Kan vinpriser forudsiges?

AF: KETIL SAUER

Prøv at forestille dig, at den langsigtede pris på en vin, kan forudsiges ud fra fire faktorer alene. Det virker absurd. Det mente vinverdenen også, da Orley Ashenfelter kom med sit studie i 1995, der påviste netop dette. Han har fortsat studiet, og kan gang på gang påvise, at hans algoritmer holder stik. Ashenfelter mødes naturligvis af stor protest fra særligt vinanmeldere, investorer og brookers der mener, at det er vanrøgt af hele faget!

FIRE FAKTORER

Ashenfelter har beskræftiget sig primært med Bordeaux, idet det er et af de mest historisk prestigiøse områder, hvor estimen har holdt ved frem til nu. Med nok data, ville hans teori i virkeligheden kunne applikeres på ethvert vinområde med en vis historik.

Han opstiller fire faktorer, der kan bestemme, hvilke priser en given vin vil opnå med nok tålmodighed.

De fire faktorer er: Mængden af regn tæt på- og ved høsten (august-september), mængden af regn i den foregående vinter (oktober-marts), den gennemsnitlige temperatur over vækstsæsonen (april-oktober) og alderen af vinen. Vinene af højest kvalitet korresponderer med årene, hvor august og september er tørre, vækstsæsonen er varm og der har været meget regn i den foregående vinter. Det er også disse vine, som på den lange bane kan opnå de højeste priser.

Efter at have testet sin model igen og igen, kommer han frem til, at der de første 10 år ikke er en ægte regulering som er proportional med vinens egentlige kvalitet, idet vinproducenterne blandt andet er nødt til at kræve en minimumspris, som hænger sammen med deres drueudbytte, for at kunne få forretningen til at løbe rundt. Dog vil denne disproportionalitet udlignes, og priserne vil indfinde sig i overensstemmelse med hans model. Det bemærkelsesværdige er, at hans model har ret i den langsigtede prisudsving i hele 80% af tilfældene, hvilket er markant bedre, end det, mennesket selv kan opnå, med en sensorisk ekspertvurdering af de unge vine alene.

FORSKNING FORUD FOR EKSPERTERNE

Ashenfelter inden vinene fra årgang 1989, 1990, 2000 og 2003 kom på markedet, at de ville blive af ekstraordinær kvalitet, og kunne opnå høje priser. I tilfældene af 1989 og 1990, var anmelderne interessant nok ikke enige med ham om vinenes storhed, men erkendte først årevis senere, at de hørte til blandt de største årgange i Bordeaux.

Ashenfelters resultater taler for sig selv. Hvor lidt vi end vil det, kan dele af vinverdenen godt kommes ind i et excel ark, og give konkrete resultater. Man kan undres over, hvorfor investorer ikke klapper i hænderne og udnytter denne kendskab til at få udvidet datasættene, så de kan anvendes i flere områder af verden. For os sommelier kan man glædes over, at den mekaniske tilgang ikke er blevet indført i alle de mest anerkendte områder, men samtidig være åbne for idéen om, fakta er fakta.