10 minute read

Det danske vinland 1

DET DANSKE VINLAND I

Denne artikel er delt i to – næste del kommer i Sommelier #2 til maj

Hvert år tager jeg min far, svigermor, hustru og søn med på familieferie rundt omkring i verden. Princippet for vores rejser er, at der skal være hav og vin. Noget til min familie, og noget til mig. Indtil videre, har vi været i Provence, Apulien, Cornwall, Andalusien og forrige år Bretagne. I 2020 blev vi på grund af Covid-19 nødsaget til at skifte, hvad der enten skulle have været Sydafrika eller Ungarn, ud med noget andet. Og hvad var mere nærliggende, end at tage rundt i det danske vinland? Vi lejede derfor en stor autocamper, pakkede vores kufferter og påbegyndte eventyr på en halvgrå efterårsmorgen i september. Jeg havde på forhånd lavet aftaler med en række spændende danske vinbønder, selvom vinbonde i Danmark måske er et lidt misvisende ord. Mere herom senere. Idéen var, at tage rundt i hele landet for at komme nærmere begrebet dansk vin med alle de forskelligheder, begrænsninger og muligheder det indebærer. Hvor er dansk vin nu, og hvor er det på vej hen? Listen bestod af Glenholm Vingård, Guldbæk Vingård, Cold Hand Winery, Kelleris Vingård, Domain Aalsgaard, Barfod Vin, Dyrehøj Vingaard, By Stokkebye og endelig Skærsøgaard Vin.

Hvis ikke jeg havde et lille sommerhus på Sjællands Odde – hvor jeg i øvrigt selv har plantet lidt Solaris, Rondo og Bolero – og i den forbindelse har tæt kontakt til Ørnberg Vin samt smagt en del Vejrhøj, ville disse to producenter uden tvivl også have været på listen.

GLENHOLM VINGÅRD GULDBÆK VINGÅRD

COLD HAND WINERY

BARFOD VIN

DOMAIN AALSGAARD

KELLERIS VINGÅRD

Vores første besøg faldt meget passende på Vinens dag lørdag d. 19. september. Vi havde sat Hans Jørgen Madsen stævne på hans meget idylliske vingård, der blot ligger et stenkast fra Limfjorden. På trods af p andemien, var der mødt en del gæster op til Vinens dag, og folk gik fornøjet rundt imellem Glenholms nye vineri, markerne, vinbutikken og deres store drivhus, hvor de har indrettet smage- og caférum.

Vingården blev etableret af Hans Jørgen og Britta Madsen i 2006 med inspiration fra en tur til England, og drives i dag som anpartsselskab, dog stadig med familien Madsen som hovedejere. Der dyrkes vin efter traditionelle metoder, og sortimentet dækker både mousserende, hvid, rosé, rød samt hedvine.

Vi smagte deres Buteo serie, som består af en hvid på Solaris, Madeleine Angevine og Orion, en rosé på Rondo samt en rød på Rondo og Regent, og fælles for alle tre vine var god og ekspressiv næse, høj syre og manglende modenhed. Ok start på turen må man sige.

FAKTA

2,5 ha, 8.000 stokke, 7.000 flasker, Solaris og Orion samt Rondo og Regent.

GULDBÆK VINGÅRD, SVENSTRUP, HIMMERLAND, JYLLAND

Næste stop på turen er hos Guldbæk Vingård ved Svenstrup, 10 km syd for Aalborg, hvor Jan Thrysøe med det samme tager os med ud i vinmarken og før hans hustru Lone byder os velkommen i smagerummet. Parret plantede deres første vinstokke i 2008 og laver i dag ca. 16.000 flasker vin fordelt på syv forskellige etiketter med fokus på Solaris.

Tilgangen er meget umiddelbar, der bruges ingen sprøjtemidler i marken, kun lidt svovl (20-30 mg/l) ved flaskning, og så har de siden 2019 været i gang med at omlægge til økologisk landbrug. Fire gange om året får de besøg af deres new zealandske ønolog Jess, som har været tilknyttet vingården siden 2013.

Vi smagte alle deres vine, og niveauet er højt. Ligesom Jan og Lone er vinene gennemgående meget umiddelbare og friske. Let tilgængelige, men godt og naturligt håndværk. Især de to hvide Lush Green 2018 lavet på Cabernet Blanc, Solaris og Riesel og Solaris Blok 3 2019 er værd at nævne. God frugt, afstemt syre og masser karakter. Den sidstnævnte føltes næsten som at drikke Sauvignon Blanc fra New Zealand med den karakteristiske animalske næse og hyldeblomstfrugt. Måske ønologens aftryk?

Alt i alt et opløftende besøg, både på det personlige og indholdsmæssige plan. Guldbæk Vingård er bestemt et bekendtskab værd.

FAKTA

5 ha, 16.000 vinstokke, 7.000-12.000 flasker, Solaris, Cabernet Blanc, Riesel og Muscaris samt Cabernet Noir

COLD HAND WINERY, RANDERS, JYLLAND

Senere samme dag står i frugternes tegn hos Cold Hand Winery. Jens og Charlotte Skovgaard købte i 2006 ejendommen lidt nordvest for Randers, der i dag er Danmarks største producent af frugtvin. 2010 var deres første årgang og siden er det bare gået fremad. I dag producerer de 70.000 liter frugtvin om året fordelt på æbler, pærer, kirsebær, solbær, ribs, rabarber, kvæder, blommer og brombær. De har 20-25 forskellige produkter i sortimentet, men fokus er på æbler, der kommer fra deres egne 1.500 æbletræer, samt en stor æbleplantage på Fyn, som de har en lejeaftale med.

Som man nok kan forstå, er det et driftigt sted, vi er kommet til, og Jens tager da også meget levende imod os. Vi går rundt på ejendommen og ser æbletræer, enorme egetræsfade, der er lavet om til små huse, deres store, nye vineri samt en gammel stald, som er lavet om til smagerum. Det er her, vi ender, og mens Jens serverer lidt snacks samt en håndfuld af hans forskellige vine, betragter vi væggene, der er overdænget med guld- og sølvmedaljer. Senere får vi at vide, at alle bronzemedaljerne hænger ude på toiletterne… ambitionerne fejler ikke noget!

Af det vi smager, står den mousserende æblevin Vinter 2013 frem med sine elegante bobler og friske syre, samt de to cryokoncentrerede vine, hhv. æblevinen Malus Danica 2016 – flot harmoni mellem syre og sødme, hvilket må betragtes som flot, da vinen indeholder mere end 200 g restsukker! – og æblehedvinen Malus X Feminam 2016, der i bund og grund er Malus Danica tilsat deres egen eau de vie og fadlagret i 12 måneder.

Tilgangen til produktionen er, som tidligere nævnt, ambitiøs og kommerciel uden dog at gå på kompromis med kvaliteten. For Jens handler det først og fremmest om at frugterne er danske og kvaliteten høj. I vineriet bruges naturgær, svovlniveauet i vinene er på omkring 30 mg/l og produktionen er overvejende økologisk.

Et godt og inspirerende afbræk fra druernes verden er overstået, og vi forbereder os på at lægge Jylland bag os.

FAKTA

200.-300.000 tons frugt, 70.000 liter frugtvin på æbler, pærer, kirsebær, solbær, ribs, rabarber, kvæder, blommer og brombær

I 1999 møder Søren Hartvig Jensen Michael Gundersen, der i 1993 var med til at stifte Foreningen af Danske Vinavlere. Mødet med ham sætter tankerne i gang hos den uddannede maskiningeniør, og samme år køber Søren og hans hustru Susanne deres ejendom ved Kvistgård på Nordsjælland. En ejendom, der i øvrigt minder utrolig meget om et pænt vinslot fra Bordeaux!

I 2001 plantes de første vinstokke for enden af grunden, og i 2004 står de med deres første årgang i hænderne. Året efter bygges deres flotte vineri nede i haven, hvor vi på turens femte dag – efter en fin præsentation af stedet og en tur i vinmarken – får lov til at smage vinene. Modsat de fleste af sine kollegaer, satser Søren på rødvin samt en smule mousserende vin. Produktionen er konventionel med kulturgær og en del svovl i mark såvel som ved flaskning.

Vi starter med den mousserende vin Renée Brut 2015 lavet på 100% Rondo efter champagnemetoden med 18 måneders lagring. Boblerne er stramme med god syre og fin frugt. En lille champagne kunne man fristes til at sige. Herudover smager vi My Taste 2010 på Rondo med to års fadlagring i brugte, amerikanske barriques. Til trods for fadets oprindelse er den franske inspirationskilde til at få øje på med de stramme tanniner og toastede noter. En lille Bordeaux… Selvom vinen er fra 2010 er tanninerne dog stadig en anelse for iøjnefaldende. De to næste vine er ligeledes på 100% Rondo, men et par år ældre, hvilket bestemt klæder denne blå nationaldrue. Til slut smager vi hedvinen Bulls Eye 2014 – kan I mon gætte druen…? – lavet efter portvinsmetoden og fadlagret 40 måneder i amerikanske fade. Fin afslutning på en smagning, hvor de stille rødvine i den grad kæmper med modenhed.

Alt i alt er Kelleris Vingård absolut et besøg værd med deres flotte hus, imponerende vineri og idylliske marker. Samt en meget imødekommende vært og ejer i form af Søren Hartvig Jensen.

FAKTA

1,3 ha, 4.200 vinstokke, 8.000 flasker, Rondo, Leon Millot og Regent samt Solaris, Phoenix, Ortega og Zalas Perle

DOMAIN AALSGAARD, ÅLSGÅRDE, SJÆLLAND

Det er et vaskeægte stykke dansk vinhistorie, der tager imod os på parkeringspladsen ved Nordkysthallen i Ålsgårde samme eftermiddag i form af 79-årige Lars Hagerman. Tilbage i 1980’erne plantede han 80 stokke Siegerebe i sin baghave, og i 1998 tog eventyret for alvor fat for den uddannede biolog med svenske rødder, da han begyndte at plante, hvad der i dag udgør vinmarken Højbjerg på 0,7 ha.

Da Danmark i år 2000 blåstemples af EU som vinland og tildeles 99 ha, er Domain Aalsgaard sammen med Skærsøgaard Vin den første vingård til at blive godkendt i landet. Året efter står Lars med den første professionelle årgang dansk vin, og i 2003 forlader han jobbet på Københavns Universitet og bliver fuldtids vinbonde.

Tilbage til nutiden. Efter modtagelsen og en kort præsentation går vi med Lars over til vinmarken, som ligger en kilometer fra Kattegat på sydvendte skråninger, og kører bagefter hjem til ham og smager de fire hvidvine, der

udgør hans sortiment. Vi starter med Madeleine Angevine 2017, så Madeleine Angevine/ Ortega 2018, Siegerebe 2018 og endelig Solaris 2019. Alle fire vine er lette og rene med lav alkoholprocent, hvorimod frugten og syren varierer, hos Siegerebe 2018 i form af meget aroma – Siegerebe er en krydsning af Gewürztraminer og Madeleine Angevine – Madeleine Angevine 2017 ved den højere syre og Solaris 2019 ved den dominerende frugt.

Tilgangen til dyrkningen er økologisk uden at være certificeret, der bruges kulturgær og lave mængder svovl i mark og ved flaskning. Stilen er simpel og ligetil, og vinene sælges i 0,5 liters flasker til meget overkommelige priser. Endnu engang en god oplevelse.

FAKTA

0,7 ha, 2.000 stokke, 2.000 halvliter flasker, Madeleine Angevine, Ortega, Solaris og Siegerebe

BARFOD VIN, RØSNÆS, SJÆLLAND

På turens sjettedag kører vi til Røsnæs på den sjællandske vestkyst ved Kalundborg Fjord. Dagens første stop er hos Barfod Vin, hvor Povl og Lise Barfod tager imod os på ejendommen, som de to arkitekter købte i 2015. Samme år plantede de 12.300 vinstokke, hvilket resulterede i 2.800 flasker vin i deres første årgang 2017. I dag har de 5,5 ha og 16.100 stokke, hvilket gør dem til Danmarks tredjestørste vingård. Godt gået på fem år!

Helt fra starten har Povl og Lise dyrket økologisk vin, og i 2018 tog de skridtet over til biodynamisk landbrug med minimal intervention, brug af Marie Thuns månekalender, biodynamiske præparater og hvad dertil hører. Der anvendes både natur- og kulturgær i vinificeringen samt svovl i marken, men ikke i vinen. Ligesom Guldbæk Vingård har Barfod allieret sig med en ekstern ønolog i form af den østrigske vinbonde Heinrich.

Vi smager seks af deres syv vine – den syvende er udsolgt! – og niveauet er meget højt hele vejen igennem. Alle vinene er godt nok fra superårgangen 2018, men der er ingen tvivl om, at klimaet, druesaften og arbejdet i vineriet er helt specielt. Det smager man ved første sip. Følgende tre vine bør især fremhæves: Solaris B5 2018 med sin flotte næse, friske syre og elegante frugt. Solaris D55 2018 som har mere fylde og ekspressiv frugt, nærmest burgundisk i udtrykket, og endelig deres spontanfermenterede Souvignier Gris N650 2018 som er en fedtet, krydret og saftig sag med mere sødme end de to Solaris’er. Alkoholprocenten ligger på hhv. 14, 15 og 13%!

Efter besøget er vi ikke i tvivl om, at vi ren vinmæssigt har nået turens hidtil højdepunkt. Der er simpelthen ikke en finger at sætte på Barfods vine. Flot klaret.

FAKTA

5,5 ha, 16.100 stokke, 10.000-13.000 flasker, Solaris og Souvignier Gris samt Cabernet Cantor.

This article is from: