringsplatforme er gået i luften. Endnu en gang, er vores mulighed for at lære blevet udvidet og forbedret. Desto flere der vil dele deres viden, desto mere kan vi hver især opnå. Ironisk nok, sætter netop adskillelse fællesskabet under lup.

Inden Lockdown oplevede restauranter over hele linjen, hvordan det er at arbejde med et konkret lukketidspunkt. Det har givet lejlighed til at arbejde grundigt med timing, og lære mange ting, som langt vil overleve den krise vi befinder os i. En vigtig diskussion om fordele og ulemper ved, rent faktisk at fastsætte et lukketidspunkt for vores

gæster, er også blevet initieret. Der er flere meninger. Jeg hører mange være enige om, at det er ikke altid en tjeneste at lade dem sidde at dingle og drikke til langt ud på natten, hverken for dem selv, og i særdeleshed ikke overfor gæsterne, der kommer dagen efter. Overvejelser der ellers aldrig var kommet på banen. Ingen ønsker at lukke allerede kl.22, men i fremtiden tænker mange nu på, at lukke selv de mest højtprofilerede restauranter fast kl. 24 eller 01 – potentielt et enormt fremskridt for medarbejdernes sundhed og velvære.

Tiden handler dog ikke udelukkende om vin og restauranter. Vi har fået mulighed, for at opdage og kultivere det udenom. Det være sig en hobby, som har fået en glædelig renæssance eller at dyrke de nærmeste relationer. Har man børn, kan jeg kun forestille mig, hvordan man bliver bevidst om, hvor meget man normalt går glip af i deres udvikling, fordi man oftest bruger mere tid på andet end sammenværet hjemme – også selvom man indimellem måske gerne vil have fred for de små bæster.

Coronaens konsekvenser er en skærende kontrast til den hverdag vi kender. Selvom der er meget at tage med sig fra denne tid, ser vi formegentlig alle frem til, at få vores muligheder tilbage. Inden vi igen kan boltre os i- og agere værter for store, gammeldags symposier, må vi arbejdstagere være taknemmelige for vores arbejdsgivere, der har valgt at stå det igennem med os (endnu to roller, tydeliggjort gennem krisen), så vi kan få det bedste ud af Tiden. Samtidig, skal vi vise forståelse for de, som ikke har haft den mulighed. Om man ønsker at gå til fremtiden med den stoisk defensive pessimisme, eller med et mere optimistisk syn, må man desværre antage, at vi ikke har set de endelige konsekvenser endnu. Sikkert er det dog, at vi er midt i en historisk hændelse, og at dagene bliver lysere.

Jeg håber I får det I søger ud af tiden, og ønsker jer god læselyst!