Samspil
mellem kirke og kommune om at
bryde ensomheden og skabe fællesskaber,
hvor mennesker mødes på indersiden Af Steen Hedemann Andreassen, diakonipræst i Viborg Stift. Viborg Menighedspleje blev grundlagt i 1877, hvor to diakonisser fra Diakonissestiftelsen kom til Viborg. Den ene fik sit virke på byens lille sygehus, hvor hun skulle pleje 14 patienter, mens den anden skulle arbejde ude i byen. Helt fra starten har Viborg Menighedspleje arbejdet tæt sammen med det offentlige.
Gennem sin historie har Viborg Menighedspleje engageret sig i sygepleje, husmoderafløsning, hjemmepleje, omsorg for udsatte familier og en række forskellige tilbud til (enlige) ældre. Man har løbende tilpasset sig tidens behov. I sin storhedstid i slutningen af 1960´erne var der 10 4
ansatte i menighedsplejen. De udgjorde kommunens hjemmepleje og var finansieret af Viborg Kommune. I 1971 hjemtog kommunen hjemmeplejen, og menighedsplejens ansatte overgik til kommunal ansættelse. Det var i velfærdssamfundets optimistiske start, hvor der var en tro på, at samfundet kunne løse de fleste sociale udfordringer i vores samfund. Med skattemidler i ryggen og med mange flere kommunalt ansatte medarbejdere blev kirken overflødiggjort i sit diakonale engagement. I Viborg ansatte man i stedet sognemedhjælpere decentralt ude i de enkelte sogne. De fik både diakonale og kateketiske opgaver. I dette århundrede oplever vi på ny en kommunal interesse i at samarbejde med kirkerne. Velfærdssamfundet har toppet i den forstand, at der skal rationaliseres og spares på udgifterne, og nok så vigtigt: Der er i dag en erkendelse af, at det offentlige ikke kan løse en række sociale udfordringer. Det kan til gengæld civilsamfundet, og ikke mindst kirkerne, bidrage til. De fleste kommuner ansætter frivillighedskoordinatorer for at fremme inddragelsen af frivillige i børnehaver, skoler, på plejehjem og lignende steder. Frivillige kan noget med nærvær og samvær, som ansat-
te ikke har tid til pga. færre varme hænder i det offentlige. Der er i disse år kommet politisk fokus på ensomhed. Forskning viser, at ensomhed kan slå ihjel, og aldrig tidligere har så mange danskere boet alene som i disse år. Særligt i forhold til mænd er ensomhed en stor udfordring. Kan kommunalt ansatte bryde menneskers ensomhed? Nej, det kan de ikke. Det kan til gengæld de mange fællesskaber, som civilsamfundet organiserer. I Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg blev vi kontaktet af kommunens forebyggende medarbejdere. De skal tilbyde alle seniorer et hjemmebesøg. Mænd og kvinder i 70´erne skal tilbydes hjemmebesøg hvert femte år, og når de runder de 80, er det hvert andet år. Da de forebyggende medarbejdere ikke kan tilbyde fællesskaber, kan de henvise til store og små fællesskaber, som oppebæres af frivillige foreninger og ildsjæle. Som den suverænt største medlemsforening i Danmark vidste de forebyggende medarbejdere, at folkekirken har mange tilbud til seniorer. De bad os om en samlet oversigt over aktiviteter for seniorer. Vi udarbejdede et 16-siders katalog, der skitserer det ene tilbud efter det andet for seniorer i de 20 tilsluttede sogne. Disse kataloger bærer kommunens fore-
