kan lirke fortællingerne om Danmark som søfartsnation fra hinanden og pege på, hvor de kommer fra, hvem der har haft interesse i dem, og hvad de betyder. Det er ikke altid, at jeg har kunnet identificere de netværk eller personer, der har bidraget til eller brugt fortællingerne. Nogle gange beskriver jeg fortællinger som erindringssteder (dvs. de fysiske og abstrakte steder, hvor fortællingerne fortættes og udbredes fra)26 uden at knytte dem til bestemte organisationer eller personer. Ofte kan fortællinger og netværk alligevel kobles sammen – endda over hundreder af år. Her har det især været nyttigt at dykke ned i arkiverne for søfartens organisationer, da det her er muligt at følge forbindelserne og korrespondancerne mellem aktører. Når man begynder at se nærmere på kulturelle produktioner som romaner, avisartikler, museer, er det slående, hvordan aktørerne bag dem ofte er forbundne. Historikere, forfattere, journalister og erhvervsfolk kender ofte hinanden, trækker på hinandens arbejder, har måske mødt hinanden i sociale sammenhænge eller yder hinanden tjenester. Tit er det perifere relationer, men ikke desto mindre er de forbundne, ligesom der ikke sjældent sker en form for økonomisk udveksling. Det kan være, at en journalist har fået en gratis rejse om bord på et skib. Det kan være støtte til udgivelsen af bøger, film eller radioprogrammer. Eller det kan være skibsredere og søfolk, der har været kunder hos landets marinemalere. I bogen gennemgår jeg en lang række materialer. Jeg inddrager artikler og indlæg i dagspressen. Jeg læser romaner, noveller, digte og børnebøger, og jeg har set spillefilm og dokumentarer, lyttet til sange og podcasts og kigget på skuespil og malerier, hvor søfartsfortællingerne kommer frem. Helt centrale er også maritime monumenter og min-
desmærker – og ikke mindst omtalen og fejringerne af dem. Jeg har brugt søfartshistorisk forskning og populærhistoriske værker, ligesom søfartens museer også fylder en god del af bogens sider, da de netop er sat i verden for at formidle bestemte fortællinger. De udgør såkaldte erindringssteder og formidler nøje kuraterede fortællinger.27 For at undersøge betydningen af sociale netværk inddrager jeg korrespondancer og dagbøger fra arkiver. Jeg har været i Rigsarkivets ministerielle samlinger, i søfartsmuseernes arkiver, og jeg har som nævnt fået lov til at se Danske Rederiers omfattende materiale. Endelig har jeg også interviewet personer, der har været med til at påvirke udbredelsen af søfartsfortællingerne. Det er mit håb, at læseren bliver underholdt og vil nikke genkendende til de mange søfartsfortællinger – og samtidig tænkte over, hvordan søfarten har været med til at forme dansk kultur. Samtidig håber jeg, at bogen vil få læseren til at fortsætte refleksionen over, hvor fortællingerne er opstået, hvem der har fortalt dem, og hvorfor de er blevet fortalt.
Brug af moderne dansk i kilder – en note I bogen citerer jeg fra kilder som avisartikler, interne dokumenter, breve, digte og sange. For at øge læseligheden er sproget i avisartikler og lignende ensrettet til moderne dansk. Hvor der er tale om mere kendt eller kanoniseret litteratur, er den oprindelige skrivemåde fastholdt.
DANMARK SOM SØFARTSNATION
113278_DK soefartsnation_.indd 21
Dronning Margrethe er en tilbagevendende gæst på havnen i Helsingør. Som ung tronfølger deltog hun i 1956 sammen med dronning Ingrid i dåben af DFDS’ Oslobåd PRINSESSE MARGRETHE på Helsingør Skibsværft. Hun blev dengang begavet af DFDS-direktør L.O. Normann med en brillantbesat broche formet som et guldanker. Der var dengang tradition for, at rederierne gav gaver til skibenes gudmødre.
21
12/10/2020 18.55
