UNDER OVERFLADEN
Fang og slipp er en succes
Foto: Yngve Ask/Innovation Norway
Sportsfiskerne udgør ikke længere nogen trussel for de vilde bestande af laks i Norge. Så kontant slår effekten af de strengere fiskeregler i Norge og den stadig mere udbrede brug af catch & release – eller fang og slipp, som nordmændene kalder det – igennem. Det siger Torbjørn Forseth, der er leder af det norske videnskabelige råd for lakseforvaltning. Meldingen kom, da han præsenterede sin årlige rapport for miljøminister Erik Solheim. Kun i grænseelven Tana landes der stadig så mange laks, at det er et problem for bestanden. – Men det tager vi nu op med finnerne, forsikrede miljøministeren om ved præsentationen af rapporten. Men tro nu ikke, at alt er lykke ved de norske lakseelve af den grund: Lakselus og undslupne tamfisk er stadig et stort problem, viser rapporten.
Storfisk fra islandske Thingvellir Det er æ helt løwn, hvad vi skriver i Sportsfiskeren. Lige efter deadline på artiklen om de store monsterørreder fra Thingvellir i juninummeret fangede islændingen Tómas Skúlason denne enorme ørred på flue i søen. Under morgenfiskeri i søen ville Tómas Skúlason prøve med fluen Páskaunginn. Dette skulle vise sig at være en god idé, da han ret hurtigt fik et hug af en fisk, som dog faldt af igen. Det skulle dog vise sig at være meget heldigt, for et par kast senere tog storfisken. Det første udløb gik 80 meter ud i søen, og efter en lang og dramatisk fight kunne han lande den store og velkonditionerede ørred på 97 centimeter og 23 gode islandske pund.
Genudsatte gigantlaks
Foto: Tómas Skúlason
Norske Geir Hansen sendte en stor gestus til den norske vildlaks, da han valgte at genudsætte sin gigantiske, sølvblanke atlanterhavslaks, der målte hele 129 cm. Ifølge vægttabellen vejede den 21,4 kg… Storlaksen huggede den 3. juni, da Geir fiskede Kvåle-valdet ved Orkla. Efter 15 nervepirrende minutters fight lykkedes det, med hjælp fra et par gode fiskevenner, at få den store laks i nettet. Og efter et par hurtige billeder kunne den store laks svømme videre. – Det er vigtigt at genudsætte en del laks med tanke på laksestammen i fremtiden. Jeg håber, min afgørelse kan inspirere andre laksefiskere til at gøre det samme, fortæller Geir Hansen. Rune Krogsdahl fra Orkla Fellesforvaltning er begejstret for genudsætningen af den store laks: – Det er fantastisk at genudsætte sådan en trofæfisk. Det er en rigtig god historie for os og vores kamp for beskyttelse af vildlaksen. Jeg håber virkelig, andre laksefiskere ser, at det faktisk er muligt at udsætte selv meget store laks, og at man sagtens kan få en sublim oplevelse ud af det alligevel, siger han til Sportsfiskeren.
Put & Take stør er et hit Tyske biologer drømmer om at genskabe en bestand af stør i de store nordtyske floder, hvor arten var meget udbredt for blot 100 år siden. Og imens de kæmper for at opfylde drømmen, har ejerne af efterhånden ret mange tyske fiskesøer opdaget, at de pansrede fortidsfisk er et stort aktiv: For kunderne vil rigtig gerne fange de store og usædvanlige fisk. Så nu fiskes der på livet løs efter Put & Take-stør i Tyskland, hvor der også er kommet et marked for specille stør-boilier til at bruge som agn. De fleste af fiskene er efter gængs størstandard små, men der landes alligevel mange fisk, som er næsten lige så lange som fangeren.
68 Sportsfiskeren
06 // Juli-August 2011