Anders Lassens krig

Forord Anders Lassen var meget ung, da hans krig begyndte den 9. april 1940, og stadig ung, da han faldt i kamp nøjagtigt fem år senere. Han blev voksen i løbet af krigen, og han fandt i krigen et rum, hvor han kunne udfolde sine særlige evner. Anders Lassen var et stærkt patriotisk menneske, som kæmpede for sit land, og som længe følte sig meget ene om at gøre det, men han kæmpede også, fordi han i krigen kunne opnå den anerkendelse, som han havde behov for. Han ønskede sig ansvar og handlefrihed og vanskelige opgaver, som han kunne løse selvstændigt og ærefuldt. Han brød sig ikke meget om livet på søen, men elskede »den følelse at alene have Ansvaret – naar man zigzager i en Konwoy – og føler Skibet lystrer en og kan faa Lov at styre hende saa haardt man vil […] og Skipperen […] overhovedet ikke tager Hensyn til en, men lader en Passe sit job fuldstændigt.« Han havde heller ikke lyst til at være soldat, men blev det, da det var det eneste rigtige for ham at gøre.

Anders Lassen blev tre gange dekoreret med Military Cross, der gives for tapper og fremragende indsats i kamp, og efter sin død blev han tildelt Storbritanniens højeste tapperhedsdekoration, Victoriakorset. Anders Lassens mod og offervilje og hans styrke og militære færdigheder var legendariske, og han er efterhånden blevet en næsten mytisk skikkelse. Men Anders Lassen var et menneske af kød og blod, der ligesom alle andre var præget af sin familie og barndom og af de mennesker, han mødte i de karakterdannende år, og som, selv om han i mange henseender befandt sig godt i krigen, også blev slidt af den. Han var en historisk person, hvis færden, handlinger og udvikling til en vis grad lader sig rekonstruere på grundlag af hans egne efterladte dagbøger og breve, andres skildringer af ham og en mangfoldighed af officielle dokumenter – fra karakterbøgerne fra hans tid på Herlufsholm over en nigeriansk våbentilladelse til de beretninger om hans sidste kamp, der ledsagede 13