ORDET ER FRIT
Vi har alt og vi hader det Af Liv Mygind
I
Foto Ulrik Jantzen
går hørte jeg en ung kvinde beklage sig over sin telefon til en veninde i Elgiganten: “Hvorfor har de ikke lavet en stor tilbageknap? Hver gang man vil gå tilbage, skal man ned i hjørnet og finde en mikroskopisk pil.” Så holdt hun en lille pause og kiggede forbi apparatet med himmelvendte øjne. “Jeg hader min iPhone.” Hvor kommer det had til teknologien fra? Stort set ingen af de ældre, jeg interviewer, havde telefon derhjemme, da de var børn. De måtte sende breve, telegrafere og banke på hos hinanden for at kommunikere. Og da de endelig fik en telefon, havde den hørestykke på gaffel og sad fast i væggen, og de skulle dele den med hele familien. Derfor måtte de også finde sig i, at der blev lyttet med på samtalerne (ja, det må vi så også i dag. Nu er det bare ikke frk. Jensen på Centralen, der lytter med, men russerne, men det er en helt anden snak). Da den første telefonbog udkom i København i 1881, var der i alt 22 abonnenter. Hundrede år senere, i min barndom, var der omkring 850.000 telefonabonnementer i Danmark. I dag er der 9,6 millioner. Et af dem tilhører mig, og i forrige uge hørte jeg mig selv kalde min telefon ”langsom.” Undskyld. Og nej, det er den faktisk ikke. Mobiltelefonen er et mirakel. Den har lige været ude i rummet og haft kontakt til en satellit for, at jeg kunne tale med min veninde i Kenya. Og ja, der var lidt dårlig forbindelse, for jeg sad i et tog, der kørte igennem en skov i Grejsdalen. Men selv under de omstændigheder har min telefon bearbejdet flere data i sekundet, end jeg kan spise kalorier på et helt år. Da man i sin tid begyndte at kunne ringe til udlandet, måtte man først sende en skriftlig ansøgning med underskrift af to kautionister, før man fik lov at ringe helt til Sverige fra sin egen telefon. Men jeg kan ikke forestille mig, at folk brokkede sig over langsomheden af det telefonopkald. Jeg, derimod, er en del af en utaknemmelig generation, der tager al teknologi for givet, og derfor hader jeg den. Udover min telefon hader jeg internettet, fordi det streamer for langsomt, og min fryser, fordi selvafrimningsfunktionen ikke virker. Vi kan ikke huske fornemmelsen af gruekedlen, vaskebrættet eller saltkarret, og derfor er den store maskinpakke, som de fleste huse er udstyret med i dag, spildt på os. Men i glimt kan jeg genopdage magien, nemlig under samtalerne med ældre mennesker. Takket være dem har jeg hørt om de luksuriøse andelsfrysehuse, der gjorde, at man slap for at spise saltet kød hele vinteren, hvis blot man var villig til at cykle fem kilometer og hente sit frosne svineslag. Og så bliver jeg flov over mit had til fryseren, der bliver ved med at rime til. Så her er et løfte: Næste gang jeg åbner den, vil jeg udbryde “Wauwww! Se! Den fryser kødet ned og holder det helt friskt. Og der er sågar isterninger til min gin & tonic.”
OM Liv Udover at være mor til to vilde børn og gift med en høj, glad mand er Liv Mygind dårlig til at aflevere biblioteksbøger og god til at parallelparkere. Hun er uddannet journalist og har gjort det til sin levevej at hjælpe ældre mennesker med at forevige deres livshistorier som podcast. Blikket ind i ældres liv inspirerer hende til at sætte spørgsmålstegn ved hverdagslogikken anno 2019.
APRIL 2019
97
