Ældre Sagen AKTIV april 2020

AKTIV FRIVILLIGBL ADET | APRIL 2020

NYSGERRIGHED BRINGER OS SAMMEN

Tak for jeres nysgerrighed Hvad har vellykket konflikthåndtering og raket­ videnskab til fælles? Hvad er kimen til visdom, som også går i kødet på diskrimination? Hvad en­ ten dine tanker er ved at spore sig ind på nutidens optagethed af krænkelser, den første rejse til må­ nen eller forløsende forsoning, ved du med ganske stor sandsynlighed, hvad det hele drejer sig om.

Intet af ovenstående så nemlig dagens lys, hvis det ikke var for nysgerrighed.

Og det er altså fantastisk at opleve, hvordan nysgerrighed trives i og driver de fællesskaber, som jeg ser over hele det danske land, i hver en lokalafdeling. Uanset om det handler om genera­ tionsmøder, samarbejde på tværs af geografi og institutioner eller noget tredje, så ser jeg frivillige, der bidrager og skaber relationer, simpelthen ­fordi I blandt mange styrker har nysgerrigheden med jer. Tak for den og tak for jer.

Nysgerrig kommer fra det tyske neugierig, og den sidste del af ordet, altså gerrig, betyder egent­ lig begærlig. Man higer altså efter noget, når man er nysgerrig. Inden for psykologien siger man, at meget empatiske mennesker er ekstra nysgerrige efter at vide mere om de mennesker, de møder. I vores verden er der brug for den slags nysgerrig­ hed, ligesom der er brug for den, som finjusterer systemer og teknik. Verden ville ikke se ud, som den gør i dag, hvis ikke det lå dybt forankret i de fleste mennesker at være nysgerrig på en eller fle­ re måder. Og ligesom nysgerrighed er fundamen­ tet i størstedelen af alle spørgsmål, er nysgerrig­ hed også en del af svaret. Gensidig nysgerrig er en grundpille i gedigne fællesskaber.

Velkommen til årets første Aktiv. Jeg vil opfordre alle til at dyrke nysgerrigheden i det spirende for­ år. Det er med den, vi kommer længst. Sammen.

6

20 Landsformand Preben Staun ps.lb@aeldresagen.dk

4

06 Peters passion

Missionen er at give flere børn grønne fingre.

08 Fælles fællesspisninger

Kirstens fællesskaber er ikke kun for dem, der kender hinanden.

10 Spraglede, stærke damer I Café Nora giver hele verden en hånd med.

12 Tak for jeres vågning

En pårørende fortæller, hvordan vågetjenesten gav ro til nærvær.

14 De må ikke dø så tidligt

Skuespillere klæder frivillige på til svære samtaler om sundhed.

8

16 Derfor koordinerer vi

Derfor har vi koordinationsudvalg, og så får vi dem til at fungere.

18 Formand med søstergen

Lene står op for de mindre i alle sine formandsposter .

20 Plus minus 56 år

Mød et besøgsvennepar, der har alt (andet end alderen) til fælles.

22 Med Karen på job

Nysgerrig efter at vide, hvad din foreningskonsulent laver?

24 Talentspejdere hjælper unge

Ny mulighed: Måske din erfaring også kan vise vej?

26 Ta' da på madskole Snorresgade 17-19 2300 Kbh S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Gør som Anne-Grethe. Hvert år glæder hun sig til madskolerne.

Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven.

Deadline for næste blad 30. marts 2020

28 Annettes klumme

Lad nysgerrigheden komme andre til gode. Lær af Peter Pedal.

A PRIL 2020

3

CYKELIDÉEN du (meget gerne) må stjæle

En kort, en lang, en trekant, en stang, og en cykelklokke, der siger riiing-riiing. I Nyborg arrangerer Ole cykelture for både langtursryttere og hyggecyklister. Succesen kalder han et tilfælde, alle burde stjæle.

4

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

E

n løs idé i 2011 sender i dag 2030 cykelmotionister på vejene nær Nyborg to dage om ugen.

Så snart det er april, hopper Ole Poulsen i sadlen til sæsonstart. Han er turleder på den lange rute om tirsdagen, koordinator, idémanden bag og ikke mindst fuldblods-cykelmand. Det er ham med skægget og hjelmen i front. ”Tirsdag viste sig at være en god dag, for som regel har vi vejene for os selv om formiddagen. Først lå vores rute på 15-20 km, men efterhånden, som folk fik mange gode cykelkilometer i benene, er turene blevet noget længere, 35-40 km. De kortere ture arrangerer vi stadig, så nu er vi faktisk to hold,” siger Ole. Mange ting gør begge hold også sammen, fx frokostture, is- og ølture.

Den korte tur kan man springe med på om torsdagen, der ligeledes viste sig at være en fin dag til formålet.

Nogle er faktisk så grebet af cykelånden, at de kører med begge gange.

Altid nye veje De nye eventyr begynder altid samme sted, nemlig ved den lokale havneplads kl. 9.30. Og herfra ligger verden åben, hvad enten man er med på den store eller lille klinge. ”Turplanlægningen er efter devisen ’ikke hvor vi var i sidste uge’, for vi vil ud på ture, der ikke ligner hinanden, og vi er beriget med mange muligheder.

Kører vi syd eller sydøst fra Nyborg, er terrænet bakket, og det giver selvfølge-

TEK ST E A ØRUM FOTO L A R S SK A A NING

lig fantastisk mange udfordringer. Kører vi stik vestpå i retning af Odense, er området mere fladt. Kører vi mod nord eller nordvest er terrænet mere blandet med få bakker,” siger Ole. Cykelinteressen kom snigende, efter han for godt 14 år siden flyttede fra Odense til Nyborg. ”Jeg plejer at sige, vi skiftede den grønne baghave ud med en blå forhave, og selvom de to byer ikke ligger langt fra hinanden, var der meget, jeg ikke kendte. Og derfor begyndte jeg at cykle. Jeg var også blevet pensionist og havde tiden til det, ja, og så kan jeg godt lide, at man kommer længere, end når man går, men at man lidt har samme fornemmelse af naturen,” siger Ole. Endelig flere og flere Til at begynde med var der ikke deltagere nok til to hold, faktisk dårlig nok til ét, men det forandrede sig heldigvis. ”Der er sket meget siden 2011. Hvis jeg skal sige det diplomatisk, var tilslutningen træg i begyndelsen. Vi annoncerede ellers dengang i avisen både dagen før og på selve dagen, men igen og igen var vi bare fem-seks stykker. Og så skete der noget nyt – jeg kan ikke forklare hvorfor, men det var godt, vi standhaftigt blev ved. Jeg tror, vi har ramt en tidsånd. For siden da har vi været helt oppe på 38 deltagere,” siger Ole. De seneste års nytilkomne cykelmotionister har hørt om turene fra venner og bekendte. ”Udfordringen, når vi er rigtig mange, kan være bøvl med at følges ad over

lyskryds. Men vi samler altid op undervejs, så ingen bliver ladt i stikken. Det er en urokkelig grundregel, ligegyldig hvilket hold man kører med,” siger han.

Det kan godt være, cykelmotionisternes tøj minder lidt om hinanden – især fordi de alle bærer en ”bliv set i trafikken”-vest, men der holder lighederne også op. Deltagerne er både mænd og kvinder. Nogle er 60, og andre er over 80 år, men forskellighederne lader til at pleje fællesskabet, for allerede inden afgang går snakken livligt på mødestedet. ”Cykling er sjovt, og motion er vigtigt, men det er det sociale aspekt altså også. Når vi holder pauser, kan vi hygge os, og er det varmt, finder vi en skyggefulde plads ved en af de mange flotte kirker, vi passerer undervejs,” siger han.

Som cykelmotionist skal man naturligvis bruge en cykel med to luftfyldte dæk, men der kan selvfølgelig ske uheld undervejs, som bringer jernhesten i uorden. Det har man også fikset i Nyborg: ”Tidligere lappede vi undervejs, men det gav for lange ventetider. Nu har vi eksprescykellapning i tasken.

Cyklerne forandrer sig også. Elcyklerne er kommet for at blive, og de er velkomne på alle vores ture. Farten bliver selvfølgelig fastsat af os med rugbrødsmotor. Og det bliver respekteret fuldt ud,” siger Ole. Typisk har elcyklerne lav indstigning, så der er altså ikke mange gode undskyldninger for ikke at prøve pedalmotoren.

A PRIL 2020

5

Peter vil

PLANTE PASSION for natur

Som frivillig i en skovbørnehave har Peter en kærlig bagtanke med sit engagement.

Han vil give sin begejstring for naturen videre til børnene.

Af Charlotte Kjærholm Fotograf Olafur Gestsson

Å

ret rundt bruger Peter Parbst en formiddag om ugen i skoven sammen med børnene fra Bøgely Skovbørnehave i Ringsted. Om vinteren er de på tur og spiser madpakker i lysninger. Sammen undersøger de plantelivet, og Peter forsøger altid at lære børnene latinske betegnelser for alle planterne, de finder. ”Et grantræ er jo ikke bare et grantræ. Det kan være af sorten ”abies” eller noget tredje. Så børnene kan hu-

6

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

ske netop dét svære navne, fandt en af pædagogerne på at tegne ting, der minder om navnet: En abe og en is.

Nu sidder navnet fast hos de fleste,” fortæller Peter.

Også skovens dyr dvæler han og børnene ved. Biller, snegle og sommerfugle, og når foråret nærmer sig, går de også i gang med at dyrke naturen. De forspirer. Kartofler i en tom mælkekarton, som senere lægges i spande med jord. Om sommeren dyrker de tomater

og agurker i et interimistisk drivhus.

At det lige blev Bøgely Skovbørnehave, der var så heldig at få glæde af Peter, var lidt af et tilfælde.

Grøn mission Muligheden for at blive frivillig i børnehaven opstod i et samarbejde mellem lokalafdelingen i Ringsted og kommunes skoler og børnehaver, som Peter blev opmærksom på via et opslag fra Ældre Sagen.

”Jeg havde faktisk to forskellige tilbud om at blive frivillig. Det ene var tiltænkt de noget ældre børn i skolen, hvor jeg skulle forklare eleverne om, hvordan planter fungerer i økosystemet. Det andet var så i en børnehave, hvor jeg skulle forklare, hvad der er op og ned på planter, fx hvordan man sår og høster. Nogle børn tror altså, at gulerødderne gror nede i supermarkedet,” siger han.

Det blev den sidste mulighed, der trak i Peter, som begyndte i marts 2018, og Peter synes, at ungerne er sjove og umiddelbare. De hygger sig, hvad enten de er i skoven eller planter tomater i drivhuset. Selv er han uddannet gartner, og det var i sin tid en helt speciel person i hans egen barndom, der gødede hans interesse for faget: ”Jeg var heldig i skolen, hvor vi i naturfag havde en lærerinde, der tog os med på ekskursion og lærte os om planterne. Hun var den, der fangede min interesse og lagde kimen til resten af min karriere.”

Blomstrende barndom Underviseren i hans barndom er på sin vis også årsagen til, at han gennem

Ældre Sagen blev frivillig, for han vil også være den, der åbner planterigets forunderligheder for børnene. ”Hvis bare jeg kan fange interessen hos et barn hvert år, som i fremtiden vil arbejde inden for det grønne område, er jeg glad. Så har jeg succes med mit projekt.”

Nogle af børnene render ham i møde med et kæmpekram, af andre får han et vink, og de leger videre.

Fælles for mange af dem er, at de ikke ved særlig meget om naturen. Det oplevede Peter også på egen hånd, da han havde små bonusbørnebørn. Det undrede ham også dengang, hvor lidt de lærte om naturen i skolen. ”Alle skal have en studenterhue i dag. Ingen er interesserede i at komme ud og bruge hænderne.

Det er fint med advokater og ingeniører, der kan bygge broer, men de skal jo også have noget at spise,” siger han.

start. Hvis et par børn skændes, så er det pædagogerne, der tager sig af det. ”Vi har en aftale om, at det pædagogiske går jeg ikke ind i. Jeg skal ikke erstatte en medarbejder. Jeg er et supplement, og det fungerer rigtig godt.”

Selvom Peter synes, børnene er skønne, kan han sagtens blive træt efter en dag med råb og skrig, men det synes han nu ikke, skal afskrække andre.

Gartner – ikke pædagog Når Peter er af sted med børnene, er han frivillig, ikke pædagogmedhjælper. Det aftalte han med lederen fra

Find et emne/projekt at lave med børnene, du synes, er spændende.

Peters råd til dem, der også vil med børn i skoven: Få klare linjer med institutionen om dit ansvar, så der ikke opstår misforståelser.

Lad lokalafdelingen organisere samarbejdets rammer.

A PRIL 2020

7

HUN GØR FÆLLESSPISNINGER

fælles

Når Kirsten engagerer sig i frivilligt arbejde, er målet altid at få alle med. Det har gjort fælles­ spisninger i Egtved til en anerkendt succes.

8

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Af Charlotte Kjærholm Fotograf Tor Birk

F

ør i tiden var Kirsten Lund Pedersen leder af et plejehjem, og i dag er hun formand for ­Ældre Sagen i Egtved, men hendes arbejdsstil har ikke ændret sig synderligt, selvom hun nu kan bestemme over sin egen tid. Hun synes nemlig, den vigtigste opgave er, at alle – særligt de svageste – ­bliver set og hjulpet. Det kommer også til udtryk, når der arrangeres fællesspisning i Egtved to gange om året i forbindelse med Danmark Spiser Sammen: ”I begyndelsen var der en del, der tilmeldte sig, som hverken var alene eller ensomme. De kunne selv. Så meget, at det var lige før, de beslaglagde bordet for at hygge sig med en billig søndagsmiddag. Det har ændret sig. Vi har opdraget folk til at forstå, at det ikke bare handler om at hygge sig inden for Egtveds bygrænse. Det handler om, at vi får øje på dem, der har brug for os.”

Det er en kulturændring, som har haft medvind, for deltagerne har taget tankegangen til sig med åbne arme og forsøger nu at bidrage til et større fællesskab, end det de har med dem, de allerede kender. Samarbejde med andre foreninger, bl.a.

Hjerteforeningen, Røde Kors og pensionistforeningen, har også fået nye deltagere med om bordet.

Sig det videre Kirsten holder hele tiden øje med, om nogen i Egtved ”mangler noget”, som hun siger. Det samme ansporer hun andre til, når de ses til arrangementer i Ældre Sagen. ”Den indstilling har spredt sig som ringe i vandet. Jeg har opfordret alle til at tænke over, om de kender nogle, der har brug for at være med til fællesspisninger. Nogle, der virker lidt sølle, ser anderledes ud end flertallet eller på anden måde skiller sig ud, og dem inviterer vi ind til fællesspisningerne. Det er noget, der har udviklet sig stille og roligt, ingen store armbevægelser,” siger hun.

Armsving eller ej – det har givet gevinst. Gennem de år, hvor Kirsten har stået for fællesspisningerne, er nye ansigter fra områderne omkring Egtved begyndt at dukke op, også selvom busserne ikke kører særlig tit og slet ikke i weekenden og på helligdagene.

Lattermildt nærvær Der plejer at komme mellem 60 og 80 deltagere til fællesspisningen. Frivillige mødes kl. 10.00, drikker en tår kaffe og finder ud af, hvordan bordene skal stå denne dag. ”Os frivillige til fællesspisningen kender efterhånden hinanden så godt, at den gode stemning er på plads fra start. Der er to mænd, som har til opgave at skænke vin, og de kører rundt med et lil-

le rullebord og laver så meget pjat, at det er en ren fornøjelse. Man skal klinge meget højt på glasset, hvis man vil have ørenlyd, når gæsterne er kommet,” siger Kirsten.

Selvom latter fylder rummet, når fællesspisningerne begynder, handler det om at lytte til den enkelte, som måske ikke altid tager ordet selv, under middagen. ”Frivillige skal være kendte ansigter. Det er vigtigt bare at være til stede. Vi behøver ikke rende rundt og se effektive ud. Det er vores ro og nærvær, der er afgørende,” forklarer hun.

Det er som bekendt erfaringerne som plejehjemsleder, hun trækker på. Også dengang havde hun en ukuelig tro på nærvær og så, hvilken forskel det gjorde.

Indflydelse giver livsmod Kirsten fortæller, at hun engang var med til at lukke et plejehjem, hvor man regnede med, at 10 % af beboerne ikke ville være i live, når det nye plejehjem stod klar, men Kirsten så noget andet ske: ”Jeg ser folk live op, hvis vi tror på dem. Vi vendte dengang bøtten ved at give beboerne medindflydelse,” fortæller hun. Og samme taktik bruger hun som formand for Ældre Sagens lokalafdeling i Egtved: ”Ved fællesspisningerne prøver vi at huske gengangerne, så de føler sig mødt, set og hørt. De skal opleve, at andre interesserer sig for dem. Det gør afspisningen i sig selv jo ikke,” siger hun.

Sådan får I nye deltagere til fællesspisning • Hav antennerne ude, og bed alle være opmærk­somme på, om de kender nogle der kunne have gavn af fællesspisning.

Samarbejd gerne med nogle, der kender dem, som har brug for hjælp.

• Tænk over, hvordan I sidder. I Egtved gik vi fra langbord til mindre borde med plads til otte. Der er en vært ved hvert bord, som sørger for, at snakken går, og at alle er med.

• Tænk på den gode stemning. Brug underholdning som sang, musik og gode historier. Engager gerne de spisende ved at være gode værter.

A PRIL 2020

9

VORES

KVINDE FÆLLESSKAB ER STÆRKT & SPRAGLET

“ H

vem har bagt boller,” spørger Lene. Der er fællesbrunch i Café Nora. “Det har jeg,” svarer Fatma og opridser ingredienserne.

Malika fortæller fra den anden side af det aflange bord, at hun har rugbrød med. “Det er nemlig sundest”. Hun mener det tydeligvis ikke så alvorligt, som det umiddelbart lyder, for kvinderne griner og tager for sig. Deres aldre og nationaliteter spænder vidt.

De fleste, der kommer i caféen, har levet deres ungdomsår i et andet land, og selv med et veltrænet sprogøre kan det være svært at følge med i de mange samtaler på tværs af bordet, der altid vender tilbage til dansk. Det er fællessproget her.

På Nørrebro i Mjølnerparken ligger Café Nora. Området har et dårligt ry, som caféens frivillige trodser sammen med de kvinder, der vender tilbage gang på gang.

10

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Humor, humor og kærlighed Grete Busck har været frivillig i Café Nora i halvandet år. Det var hendes nu afdøde mand, som efter et møde i lokalafdelingens bestyrelse kom hjem og fortalte hende om Café Nora. Grete glæder sig over muligheden for at møde kvinder fra så forskellige steder i verden: ”Vi har alle sammen en historie, og som frivillige kan vi bidrage med at styrke kvinderne i sprog og kultur,” siger hun.

Da Lene Larsen hørte om Cafè Nora for et år siden, meldte hun sig straks som frivillig. Hun nikker genkendende til, hvad Grete siger og tilføjer: “Vi har et godt sammenhold her. Vi kan snakke om, hvordan vi hver især har det, og det giver meget at møde

andre, som har en positiv indstilling til mennesker.”

“Men der er emner, vi ikke taler om, fx politik og religion, fordi det er en privat sag,” fortsætter Lene.

Jolanta Maurin sidder over for Lene. Hun blander sig kækt: “Det gør I! I taler ofte om politik og religion.”

Kommentaren rejser en latter hos hele selskabet. Jolanta har været frivillig en gang om ugen siden sommer.

"Jeg kommer oprindeligt fra Polen og har erfaring fra den tid, hvor jeg skulle integreres. Det var derfor, jeg meldte mig som frivillig. Jeg føler, jeg har noget, jeg kan give videre,” siger Jolanta, inden hun rejser sig fra bordet. Hun skal videre sammen med nogle af de andre kvinder til zumba.

Idet de forlader caféen, kommer Kwastan ind ad døren. De andre kvinder spørger, hvorfor hun kommer så sent.

“Jeg har været i træningscentret,” skynder Kwastan sig at svare.

Hun er mor til tre og i praktik ved en køreskole. Café Nora vender hun tilbage til igen og igen, når hun har tiden.

Også selvom hun ikke længere bor i Mjølnerparken.

“Mine børn er teenagere, og min ældste har netop fået sin studenterhue og starter på universitetet. Så jeg har mere tid til mig selv og holder meget af at komme her og drikke kaffe med de andre kvinder. Det er afslappende,” siger Kwastan.

Café Nora er et led i Københavns Kommunes helhedsplan for Mjølnerparken, der har været præget af sociale udfordringer. Caféen er sat i verden for at fremme trivsel, uddannelse og beskæftigelse. I knap ni år har den været socialt samlingspunkt for kvinder i området – en slags videnscafé med fokus på emner, der har en relation til det at være kvinde i Danmark. For halvandet år siden overtog Ældre Sagens lokalafdeling på Østerbro frivilligindsatsen fra Dansk Flygtningehjælp. Fra mandag til torsdag bidrager frivillige til aktiviteter, der fremmer sprog- og kulturforståelse, fx danskundervisning og hjælp til lange, kringlede sætninger i kommunale breve.

tager over, da hun kigger på sin telefon.

“Jeg skal hilse jer alle fra Birgit. Hun er syg, men kommer næste gang.” Grete læser højt fra en sms, hun har fået fra Birgit, som også er frivillig.

Atmosfæren er præget af samhørighed. Sorg, kærlighed, jobansøgninger og travle børnebørn fylder. De svære følelser er ingen undtagelse. Det oplevede Grete også selv, da hun mistede sin mand for knap et år siden: “Jeg glemmer ikke, hvordan alle i caféen omfavnede mig. Jeg fik så meget medfølelse og omsorg, at det var med til at give mig min livsglæde tilbage efter min mands død. Der er flere af kvinderne, som har oplevet at miste en, de elskede. De vidste helt præcist, hvordan det føltes for mig.”

Fælles om Noras fremtid Lene har garn og strikkepinde med.

Kvinderne er nemlig begyndt at strikke til det årlige loppemarked i Osramhuset, et aktivt medborgerhus på Nørrebro.

“Det er så hyggeligt at være fælles om forberedelserne, og der er en

fantastisk stemning på dagen,” siger Grete og spørger, om der mon også er køkkenfaciliteter i år, så de kan bage æbleskiver, nu hvor loppemarkedet afholdes i december. Samar Subhi er svar skyldig. Hun er boligsocialrådgiver i Café Nora og står til rådighed i caféen med rådgivning. Samar bor selv i Mjølnerparken og har fingeren på pulsen, når det gælder kvindernes trivsel og udvikling.

“Har du fået den præcise dato i december,” spørger Lene. Samar forsikrer, at hun nok skal følge op på det hele.

Der er mange spørgsmål, og der er tydeligvis forventninger til arrangementet. Alle har en mening om, hvad der skal laves, og sådan er det med alt her i caféen. Beslutninger tages i fællesskab, siger Samar.

“Vi gør meget ud af at kommunikere, fordi alle er ansvarlige for, at dette sted er godt og rart for alle. Frivillige såvel som brugere. De har jo fået et tæt bånd, og de bruger hinanden på forskellig vis. På den måde opstår venskaber på tværs af vores forskelligheder,” siger Samar.

Frivillig mærkede fællesskabet Grete spørger, om fjernsynet fungerer.

Folketingets åbning er nemlig startet, og alle er nysgerrige på statsministerens åbningstale.

“De er stadig til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke,” siger Lene. Grete

TEK ST A IDA BACHIRI FOTO ME W

A PRIL 2020

11

MARIANNE OM VÃ…GETJENESTEN:

12

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

”De gør en fantastisk forskel” M

arianne Aunels mor døde sidste efterår, 90 år gammel. Mæt af dage og efter fire års sygdom sagde hun farvel til Marianne og sit barnebarn, inden hun sov ind en formiddag. Vågere havde de forrige fem nætter siddet ved moderen, mens Marianne fik nattero til at finde kræfter. Det var tiltrængt. ”Særligt de første nætter fik jeg sovet. På det tidspunkt blinkede hun stadig med øjnene, og jeg havde en fornemmelse af, at hun var stabil. Vi lavede en aftale om, at hvis noget ændrede sig, ville de hurtigt kunne give mig besked,” siger Marianne.

Sådan forblev det indtil den sidste aften. Marianne kunne fornemme, at døden var ved at indtræffe og havde ikke lyst til at forlade moderen. ”Det er sjældent, man har mulighed for at sige farvel og følge nogen hele vejen. Det fineste ved vågningen var, at dén mulighed fik jeg.” Marianne er i dag taknemmelig over, at hun fik sagt ordentligt farvel til sin mor.

De to var tætte.

Mor som nabo De seneste 12 år har Marianne og hendes mor boet ved siden af hinanden i et parcelhuskvarter i Dragør.

De nød begge, der ikke var andet end et hegn imellem dem. Hendes mor tog sig af haven, og hun gik ture til vandet, alene eller med Marianne under armen.

Men for fire år siden faldt moderen og brækkede hoften og kom aldrig tilbage til sin gamle form. De indså, at et liv med jævnlig kontakt til hospital og hjemmepleje var en ny realitet. Som pårørende oplevede Marianne, at det var hårdt at passe jobbet som it-chef i SAS, samtidig med hun blev ansvarlig for moderens velbefindende. Hun beskriver, hvad hun og moderen oplevede som svigt og forglemmelser i kontakten med hjemmeplejen: ”Som pårørende har jeg været rystet over, hvordan jeg har måttet kæmpe med sundhedsvæsnet,” siger hun.

Efter faldet tog andre sygdomme til, og efter en kræftdiagnose sidste forår tilbragte Mariannes mor primært tiden indlagt på hospital eller på midlertidige ophold på plejehjemmet. Og endnu engang følte hun sig ikke tryg, fortæller Marianne, som syntes, det

TEK ST CH A RLOT TE K JÆRHOLM FOTO ME W

var hårdt at bære både den viden og en fornemmelse af ansvar: ”Hvis hun ringede efter hjælp, gik der lang tid, før nogen havde tid til at tilse hende. Jeg ville, hun skulle have en anden afsked med livet, og hun ønskede selv at komme hjem,” siger Marianne, som vidste, der ikke var lang tid igen. Beslutningen om flytningen blev taget efter samtale med sygehuset. ”Min mor var klar over, hvilken vej det gik, og hun ville ikke indlægges igen. Hun ville hjem, og det gjorde hende glad, at hun vidste, hun skulle dø hjemme. Det var uden tvivl den rigtige beslutning.”

Sygeplejerskerne sørgede for, at Marianne fik en hospitalsseng hjem til sin mor, smertestillende og information om vågetjenesten. Sådan en havde hun aldrig hørt om før.

Hjælp gav ro I Dragør, hvor Marianne bor, er det Helle Fyrsting, som koordinerer for vågetjenesten, og det var hende, som tog opkaldet. ”Jeg ringede faktisk med det samme til Helle, og det føltes som en stor lettelse. Vågerne kunne komme, når jeg havde behov. Nogle af dem arbejdede stadig. En af dem havde været hjemme hos min mor før som sosu-assistent – hun våger i sin fritid. Det er jeg stadig meget imponeret over,” siger Marianne.

Hun beskriver, at vågerne tog over på en måde, så Marianne og hendes familie fik tillid til, at vågerne ville gøre alt for at kontakte dem, så de kunne være der, når døden indtraf. At nogle kunne hjælpe i den svære tid, havde hun ellers mistet troen på. ”Kontrasten til de oplevelser, vi havde haft med bl.a. hjemmeplejen, var fuldstændig vanvittig. Vi mødte helt fantastiske mennesker, der tog sig tid til at gøre noget fantastisk,” siger hun.

Hver nat sad der tre forskellige vågere ved Mariannes mors side. Ved 22-tiden mødte den første, som senere blev afløst af den anden. Den tredje sad hos moren, når Marianne trådte til om morgenen. ”Det fungerede upåklageligt. De havde prøvet det før, kunne man mærke, og det gav en form for ro.”

A PRIL 2020

13

Skuespillere klæder frivillige på:

SKAL BREMSE ALVORLIGE SYGDOMME I TIDE Tilbyd at hjælpe, fx med at få en tid hos lægen, med. bestille taxa eller tage I Region Sjælland dør indbyggerne desværre tidligere end i andre dele af landet. Derfor arbejder tre lokalafdelinger, så lægen kan hjælpe, inden det er for sent.

I

nd ad døren træder Leif. Eller det hedder skuespillerens karakter i det teaterstykke, som netop er gået i gang i Vordingborgs lokalafdeling. Leifs skuldre hænger, blikket er usikkert og stemmen rusten, men naboen Randi, viser ikke omsorg, hun ævler i stedet løs om sin hund og bladene i haven. For alle er det tydeligt – eller det gælder i det mindste tilskuerne – at Leif er syg og burde søge læge.

Og så afbrydes scenen pludseligt. ”Jeg stopper jer lige her,” siger en kvinde, der er trådt ind på scene, idet hun vender sig mod publikum. Dette er nemlig ikke et almindeligt teaterstykke. I dag er tilskuerne en aktiv del af forestillingen og skal hjælpe skuespillerne med at improvisere sig frem til slutningen. ”Hvad skulle Randi have gjort anderledes?” spørger kvinden ud i lokalet. En mand blandt publikum siger det lige ud.

14

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

”Ja, hun snakker ad helvede til. Og alt det kaffe der – kan hun ikke servere Gammel Dansk i stedet?”

En kvinde henvender sig direkte og alvorligt til Randi: ”Du skal spørge ind til, om der er noget galt.” ”Ja, det kunne godt være, jeg skulle gøre det,” svarer skuespillerinden.

Igen banker det på døren, og Leif kommer ind med usikkert blik og tyngede skuldre. Denne gang er Randi mere opmærksom: ”Hvordan går det, Leif ? Kan jeg byde på en Gammel Dansk?”

Region Sjælland halter bagud Den gode stemning denne eftermiddag bygger desværre på en trist baggrund. Gennemsnitsalderen i Region Sjælland er nemlig lavere end i resten af landet. I Gentofte bliver indbyggerne typisk over 83 år, mens det tilsvarende tal på Lolland er 77 år.

Region Sjælland har derfor skabt et såkaldt dilemma-spil ”Hjælp hinanden, og gå til lægen i tide”, som skal turnere i området.

En af bagmændene til improvisationsteateret er sundhedskonsulenten Lone Hald. Hun fortæller, at den lavere gennemsnitsalder bl.a. skyldes, at alvorlige sygdomme opdages for sent. ”Der er for mange, som venter for længe med at fortælle deres læge om symptomer, der kan være tegn på alvorlig sygdom,” siger hun.

Fx venter folk med kræftsymptomer typisk helt op til to måneder med at række ud efter deres læge. I Region Sjælland er indbyggerne særligt udfordrede, fordi der bor mange ældre og mennesker med kroniske og livsstilsrelaterede sygdomme. ”Det kan være svært at vide for folk, hvad der er vigtigt for lægerne.

Når man har andre kroniske sygdomme, er der risiko for, at både pa-

S til åbne hv-sp ørgsmål, og undgå at tr omle eller konklude re på andres vegne.

Spørg ind s til din ven helbred.

Fortæl, at du er bekymret.

Det gør indtryk.

tient og sundhedspersonale kæder nye symptomer sammen med øvrige diagnoser,” siger Lone Bange for dårlige nyheder I Vordingborg viser en projektor et landkort. De sydvestlige dele af Region Sjælland er farvet mørkerøde – en farve, som viser, at områderne har en lavere gennemsnitlig levealder.

Kvinden, som tidligere afbrød forestillingen med Leif og Randi, peger på kortet: ”Hvad oplever I som hindringer for at gå til lægen?” En svarer prompte. ”Man vil jo nødig ulejlige lægen.”

En anden bryder ind, ”det går nok væk af sig selv,” og en tredje tilføjer, at det kan være grænseoverskridende at tale om blod i afføring eller urin.

Bagerst i lokalet sidder Hans Christian Rask, der er formand for lokalafdelingen og desuden medlem af landsbestyrelsen. Han overlader med egne ord intet til tilfældighederne, når TEK ST JEPPE N Y BY E FOTO ME W

det gælder læger. Han ved, hvor vigtige lægebesøg er, når man som ham går i dialyse og venter på en ny nyre.

Derfor har han også været med til at skaffe arrangementet til byen. ”Alle kender nogen, der har svært ved at gå til lægen. Nogen stikker hovedet i busken,” mener han.

Selv har han oplevet en kvindelig bekendt, der ikke tog symptomer på sukkersyge alvorligt. ”Jeg spurgte, om hun havde været ved læge, men nej, det havde hun ikke lyst til.” Lokalformanden lever også selv med sukkersyge og har derfor et apparat til måling af blodsukker. Heldigvis var bekymringerne om veninden grundløse, for hun var rask.

Søg læge i tide Sådan ender langt de fleste besøg hos lægen heldigvis også: Med en raskmelding og et lettet sind. Kun 5 % af dem, der har symptomer på kræft,

viser sig således at have sygdommen.

Men er sygdommen til stede, skal lægen ind over, og derfor kommer vi ikke udenom lægens kontor.

På scenen i Vordingborg bliver skuespilleren Leif budt på Gammel Dansk af naboen Randi. Snart finder Randi med god hjælp fra publikum ud af, at Leif har problemer med maven. ”Spørg, hvad der er med maven – og også til vægttabet,” lyder det fra én i forsamlingen. ”Jeg spiser ikke så meget, men snart kommer sommeren, og så bliver det nok godt igen,” siger Leif. Randi er dog bekymret, og snart bliver de enige om, at han skal snakke med sin læge. ”Det kan jo være, at han bare har ondt i maven, fordi han har mistet sin kone og er deprimeret,” indskyder én fra publikum. ”Det håber jeg sgu også, lægen siger til mig,” svarer Leif tilbage og kvitteres med latter fra salen.

A PRIL 2020

15

Til at tage ud og hænge op

Derfor har vi koordinationsudvalg

I 57 kommuner findes mere end én lokalafdeling, og her taler koordinations-udvalgene med kommunen og pressen. I Esbjerg bliver tre lokalafdelinger stærkere sammen – mød tre fra koordinationsudvalget: HANNE MEYER Formand i Esbjerg lokalafdeling og formand for koordinationsudvalget

JENNY BAK Lokalformand for Ribe og næstformand i koordinationsudvalget

KAREN WAGNER CHRISTENSEN Lokalformand i Bramming og medlem af koordinationsudvalget

”I rollen som formand er det mig, der har kontakt med kommunen, og skal jeg kommunikere på vegne af koordinationsudvalget, koordinerer jeg selvfølgelig, så alle er enige om det, vi siger. Vi har tillid til hinanden. Lige efter kommunesammenlægningen i 2007, hvor jeg kom ind i det nye koordinationsudvalg, var der ikke god stemning. Sådan er det ikke nu. Tværtimod ser jeg i dag forståelse for, at vi i lokalafdelingerne via koordinationsudvalgene står stærkere.

Når vi får henvendelser om fx dårlige forhold på et plejehjem, diskuterer vi også, om det bør være en lokal eller en ”udefra”, som skal komme på besøg fra koordinationsudvalget. Vi går altid til pressen samlet. Senest i Hanna-sagen. Hanna kunne ikke længere komme i aktivitetscentret, efter hun var flyttet på plejehjem. Sådan noget skal vi reagere på. Vi har også et godt samarbejde med Ældrerådet om fx problemer i kommunens budgetter.”

”Vi løfter ældrepolitikken sammen.

Vores formand, Hanne, bruger ikke tid på at gå forrest og flage for sig selv.

Vi er seks i koordinationsudvalget, og vi trækker alle på samme hammel.

Det giver resultater! Vi har også nedsat en ældrepolitisk arbejdsgruppe.

Jeg er formand for gruppen. Lige nu har vi fokus på "Livet på plejecentrene i Esbjerg Kommune". Vi har netop afsluttet en runde med borgermøder i alle tre byer, altså Esbjerg, Bramming og Ribe. Sommetider kommer der meget få fra Ribe og Bramming, når arrangementer holdes i Esbjerg, så derfor fordeler vi dem. Borgermøderne har givet os indsigt, og vi kommer den næste tid til at dykke ned i bl.a. stramninger af visitationskriterierne til plejehjem, normeringer aften og nat samt plejehjemsbeboeres mulighed for nærvær og ture ud af plejehjemmet.”

”Jeg er den nye pige i klassen og har kun været med i koordinationsudvalget i to år. Det seneste år, hvor jeg også har været formand i Bramming, har jeg budt mere ind, og jeg synes faktisk, vi bliver stærkere sammen.

Bramming er ”den mindste” i koordinationsudvalget, men det betyder ikke, vi ikke er lige så vigtige. Da man lavede kommunesammenlægningen, hed det sig, at alle byerne skulle være ligeværdige, men sådan har det ikke været. Kommunen forsøger eksempelvis at centrere service i Esbjerg, og der er det godt, vi har hinanden i koordinationsudvalget, for de forringelser er ikke i Ældre Sagens interesse.

Et godt eksempel er nedlægningen af bemandet borgerservice. Efter vi så, hvor dårligt den fjernbetjente borgerservice fungerede i Ribe, satte vi alle foden ned og samlede underskrifter."

I 2007 bliver 271 kommuner til 98, og Ældre Sagens organisationsstruktur følger selvfølgelig med tiden.

16

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

I 2007 bliver 271 lokal­afdelinger til 215.

De lokalafdelinger, der ikke forener sig under en kommune, går sammen i koordinationsudvalg.

I 2007 er 41 lokalafdelinger solitære, og 174 lokal­afdelinger går sammen i 57 koordinations­udvalg.

I 2007 bliver Danmarks 14 amter også til 5 regioner.

I Ældre Sagen bliver regionerne til 10 distrikter:

Distrikt 1 huser 30 lokalafdelinger: 1 er solitær / resten er samlet i 8 koordinationsudvalg

LOKALAFDELING

LOKALAFDELING

LOKALAFDELING

I 57 kommuner arbejder lokalafdelinger sammen i koordinations­ udvalg om presse og politik

RÅDHUS

I 41 kommuner findes kun én lokalafdeling, så der er intet koordinations­ udvalg

LOKALAFDELING

RÅDHUS

NYE anbefalinger til koordinationsudvalgene Medlemmerne bør have interesse for ældrepolitik Medlemmerne bør være med, fordi de har lyst og motivation.

Alle medlemmer skal føle sig orienteret og hørt

Samarbejdet skal være åbent og med respekt for hinanden Møder skal som udgangspunkt være planlagte med øje for forberedelsestid, men der skal også være mulighed for at agere ”akut”

Distrikt 2 huser 21 lokalafdelinger: 2 er solitære / resten er samlet i 6 koordinationsudvalg

Distrikt 5 huser 16 lokalafdelinger: Ingen er solitære / alle er samlet i 4 koordinationsudvalg

Distrikt 8 huser 29 lokalafdelinger: 4 er solitære / resten er samlet i 9 koordinationsudvalg

Distrikt 3 huser 30 lokalafdelinger: 3 er solitære / resten er samlet i 8 koordinationsudvalg

Distrikt 6 huser 15 lokalafdelinger: 5 er solitære / resten er samlet i 5 koordinationsudvalg

Distrikt 9 huser 20 lokalafdelinger: 7 er solitære / resten er samlet i 5 koordinationsudvalg

Distrikt 4 huser 19 lokalafdelinger: 3 er solitære / resten er samlet i 5 koordinationsudvalg

Distrikt 7 huser 14 lokalafdelinger: Ingen er solitære / alle er samlet i 4 koordinationsudvalg

Distrikt 10 huser 21 lokalafdelinger: 16 er solitære / resten er samlet i ét koordinationsudvalg

NU nye anbefalinger fra Ældre Sagens ad hoc-udvalg

A PRIL 2020

17

Lene,

den evige storesøster Af Jeppe Nybye Fotograf Tor Birk

P

å Hadsund Rådhus er der en trappe på førstesalen, hvor Lene Lundsgaard ville ønske, hun havde holdt bedre fast i gelænderet.

I hvert fald 100 gange havde hun været til møder samme sted med kommunen som Ældre Sagens repræsentant, men denne dag gik noget ikke, som det plejede. Hendes næste skridt ned ad trappen blev nemlig for langt, og et splitsekund senere lå hun på gulvet. Nogle minutter efter lå hun i en ambulance på vej til hospitalet.

Hun faldt sidste november, og siden har hun været sengeliggende og gjort sig tanker om fremtiden. I dag er planen, at hun skal til at slappe lidt mere af. Det er også årsagen til, at hun snart træder tilbage som formand for koordinationsudvalget i Mariagerfjord – udvalget, der repræsenterer Arden, Mariager, Hadsund og Hobro. Et udvalg, hun har været med til at gøde, så det har vokset sig stærkt. Storesøstergenet viser sig i alt, hvad Lene gør.

Storesøsterrollens gavn Lenes forældre blev skilt, da hun var ganske lille, og med en enlig mor, som skulle forsørge tre børn, blev det Lene, som passede sine to mindre søskende. Lysten til ansvar og omsorg for andre blev grundlagt lige dér, fortæller hun. De mindste, de svageste, alle, man kunne gøre noget for, de skulle bare komme til Lene. ”Jeg er den evige storesøster. Jeg havde lovet mig selv, at når jeg blev 60 år, kunne jeg stoppe med at være storesøster og tænke mindre på andre. Nu er jeg over 70 og har indset, at det kan jeg lige så godt opgive. Jeg vil altid være storesøsteren. Det er vist det, der driver mig mange gange,” siger hun.

I 2009 døde hendes mand, og for Lene blev det vejen til Ældre Sagen. I løbet af kort tid blev hun valgt som formand for lokalafdelingen i Mariager, og siden kom hun også i spidsen for det nydannede koordinationsudvalg i Mariagerfjord Kommune. I begyndelsen var der uoverensstem-

18

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

melser. Lene husker tilbage på en nøjeregnende tid, hvor lokalafdelingerne baksede med det samme spørgsmål: Vil vi nu det samme? ”Man kan roligt sige, at begyndelsen ikke var nem. Følelsen var, at man afgav suverænitet, og at det var farligt, men det kan vi heldigvis godt grine af i dag,” siger hun.

Vendepunkt gav alvor I 2017 blev det helt tydeligt, hvor store muskler man kan få, når man samler sine kræfter, fx i et koordinationsudvalg. Baggrunden var en undersøgelse, som viste, at sundhedsniveauet blandt ældre ikke så for godt ud. Det fik Lene og koordinationsudvalget til at kaste sig ud i et omfattende arbejde med at finde penge og træningsfaciliteter, så de kunne skabe bedre motionshold for dem, der ikke var vant til at dyrke idræt. Det gik over al forventning med projektet, som ikke bare skubbede eventuel mistro i baggrunden, men også fik over 100 personer i Mariagerfjord Kommune i gang med at dyrke motion i Ældre Sagens regi.

En anden vigtig sideeffekt var, at politikerne pludselig begyndte at tage koordinationsudvalget alvorligt. Nu fik Ældre Sagen pladser i alt fra kommunens seniorråd til de udvalg, der tager sig af pårørende, ensomhed og sundhed.

Hjemmeplejen begyndte også at bede om hjælp, hvis de fx fik kendskab til en, som var ensom. Der blev pludselig lyttet til Ældre Sagen, og ressourcerne blev taget alvorligt. ”Mit ord har mere vægt, når jeg siger Mariagerfjord fremfor Ældre Sagen Arden,” slår Lene fast.

Men her til april træder Lene tilbage som formand for koordinationsudvalget. Hun fortsætter i det koordinerende udvalg, men hun vil drosle ned og bruge tiden anderledes.

Efter mange år forrest skal den nye position give hende tid til at undersøge sin slægtshistorie, der også skal oversættes til engelsk, så familien i Canada kan læse med, og hun vil holde endnu flere foredrag.

Tilbageblik med formanden for bĂĽde lokalafdelingen i Mariagerfjord og koordinationsudvalget

A PRIL 2020

19

HVAD TÆNKTE DU EFTER DIT OG BJØRNS FØRSTE MØDE? “Jeg tænkte, han var en flink ung mand. Der er stor aldersforskel mellem os, men jeg føler, at det, vi beskæftiger os med, når vi ses, er noget man kan gøre, uanset om man er ung eller gammel. Og Bjørn kan jo nok holde mig ud – ellers var han vel løbet skrigende væk,” griner Ole.

HVIS DU NU SKULLE, HVORDAN VILLE DU SÅ OVERBEVISE ANDRE OM, AT DE OGSÅ SKULLE BLIVE BESØGSVENNER? "Det er ikke bare dejligt for en selv, det er også dejligt for den anden.

Når man gør noget godt for et andet menneske, gør det også noget godt for en selv."

HVAD TÆNKTE DU EFTER JERES FØRSTE MØDE? "Jeg tænkte, det nok skulle blive godt! At vi begge er tømrere, kan jeg godt lide. Og jeg tror også, det betyder noget, at vi begge er mænd," siger Bjørn.

LÆRER I NOGET AF HINANDEN? “Da vi var i Mariager for at spise is, viste jeg Bjørn Hohøj.

Han kendte ikke bakken. Senere tog han sine brødre med derop for at vise dem stedet. Og hvis Bjørn ikke havde inviteret til fodbold, så var jeg ikke kommet derind.”

HVIS DU SKULLE FORKLARE, HVAD BESØGSVENNER GÅR UD PÅ TIL NOGLE, SOM ALDRIG HAR HØRT OM DET FØR, HVAD VILLE DU SÅ SIGE? “Der er mange på plejehjem, som ikke har kontakt til nogen, og som dårligt nok får besøg af familien. En besøgsven kommer på besøg og snakker med dig. Der skal være et vist interessefællesskab, for så er der størst chance for, at det udvikler sig,” siger Ole.

HVORFOR FIK DU LYST TIL AT BLIVE BESØGSVEN I ÆLDRE SAGEN? "Det var på grund af min bedstemor, der har været besøgsven i mange år. Det, hun fortalte, lød spændende. Jeg tænkte, det kunne være fint at besøge en, jeg delte interesser med. Det er hyggeligt, at Ole og jeg begge kan lide fodbold og snakker om Randers FC, og hvad der sker i Superligaen."

Besøgsvenner med

56 års forskel Ole og Bjørn mødes hver uge til kort og billard, og når interesserne er fælles, så er fødselsåret fløjtende ligegyldigt.

Af Tor Birk Fotograf Tor Birk

O

le Due Larsen er 76 år og Bjørn Bo Lykkemark 20. Oles bornholmske dialekt afslører hans ophav, men vi er på plejecentret i Spentrup i Jylland, hvor kærligheden for mange år siden førte ham til. Ældreboligen flyttede han ind i, da hans kone ikke længere magtede omfanget af hans sygdomme. Det var simpelthen for hårdt for hende at se ham blive dårligere, forklarer han. Og i takt med at livet forandrede sig, kom Bjørn også ind i hans liv for godt to år siden – det var faktisk Oles kone, som kontaktede Ældre Sagen for at finde en besøgsven til ham.

Almindeligvis lægger de to herrer ud med et slag 500 i en times tid, og bagefter står billardbordet for tur, og så vender de den seneste uge over kaffe. ”Kortspillet foregår hos mig, og så går vi ned i kælderen på plejehjem-

met, hvor der er billard. Vi har også været til fodbold et par gange. Vi var inde og se Randers FC spille,” siger Ole. Bjørn supplerer. “Jeg tror, Randers vandt. Det var altså en hyggelig dag. I det hele taget bliver man som ung besøgsven klogere på livet. Det har givet mig mulighed for at få nogle erfaringer fra en tidligere generation.

Jeg ser faktisk frem til også at blive gammel, så jeg ligesom Ole vil have en masse oplevelser i baggagen, som jeg kan dele med andre,” siger Bjørn.

Selvfølgelig med til svendegildet!

At interesser som kort og fodbold er fælles, er måske ikke så ualmindeligt, men at de begge også er passionerede tømrere, gav fælles fodslag fra begyndelsen. Selv mistede Bjørn sin far ret tidligt, og måske derfor var det også ekstra oplagt, at det var Ole, som fulg-

te med i hans svendestykke på konstruktøruddannelsen. ”Det var jo sådan noget, min far skulle have været med til,” siger Bjørn.

På den måde er tømrerfaget mere end bare et godt samtaleemne. Ole havde fulgt Bjørns uddannelse et års tid, da svendeprøven skulle fejres.

“Det var dejligt at være med til svendegildet. Vi har under uddannelsen udvekslet tegninger fra tømreruddannelsen og fra konstruktørskolen,” siger Ole. Bjørn tager over, ”ja, mit svendestykke var også en tagkonstruktion, og der var også vægge og gulve med.” Ole pointerer lattermildt, at de jo dårligt havde elektriske boremaskiner dengang på hans tid, ”hvor rundsaven nærmest var en revolu­tion”.

De to herrer planlægger at mødes til kortspil og billard længe endnu.

A PRIL 2020

21

Karen har kontor i sit hjem i Beder, der ligger syd for Aarhus.

Herfra svarer hun på mails og planlægger møder. En god bid af hendes tid bruges på landevejene, for hun dækker hele 49 lokalafdelinger i distrikt tre og fire samt 13 koordinationsudvalg, der strækker sig fra Nord- og Syddjurs over Randers, Silkeborg, Aarhus, Samsø og fra Odder, Horsens, Vejle, Fredericia, over Brørup, Esbjerg til Fanø.

’Tryllekufferten’ med remedier til forskellige kreative indslag er ofte med, når Karen deltager i bestyrelsesmøder. Hun er uddannet proceskonsulent og prioriterer, at møderne bliver afholdt på anderledes måder, så nye løsninger og idéer dukker op.

Karen Skou fik i efteråret en ny rolle i Ældre Sagen som foreningskonsulent i Midtjylland. Tidligere har hun været vores ensomhedskonsulent og især arbejdet med Danmark Spiser Sammen, så du kender hende måske?

Vi har fået lov til at kigge ind i Karens nye hverdag.

– mød en foreningskonsulent

MED KAREN PÅ JOB

“Jeg kører 25.000 km om året.

Det er fint. For at undgå de værste motorvejskøer, tager jeg af sted tidligt om morgenen, og så taler jeg i telefon i bilen med for­mænd­ene, når jeg er på farten. Jeg kan hjælpe dem, hvis de vil sætte nye aktiviteter i gang eller mangler bestyrelsesmedlemmer. Jeg har også input til organisations­ udvikling og arbejdet med trivsel blandt frivillige,” siger Karen.

Karen er først og fremmest i kontakt med lokale formænd og bestyrelser. Hun er taknemmelig for det enorme engagement, hun møder: “De har haft et langt arbejdsliv, og så kommer de her og bruger morgen, middag, aften og weekender på at være sammen med andre frivillige og hjælpe ældre mennesker. Det er jo fantastisk og livgivende,” siger hun.

Foreningskonsulenterne hjælper Ældre Sagens lokalafdelinger, koordinationsudvalg og distrikter ved at tilbyde sparring i organisatorisk og ældrepolitisk arbejde. De kan også give idéer til fx nye aktiviteter, og de er gode til at afholde bl.a. kurser, dialogmøder og temadage. Ligesom Karen bor alle foreningskonsulenterne i de områder, som de geografisk arbejder i.

Hører du hverken til i distrikt tre eller fire, hvor Karen Skou lige er landet, så er enten Bente Petersen, Iben Løvstad, Lise Høst eller Torben Færk din foreningskonsulent. Ældre Sagens fem foreningskonsulenter dækker nemlig alle ti distrikter og er stærke bindeled mellem lokalafdelingerne og sekretariatet.

Du har også en foreningskonsulent

Her er vi med hende på Hørning Sognegård. Lokalformanden i byen ønskede, at Karen deltog i et møde for at vende, hvordan de bedre kan organisere arbejdet i bestyrelsen. De lægger ud med at lave en årsplan, der viser alle bestyrelsens opgaver og aktiviteter for at finde ud af, hvordan kræfterne bruges nu, og hvordan der kan justeres.

Lad din erfaring komme

UNGE TIL GODE Af Charlotte Kjærholm Fotograf Tor Birk

B

enjamin på 16 år gik i 9. klasse, da han mødte Karl Erik Laursen for første gang. De var blevet matchet af Talentspejderne, fordi Benjamin havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle bruge sin fremtid på. Og det er netop den slags udfordringer, som Talentspejderne prøver at hjælpe med ved at skabe relationer mellem unge og erfarne voksne.

Karl Erik og Benjamin skulle bruge 24 uger sammen. Hver uge mødtes de halvanden time på Ungdomsgården i

24

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Hedensted, og sammen udarbejdede de i fællesskab en plan for Benjamins fremtid. Samtalerne handlede om hans uddannelsesmuligheder og sociale trivsel.

Det var vigtigt for Benjamin at få en sparringspartner i forhold til det sociale, forklarer han: ”Jeg skulle sætte ord på min personlighed, og det var helt nyt for mig. Min udfordring er, at jeg ikke er særlig udadvendt.”

Sammen fandt de ud af, at Benjamin, der interesserer sig for matema-

tik, skulle på HHX, hvor han startede sidste sommer. ”Vi aftalte, at jeg skulle se uddannelsen som muligheden for en ny begyndelse.”

Livserfaring skaber succes Benjamins uddannelsesbeslutning blev en succeshistorie – som Talentspejderne har mange af – og dem ville lokalafdelingen i Hinnerup gerne skrive sig ind i. Og derfor har de netop indledt et samarbejde med Ta-

lentspejderne, så medlemmer nu kan være med til at hjælpe unge med at finde vej, forklarer Troels Lund, som sidder i lokalafdelingens bestyrelse: ”I det øjeblik man forlader arbejdsmarkedet og ikke helt ved, hvad man skal rive og gøre i, så kan frivillige med lyst og evner nu få mulighed for at øse ud af deres erfaring. Det er meningsfyldt og inspirerende at være med til at sætte retning i livet for et ungt menneske. Det er et generationsmøde, som alle kan blive stærkere af, fordi den ældre også får følelsen af, at der er brug for vedkommende.”

Indtil nu har unge mest fået hjælp fra frivillige, som stadig er på arbejdsmarkedet, men efter samarbejdet med Ældre Sagen vil det selvfølgelig ændre sig. Og det er fint, mener Tom Thinggaard Pedersen, der er sekretariatschef for Landsforeningen Talentspejderne: ”Vi ved, det giver mening at bruge sin livserfaring, og ældre har meget at give af,” siger han.

Vil du også være talentspejder?

Karl Erik har været skoleleder. Derfor har han også erfaringer med unges svære og afgørende fremtidsvalg, der skal træffes meget tidligt. ”De børn, man møder som talentspejder, er ikke børn, der skulle have været på specialeskole, det er børn, der er begavede, men som ikke kan se meningen med skolen. Nogle af dem

har forældre, som ikke har været i stand til at få den unge til at tage skolen alvorlig. Den erkendelse kommer de unge ofte frem til undervejs, hvor det går op for dem, at skolen faktisk er meget vigtig. Også hvis man vil være tømrer eller køre traktor.”

Hos Talentspejderne bliver frivillige uddannet i, hvordan møderne gribes an. Tom Thinggaard har mangeårig erfaring i arbejdet med udfordrede unge, og han har sammensat forløbet i samarbejde med nogle af landets førende læringseksperter.

Den unge starter med at gennemføre en række tests, der blandt andet afdækker personlighedstræk og læringspotentiale. Derfra opbygger den unge og talentspejderen stille og roligt en relation. Når de faglige færdigheder er afdækket, og man har igangsat en plan for uddannelsesforløbet, kan arbejdet med sociale færdigheder tage form.

Karl Erik har færdiggjort to forløb med unge og er i gang med sit tredje, og han kan stærkt anbefale at blive talentspejder, også selvom man ikke har pædagogisk erfaring: “Konceptet er færdigt og afprøvet, så det skal ikke holde folk tilbage, at de ikke har erfaring med unge. Det får de.”

Har du også lyst til at blive talentspejder, så kontakt Katrine Sølyst Heinild, der er konsulent i Ældre Sagens frivillig­afdeling, ksh@aeldresagen.dk.

I Hinnerup samarbejder lokalafdelingen med Talent­spejderne om at lade ældre guide unge.

Den unge Benjamin og Karl Erik fortæller, hvorfor konceptet virker.

A PRIL 2020

25

glæder sig til madskolerne igen og igen…

26

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Af Ea Ørum Fotograf Pelle Rink

D

et var ikke rigtig noget for Anne-Grethe Guldfelt at blive madskoleinstruktør, mente hun for 15 år siden, da en kollega opfordrede. Men hun gav det alligevel et skud – og tog fejl, som hun siger. I dag sætter hun stadig fut i madskolen hvert år på Bornholm. ”Jeg elsker det virkelig, og jeg glæder mig allerede til mere madskole næste år. Det var helt anderledes, end jeg først troede. Alt det børnene skal smage og lave, synes jeg er sjovt at være med til. Vi tager udgangspunkt i opskriftsbøger lavet til madskoleugen, og derfra begynder snakken om alt muligt andet også. Om hvad der er sundt, og hvad som smager godt, og på den måde bidrager vi frivillige også med vores eget,” siger hun.

Der er madskoler over hele Danmark hver sommer med frivillige fra bl.a. Ældre Sagen.

Du kan tilmelde dig via www.aeldresagen.dk/ madskoler.

En hel uge hvert år Når Anne-Grethe hvert år vender tilbage til madskolerne, tager hun den samme bekymring med, for vil ungerne, der er mellem syv og 12 år, nu kunne koncentrere sig om madlavningen i en hel uge og i så mange timer? ”Og hvert år bliver jeg så glad, for når vi har gennemgået reglerne, så opfører de sig eksemplarisk. Vi fortæller, at man skal hjælpe hinanden, at man ikke må løbe rundt og tjatte med viskestykkerne, og at man ikke må bruge mobiltelefon. Og når der er klare linjer, så går det nemt, og det bliver altid hyggeligt,” siger hun.

Madskolernes ugeprogram begynder mandag, hvor børnene kommer kl. 8.30 og først går igen kl. 15, når de har lavet tre måltider. Og sådan er det til og med fredag. ”Vi holder selvfølgelig pauser, for man skal jo have lidt luft, men når vi så alle sammen er tilbage i køkkenet og fortæller om den næste opskrift, så går børnene virkelig op i det. De vil gerne smage nyt, og for mig er der en enorm værdi i at kunne give viden om mad videre. Vi

instruktører kokkererer ikke, vi gennemgår opskrifterne, og så går børnene til den. Tit er de, der er 12 år, faktisk lidt ærgerlige, fordi de året efter vil være for gamle til at deltage. Jeg kan mærke, de gerne vil være med og vide, hvorfor det lige er en halv teske, man skal bruge, eller hvor fisken lever,” siger Anne-Grethe.

For 15 år siden og nu Dengang Anne-Grethe hoppede ombord på madskolen, var opskriftsbøger også omdrejningspunkt for hele madskoleugen. Denne dag, hvor Aktiv har kigget forbi, siger bogen morgenboller, grøntsagssuppe og klargøring til familietræf, hvor forældrene kommer til tre retter mad. ”Vi laver den samme dej til morgen og frokost, men i stedet for marmelade, får vi appelsinhonning til morgenmaden,” siger hun og skynder sig at dele opskriften. ”En usprøjtet appelsin, 210 gram honning og ½ tsk. vaniljesukker. De var vilde med det.

Til familietræffet kommer godt 40 forældre, og vi skal alle have pastapennegratin, pocherede pærer med flødeskum og hjertesalat med vinaigrette, så det er virkelig vores mest travle og spændte dag på ugen, og hvert år bliver forældrene så imponerede.”

Anne-Grethe har hørt flere overraskede forældre, for ”nej, hvor er han optaget af madlavningen – det har vi aldrig set før”, eller ”ej, hvor hun synes, det er sjovt – det vidste vi ikke". Og når Anne-Grethe møder børnene år efter, de har været på madskole, hører hun også om nye gode madvaner og faste madlavningsdage hjemme. ”Madskolen handler selvfølgelig om at smage en masse og prøve kræfter på dagene med grønt, kød, frugt og fisk, men når de så også tager alt det nye med sig hjem, så er det jo helt fantastisk.”

Madskoledagen sluttes af med en madspildsdag, hvor køleskabet tømmes, og et restegilde med kreative opskrifter runder ugen af.

A PRIL 2020

27

F R I V L L I G K L U M M E N

Lad os være lidt mere som

Peter Pedal Af Annette Guildal, frivillig på Frederiksberg og fast frivilligskribent i Aktiv

J

eg oplevede noget pudsigt i begyndelsen af året til et arrangement for frivillige, hvor stolene af pladsnød måtte placeres langs væggene. De inviterede sad så ved siden af hinanden i en rundkreds og lignede en danseskole fra 50’erne. For mig så det ud, som om de ventede på at blive budt op. Ikke bogstaveligt, men alligevel. Alle havde den samme baggrund for at være der, nemlig en frivilligrolle i Ældre Sagen, så det burde – trods den lidt akavede placering – have været muligt at vende sig til højre eller venstre og spørge: Hvad er du så frivillig som? Men der var stille, som i ret stille.

Heldigvis gik det over, som arrangementet skred frem, men det fik mig til at tænke på den underlige reserverethed, den manglende nysgerrighed, danskere generelt har i sociale sammenhænge. Der skal en helt speciel mentalitet til at gå ind i en bus, se ud over rækkerne, hvor én person konsekvent sidder alene på to sæder, og ligefrem føle sig heldig, hvis man også kan komme til at trone alene. Det er noget kulturelt, tror jeg. Send en amerikaner ind i samme bus, og han vil straks sætte sig ved siden af en anden og snakke løs.

Nu er det selvfølgelig ikke voldsomt nødvendigt at have et særligt fællesskab for at køre med bus, men holdningen, kulturen om I vil, findes i andre sammenhænge. Der er fx de sidste 5-10 år kommet mange fælles spisearrangementer. Danmark Spiser Sammen er et af dem. Selv dér kan det ske, at personer, som dog har taget initiativ til at deltage,

glemmer nysgerrigheden derhjemme.

Det mener jeg, i høj grad er generationsbestemt. Unge i dag synes at besidde en meget større nysgerrighed og er mere vant til at være udadvendte (når de ellers har øjnene væk fra mobilen og opdager den virkelige verden omkring dem).

Mange af os kan sikkert huske børnebøgerne om Peder Pedal, den lille nysgerrige abe, der på engelsk hedder Curious George. At være nysgerrig er en positiv egenskab, synes jeg, det viser interesse og engagement. Der er næppe nogen, som vil beskylde undertegnede for at være stille i sociale sammenhænge, men de seniorer, som af forskellige grunde er en smule tavse, burde måske gribe sig selv i nakken og – om end ikke andet – forberede nogle spørgsmål hjemmefra, så der kan komme lidt gang i snakken. De fleste mennesker vil jo gerne være i et fællesskab, hvor stemningen er god, og snakken går.

Der skal lidt overskud til at bidrage og deltage i sociale fællesskaber, men når man først er der, kan lidt nysgerrighed og udadvendthed gøre en kæmpe forskel. Måske skulle vi alle finde vores indre Peter Pedal frem og dermed få større del i det gode fællesskab.

Klummen er udtryk for skribentens holdninger.

Æresbeviser tildeles en frivillig, der har ydet en særlig indsats som medlem af lokalafdelingen eller ved på anden vis at have ydet en betydningsfuld indsats.

BODIL MÖKER Aabenraa Gives for en helt ekstraordinær og pligtopfyldende indsats for Ældre Sagen.

Hun har med stor entusiasme deltaget i alle aktiviteter og i det frivillige arbejde, som er så vigtigt for Ældre Sagen, blandt andet som bestyrelsesmedlem gennem to år, som besøgsven gennem 10 år og for altid at være klar med en hjælpende hånd.

ILSE ROSGAARD Aabenraa Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen. For gennem to år at være aktivt lokalbestyrelsesmedlem og for at have været børnehaveven i tre år. Ilse Rosgaard har været en særdeles god aktivleder for børnehavevenner i ­1 år og er altid en hjælpende hånd i lokalafdelingen.

HANS KJÆR CHRISTENSEN Hinnerup Gives for en helt ekstraordinær indsats for Ældre Sagen til Hans Kjær Christensen både som medlem og for 10 år som formand. Lokal­ foreningen er ledet fremragende gennem ti­ den og har nu et medlemstal på 2000. På sam­ me tid er aktiviteter og arrangementer steget kraftigt på grund af personligt lederskab. En indsats ud over, hvad man kunne forvente.

WINNI RINGTVED HANSEN Hinnerup Gives for en helt ekstraordinær og en altid pligtopfyldende indsats for Ældre Sagen som medstifter af lokal­afdelingen i 1994 og som kasserer og bestyrelsesmedlem. Winnie Ringtved Hansen har med stor entusiasme deltaget i alle aktiviteter og det frivillige arbejde, som er så vigtigt for Ældre Sagen.

ORLA ANDERSEN Herlev Gives for en helt ekstraordinær og altid pligtopfyldende indsats for Ældre Sagen. Orla Andersen har med stor entusiasme deltaget i alle aktiviteter og det frivillige arbejde, som er så vigtigt for Ældre Sagen, blandt andet som medlem af lokalbestyrelsen i Herlev fra 2003 og som næstformand siden 2006. For altid at være utrolig aktiv og stå for mange arrangementer, fx middage for frivillige, Herlev festuge, diverse fester og for din store interesse for ældrepolitikken.

A PRIL 2020

29

NYBORG-ULLERSLEV

Kreative værker i træ

A

lle 12 drejebænke i træ­ værk­stedet på Nyborg Hus­ flids­ skole er optaget hver mandag formiddag fra september til maj. Her mødes 14 mænd og kvinder mellem 60 og 80 år for at arbejde med og dreje ting i træ.

Finn Ammentorp fra Ældre Sa­ gen Nyborg-Ullerslev er tovholder for aktiviteten, der kører på 2. sæ­ son. Sammen med to andre frivil­ lige, der også er dygtige til træar­ bejde, går Finn rundt og hjælper og giver gode råd til de opgaver, deltagerne er i gang med. ”For to år siden var vi så hel­ dige at få mulighed for at benyt­ te træ og snedkerværkstedet på Husflidsskolen, hvilket betød at vi kunne udbyde denne nye aktivitet,” fortæller Finn. Lokalafdelingen har søgt og fået midler fra Alba­ ni Fonden til indkøb af to elektri­

ske drejebænke, så det er fine og professionelle maskiner, der står i værkstedet. Alle nytilkomne får oplæring, inden de går i gang. Del­ tagerne, hvoraf de fleste har været med siden begyndelsen, drejer fx træskåle eller dyr, bl.a. er træ­ fugle populære. Nogle laver kug­ lepenne, og en er i gang med en fin dåbsgave i træ. ”Deltagerne er glade for at komme, og jeg er også meget tilfreds med, hvordan det går,” siger Finn, inden han skyn­ der sig tilbage til værkstedet for at hjælpe en deltager, der er ved at lægge sidste hånd på sit værk.

Her får udlændinge styr på danske gloser

N

år en udenlandsk sprogstude­ rende i Farum vil være bedre til dansk, kan lokalafdelingen i Farum hjælpe. Her har Jytte Tulinius Mouritzen i et års tid formidlet kon­ takt mellem ældre værter og yngre sprogvenner, der vil have sprogknu­ derne løsnet. Inspirationen kommer fra 'Elderlearn', som netop går ud på at matche en sprogstuderende med en ældre. Der ligger et stort forar­ bejde, inden de to generationer mø­ des første gang – Jytte interviewer alle, både sprogvenner og -værter.

Hun spørger bl.a. til forventninger, interesser, kultur og baggrund for at kunne lave det bedst mulige match.

Jytte fortæller: ”Ved det første møde er jeg med og introducerer de

30

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

FARUM

to for hinanden. Mødet foregår som regel på biblioteket, der ligger cen­ tralt i byen. Hvis begge siger ja til at mødes igen, er det på egen hånd. De aftaler selv tid og sted, og hvor ofte de skal mødes. Nogle tager på ture sammen, andre mødes hjemme hos hinanden.” Efter en måned følger Jytte op.

Samarbejdet mellem sprogven­ nerne i Farum, der kommer fra bl.a.

Sri Lanka, Polen og Estland og deres danske sprogværter – 12 personer i alt – går forrygende. ”De yngres ordforråd bliver større og større, og begge generationer får meget ud af samarbejdet og samvæ­ ret. Det er rart at se, at det lykkes”, slutter Jytte.

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN

HORSENS

Nye mentorer viser vejen

F

or et år siden fik lokalafde­ lingen i Horsens en henven­ delse fra kommunen. Den drejede sig om et samarbejde om en mentorordning for yngre, der har brug for støtte fra en erfaren ældre til at komme ind på ar­ bejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse. ”Kommunen (Jobcenteret) fin­ der den, der har brug for en men­ tor, så vi finder mentoren og laver aftaler, så alle parter kan mødes,” forklarer Johannes Jakobsen, der er formand i lokalafdelingen.

På mødet taler de om, hvad der er behov for, og hvad mentoren kan hjælpe med. Hvis begge siger ja, når de bliver kontaktet et par dage senere, får de hinandens te­ lefonnumre. Det er kutyme, at den frivillige tager den første kontakt. ”Vores mentorer hjælper den yngre med støtte i hverdagen. Det kan fx være en, der har et socialt behov, er ensom eller er kommet uden for det 'almindelige' sam­ fund og skal hjælpes tilbage på rette spor, dvs. i uddannelse eller job,” siger Johannes.

Kære Har du nogensinde tænk t på, at du kunne blive besøgsven sammen med mig og de andre besøgsvenner i Ældre Sagen?

Jeg ved, at du har en fuld kalender og masser af ind hold i dit liv. Men netop derfor tror jeg, at det her med at være besøgsven kunne være noget for dig .

Du får en besøgsvært, der har et langt liv af erfaringer og oplevelser at øse af, og som savner selska b.

En frivillig leder hjælper med, at I finder hinanden .

Du bruger den tid, du ha r lyst til at sætte af.

Og det giver gode histor ier, glæde og nye horison ter.

Livet er fuldt af mulighede r – grib denne. Vi, der deler ud af os selv og vor es tid, får så meget igen.

HUSK PORTO

2019 .06.4 0.19 7.1

Kærlig hilsen Jeg har nummeret til Æl dre Sagens lokale afdelin g, hvis du vil høre mere – elle r snak med mig.

For at komme i betragtning til en mentor, skal den yngre op­ fylde to krav: Vedkommende må ikke være afhængig af stoffer el­ ler alkohol. For at samarbejdet skal blive en succes, er det vigtigt med god kemi, hyppig kontakt, og der skal følges op. Der er ikke så mange mentorer endnu, men om et par uger skal Johannes mødes med en frivillig, der er interesse­ ret i at vide mere om, hvad det in­ debærer at være mentor.

www.aeldresagen.dk/b

livbesøgsven

KLIP UD OG SEND

Kender du en, der vil være en god besøgsven?

A PRIL 2020

31

Lilly og Sofie faldt fra begyndelsen godt i hak.

I dag, 22 år senere, er de blevet så gode venner, at ingen rigtig ved, hvem der er besøgsven for hvem.

”Jeg siger nogle gange, det er mig, der har en besøgsven, og ikke Lilly.”

”Jeg siger aldrig til børnene, at min besøgsven kommer.

Jeg siger, at Sofie, hun kommer i dag.”

Sofie, besøgsven

Lilly, besøgsvært

AKTIV FRIVILLIGBL ADET | APRIL 2020