Den fjerde rytter.indd 2
10.09.2020 09.03
Den fjerde rytter 10.000 ĂĽrs epidemihistorie
Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Gads Forlag
Den fjerde rytter.indd 3
10.09.2020 09.03
Den fjerde rytter 10.000 års epidemihistorie Af Jeanette Varberg og Poul Duedahl © Forfatterne og Gads Forlag A/S, 2020 ISBN: 978-87-12-06280-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Lino Vogt Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsbillede: Arnold Böcklin: Die Pest (1898) Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: ScandBook, Sverige Illustrationer: s. 14: National Library of Medicine (NLM); mellem s. 24 og 25a: Tom Björklund/ Museum Lolland Falster; mellem s. 24 og 25b: Museum Lolland Falster; mellem s. 54 og 55: Science Photo Library; mellem s. 60 og 61: Wikimedia Commons; mellem s. 74 og 75: Wikimedia Commons; mellem s. 86 og 87: Foto/medie Moesgaard, Jacob C. Ravn; mellem s. 94 og 95: Wikimedia Commons; mellem s. 110 og 111: Wikimedia Commons; mellem s. 122 og 123: National Library of Medicine (NLM); mellem s. 132 og 133: DIOMEDIA/Heritage Images; s. 138: Det Kgl. Bibliotek; mellem s. 150 og 151: Wikimedia Commons; mellem s.158 og 159: Wikimedia Commons; mellem s. 162 og 163a: SMK; mellem s. 162 og 163b: Bridgeman Images/Ritzau Scanpix; mellem s. 174 og 175: Science Photo Library; mellem s. 188 og 189a: National Library of Medicine (NLM); mellem s. 188 og 189b: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen; s. 202: New South Wales State Archives & Records; s. 210: Everett Collection/Shutterstock/Ritzau Scanpix; s. 215: National Library of Medicine (NLM); s. 224: Bridgeman Images/Ritzau Scanpix; s. 229: Ritzau Scanpix; omslag: Wikimedia Commons. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Der er tilladt at citere med kildeangivelse. www.gad.dk
Den fjerde rytter.indd 4
10.09.2020 09.03
Indhold
Oversigt over omtalte sygdomsudbrud 7 Den fjerde rytters ridt gennem historien 9 I mikrobernes tjeneste 17 Kvæg frem for flodheste 27 Patient 0 – verdenshistoriens første pestpatient 35 Massedød sendt fra guderne 49 Apollons hævn 59 Den Justinianske Pest 67 Vikinger og feberdjævle 83 Stilhed før stormen 93 Den Store Pestilens 99 Det amerikanske mareridt 115 Pokkers! 129 Den store nordiske pestepidemi 147 Koldfeberen 155 Pest eller kolera? 171 Den hvide død 185 Maskingeværer og mikrobefeber 193 De lamme børn 207 Bøssepesten 217 Undtagelsestilstanden – et bagord 227 Litteratur 235
Den fjerde rytter.indd 5
10.09.2020 09.03
Den fjerde rytter.indd 6
10.09.2020 09.03
Oversigt over omtalte sygdomsudbrud
13.000 f.v.t. Første teoretisk mulige frembrud af leverbetændelse hos mennesker 5.000 f.v.t.
Tuberkulose
3.700 f.v.t.
Første teoretisk mulige pestudbrud
3.000 f.v.t.
Første påviste tilfælde af pest hos mennesker
1143 f.v.t.
Ramses 5. dør muligvis af kopper
430 f.v.t.
Tyfusudbrud i Athen
166-180
Den Antoninske Pest
541-750
Den Justinianske Pest
600-1000
Koppeudbrud blandt vikingerne
1347
Den Sorte Død når Europa
1349
Den Sorte Død når Danmark
1361
Børnenes Pest
1493
Syfilis ankommer til Europa fra Amerika
1520
Koppeudbrud i Mexico
1545-48
Tyfusudbrud i Mexico
1665
Pest i London
1700
Malaria (koldfeber) dukker op i Skandinavien
1700-1900
Tuberkulose slår en milliard mennesker ihjel verden over
1711
Pest i København og Helsingør 7
Den fjerde rytter.indd 7
10.09.2020 09.03
1817
Første udbrud af kolera i verden
1831
Malariaepidemi i Danmark
1853
Koleraudbrud i Danmark
1918-20
Den Spanske Syge
1952-53
Polioepidemi i Danmark
1981
Aids diagnosticeres i USA
2020
Coronaepidemien
Den fjerde rytter.indd 8
10.09.2020 09.03
Den fjerde rytters ridt gennem historien
Den 57-årige rejehandler Wei Guixian følte sig småsløj. Hun havde feber, hovedpine og tør hoste, og i begyndelsen af december 2019 forlod hun sin stadeplads på dyremarkedet i den store og driftige centralkinesiske by Wuhan ved Yangtze flodens bredder og opsøgte en læge for at få hjælp til at dulme forkølelsessymptomerne. Derpå vendte hun tilbage for at passe sit arbejde. Det blev en beslutning med skæbnesvangre konsekvenser. Otte dage senere lå hun halvt bevidstløs med lungebetændelse, vejrtrækningsproblemer og nedsat nyrefunktion i en seng på et af byens største hospitaler, mens det væltede ind fra højre og venstre med folk med tilsvarende symptomer. Adskillige af dem forlod hospitalet igen i en kiste. Nogle få uger senere, i slutningen af februar 2020, ankom Jakob Tage Ramlyng med sin familie til Roskilde efter et ferieophold på et skisportssted nordøst for den norditalienske by Milano. Efter en dags møder på arbejdspladsen, TV2 News, fik han akut maveonde, og en sen nattetime kunne personalet på Roskilde Sygehus give ham forklaringen. Han var, som den første dansker, testet positiv for den samme lidelse, som man berettede om i Kina, og han blev sendt i to ugers hjemmekarantæne. 9
Den fjerde rytter.indd 9
10.09.2020 09.03
Smitten var ude af kontrol. Turister fra alle egne af verden blev kaldt hjem, og krydstogtskibe blev sat ud af drift, mens folk i tusindvis nærmest instinktivt fik travlt med at hamstre. I begyndelsen af marts erklærede verdenssundhedsorganisationen WHO sygdommen for en global pandemi. Fra at være en eksotisk lidelse observeret på et kinesisk dyremarked, havde virussen på tre måneder spredt sig til stort set alle hjørner af kloden via nutidens hyperglobaliserede rejsenetværk og fået verden til at gå i stå. Følgevirkningerne var omfattende. Land efter land lukkede ned, indstillede flytrafik og satte betonklodser ved landegrænserne. Opsatte testtelte, indrettede modtagecentre og lynuddannede akutsygeplejersker. Coronavirussen, COVID-19, som ingen havde hørt om før, blev altings omdrejningspunkt, og folk forskansede sig inden døre, mens nyhedsstrømmen forvandlede sig til en sløjfe af oplysninger om smittekurver og dødstal, diskussioner om vacciner og flokimmunitet og kamp om værnemidler og respiratorer. Det, som epidemiologer og andre havde advaret om i årtier, var en realitet. For langt de fleste af den moderne verdens indbyggere var det første gang, de så effekten af en epidemi med så stor mediebevågenhed – med al den angst og destruktion, som følger i slipstrømmen. I et historisk perspektiv var den til gengæld forventelig. Målt med tidens alen er sygdomme af global skala nemlig et tilbagevendende fænomen, og det mærkværdige består egentlig i, at den denne gang lod vente så længe på sig. Sidste gang, en epidemi bredte sig over flere kontinenter med så mange døde på så kort tid til følge, var for hundrede år siden. Da historie er menneskehedens erfaring, er det også i for10
Den fjerde rytter.indd 10
10.09.2020 09.03
tidens begivenheder, at man kan hente viden om, hvordan epidemier opstår og udvikler sig og aflæse, hvordan mennesker reagerer på dem. Historiske eksempler er der under alle omstændigheder masser af, og frygten for epidemierne er ældgammel. I Johannes’ Åbenbaring i Det Nye Testamente finder man fortællingen om de fire dommedagsryttere, som drager hærgende gennem verden. De tre første symboliserer de destruktive kræfter krig, erobring og hungersnød, mens den fjerde af rytterne, som rider på en gustengul hest, spreder sygdom i sit kølvand. Når alle fire ryttere rider på samme tid, vil jorden gå under. Men læser man historiebøger, vil man hurtigt opdage, at den fjerde rytters hærgen undertiden i sig selv har været næsten nok. ”I disse tider kom en plage, som nær var blevet enden på menneskeheden”, skriver en stærkt rystet historiker ved navn Prokopius i årene efter historiens første veldokumenterede udbrud af byldepest i året 542. Han havde set, hvordan menneskene omkring ham bukkede under for den mystiske sygdom i Konstantinopel – nutidens Istanbul – og måtte begraves i hobetal. Det var næsten et årtusind før, den for mange så velkendte epidemi med det gruopvækkende tilnavn Den Sorte Død tog livet af op imod halvdelen af Europas befolkning. Mennesket opfører sig ofte, som om det bestemmer verdens gang, og momentvis er der da også perioder med fredelige tilstande, hvor man let kan få den opfattelse, at mennesket er frit og herre i sit eget liv. Men historien viser, at det grundlæggende er en illusion, og at det i andre perioder er mikroberne, der styrer og ændrer retningen for vores tilværelse. Adskillige gange har epidemier ændret verdenshistoriens 11
Den fjerde rytter.indd 11
10.09.2020 09.03
gang, og de har været afgørende for, om imperier bestod eller bukkede under, ligesom de har leveret nye muligheder for dem, der overlevede sygdommens tilfældige hærgen. Uanset social status. Det er faktisk, helt uden sammenligning, sygdomme, der har fungeret som verdenshistoriens største dræber og samfundsomvælter helt frem til Anden Verdenskrig, og Selv da må man indrømme, at tuberkulose og kolera tilsammen krævede langt flere ofre end selve krigsurolighederne. Alligevel er det netop de årstalsmæssigt velafgrænsede krige, vi som regel foretrækker at inddele historiens epoker efter. Sygdommenes hærgen og succes kan vi mennesker takke os selv for. De største og mest omfattende sygdomsudbrud gennem tiderne skyldes nemlig vores tætte forhold til de dyr, vi opdrætter, slagter og spiser. Samlere og jægere, som sjældent var bofaste, nåede aldrig op på en befolkningstæthed, der gjorde det muligt at opretholde floksygdomme, men for mere end 10.000 år siden begyndte mennesker i Mellemøsten at dyrke jorden og holde husdyr. De bosatte sig i landsbyer og indrettede komplekse samfund, hvor affaldet hobede sig op, og hvor menneskene og dyrene boede op og ned ad hinanden. Deres kropssekreter blandede sig let med fødevareproduktionen, og det skabte ideelle betingelser for, at alverdens sygdomme kunne opstå. Den nye måde at leve på skabte samtidig mulighed for produktionsoverskud, som øgede befolkningens størrelse og befolkningstætheden, samtidig med, at landsbyerne blev forbundet gennem handel, som muliggjorde, at sygdommene bredte sig over store landområder. Det var særlig kvæg og svin, som gav mikroberne videre til mennesker, og som udviklede sig til store floksygdomme. Det er lige fra begyndelsen foregået som en evolutionær proces, 12
Den fjerde rytter.indd 12
10.09.2020 09.03
hvor sygdommene langsomt har tilpasset sig ændrede forhold og har indrettet sig med forskellige strategier for at blive spredt, som influenzaens klassiske nys og tuberkulosens og coronavirussens host, der spreder millionvis af små inficerede og luftbårne dråber spyt, og let og effektivt fordeler sig fra det ene menneske til det andet. Mikroberne er jo interesseret i at overleve og forandrer derfor vores krop, så den bliver en fabrik, der skaber ny smitte. Omgangen mellem mennesker og dyr i tætbefolkede landsbyer og snart også i større bydannelser har alt i alt skabt nogle af verdenshistoriens mest vidtrækkende og frygtede sygdomme. Mæslinger og tuberkulose kommer fra kvæg, og det samme gør som regel kopper. Pesten er en bakterie, som overlever i en rotteloppes mavesæk og overføres ved bid, mens influenza kommer fra grise og fugle. Malaria spredes gennem myg, aids er vandret fra aber til mennesker, og ebola stammer blandt andet fra store flagermus kaldet flyvende hunde. Derfor undrer det hverken virologer, arkæologer eller historikere, at den nye coronavirus opstod i den meget tæt befolkede Hubeiprovins i det centrale Kina, og at epicentret var et marked med levende dyr samlet på meget lidt plads og præget af manglende hygiejne. En lokalitet, hvor der blev solgt dyr fra alle egne af verden, som blev slagtet på stedet for kort efter at ende på middagsbordene og blive indtaget af kulinarisk eventyrlystne markedsgæster. Det var en katastrofe, som bare ventede på at ske, og som også kommer til at ske igen. Hvilket dyr virussen udsprang fra denne gang, er endnu ikke fastslået med bestemthed. Slanger og flagermus har været nævnt som mulige kandidater. 13
Den fjerde rytter.indd 13
10.09.2020 09.03
Obduktion af rotter for tegn på byldepest i New Orleans. I 1914 ankom en svensk sømand til byen, og kort efter døde han af byldepest. Myndighederne greb ind med stor alvor og videnskabelig præcision. Man isolerede pestpatienterne og fangede 20.000 rotter, som led i at bekæmpe og inddæmme sygdommen.
Under alle omstændigheder skriver coronavirussen sig ind i en historie, som begyndte, da mennesker blev bønder og begyndte at holde dyr i fangenskab for bedre at kontrollere fødevareforsyningerne og satte ind på en kurs præget af befolkningstilvækst. En tilvækst, som stort set er fortsat lige siden og kun møder seriøs modstand, når voldsomme sygdomsudbrud som en fjerde rytter rider hærgende gennem byer og 14
Den fjerde rytter.indd 14
10.09.2020 09.03
kontinenter med års mellemrum. Den eneste forskel på dengang og i dag er nutidens viden, uddannelsesniveau, sundhedsvæsen og, nå ja, samfundssind. For omkring hundrede år siden var verden også hærget af en særlig slem influenza. Den Spanske Syge. Da sygdommen ramte i slutningen af Første Verdenskrig, og dermed en tid præget af mørkelæggende pressecensur, tætpakkede skyttegrave og dårlig ernæringstilstand, fik epidemien rig lejlighed for at hærge i et omfang, som endnu en gang rystede en hel verden. Den dræbte på kort tid hovedsageligt yngre mennesker, først og fremmest dem mellem 20 og 40 år. Formentlig fordi børnenes stærke immunforsvar tog brodden af den, mens de ældre allerede havde gennemlevet influenzaepidemier, der mindede om den, og som havde gjort dem modstandsdygtige. Resultatet blev det mest omfattende enkeltudbrud i form af en epidemi til dato. Omtrent 30-50 millioner mennesker mistede livet på globalt plan i årene 1918-20. Det var ganske vist, før vi fik et hospitalsvæsen i den udformning, vi kender i dag, men langt hen ad vejen står mennesket lige så uforberedt og magtesløst i dag, som det gjorde dengang. Mange af de velkendte strategier – nødhospitaler, karantæneforanstaltninger, værnemidler og hygiejneregler – var man allerede fortrolig med. Derfor kan vi uden videre sammenligne nutidens epidemier med fortidens og høste nogle af erfaringerne fra Den Spanske Syge med henblik på at gøre os klogere på vores egen situation, fordi de endnu gælder. Bl.a. at det kan betale sig at begrænse og bremse smittens acceleration i befolkningen, således at ikke så mange bliver smittet på én gang, og så sundhedsmyndighederne bedre kunne følge med og passe de 15
Den fjerde rytter.indd 15
10.09.2020 09.03
syge. Den strategi, som myndighederne i Danmark stadig benytter. Vi kan også uden videre spejle os i, hvordan befolkningen reagerede på nedlukningen, isolationen og sygdommens hærgen, og hvilket samfund, der kom ud på den anden side. Bogen er med andre ord tænkt som et historisk overblik, der forklarer, hvorfor kloden gentagne gange har været ramt af epidemier og fortsat vil blive det. Den afsøger datidens forklaringsmodeller for at forstå befolkningernes reaktion, og nutidens for at skabe overblik over sygdommenes oprindelse, udvikling og forløb. Det sker gennem udvalgte eksempler fra alle dele af verdenshistorien. I hvert fald i de seneste årtusinder. De største og mest alvorlige tilfælde ændrede trods alt menneskehedens tilværelse, og derfor giver det god mening at få lidt indsigt i epidemiernes væsen ved at følge i kølvandet på den fjerde rytters hærgende ridt gennem historien.
Den fjerde rytter.indd 16
10.09.2020 09.03
I mikrobernes tjeneste
Mennesket er den mest invasive art på jorden. Der er snart ikke det dyb eller den bjergtop, hvor mennesket ikke for længst har plantet et flag og fejret sin sejr over den vilde og utæmmede natur. Den slags giver let os mennesker den fejlopfattelse, at vi har monopol på at kontrollere naturen og afgøre jordens og dermed vores egen skæbne. Men den fornemmelse, som er tæt forfulgt af troen på egne evner, er i vid udstrækning en falsk tryghed. For når antibiotika og vacciner virker, og sygdomme ser ud til at forsvinde, så kommer det helt bag på os, når nye sygdomme opstår. Mikroberne eksisterer stadig blandt os, de muterer, og nye sygdomme kommer hele tiden til. Hvis vi træder et langt skridt tilbage i vores forhistorie til dengang, det hele begyndte, så får vi et bedre overblik over, hvorfor den teknologiske udvikling, befolkningstilvækst og komplekse civilisationer i sidste ende også gjorde os så udsatte og sårbare over for epidemier og dermed mikrobernes hærgen. Vores tid på jorden er nemlig kun et øjeblik sammenlignet med de ældgamle mikroorganismer, som har befolket jordens ufremkommelige afkroge i milliarder af år. Og livet, som vi 17
Den fjerde rytter.indd 17
10.09.2020 09.03
kender det i al sin kompleksitet, er vokset ud fra nogle små og smarte organismer, som fortsat lever i bedste velgående. Alligevel har vi nok en tilbøjelighed til at mene, at vi selv er evolutionens foreløbige kulminationspunkt. Men vi er stadigvæk prisgivet, når mikroberne slår til, trænger ind i vores kroppe og gør os syge. Homo sapiens – det tænkende menneske – har altså eksisteret i en rum tid og har forandret jorden mere end nogen anden art, men i forhold til hajer og skildpadder er vi rene nybegyndere på jorden, og i forhold til mikroberne knap værd at tale om. Det kommer ikke uden konsekvenser, og epidemierne, som rammer os hårdt med jævne mellemrum gennem dele af forhistorien og historien, er direkte konsekvenser af den måde, vi lever på. Evolutionen har stadig sit greb om os mennesker, selvom vi med alle midler prøver at undslippe det greb og indføre vores egne regler. De ældste fund af mennesker finder man i Nordafrika, hvor knogler fra Homo sapiens kan dateres og har vist sig at være omtrent 300.000 år gamle. Herfra gik det stærkt med at indtage Afrikas jagtmarker. For omkring 100.000 år siden opnåede mennesket så store færdigheder som jæger, at det bevægede sig fra midten af fødekæden og op til toppen. Hjernen vandt over musklerne, og millioner af års evolution, som skabte tunge elefanter, stærke løver og lynhurtige gazeller blev matchet af intelligens på uhørt kort tid set i forhold til andre arters udvikling over tid. Mennesket fik et komplekst sprog, udviklede anlæg for kunst og evnede allerede dengang at fortælle historier og dermed samle flokken om et større formål end det næste måltid mad og tryghed i hulen. For den fiktive virkelighed, som historier og myter udgør, kan få mennesker, der ikke kender hin18
Den fjerde rytter.indd 18
10.09.2020 09.03
anden, til at arbejde sammen om fælles mål. Det kan være historier om guder, beretninger om verdens skabelse, myter om de første mennesker og tilstedeværelsen af naturens ånder. Historierne kunne understøtte fortællingen om enkeltindividers særlige ret til at udstikke ordrer og ret til at tolke fortællingernes indbyggede sandheder og deres krav om, at flokken havde pligt til at følge dem. Det gav en mulighed for, at store flokke af mennesker kunne ændre adfærd hurtigt. Over tid blev det konger, der ledte, og præster, som tolkede. I oldtiden og langt op igennem historien var det præsterne, som forklarede sygdommenes væsen, og kongerne, som gav besked om, hvad man skulle gøre. I dag er det sundhedsmyndighederne, der er vor tids præster, som udstikker sandheder, og statsministeren, som er kongen – eller måske rettere dronningen – der beder os ændre adfærd, og som vi følger, fordi menneskearten er blevet godt opdraget og har haft tid til at tilpasse sig spillereglerne siden stenalderen. Alt sammen har givet mennesket en meget høj grad af tilpasningsevne og opfindsomhed, der med tiden uden sidestykke har gjort det til klodens mest invasive pattedyr. Skarpt forfulgt af rotter og til dels kaniner. Men for intet at regne i sammenligning med antallet af de mikrober, der fulgte med i menneskets fodspor. Da mennesket først satte foden uden for Afrika, i begyndelsen af den seneste istid – som varede i omkring 109.000 år helt frem til for omkring 11.000 år siden – blev jorden aldrig den samme igen. De omstrejfende grupper af historiefortællende mennesker var ikke bare den mest opfindsomme, men også den mest destruktive kraft, dyreriget hidtil havde frembragt. 19
Den fjerde rytter.indd 19
10.09.2020 09.03
Den verden, mennesket mødte dengang, var temmelig anderledes end den verden, som omgiver os i dag, hvor halvdelen af den beboelige del af jorden er dækket af et velfriseret landbrugsland. Under istiden herskede en vild verden med endeløse stepper og skove, hvor spredte menneskegrupper primært levede af planter, de fandt omkring sig, og jagt på smådyr og storvildt. De gik heller ikke af vejen for at stjæle et godt ådsel fra et succesrigt, men også dummere rovdyr, og hvad de ellers kunne komme i nærheden af. Mennesket fulgte det tropiske bælte fra Afrika og mod Sydøstasien på sine vandringer og bevægede sig senere for omkring 47.000 år siden op mod de store mammutstepper, som dækkede store dele af Europa, Rusland og Asien, hvor de store vandringer blev bremset af en stor iskappe omkring den nordlige halvkugle, som holdt Nordamerika og Europa i et jerngreb. De store klimaudsving, barske levevilkår og begrænsede fødevareforsyninger under istiden fik jægerstenalderens befolkning til at sprede sig over store områder med meget lav befolkningstæthed. Mennesket har været jægere, fiskere og samlere i størstedelen af sin tid på jorden, og derfor strækker jægerstenalderen sig groft sagt, fra de første menneskearter begyndte at bruge redskaber af sten for omkring 3,4 millioner år siden og helt frem til, at de første pionerer i Mellemøsten blev bønder for omtrent 11.000 år siden. Derefter kalder man den sidste del af stenalderen bondestenalderen. Men herfra bliver det også lidt mere kompliceret, fordi agerbruget kun gradvist bredte sig til Europas, Nordafrikas og Asiens fjernere områder, mens det også opstod uafhængigt af Mellemøsten i andre dele af verden. I Danmark blev størstedelen af befolkningen 20
Den fjerde rytter.indd 20
10.09.2020 09.03
således først bønder for 6.000 år siden, og periodeopdelingerne varierer dermed en del alt efter geografien. Før mennesket begyndte at dyrke jorden, nåede jordens samlede befolkning næppe over 10 millioner mennesker – det er færre end den kinesiske storby Wuhans befolkning i dag – og det havde stor betydning for de sygdomme, som de pådrog sig – og disses evne til at sprede sig.
Kannibalens forbandelse Hvis vi ser på sygdommene fra mikrobernes perspektiv og lægger vores eget farvede blik på dem som sygdomsfremkaldende organismer til side, så er de resultatet af en evolutionær proces på præcis samme måde, som vi selv er. De udvikler sig og forsøger konstant at finde værter, der opfører sig på en sådan måde, som spreder dem hurtigst og mest effektivt. Derfor er det de mikrober, der har den mest effektive spredningsstrategi, som overlever. Det er simpel matematik, og det handler om at få værten til at smitte flest mulige andre, der dermed spreder sygdommene videre igen. Værterne skal mangedobles, for at mikroben holdes i live. Derfor går det ikke, at værterne holder sig fra hinanden. Mange symptomer på sygdom er egentlig bare mikrobernes måde at sikre sig, at deres afkom spredes, og de har over tid udviklet mange forskellige strategier til at sprede sig mellem mennesker, mellem dyr og fra dyr til mennesker, eller den anden vej rundt. Den letteste måde er at vente på, at andre æder en, som salmonellabakterien i dårligt tilberedt kylling eller parasitterne i rå fisk, der er frygtet af sushielskere over hele verden. Lidt mere komplicerede smittemønstre kræver 21
Den fjerde rytter.indd 21
10.09.2020 09.03
mellemmænd i form af små insekter som lopper, lus og myg, der spreder pest, plettyfus og malaria. De ændrer vores kropsfunktioner, så de får optimale livsbetingelser. Derfor giver salmonellabakterien diarré og influenza en trang til nys og host. Det kan man fra et evolutionsbiologisk synspunkt ikke klandre dem for, det er bare en del af deres spredningsstrategier. Derimod kan det godt undre, at mikroberne undertiden finder på at slå deres vært ihjel som del af spredningsplanen, da man jo skulle mene, at en levende vært kan sprede smitten mere effektivt end en død. Døden er sandsynligvis også en utilsigtet effekt af et ellers effektivt spredningssystem. Så længe symptomer som diarré eller host bliver ved med at smitte i omgivelserne, så overlever sygdommen selvfølgelig fint, uanset at den oprindelige vært går hen og dør. Men ikke alle sygdomme har den effekt. Store dødelige epidemier holder sig nemlig ikke længe i små befolkninger, for så dør mikroberne ud helt naturligt, fordi der simpelthen ikke er værter nok. Derfor har sygdommene mange forskellige strategier, alt efter hvad forholdene tillader, og er i konstant fare for at ende i en evolutionær blindgyde. Nogle strategier er da også forsvundet igen. Kuru eller lattersyge – bedre kendt i en beslægtet variant som kogalskab eller Creutzfeldt-Jakobs sygdom – havde for eksempel sit udspring i en ret makaber tradition. Den var udbredt i begyndelsen af forrige århundrede, hvor man kunne være heldig – eller snarere uheldig – at træffe på den i Ny Guineas højland. Smittekilden var rå menneskehjerne, og grunden til, at man fik sygdommen, var kannibalisme. Sygdommen kom, hvis man under slagtningen af et andet menneske slikkede sig på fingrene efter at have håndteret den rå hjerne. Særlige prote22
Den fjerde rytter.indd 22
10.09.2020 09.03
iner blev overført til kannibalens egen hjerne, som langsomt men sikkert nedbrød hjernens væv og resulterede i død. Så snart befolkningen stoppede med at spise andre mennesker, ophørte sygdommen også. Der findes i det hele taget masser af eksempler på sygdomme, som ikke viste sig levedygtige og kun dukkede kortvarigt op for så at forsvinde igen, mens andre har fulgt os i tusindvis af år – lige siden jægerstenalderen – fordi de har fundet den helt rigtige teknik.
Tyggegummipigen Det er en næsten umulig opgave at kortlægge de mange smågrupper af jægere og samlere og deres sygdomme, fordi de levede for så lang tid siden, at deres knogler og efterladenskaber ofte er forsvundet i jorden. Arkæologerne kan udgrave deres boliger og gravpladser og derfra analysere sig frem til deres måde at leve på, så man aflæser – nærmest som en anden detektiv, vi kender fra kriminalromaner og -serier – de spor, mennesker har efterladt sig i jorden, og derfra konkluderer man omkring levevilkår og samfundsmønster. Man kan også se på, hvilke sygdomme de mennesker, der lever som jægere og samlere i dag, lider under, og så får man en meget god fornemmelse af, hvilke typer sygdomme jægerstenalderens folk kan have båret rundt på. Det er typisk kroniske sygdomme, som er lang tid om at dræbe, hvis de overhovedet er dødelige. Som for eksempel spedalskhed, der over mange år nedbryder kroppens væv, og som har temmelig svært ved at klare sig i vore dage. En anden og meget gammel sygdomsform blandt mennesker er hepatitis B, en yderst smitsom leverbetændelse, som til gengæld har haft overor23
Den fjerde rytter.indd 23
10.09.2020 09.03
dentligt godt held til at holde sig gående. I dag er den faktisk en af de mest udbredte sygdomme i verden med mere end 250 millioner smittede. Det ældste påviste tilfælde er 7.000 år gammelt, og ser man på virussens arvemasse, så har den ovenikøbet eksisteret i mindst 15.000 år og må derfor også have været en sygdom, der har været kendt og frygtet blandt mennesker i stenalderen. En sygdom, der er næsten lige så gammel og påvist i en russisk grav, der er præcis 6.795 år gammel, og som antages at have eksisteret blandt mennesker i mindst 13.000 år, er en forholdsvis mild sygdom, Erythema infectiosum, som i folkemunde går under navnet lussingesyge. Dermed har vi alligevel et par konkrete bud på sygdomme blandt mennesker, før vi blev bønder. Men det er ikke sygdomme, som kan fremkalde pludselige epidemiske bølger med høj dødelighed. Det er nærmere ubehagelige bekendtskaber, som forringer livskvaliteten uden at slå dig ihjel. Parasitter hyggede sig også i jægerstenalderens menneskekroppe. De små organismer, som kan tage ophold i kroppen og snylte på systemet, kunne være den nok så velkendte bændelorm, der bor i menneskets tarm. Fra skeletter i grave fundet ved Skateholm langs med Skånes kyst har forskerne nemlig kunnet konkludere, at folkene, som boede der og fiskede i jægerstenalderen, også spiste rå fisk og fik parasitter herfra i kroppen. Rå fisk var åbenbart også på menuen i jægerstenalderen. Men det er faktisk også muligt at komme endnu tætteBaseret på gammelt DNA fra spyt i en begklump fundet på Lolland er det lykkedes forskerne at komme meget tæt på, hvordan stenalderens mennesker i Danmark så ud for omkring 5.800 år siden.
24
Den fjerde rytter.indd 24
10.09.2020 09.03
Den fjerde rytter.indd 1
10.09.2020 09.03
En lille klump beg var stenalderens tyggegummi, og lige præcis denne klump, fundet på Lolland, indeholdt spyt fra en stenalderkvinde. Hendes DNA afslørede bl.a., at hun kunne have haft kyssesyge.
Den fjerde rytter.indd 2
10.09.2020 09.03
re på sygdomme blandt de jægere, som boede i Danmark for omkring 5.800 år siden. Takket være særligt gode bevaringsforhold, den nyeste DNA-teknologi og rent held kan et arkæo logisk fund give os et glimt af jægernes sundhedstilstand. I slutningen af jægerstenalderen levede de fleste mennesker i Danmark ved kysten. Her indsamlede de mad fra naturen, jagede dyr i skoven og fiskede i det lune stenalderhav. Øst for Rødbyhavn ved Syltholm Fjord på Lolland er arkæologerne i forbindelse med anlæggelse af Femern-forbindelsen kommet på sporet af helt utroligt velbevarede levn fra jægere og fiskere, som boede og arbejdede i fjorden. Den iltfattige fjordbund har bevaret organiske genstande i årtusinder, men det skulle alligevel være en meget undseelig lille mørkebrun klump, som kom med det mest opsigtsvækkende forskningsresultat fra hele udgravningen. Den lille klump beg af birkebark havde været et stenaldermenneskes tyggegummi for mellem 5.800 og 5.600 år siden, og det fungerede som et ældgammelt fossilt mundskrab. Helt ekstraordinært var DNA’et fra stenaldermenneskets spyt bevaret i de små folder, som vedkommende havde tygget sammen. Dermed kunne forskerne tegne et ret præcist billede af, hvem indehaveren var. Det var en pige eller kvinde. Hendes hud var med stor sandsynlighed brun, måske meget mørkebrun. Hendes hår var brunt til mørkebrunt, og øjnene var blå. Hendes ansigtstræk var ikke meget anderledes end dem, vi har i dag. De blå øjne ser ud til at være en europæisk mutation blandt jægere og samlerne. Hun var i øvrigt laktoseintolerant, hvilket betød, at hun ikke kunne spalte og nedbryde mælkesukker. Det giver rigtig god mening, da det er en evne, vi først får efter at have malket husdyr i flere tusinde år. 25
Den fjerde rytter.indd 25
10.09.2020 09.03
Helt ekstraordinært var DNA fra virus og bakterier også bevaret i klumpen, og det viser sig, at hun var bærer af en herpesvirus, som kan give mononukleose, bedre kendt som kyssesyge, og en særlig streptokok, som kan give lungebetændelse. Kyssesyge er en sygdom, som sjældent er særlig alvorlig, og når man først har overstået de influenzalignede symptomer som ondt i halsen og træthed, så er man immun resten af livet. Den smitter, som det folkelige navn antyder, ved hjælp af dråber af spyt – altså når mennesker kysser hinanden eller færdes meget tæt sammen. Derfor er den i dag også en kendt sygdom, som ofte spredes blandt teenagere, når de slår deres folder på efterskoler og i ungdomsklubber. De fleste af os bærer også streptokokker som del af mundens naturlige bakterieflora, hvoraf nogle kan forårsage sygdom. Så vi ved ikke, om hun led af sygdommene i udbrud, mens hun tyggede på sit tyggegummi, og vi ved heller ikke, hvad hun døde af. Til gengæld ved vi, hvad der var på menuen, før tyggegummiet røg i munden: gråand – enten i form af kød eller æg – og hasselnødder. Netop den varierede kost og det høje proteinindtag kendetegner stenalderjægernes mad. Især nødderne var en udbredt del af kosten i datidens Danmark, fordi de let kunne dyrkes i kratskove, nemt opbevares og havde et højt næringsindhold, samtidig med at de smagte godt. Tyggegummipigen er som en af fortidens ånder, der kun er vakt til live i et kort glimt i form af fossilt spyt. Men der tegner sig et ret fint billede af den formodning, vi allerede har: at de store voldsomme epidemiudbrud blandt mennesker først kommer til i det øjeblik, at mennesket selv begynder at omforme den vilde natur, dyrke jorden og blive bønder.
Den fjerde rytter.indd 26
10.09.2020 09.03
