[KLUMME]
TEKST: SOFIE SKOV RØMER, MEDIEVIDENSKAB, AU
Lærer vi nogensinde usandheder på de
D
et er mandag morgen. Min mobil alar-
lade være med at genkalde mig de fem forskellige
merer hysterisk, at jeg skal få øjnene op. Klokken er syv. Er det bare mig,
stories, hvor ihærdige influencere delte ud af alle de gode grunde til, hvorfor du og jeg skal kaste os over denne famøse grønsagsblanding. Den skulle give energi. Sundere hud. Og så var der vist nok
eller er længden på nætterne blevet væsentlig kortere med alderen? Nå, men jeg bevæger mig langt om længe ud i køkkenet, mens jeg ihærdigt forsøger at gnide resterne fra seks timers dvale ud af øjnene. Det lykkes ikke. Robotagtigt får jeg tændt kaffemaskinen. Lyden af sivende kaffe beroliger mig. Den genkendende lyd ved jeg, af erfaring, kan redde enhver ufrivillig start på en kvalmende tidlig morgen. Jeg åbner køleskabet – og kommer ængsteligt i tanke om den grønne smoothie, der i den grad blev kastet lys over på gårsdagens Instagram-feed. Jeg kan alligevel ikke helt slippe den betagelige grønne væske. ”Nej, du skal absolut ikke lade dig underkaste den slags helseagtige og alt for betonede sundhedsflip”, tænker jeg. Alligevel kan jeg ikke
også noget med en bedre fordøjelse. Jeg ender aldrig med at lave den grønne væske. Den går forresten under navnet ”den grønne”. Navnet minder mest af alt om heksenes mystiske eliksirer, der ofte er gengangere i nostalgiske eventyrfortællinger. Jeg slipper tanken, og i stedet øser jeg den sædvanlige kokosskyr op i min sædvanlige skål, imens jeg hælder min sædvanlige sukkerblanding af en omgang müsli op. Jeg skriver sædvanlig, fordi alle de fem stories argumenterede for, at det aldrig er for sent at prøve noget nyt. EN KLICHÉ OM LÆNGSLER OG LEVERPOSTEJ Imens jeg sidder med min skål müsli og scroller igennem Instagram, bliver jeg ramt af klichéen om længsler og leverpostej. Midt i mit sædvan-
[ 14 ]
