Julius Bomholt

Julius Bomholt.indd 2

03.08.2021 13.47

Jørn Henrik Petersen

Julius Bomholt Fra idé til handling

GADS FORLAG

Julius Bomholt.indd 3

03.08.2021 13.47

Hvad forstår du i det hele taget ved arbejde: Det begynder med de tre ord: For de andre.

Det egentlige (1953), p. 85

Julius Bomholt.indd 4

03.08.2021 13.47

Forfatterens forord Julius Bomholt har mange talenter og karrierer. Han er teolog, men har aldrig virket som præst. Hans gerning har været højskolelærerens, højskoleforstanderens, folkeopdragerens, uddannelses- og kulturdebattørens, folketingsmandens, radioråds- og folketingsformandens, ministerens, den fag- og skønlitterære forfatters og meget, meget mere.

Denne vidtforgrenede indsats udgør for ham en enhed og helhed, selv om der indimellem er spændinger. Efter sin rebel- og frustrationsperiode ser den modne Bomholt foreningen af sit litterære og politiske arbejde som en naturlig sag. I hans modenhedsperiode og egentlig også forud er der i hans gøren og laden enhed og sammenhæng båret af den sammenknytning af fortid, nutid og fremtid, der er så karakteristisk for ham.

Digteren og politikeren kan ikke adskilles. De befrugter gensidigt hinanden. Han taber aldrig den store sammenhæng – idéen og de af den følgende handlinger – af syne, men forbliver et levende menneske forankret i de værdier og den livsanskuelse, han har taget med sig fra barndomshjemmet i Alderslyst. Sjældent møder man en så vidtfavnende personlighed, som dyrker det, der optager ham, med en legendarisk energi og arbejdsevne.

Jeg undrer mig over, at en sådan mand, der lægger grunden til skolereformen af 1958, gennemfører den anden social- og den første kulturreform, er på vej til at gå i glemmebogen. Derfor var det ikke svært

Julius Bomholt.indd 5

5

03.08.2021 13.47

at sige ja, da bestyrelsen for Digterhjemmet i Sønderho bad mig riste en rune over Julius Bomholt.

Og så alligevel. Da jeg første gang på Esbjerg Byhistoriske Arkiv besøger hans privatarkiv, er jeg ved at løbe skrigende bort. 65 hyldemeter om stort og småt. Der er noget at tage fat på, men arbejdet lettes, fordi Rigsarkivet har udarbejdet en glimrende registratur, og bibliotekar Claus Larsen som hovedopgave på Biblioteksskolen har udarbejdet en bibliografi.1 På spørgsmålet om, hvorvidt han helst vil huskes som forfatter eller politiker, svarer Bomholt: ”Det vil jeg ikke skænke en tanke. Der er gudskelov ingen, som kender sit eftermæle. Eftertiden vil altid suverænt foretage sine omvurderinger. I øvrigt er der også noget, som hedder den gode glemsel. Mit liv har været at leve med i min tid, og jeg har i nogen grad forenet idé med handling …”2 ”Hvilke politikere bliver husket. Nej, vi går alle ind i den store glemsel. Kun ganske få holder; men det store flertal gør tidens gerning, ligesom alle andre mennesker, som skomagere og arbejdsmænd. Det er et job, der skal gøres”.3 Når vor generation er gået ind i historien, vil kun et par navne markere den indsats, der blev ydet. Forude venter den totale anonymitet. Der er en dyb trøst i den tanke, synes jeg, at den enkeltes jeg engang skal forsvinde i generationens vi. Det giver denne stunds oplevelse en festligere glans.

Det evige er underet, der omgiver os. Jeg oplever hver dag – selv den sorteste – som en svimlende gave.

6

Julius Bomholt.indd 6

”Den gode glemsel”, javel, men var det den, han tragtede efter, ville han næppe have skænket sit store privatarkiv til Byarkivet i Esbjerg.

Efter at have afsluttet arbejdet med denne bog er det min klare opfattelse, at der er god grund til at huske Julius Bomholt. Vel ser han gerne jeget gå op i viet, men det er værd at fastholde en viden om og forståelse af denne sælsomme fugl i den socialdemokratiske voliere.

Man kan, når man sidder og gransker en dagbog, føle, at man er en sær voyeur, men trøstes da af Julius selv:

03.08.2021 13.47

Er det overflødigt at komme ind paa en digters forældrehjem og barndomskaar, hans kærlighedsoplevelser og hans skæbne? Nej, for at et menneske kan bestemmes som type, maa man kende dets afstamning og milieu. Hvis man vil forklare en forfatterpersonligheds karakter, kan der ikke hvile et skær af anonymitet over hans nærmeste, hans vante omgivelser og hele livsforløb.4 Ud over Bomholts privatarkiv har jeg gjort brug af et ikke helt lille materiale, som jeg har lånt af hans barnebarn Gry Bomholt og hendes mand, Gert Siegismund. En stor tak til dem begge.

I de tidlige 1990’ere er forfatteren, mag.art. Bent Haugaard Jeppesen i gang med en bog om Bomholt med afsæt i hans privatarkiv.5 Han foretager omfattende kopiering af materialer i arkivet med henblik på at skrive en kulturideologisk monografi: fra forestillingen om udviklingen af en specifik arbejderkultur til visionen om en almen, demokratisk baseret kulturudfoldelse – i frihed og ideelt for og ved ”hele folket”. Det fremgår af enkelte noter i Haugaard Jeppesens materiale, som dukker op, mens jeg skriver. Det har været deponeret hos lokalhistorikeren Knud Peder Jensen, Fur, som afleverer det til Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Desværre når Haugaard Jeppesen ikke at skrive sin bog, før han dør i 1994.

Mellem Julius Bomholt og forfatteren Erling Kristensen var der et tæt venskab. Det er behandlet af Karin Bang, der tidligt lader mig se sine manuskripter, som jeg slet ikke har kunnet yde den retfærdighed, de fortjener.6 Jeg har grund til at sige tak til Esbjerg Byhistoriske Arkiv. Arkivets leder Jørgen Dieckmann Rasmussen, arkivar Per Reszka Dybbro og fotograf Brian Kristensen har ydet mig stor hjælp. Også en varm tak til sygeplejerske Aja Høy-Nielsen, der er knyttet til arkivet. Både tak for gode samtaler og for hjælp til at forstå de medicinske forhold knyttet til Ne og Julius.

Også andre arkiver har ydet hjælp med detailoplysninger. Derfor tak til Villy Bundgaard, Faxe Kommunes Arkiver; Lisbeth Aagard, Lo-

Julius Bomholt.indd 7

7

03.08.2021 13.47

8

Julius Bomholt.indd 8

kalhistorisk Arkiv, Fredericia; Niels Erik Engsted, Sønderho Lokalhistoriske Arkiv; Lis Thaulov, Silkeborg Arkiv; Krista Jensen, Blicherarkiv, Blicheregnens Museum.

Tak også til Lis og Niels Brink Jensen, Sønderho, og Ulla og Dorrit Kampmann, Sønderho, for gode samtaler om Bomholt.

Selvsagt en stor tak til Bestyrelsen for Digterhjemmet i Sønderho, der har betroet mig opgaven og ikke mindst til bibliotekar Annette Brøchner Lindgaard.

Ved begyndelsen af arbejdet boede jeg i bispegården i Ribe. Derfor tak til Kirsten M. Andersen og Elof Westergaard. Og en tilsvarende tak til Digterhjemmets Venneforening, der senere finansierede mit ophold i Esbjerg og mange rejser Odense-Esbjerg og retur. Venneforeningen fik støtte fra Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Esbjerg Fonden, Esbjerg Ugeavis’ Fond og Socialdemokratiet i Esbjerg. En stor tak til dem alle.

Også tak til de mange enkeltpersoner – ingen nævnt og ingen glemt – der dels på Esbjerg Byhistoriske Arkiv, dels i Sønderho har fortalt mig om deres erindringer om Julius Bomholt.

En dyb tak også til redaktionschef Henrik Sebro og redaktør Mette Højbjerg, Gads Forlag. En ikke mindre tak til redaktør Anne Mette Palm, der har lært mig at økonomisere med rubrikkerne.

En bog som denne udkommer ikke uden finansiel støtte. For den en tak til Arbejdernes Landsbank, Esbjerg, Augustinus Fonden, Blik og Rør, Sydjylland-Fyn, Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Esbjerg Kommune, Fagbevægelsens almene Fond i Silkeborg, G.E.C. Gads Fond, Ingeniør N.M. Knudsens Fond, Roskilde Kommune, Silkeborg Kommune, Claus Sørensens Fond, Esbjerg, Fagbevægelsens Hovedorganisation i Sydvestjylland, Socialdemokratiet, Socialdemokratiet i Esbjerg, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg, VELUX FONDEN og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. En stor tak til dem alle. En ikke mindre tak til 3F der har støttet udgivelsen ved køb af et større antal bøger.

Sidst, men ikke mindst tak til Digterhjemmets bestyrelse, der har givet mig mulighed for i de herlige sommer- og efterårsmåneder fra august til december 2020 at bo i Digterhjemmet i Sønderho. Det har

03.08.2021 13.47

været en prægtig tid, og det er med vemod, jeg nu slutter arbejdet med bogen for at rejse hjem.

Bogen udkommer den 7. september 2021 – præcis 60 år efter beslutningen om oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender. Ofte henføres ministeriets fødselsdag til den 19. september, hvor ministeriets ressort blev fastlagt ved en kongelig resolution. Uanset fastlæggelsen af fødselsdagen er der god grund til her på 60-årsdagen at hylde ham, der lagde grundstenen. At ministeriet ikke blev det ”superministerium”, Viggo Kampmann og Julius Bomholt havde forestillet sig, kan ikke lastes ministeriets første chef.

Samtidig ligger udgivelsen en måneds tid før Socialdemokratiets 150-års jubilæum. Den fortæller om partiets ledende kulturpolitiker gennem 40 år. Der er god grund til at huske Bomholts bevægelse fra ilter radikaler til moden realpolitiker med etikken som ledetråd. Ikke mindst denne etiske dimension er det værd at besinde sig på i jubilæumsåret.

Digterhjemmet i Sønderho i december 2020 Jørn Henrik Petersen

9

Julius Bomholt.indd 9

03.08.2021 13.47

Bogen er udgivet med støtte fra:

Ingeniør N.M. Knudsens Fond Claus Sørensens Fond, Esbjerg Esbjerg Kommune Roskilde Kommune Silkeborg Kommune Fagbevægelsens Almene Fond i Silkeborg Blik og Rør, Sydjylland-Fyn Fagbevægelsens Hovedorganisation i Sydvestjylland Socialdemokratiet Socialdemokraterne i Esbjerg – partiforeningen Esbjerg Arbejdernes Landsbank i Esbjerg G.E.C. Gads Fond Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse VELUX FONDEN

Julius Bomholt.indd 10

03.08.2021 13.48

Indhold Kulturministerens forord Kapitel 1.

Kapitel 2.

Kapitel 3.

Kapitel 4.

Kapitel 5.

Kapitel 6.

Kapitel 7.

Kapitel 8.

Kapitel 9.

Kapitel 10.

Kapitel 11.

Kapitel 12.

Kapitel 13.

Kapitel 14.

Kapitel 15.

Kapitel 16.

Kapitel 17.

Kapitel 18.

Kapitel 19.

Julius Bomholt.indd 11

En mand i et spændingsfelt Martinus og Karen Marie. Fødehjemmet i Alderslyst Træskomænd og vaskekoner. Tilbage til Alderslyst Skolegang, studier og embedseksamen Livsanskuelsen Dannelsesrejsen og lærer på Askov Esbjerg Arbejderhøjskole Så bliver han forstander Bomholts principielle syn på højskolen Ne og Julius Dansk Digtning Arbejderkultur Fra arbejderkultur til folkets kultur Folket under besættelse og i efterkrigstid Lovmager og byrådspolitiker Fokusområder i 1930’ernes folketingsgerning Fortrydelsens folketingsmand En familie bliver til, og slægten fortsættes Eftervirkninger og efterveer

13 17 25 39 54 72 85 100 113 127 133 147 158 171 183 195 211 223 232 246

03.08.2021 13.48

Julius Bomholt.indd 12

Kapitel 20. Medlem af Radiorådet og programudvalget Kapitel 21. Radiorådsformand under besættelsen Kapitel 22. Radiorådsformand 1945-1953 Kapitel 23. Folketingsformand 1945-1950 Kapitel 24. Folketingsformand igen 1964-68 Kapitel 25. Fra Togter til Blomstrende Grene Kapitel 26. En bog om året – og nogle gange to Kapitel 27. Undervisningsminister 1950 Kapitel 28. Undervisningsminister 1953-1957 Kapitel 29. Skolelovsforhandlingerne – et eksempel på Bomholts vedholdenhed Kapitel 30. Socialministeren – værdier og principper Kapitel 31. Socialministerens lovinitiativer Kapitel 32. Bomholts kulturpolitiske synspunkter Kapitel 33. Forspil til kulturministeriets oprettelse Kapitel 34. Kunstfonden ser dagens lys Kapitel 35. Andre initiativer og kulturpause Kapitel 36. Et brutalt farvel Kapitel 37. Nes og Julius’ sidste år

257 265 281 292 307 322 334 348 356 372 390 402 420 433 450 463 479 490

Noter Personregister

505 608

03.08.2021 13.48

Kulturministerens forord Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, får nu omsider den biografi, han fortjener. Professor emeritus Jørn Henrik Petersen har higet og søgt i Esbjerg Byhistoriske Arkiv og hos slægtninge og bekendte til Laurits Julius Jensen Bomholt. Og det synes et held for os læsere, at Digterhjemmet i Sønderho netop henvendte sig til Jørn Henrik Petersen. Den drevne professor gav nemlig ikke op over for det omfangsrige materiale, som han blev præsenteret for, og det er lykkedes ham at skrive en velresearchet bog, der tegner et begavet billede af en stærk socialdemokratisk skikkelse.

Julius Bomholt lagde grunden til skolereformen i 1958 og gennemførte den anden socialreform og den første kulturreform i Danmark.

Og som den visionære politiker han var, foreslog han allerede i 1937 oprettelsen af et kulturministerium, en vision, der som bekendt blev en realitet med Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961. Det er der god grund til at mindes og takke ham for.

Julius Bomholts verden udgik fra barndomshjemmet i Alderslyst ved Silkeborg, hvor han lige fra barnsben blev bevidst om social uretfærdighed, og hvilken rolle fællesskabet spiller for den enkelte og for samfundet. Arven fra barndomshjemmet var han alle dage meget bevidst om.

Han voksede op i spændingsfeltet mellem landsbyens almuekultur og ”fabrikken”, mellem bondesamfund og den gryende industrialisering.

Julius Bomholt.indd 13

13

03.08.2021 13.48

14

Julius Bomholt.indd 14

Hans far, Martinus, arbejdede på en papirfabrik, lavede en lønaktion, dannede en fagforening og blev formand. Faderen involverede sig i det hele taget i lokalsamfundet med liv og sjæl – han var formand for ”den frie fattigkasse” og medlem af Socialdemokratiet – og hjalp i sit arbejde småkårsfolk i sognet, når de søgte om understøttelse. Julius Bomholt havde overværet, hvordan markedsøkonomien ændrede samfundet og de sociale bånd. Hvordan den beskyttelse, som i det gamle samfund blev varetaget af familien, nu blev en sag for de faglige foreninger. Politik praktiseredes døgnet rundt i og uden for familiens hjem, og for Julius Bomholt blev solidaritet og retfærdighed kerneværdier. Og disse kan ikke udfoldes uden fællesskabet, som er og bliver fundamentet. Hans mantra var ”for de andre” – vi er ikke bare til for vores egen skyld, men er forpligtet på hinanden. Det var en tænkning, der gik igen i hele hans livsbane og politiske virke. Både da han i 1940 blev formand for Radiorådet, undervisningsminister i 1950, socialminister i 1957 og kulturminister i 1961, var den røde tråd fællesskabet. For Julius Bomholt var socialpolitik kulturpolitik, og kulturpolitik var socialpolitik.

Udviklingen af velfærdsstaten var for ham vejen til at genskabe det gamle fællesskab. Og hans tanker harmonerede med daværende statsminister Viggo Kampmanns, som var kommet til magten i 1960. På det tidspunkt gik det godt med den danske økonomi, og rigets husholdningsregnskab gik i plus. Flere havde fået mere, og i kølvandet på den økonomiske vækst og øgede produktivitet lurede den åndelige fattigdom. Velfærdssamfundets grundtanke var og er at muliggøre det gode liv, og med til dette liv hører ikke kun at have tag over hovedet og smør på brødet, men også fællesskab og åndelig og kulturel dannelse. Borgerne skal være herrer i deres eget liv, og de skal derfor ikke kun have økonomisk og social sikkerhed, men også uddannelse og kulturel kapital.

Netop kulturel kapital skaber selvsikre mennesker, som tør sige fra over for urimeligheder eller undertrykkende magtstrukturer. Den kapital får man blandt andet igennem foreningers og kulturlivets fællesskaber. Derfor er kulturpolitik også velfærdspolitik – dengang som i dag. Og derfor gav Viggo Kampmann i 1961 velfærdsstaten et kulturministerium med Julius Bomholt som kulturminister.

03.08.2021 13.48

Gennem hele sit liv pendulerede Julius Bomholt mellem poesien og politikken. Mens han havde sin politiske drivkraft fra faderens side, udsprang den poetiske åre fra hans mor, Karen-Marie. Hun lavede sin egen digtsamling fra udklippede digte, som hun fandt i avisen Socialen. De små lapper papir med udvalgt lyrik blev lagt i en skål i ”den fine stue”. Evnen til dyb koncentration kom ifølge Julius Bomholt også fra moderen. Han kaldte det ”et rum af stilhed”, som han bar i sig og altid kunne søge ind i. Det rum må han flittigt have brugt – i hvert fald efterlader han sig en omfangsrig bibliografi. Julius Bomholt følte ofte en splittelse mellem poesien og politikken, og først med oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender, som Kulturministeriet dengang hed, forenedes de to poler. Han kastede sig med hud og hår ind i ministeriets to hovedopgaver, der ganske som i dag dels var at støtte det skabende åndsliv, dels at sikre det enkelte menneske adgang til kulturen. Han stod fadder til Statens almindelige Kunstfond i 1964, der skulle fremme dansk skabende kunst. Hans ledetråd var: Nok støtte, men ikke dirigere. Kunsten skulle kunne udfolde sig frit, og hans stærke passion kom ved siden af det travle virke som minister til udtryk ved, at han tog sig tid til at læse unge håbefulde forfatteres værker og give dem kritik.

For Julius Bomholt var det at skrive en del af det at trække vejret.

Han var myreflittig, og det fortælles om ham, at det første, han gjorde, når han var steget af færgen på Fanø, var at tage til sommerboligen i Sønderho. Her gik han direkte op på sit arbejdsværelse, hvor han sad og arbejdede med udsigt over havet – ofte til klokken fem om morgenen.

Han var et menneske med en enorm arbejdskapacitet, og han holdt på at hente sin inspiration til politikken udefra. Det var hans klare overbevisning, at ”politikere har behov for en refleksionens time” – han havde næppe været glad for sociale medier og det konstante krav, de skaber, om at være ”på”.

Meget har ændret sig siden Kulturministeriets fødsel – og så alligevel ikke. Kulturministeriet ligger i dag stadig i den samme bygning, hvor Julius Bomholt i sin tid gik i gangene, og Socialdemokratiets kulturpolitik bygger den dag i dag på det bomholtske tankegods – omend

Julius Bomholt.indd 15

15

03.08.2021 13.48

i en opdateret udgave. For kulturpolitik må og skal udfolde sig i tæt samspil med det omkringliggende samfund, og selvfølgelig har virkeligheden ændret sig siden 1961. Sociale medier, techgiganter og deres indvirkning på den offentlige samtale og de fysiske fællesskaber påvirker kulturpolitikken anno 2021. For ikke at nævne corona og den effekt, pandemien har haft på vores fællesskaber på godt og ondt. For den virus, som lammede verden, har samtidig fået det til at stå krystalklart, at kunst og kultur er livsnødvendigt for os som mennesker. Det er ikke nok at trække vejret, vi skal også føle os i live, og det er netop det, kunst og kultur kan. Den er livgivende og kan lindre og løfte os.

Det vidste Julius Bomholt om nogen. Og det er passende, at biografien netop udkommer i forbindelse med Kulturministeriets 60-års fødselsdag.

Joy Mogensen

16

Julius Bomholt.indd 16

03.08.2021 13.48

Kapitel 1

En mand i et spændingsfelt SPÆNDINGERNE I BOMHOLTS LIV Julius Bomholts liv og tænkning er udspændt mellem en vigende almuekultur og en gryende industrikultur. Hvordan kan almuekulturens fællesskab erstattes af et nyt på modernitetens vilkår? Hvordan kan det nye vinde fodfæste?

De spørgsmål er livet igennem mejslet i hans politiske og poetiske gerning. Spændingen mellem fortid og nutid er en samtidig spænding i Bomholts sind, men det er ikke den eneste. Han skal også finde vej gennem konflikter mellem en tilværelse som politiker eller digter, mellem betoning af arbejderklasse eller folk, individualisme eller kollektivisme, det almene eller det specialiserede, det religiøse eller det sekulariserede, det evige eller det tidsbestemte, åndsaristokrati eller folkelighed, tradition eller modernitet. Han lever livet i mange spændingsfelter, men altid med det overordnede mål at genskabe det brudte, så der skabes harmoni.

Grundhistorien om Julius Bomholt, dens mønster og sammenhæng, har som omdrejningspunkter spændingerne, ønsket om udvikling af et nyt fællesskab og det fundamentale synspunkt, at den grundlæggende livsidé skal omsættes i handling – ofte udtrykt i de to paroler: ”for de andre” og ”kræv mere”. Hans liv er præget af en kontinuitet fra begyndelse til slutning, men samtidig mærket af brudflader.

Julius Bomholt.indd 17

17

03.08.2021 13.48

18

Julius Bomholt.indd 18

For den modne Bomholt er socialismens kerne retsindighed, respekt for medmennesket og vilje til at bekæmpe onder, der truer mennesket.1 I sine barndomsår i Alderslyst lærer han retsindighed som et etisk krav om at rejse mennesket til ny værdighed. Ingen har ret til at se ned på et andet menneske, fordi den enkelte kun har, hvad han eller hun har fået fra sine forældre.2 Alt er gave. Vel er der kontinuitet i hans liv fra opvækst til modenhed, men der er også brud: rebeltid og frustrationsår.

I hans unge år er socialisme udelukkende knyttet til arbejderklassen, men begrebet udvides efter 1934 til et folkeligt, medborgerbaseret sæt af idéer som grundlag for et folkehjem. Socialdemokratiets ændrede holdning – Danmark for folket, diktaturstaternes dominans i 1930’erne, besættelsesårenes oplevelser og den kolde krig – forklarer forskellen i synspunkter mellem rebelårenes unge og den modne Bomholt; men det er ikke så ligetil at bevæge sig fra rebeltid til modenhed.

Indimellem ligger en mørk frustrationsperiode.

Mens rebellen lægger afgørende vægt på en arbejderkultur i opposition til det borgerlige samfund, er det medborgerskab, folk, folkehjem, nation, demokrati og folkestyre, den modne Bomholt betoner. Etik og etisk bevidsthed rykker frem som de centrale motiver bag socialismen.

Bevægelsen spejler en tilbagevenden til hjemmet i Alderslyst, mens rebelårene er knyttet til tiden på Esbjerg Arbejderhøjskole og de tidlige 1930’ere.

Man ser den ændrede tankegang, når han f.eks. i 1951 understreger folkehjemmet Danmark og ”det arbejdende folk” som erstatning for det forældede begreb ”arbejderklasse”. Den socialistiske tanke udspringer ikke længere af samfundsanalyser, men følger af en etisk bevidsthed.

Harme over uret, krav om retfærdighed og vilje til reform for menneskets skyld er etiske krav forankret i den enkeltes personlighed.3 Fra rebel udvikler han sig – gennem en tid (1933-1940) præget af frustration, nederlag og skuffelser – til en etisk bestemt politiker, for hvem den demokratiske socialisme hviler på den enkeltes eget hjertes vilje til retfærdighed – en næsten individualistisk pointe i en verden, hvor solidaritet skal herske.4 Tanken om et fællesskab, der ophæver klasseskel, om hjertets vilje

03.08.2021 13.48

til retfærd, om medborgerskab, om en etisk betinget socialisme, om en bevægelse mod et nyt folkefællesskab, har han taget med sig fra sit barndomshjem i Alderslyst. Socialismen – og for så vidt kristendommen – er for den modne Bomholt ikke en dogmatisk lære, men et levet liv.

MELLEM ALMUEKULTUR OG MODERNITET I spændingen mellem en fortid rodfæstet i landsby og almue og en fremtid bestemt af ”fabrikken” ser Laurits Julius Jensen Bomholt den 11. juni 1896 dagens lys og vokser op i grænselandet mellem fabrik og almue.5 Han fødes i Alderslyst – dengang en arbejderbebyggelse i Gødvad-Balle Sogn, senere en forstad til Silkeborg.6 Han døbes den 26. juli 1896 Laurits Julius Jensen, men i 1905 får hele familien bevilling til navnet Bomholt.7 Med sine barndomserindringer for øje beder Julius allerede i midten af 1940’erne sin fars halvbror Jens om at nedfælde, hvad han husker fra det gamle Alderslyst.8 Jens skriver en fyldig beretning, som Julius gør brug af i sine erindringer.9 Jens fortæller, at det er dygtige og arbejdsomme folk, der bor i Alderslyst.10 De klarer dagen og vejen, så godt de kan, og repræsenterer en arbejdskraftreserve for bønderne i Balle. I sygdomstilfælde og ved arbejdsløshed må de skøtte sig selv, men hjælper hinanden med deres fattige smuler. Den indbyrdes hjælpsomhed – ”for de andre” – er en indgroet del af det almuefællesskab, der går sin opløsning i møde, men også et vilkår, Julius vil omsætte til ny virkelighed.

Alderslyst er en bydel med fattigdom, træskoarbejde, tilfældigt arbejde og en social opdeling af Balle Sogn i gårdmænd og andre. Beboerne er almuemennesker og fabriksarbejdere. Almuefolket præges af usikkerhed, fordi deres lille verden kan bryde sammen, om ikke i morgen, så i overmorgen. Fabriksarbejderne har deres organisation og arbejder bevidst på at sætte de store fra magten og selv overtage styret.11 Julius’ liv er en rejse gennem almuekulturens forvandling til industrisamfund. Altid med et ben i både det gamle og det ny, måske oftest rodfæstet i det gamle. Den gamle tids harmoni er brudt sammen.

Spørgsmålet er, hvor mange af denne fortids goder man kan bringe med

Julius Bomholt.indd 19

19

03.08.2021 13.48

sig på den videre rejse. Er det muligt at forene det gamle og det nye i en tanke- og følelsesmæssig syntese, eller må han acceptere at være del af en overgangsgeneration på vej mod noget andet?12

20

Julius Bomholt.indd 20

Enhver er, siger Julius, bundet til sin kultur, og det nysyn, der antager skikkelse i én, henter sin mening i den levende, organiske traditions udspring.13 Gentagelsen, traditionen og slægten er kernebegreber i forståelsen af højskolemennesket, folketingsmanden, radioråds- og folketingsformanden, undervisnings-, social- og kulturministeren, forfatteren, ja, mennesket Julius Bomholt – en af det 20. århundredes markante socialdemokratiske skikkelser. De ligger som undertoner, selv i hans rebelprægede år.14 De gentagne og fastholdte værdier – de etiske krav som ubrudt kæde – knytter fortid, nutid og fremtid sammen og giver gentagelsen større betydning end fremskridtet. De nedarves fra far til søn, som giver dem videre til sin søn. Derfor har Julius store – måske også for store – forventninger til sin søn, Steen Asger, der fødes i 1939 – sent i ægteskabet. I årene forinden har han og hans kone, Anna Marie, kaldet Ne, gennemlevet en abort, tre dødfødsler og fødsel af en dreng, der kun lever i seks uger. Fem tragedier, der påvirker deres liv.

De har levet med døden. Måske netop derfor bruger han ofte Goethes morale: memento vivere, husk at leve.15 ”Sørgmodighedens skygge lister sig ind over mig og mennesker, og snart er ilden forsvundet i aske. Men endnu er vi. Endnu lever underet. Livets velsignede under”, skriver han i dagbogen.16 I flere af sine romaner – mest markant i Længsel (1944) – er han optaget af værdierne, dvs. det der bør fastholdes og virkeliggøres, i den gamle almuekultur og brydningerne i kølvandet på den socialistisk farvede bykultur.17 Han ser sig som bindeled mellem almuetid og det moderne liv og oplever spændingen mellem den første socialistiske arbejderrejsning og det gamle almueliv.18 Han er ”fastholder” af sammenhængen til fortiden, men er samtidig ”tilpasser” til tidens skiftende vilkår.

Det er ikke tilfældigt, at han i en lille note med punkter til en tale ved faderens 80-års fødselsdag i 1952 skriver: ”Fra gml. Tid til ny Tid”.19

03.08.2021 13.48

Koblingen mellem fortid og nutid – og videre til fremtiden – betyder meget i både faderens og hans eget liv. Jo ældre man bliver, jo stærkere taler slægten i én, siger Julius. Almuefolket er uden anelse om ”højere kulturer”. De repræsenterer en kultur, og den går dybere end som så.

Der er ikke i det jævne mål, de taler, plads til store og skinnende gloser.

Er de ringere af den grund? De kender både til arv og forpligtelse, og det store, som de inderligt går ind for, taler de mindre om. De gør det virkeligt.20 Det egentlige – det uforanderlige – står, som det altid har stået.

Det, de inderligt går ind for, virkeliggør de i det levede liv.

Da Julius i 1956 fylder 60 år, gør han – efter et levet liv – regnebrættet op.21 ”Mit liv er vokset ud af min barndom, og jeg fortsætter min fars arbejde”.22 Forældrene spiller en stor rolle i formningen af Julius’ personlige karakter. Gentagelsen, traditionen, slægten giver livet mening og fylde. Det er i dem, de sande værdier ligger. Derfor fastholder han, da han i 1954 fejrer sit 25-års jubilæum som folketingsmand, hjemmet, Alderslyst og Esbjerg som sit livs tre grundpiller.23 At se det store i det små og det små i det store er vigtigt for Bomholt. Da partiforeningen i Alderslyst i 1944 fejrer sit 25-års jubilæum, fremhæver han i sin festtale, at det er barndommens oplevelser og erfaringer, der har bestemt hans socialistiske samfundsforståelse.24 Fra det konkrete sociale arbejde – det små – til perspektiverne i indsatsen – det store. Det er den vej, han vandrer i en dobbelt bevægelse. Her fra handlingerne – partiforeningens praktiske arbejde – til idéen, mens han mange andre steder går den modsatte vej. Det er da idéen – livs- eller verdensanskuelsen, der betinger og udløser handlingerne. Efter rebelårene ser han den afgørende forskel mellem socialismen som abstrakt begreb og som en samfundsforståelse, der gror ud af oplevelse og erfaring – en hverdagssocialisme – ”hverdagismen” kontra det abstrakte.

VELFÆRDSSTATEN SOM ET NYT FÆLLESSKAB? Gang på gang vender Julius tilbage til forholdet mellem det, der var, og det, der skal komme. Ved Kildefesten i Svaneke i 1958, hvor myterne lever, er det igen forholdet mellem almuekulturen, den industrielle

Julius Bomholt.indd 21

21

03.08.2021 13.48

kultur og fællesskabet, der står i centrum.25 Myten lever, siger Bomholt selv, i ”min verden som eksistentiel sandhed”.26 Det er den samfundsmæssige totalforandring, der er på spil. Fællesskabet i almuekulturen bryder sammen, mennesket skilles fra naturen, og det opdelte klassesamfund i en moderne forstand vokser frem. Humanismen og det alment menneskelige viger, mens økonomiske, teknologiske og sociale vurderinger af mennesket vinder frem. Det religiøse svækkes til fordel for det rationelle. Atomiseringen af samfundet slår igennem. Livet reduceres til forbrug, arbejde og andre målbare størrelser. Spændingen igen. Når fællesskabet opløses, hvordan kan da det brudte heles? ”Hvorledes skal denne verden bygges op igen, så vi atter får den samme fællesskabsfølelse, vi tidligere havde?”

Han finder dele af svaret i værdier som tillid, solidaritet og et humanistisk menneskesyn – den aktive humanisme, der er centrale værdier i en velfærdsstat, som bygger på dannelsesetik og aktiv kulturpolitik.

I det evige jag efter præstationer er der noget, der står fast: drømmen om et medmenneskeligt fællesskab – drømmen om en ny helhed og en ny frihed i et nyt fællesskab. ”De gamle talte om syner og varsler.

Det nye fabriksfolk talte om solidaritet og omsatte ord i handling”.27

22

Julius Bomholt.indd 22

Men der er tegn på, at vi atter er ved at samle os i et fællesskab. I det politiske og sociale liv har vi skabt et fællesskab med respekt for mennesket og dets værdi. Vi har skabt et demokrati, og demokratiet sidder ikke bare i hjertet og hovedet, men er gået helt ud i fingerspidserne. Det er et levende og kildefrisk demokrati, vi samles om … På det sociale område har vi også skabt et fællesskab, hvori der lægges vægt på hensynet til den enkelte. Vi har fået en fælles, folkelig pensionsordning [folkepensionen træder i kraft i 1957] og søger at nå frem til en hjemmehjælpsordning for de gamle, så de kan blive boende i de levende samfund. Et socialt fællesskab forudsætter nemlig et levende samspil mellem de unge og gamle. I fællesskab søger vi at hjælpe hinanden på de sociale områder, så ingen glemmes.

03.08.2021 13.48

Det er socialministeren, der taler, men det er også knægten fra Alderslyst opvokset på et sted og blandt mennesker, for hvem fællesskab er en levende og levet virkelighed. Han ser udviklingen af velfærdsstaten som vejen til at genskabe det gamle fællesskab. Det er for ham et samfund, hvor alle forstår, at de er afhængige af hinanden, at de bærer ansvar for hinanden, at de anerkender og respekterer hinanden, at livet er en lang række af rollebytter fra afhængighed til uafhængighed og tilbage igen, og at alle derfor er parat til at acceptere et fælles ansvar for den enkeltes skæbne. Det er et samfund, hvor det enkelte menneske har værdi i sig selv, uden hensyn til præstationsevne – et samfund med ”lige værdighed i borg og hytte”. Demokratiet er ikke kun en styreform; det er en livsform. Et samfund, hvor dannelsens etik bærer fællesskabsmennesket.

Retsindigheden, medmenneskeligheden, den indbyrdes respekt og anerkendelse som omdrejningspunkt for en ny form for fællesskab er de centrale drivkræfter i Bomholts liv og gerning. Derfor ser han socialpolitikken som kulturpolitik og kulturpolitikken som socialpolitik.

Mennesket skal bringes ud af sit amputerede forhold til andre og (gen)indsættes i et fællesskab på modernitetens vilkår.

RETSINDIGHED ER KERNEBEGREBET Da Bomholt i 1946 holder takketale ved sin 50-års fødselsdag, begynder han: ”Tak til Far. Det Hjem, jeg er vokset op i, har betydet det meste. Mor … Naar jeg siger at være en Retsindighedens Gesandt i denne Verden, er det bare min Moders Gerning, jeg viderefører”.28 Kan man tænke sig en smukkere anprisning af en mor? Kan man se et smukkere billede af, hvad en socialdemokratisk politiker bør være: retsindighedens gesandt?

Med udvikling af spændingen mellem et proletariat og en voksende velhavergruppe og med troens vigen til fordel for intellektualismen går fællesskabet i opløsning. Hvordan kan der da etableres nye helheder og ny frihed i et nyt fællesskab? Hvordan kan vi sammen sikre en gensidig hjælp, så ingen glemmes, og ingen efterlades i kælderen? Det er Bomholts problem, og det gør, at han – teologiuddannelsen til trods – ikke

Julius Bomholt.indd 23

23

03.08.2021 13.48

vil være præst, men vælger en rolle som folkeoplyser, politiker og poet.

Fra idéen over handlingen til virkeliggørelse af idéen.

Fællesskabet, medmenneskeligheden, retsindigheden og respekten for det enkelte menneskes værdighed er værdier, han har taget med sig fra familien, fra hjemmet og fra Alderslyst. De er kernen i hans politiske liv. De styrer hans ministergerning, hvad enten det er undervisning, socialpolitik eller kultur, der er omdrejningsakse, og de finder udtryk i hans skønlitterære forfatterskab.

24

Julius Bomholt.indd 24

03.08.2021 13.48

Kapitel 2

Martinus og Karen Marie.

Fødehjemmet i Alderslyst DET, JEG DU’R TIL, ER VOKSET UD AF BARNDOMMEN Julius fødes i et lille rødstenshus i Borgergade i Alderslyst1 – en ganske almindelig vej med almindelige små huse til begge sider.2 Hans første verden er et lille hus, hvor hans forældre bor i den østvendte og Peter Skov og hans kone Trine – gudmor til Julius – i den vestvendte del. Der er to små spartansk møblerede stuer. I soveværelset ud til haven er der en seng og et vækkeur, i værelset ud til vejen et bord og to stole.

Her lever Julius, indtil forældrene – for en tid – flytter til Silkeborg. ”Mine første indtryk spænder fra Ask Yggdrasil til maskinen. Tilsammen siger de, at jeg blev født i grænseregionen mellem de evige ting og den unge industri med dens opmarch, spændinger og hårde problemer.

Vi var ganske almindelige mennesker i et hus ved alfarvej”.3 Her – og senere i Efeuhuset – oplever han overgangen fra almue- til fabrikstid, fra almuens fester til fabriksarbejdernes foreningsmøder og -fester. Her ser han, hvordan arbejderne sætter selvhævdelse og selvrespekt i stedet for de gamles tålsomhed og ydmyghed. Mens festen tidligere er et problemløst samvær mellem slægt og venner, beherskes den nu af den idé, der er foreningens samlingspunkt, en komsammen for meningsfæller.4

Julius Bomholt.indd 25

25

03.08.2021 13.48

I dette lille hus Borgergade 47 i Alderslyst fødes Julius Bomholt. Familien bebor kun den østlige (højre) del af huset. (Foto fra Silkeborg Arkiv)

26

Julius Bomholt.indd 26

Vi er i en brydningstid ved et århundredeskifte præget af en dominerende liberalisme under pres af et fremvoksende socialdemokrati. Produktionen omlægges. Den gamle hjemmeproduktion af træsko – begge bedstefædres arbejde – erstattes af fabriksproduktion. En ny økonomi er under udvikling og bryder for alvor igennem omkring århundredskiftet.

Markedsøkonomien holder sit indtog. Produktion med salg og profit for øje fortrænger selvforsyning og manufakturproduktion. Arbejdet afkobles fra produktet og bliver selv en vare. Sociale bånd ændres til markedsrelationer. Den beskyttelse, som i det gamle samfund varetages af familien, bliver nu en sag for de faglige foreninger – ”organisationen”. Og dog går ærbødigheden for det gamle hånd i hånd med nødvendigheden af at tilpasse sig det nye.

Julius fødes i et tidehverv mellem en epoke i undergang og en æra under udvikling. Det skaber en spænding i hans sind. Derfor spiller

03.08.2021 13.48

barndommen en så stor rolle for forståelsen af ham – ”det, der du’r i mig, er vokset ud af den. Det er den, der har grundbestemt oplevelserne senere hen”.5

MARTINUS – PRINCIPFAST MAND OG ÆGTE SOCIALDEMOKRAT Julius’ far, Martinus Bomholt,6 er papirarbejder, senere salsmester på Silkeborg Papirfabrik.7 Han fødes i 1872 som frugt af et forhold mellem en tjener på landejendommen Eriksborg i Gjødvad Sogn, Niels Jensen, og Julius’ farmor, Juline Jensen.8 Hun er kun 20 år, da Martinus fødes.

Fire år senere gifter hun sig med den noget ældre enkemand Laurs Sørensen Bomholt.9 Han bliver Julius’ virkelige farfar.10 Fra midten af 1890’erne er Martinus først faglig og senere kommunal tillidsmand. Det giver sønnen en tidlig forståelse af, at politik har noget med retfærdighed at gøre, og han oplever politikken i praksis.

Han er med til politiske møder, og mens han går i skole, lærer han en række af tidens politiske personligheder at kende.11 Han når også til en større forståelse af sin far.

I en heftig diskussion mellem sognefogeden og bedstefaderen om et nyt skolebyggeri blander Julius sig: ”Bedstefar har ret”. Da sognefogeden nedrigt svarer: ”Det er jo ikke din bedstefar”, oplever knægten en verden gå under og søger ly hos sin bedstemor: ”Jeg er i hvert fald din bedstemor”, siger hun. Først mange år senere, da Julius er blevet formand for Folketinget, fortæller Martinus, at hans rigtige far var en herregårdskarl, der var ”noget fordrukken” og senere blev slagter i Balle.12 Han holdt af bedstemor, men hun ville ikke gifte sig med ham. Julius forstår, at faderen som dreng har været plaget af at være ”uægte” barn, som det dengang hed. Han indser, hvorfor faderen i hele sit liv har været oprører, ”en oprørsskæbne … som jo på en måde gik igen i mig”.13 Nok rebel i nogle år, men senere en oprører rodfæstet i en etisk/religiøs livs- og verdensanskuelse – aldrig oprører for oprørets egen skyld.

Martinus er over 70 år, da han betror sønnen, at hans far er født uden for ægteskab – en skam, en forbandelse, der forklarer meget i hans skæbne. Martinus ved ikke, at en frygtelig replik (sognefogedens) for længst har ladet Julius forstå forholdet.14

Julius Bomholt.indd 27

27

03.08.2021 13.48

Martinus er stærkt engageret i Socialdemokratiet. Straks efter sin ansættelse på papirfabrikken tager han initiativ til en lønaktion, og det varer ikke længe, før han medvirker til at oprette en fagforening og bliver dens formand. Han indser, at det kniber med de nødvendige forkundskaber, men hvor der er vilje, er der vej.

Han kontakter Teknisk Skole og får lov til at følge undervisningen i dansk og regning. I tre år sidder han sammen med de langt yngre læredrenge og slider sig gennem tal og bogstaver. Derfor gør han senere alt, hvad han kan, for at sikre sin søn en god uddannelse. Selv har han tilegnet sig de nødvendige forudsætninger for sit aktive liv uden skolens hjælp.15 ”En rask og ærlig skikkelse, der selv havde fundet frem til sin viden og sociale solidaritetsfølelse – en type, som dansk arbejderbevægelse står i gæld til”.16 Martinus er en mand af principper. Da redaktøren for Silkeborg Social-Demokrat, byrådsmedlem og senere folketingsmand, Jacob Christensen – for at sikre sit valg – appellerer til samarbejde med de radikale, siger Martinus nej.17 ”Partiet først – og ikke stræberne”.18 Han er socialdemokrat af sin tid: partiet først og forud for koalitioner.19 Det gustne overlæg er ikke noget for Martinus. Det er det – med enkelte undtagelser – ej heller for sønnen.

I 1937 deltager Julius – der da har været folketingsmand i otte år – i en samtale mellem sin far og den daværende sognerådsformand i Balle, Jens Jensen.20 Det går op for ham, at Far [egentlig ikke er] Politiker. Der er for meget Temperament i ham. Han beregner ikke de andres Bevægelser, men tænker ud af sit eget Sind, lidenskabeligt optaget af det, som han synes er rigtigt. Skønt han altid har staaet for mig som Indbegrebet af Praktisk Fornuft og maskulin Vilje, er der alligevel noget kunstnerisk ved ham.21

28

Julius Bomholt.indd 28

Det principfaste og temperamentsfulde præger også sønnen, især i hans unge år. Senere bliver han en smule mere taktisk, også når det strider mod hans kunstneriske sind; men temperamentet beholder

03.08.2021 13.48

han, og i ministerperioderne er det ikke alle medarbejdere, der har det lige let med hans indimellem vulkanske opførsel. Selv siger han: ”Vi lærer alle sammen meget med Aarene, man bevæger sig i Retning af større Forsonlighed, man har lettere ved at tilgive. Men som ung havde jeg et stærkt Temperament”.22 Ja ja, men med evnen til at tæmme temperamentet er det nu så som så.

HANDLINGSMENNESKET MARTINUS Fagforeningsformand, javel; men det er langtfra nok for den engagerede og ambitiøse Martinus. Snart bliver han formand for ”den frie fattigkasse” og nogen tid efter medlem af sognerådet.23 Han er også aktiv ved etablering af det vandværk, der står klar i 1909.24 Desuden er han formand for Alderslysts socialdemokratiske forening og for Alderslyst Brugsforening.25 Også i forarbejdet til bygning af den kirke, der indvies i 1929, medvirker han. En markant skikkelse i Alderslyst. En mand, der vil noget. I 1961 skriver Julius: ”Min far var optaget af et utal af reformer, som krævedes for at føre et sogn fra almuetiden over i den nye fabrikstid”.26 Også faderen er et bindeled. Som far, så søn!

Martinus er ikke let at bide skeer med. ”Min far var et handlingsmenneske, der satte den stærkest tænkelige handling ind for den idé, han anså for rigtig. Han opfattede ordet som en handling i svøb”.27 Denne sammenknytning af idé og handling får stor betydning for sønnen.

Han vender gang på gang tilbage til, at en idé, der ikke følges op af handling, er tom, mens handlinger, som ikke hviler på en idé, er af tvivlsom karakter. Idéen er for Julius udtryk for en tanke, der spejler menneskets grundforhold til tilværelsen – et udstrålingspunkt, der kaster lys over helheden.28 Sådan ville Martinus næppe udtrykke sig, men det er sådan, Julius forstår sin far – og sig selv.

I sognerådet er Martinus ansvarlig for den sociale forsorg.29 Småfolk nærer tillid til ham og ser ham gerne som deres talsmand. Det samme kommer til at gælde Julius. Esbjergs arbejderbefolkning bakker ham op – akademikerstatus og en ikke særlig folkelig form til trods.

For Bomholt er det politiske arbejde en organisk fortsættelse af faderens.30 Slægten, traditionen og gentagelsen igen. Slægten som forbin-

Julius Bomholt.indd 29

29

03.08.2021 13.48

delsesleddet mellem fortid, nutid og fremtid. Det er ingen tilfældighed, at Bomholt understreger, at både hans bedstefar og far er æresmedlemmer af Socialdemokratisk Forbund. ”De var den reserve, som en anden een har udmøntet. Delvist udmøntet, for at være korrekt”.31 Så er det lidt pudsigt, når man tænker på Julius’ rebelår, at han skriver: I det hele taget. Der var ikke megen Dogmatik i den Tids Sogne-Socialisme – og vel for Resten heller ikke senere. Jeg mindes ikke i min Barndom at have hørt Karl Marx’ Navn, og jeg gad vide, om det i de Aar overhovedet var at finde i ”Silkeborg Social-Demokrat”! Der var næppe en socialdemokratisk Taler, der ikke sluttede sin Tale med nogle Ord om ”det socialistiske Samfund” som Maalet for alle Bestræbelser; det hørte sig nu eengang til; det var lige saa uundgaaeligt som Missionsmandens Ord til Slut om ”de Helliges Samfund”. Men i hjemmene og det daglige spillede den slags Visioner en forsvindende Rolle.32 Det er ikke en dogmatisk lærebogssocialisme, han tager med sig fra hjemmet. Det er den levede socialisme, hverdagssocialismen, socialismen som livsform. Det er den modne Bomholt, der repræsenterer arven fra Alderslyst – ikke rebellen.

MARTINUS – ”FOR DE ANDRE”

30

Julius Bomholt.indd 30

Der er ikke noget, der kan ændre den bane, der fører Martinus ud i en stadig større offentlighed. ”Han tog imod byrderne og læssede dem af i hjemmet for så at gå videre”. Når Julius’ mor er mest træt, lover han hende, at han aldrig vil give sig af med ”politik”; men samtidig er han sig bevidst, at både moderen og faderen inderst inde er stolte af, at sognets småkårsfolk, der hidtil har måttet gå den sure vej til en piberygende gårdmand i Balle, nu får deres sager ordnet i Karen Maries og Martinus’ hjem.33 Ikke nok med det. Inden Martinus om aftenen drager af sted til ge-

03.08.2021 13.48

neralforsamlinger eller andre møder, går han som oftest ”på besøg”, så han ved selvsyn kender de hjem, der søger om understøttelse. Han er så udadvendt og fokuseret på ”organisationen”, at han i 1933 endog forsømmer Karen Maries 60-års fødselsdag: ”Om Aftenen var han optaget af Tanken om et Opstillingsmøde til Sogneraadet, og han kunde ikke dy sig. Kl. 7½ gik han hen til Forsamlingsbygn. [ingen], deltog i Debatten og kom efter en Times forløb opstemt tilbage”.34 Fødselsdagen afbrydes gang på gang ”med Sogneraadssnak”, og telefonen ringer gentagne gange, fordi nogen vil høre nyt om opstillingen.

Han er en aktiv mand og engageret i alt, selv om han indimellem kan klage over, at det er for meget. I et fødselsdagsbrev til Julius i 1929 skriver han: ”Jeg er desværre kommen i saa mange Udvalg om baade dit og dat, saa jeg bogstavelig talt aldrig har en Aften fri. Det er lige ved at blive en Plage”.35 Ja, ligeved, men næppe i virkeligheden en plage for Martinus – så lidt som det senere bliver for Julius, da det bliver hans tur.

På et tidspunkt besøger digteren og agitatoren A.C Meyer familien og konstaterer, at han og Julius er født under samme stjerne. De har samme fødselsdag. ”… du kan [derfor] risikere at blive verseskriver eller det, der er værre: folketingsmand ligesom jeg”. ”Forhåbentlig ikke”, siger Karen Marie.36 Julius tilføjer lakonisk: ”Vi kunne ikke ane, nogen af os, at A.C. Meyer og jeg engang skulle mødes i den socialdemokratiske folketingsgruppe, han som ældste medlem og jeg som yngste”.37 Og verseskriver, ja, det bliver Julius også.

Ved Martinus’ begravelse i 1955 holder Julius en smuk tale over sin far, der viser, hvad han har taget med sig fra sit hjem, og som i den grad præger ham:38 Hans liv var et ja til alle positive og opbyggende kræfter. I hans liv var der to faner: nationens og partiets. Partiets blev den første, maatte blive det. For ham betød den, at oprejsning for de smaa og fattige var mulig, at menneskeværdet respekteres, og at Danmark var en mor for alle dets børn. Nationens flag,

Julius Bomholt.indd 31

31

03.08.2021 13.48

som folder sig ud over os alle, symboliserede for ham, at vi alle til syvende og sidst siger ja til nationen og til dens fortsatte bestaaen ...

Dér hvor andre hviskede, talte han højt, dér hvor andre holdt sig tilbage, tog han initiativ, brød igennem kun staaende til ansvar overfor sin egen samvittighed og retfærdighedssans. Saa fik resten være, som det kunne ...

Bag den store skabergerning laa et lykkeligt forhold mellem far og mor. Faa kunne være mere forskellige end de to, men vi drenge oplevede aldrig et grimt eksempel. Alt forvandledes ved dem til menneskelig værdighed. Det var hans lykketid, da mor levede. De sidste aar var trælse for ham. Han mistede hukommelsen – og vidste det – og i de senere aar kunne han ikke administrere sin ejendom. Men han ville blive i hjemmet, og han blev ved med at være taknemlig for livet.39 Talen afsluttes: ”Kære far! – Tak for dit rige sind, din retfærdssans, din hjælpsomme gerning. Tak for alt. Guds fred over din hvile”.40 Det sidste ville en renlivet humanist næppe sige.

Gennem livet besøger han, når han er i nærheden af Silkeborg, Karen Maries og Martinus gravsted. Så sent som i november 1968 – kort før sin død – aflægger han besøg på kirkegården med ”en stille tak til de to, som ligger der”.41

KAREN MARIE – POESIENS MOR

32

Julius Bomholt.indd 32

Allerede som barn er Julius optaget af kreative udfoldelser. Han både digter og tegner.42 Det poetiske gemyt har han arvet fra moderen, Karen Marie (Laursen Rod).43 Hun samler i en skål i ”den fine stue udklip fra ’Socialen’. Finder hun et digt, hun synes om, klipper hun det ud og lægger det i skålen. Det er hendes digtsamling”.44 Når Julius fortæller om sin første ”poesibog” med indklæbede vers fra bladene, ser han det som en arv fra sin mors fantasi og kombinationsevne.45

03.08.2021 13.48

Som Martinus ved også Karen Marie, hvad hun vil – om end på en anden måde. Hun ejer koncentrationens nådegave, kan samle sig om én ting ad gangen og omfatte den med hele sit sind.46 Det er en evne, der går i arv til sønnen. Uden den ville han ikke præstere et så omfattende både fagligt og skønlitterært forfatterskab sideløbende med en aktiv politikerkarriere, endog en arbejdsfyldt ministergerning. Hans energi og arbejdsevne er legendarisk, interesserne og evnerne vidtspændende.

I forbindelse med udgivelsen af Blomstrende Grene (1947) spørger en journalist ham, hvordan han evner at overkomme sit mangesidige virke. I svaret klinger en tone fra Karen Marie: ”Det gaar saamænd meget godt, synes jeg da selv. Jeg tager en Ting ad Gangen og slipper den ikke, før den er ført til Ende. Jeg holder af at arbejde – ikke mindst om Søndagen. Det er saadan en dejlig rolig Dag”.47 Ikke nok med det. Da han fortæller, hvad romanen handler om, skelner han mellem frihed som noget ydre, som er nødvendig for et folk, og en indre frihed – sindets frihed, der indebærer uanede muligheder – den ægte livskunst. Spurgt, om han selv ejer denne frihed, er svaret et håb om, at det er tilfældet. ”Det er en lykkelig Arv fra min Mor. Midt i selv meget bevægede Scener er der altid et Rum af Stilhed i mig”. Selv om han ofte beretter om sin far, er det måske i sidste ende Karen Marie, der har betydet mest for ham.

Også Karen Marie arbejder på papirfabrikken, indtil Martinus bliver salsmester. Derefter passer hun hus og hjem. Det spejler tidens kvindevilkår, selv for en viljestærk kvinde, og et kvindesyn, som Julius synes at tage med sig i sit forhold til Ellen og Ne. Nok er han sin mor taknemlig, men det fører ikke til en opgradering af kvinden. Hun forbliver den, der skal danne bagtæppe for den succesrige mand – for Julius Bomholt.

Selv om han er frisindet, stikker han i sit kvinde- og familiesyn fast i samtidens mandsholdninger.

Karen Marie er datter af Laurs Jacobsen Rod i Linå, der som farfar Laurs er træskomand. Morfar Laurs er gift med Ane Cathrine (Madsen) – kaldet Trine.48 Både hun og bedstemor Juline må spæde til deres respektive husholdninger ved at vaske for fremmede. Småkårsfolk er de og rodfæstet i almuekulturen. Dem møder vi senere.

Julius Bomholt.indd 33

33

03.08.2021 13.48

DET NÆNSOMME SIND Når Julius erindrer sin mor, er det hendes nænsomme sind og milde hænder, der træder frem:49 ”… hun havde en egen Evne til at faa selv de fattigste til at fornemme, at de var Mennesker i det fælles Menneskeland. Hun var i sin Samfølelse lige med alle – og dog i Sindets frigjorthed en lille smule mere Menneske end de fleste … Der var Fremstød i min Faders Politik. Den var haandgribelig og udadrettet; men selve Bevægelsens Aand levede i min Moders Nænsomhed”.50 Det er moderen, der lærer Julius, at socialisme ikke er gold teori, men levet liv. Ganske som han senere indser, at kristendom ikke er en dogmatisk lære, men et liv levet i ansvarlig omsorg for medmennesket.

Om han tager ”samfølelsen lige med alle” med sig i sit daglige liv, er mere tvivlsomt – måske nok som tanke, men i praksis?

I 1954 tegner Julius et smukt billede af sin mor:51 Forleden kom jeg gående gennem Linå Vesterskov og glædede mig over det miledybe udsyn til Himmelbjerget og Knøsen og Svejbæk.52 Denne ufattelige stilhed! Og jeg tænkte på min mor, som var født i sognet her. Da hun endnu var ung, var hendes øjne store og drømmende, og de vedblev til hendes død at have dette fjerne i sig, – som om de så igennem de nærværende tings utilstrækkelighed og ind i det egentlige. Hun vidste, hvad jeg tænkte, inden jeg talte. Hun behøvede kun at høre et par ord, – og et langt perspektiv blev til i hendes sind.

Den indre virkelighed var altid større end den ydre. Der var i hendes væsen en ro, som utallige almueslægters håb og resignation havde bevaret i det – og en dunkel viden om verdens fattigdom og usigeligt dybe værdi.

Karen Marie er for Julius bærer af de dybeste og mest egentlige værdier. Også for ham er ”det egentlige” overordnet ”de nære ting”.

34

Julius Bomholt.indd 34

Karen Marie dør den 1. marts 1939. Forud skranter hun en hel del.53 I et manuskriptfragment skriver sønnen: ”Min mor lå dødssyg. Om

03.08.2021 13.48

natten kl. 12 skulle min far på arbejde i papirfabrikken, og hun bad ham om at pakke sine ting og gå, skønt han nødigt ville gå fra hende. Da han havde været på fabrikken en times tid, mærkede han, at hun kom og lagde sin hånd på hans, og så vidste han, at hun var død, og var glad ved, at hun sådan tog afsked med ham”, en historie, der ikke helt passer med den følgende beretning.54 For Julius glider poesi og virkelighed ofte over i hinanden.

I dagbogen skriver han langfredag 1939: Mor blev kun 66 Aar. Hendes Fysik var svagelig i mange Aar, men hendes Sind var forunderligt levende – et ligesom bundløst Væld til det sidste. Hun smilte til os endnu faa Minutter før hun døde. Saa taalmodig. Saa rolig. Saa helt ud fortrolig med Døden.

Hun havde levet et Menneskeliv i Højden og i Dybden og var taknemlig for det.

– Vi er jo alle sammen Vorherre en Død skyldig, sagde hun, da vi stod omkring hendes Seng og var stumme og raadløse.

Hun gled ind i det ukendte, som om det var Hvile og Godhed.55 Et andet sted i dagbogen lyder det: Den første Marts kl. 20.15 døde Mor. Hun døde i mine Arme.

Hvor ofte har jeg ikke siden set hende i Dødsøjeblikket. Hendes stærke, kloge Ansigt. Hendes Dødsmaske er det smukkeste Ansigt, jeg nogensinde har set. Det rolige, alvidende Ansigt med et Skær af Højtid.

Jeg har forsøgt at nedskrive Oplevelserne, men det er mig endnu umuligt. Det hele lever endnu – Dag for Dag – for stærkt i mig.56

35

Julius Bomholt.indd 35

03.08.2021 13.48

36

Julius Bomholt.indd 36

Karen Marie og Martinus i Julius’ tidlige barndom. Man ser den beslutsomme far og den fantasifulde mor med de drømmende øjne. (Esbjerg Byhistoriske Arkiv, 38717-070)

03.08.2021 13.48

MOR OG FAR – STÆRKE HVER FOR SIG, STÆRKERE SAMMEN Det er opbrudstid. Byen er stærk og suger arbejderne til sig. Som andre papirarbejdere flytter også Karen Marie og Martinus til Silkeborg – dog kun for en tid.

I de år ser Julius ikke meget til sine forældre. De arbejder hver dag på fabrikken i mere end tolv timer, og når de vender hjem, er det hans sengetid. Først bor de på Drewsensvej – noget nær den mest triste vej i verden, noterer Julius.57 Her fødes den 7. september 1899 Julius’ første lillebror. Til familiens store sorg dør han den 7. juni 1900. På det tidspunkt venter Karen Marie sig igen. Lillebrorens død er en traumatisk oplevelse, som Julius kommer til at genopleve ikke mindre end fem gange i sit og Nes ægteskab.

Den 11. september 1900 fødes ”den ny lillebror”. Han får samme navn som den døde: Louis Karl Anker. Louis efter Pio.58 Karl efter Marx.

Anker som udtryk for håb. Mon ikke Martinus har stået fadder til Louis og Karl, mens Karen Marie har sat Anker igennem? Efter lillebrorens død flytter familien igen for at komme væk fra de minder, der knytter sig til Drewsensvej. Den nye bopæl er Møllegade – en mørk og fattig gade, husker Julius.

Forældrene er forskellige, men præget af et dybt sammenhold.

Karen Marie er et følsomt gemyt, og hendes ansigt spejler, hvad hun umiddelbart tænker. Martinus har et stærkt og befalende blik, der uden ord er nok til at indprente sønnen, hvad hans opgave er.59 Moderen er poesien i huset, og faderen den praktiske og udadvendte natur; men der er også noget, de sammen giver videre til sønnen: ”Af begge mine forældre har jeg lært: at vende blikket fremefter mod det næste krav. Når en opgave er løst, lader jeg den helst overgå i andre hænder”.60 Idémanden, der fostrer tanken, omsætter den til virkelighed og går videre. Idé og handling hænger sammen.

Der kommer mange i hjemmet – tiltrukket af samtalerne og de uendelige diskussioner og debatter, der som friske vinde med sus af en ny tid strømmer gennem hjemmet. ”Mennesker af alle slags kom ind i vore stuer. Min far ville helst have en diskussion i gang, med anskuelse i skarp konflikt med anskuelse. Min mor ville helst forlige”.61

Julius Bomholt.indd 37

37

03.08.2021 13.48

Sønnen tager ånden i hjemmet med sig ind i voksenlivet. En vilje til retsindighed, en altid åben hjælpsomhed over for dem, der har det svært, og en ærbødighed for og anerkendelse af medmennesket. Den slags binder for livet, og det bandt Julius.62

38

Julius Bomholt.indd 38

03.08.2021 13.48