L E D E R :
En ny virkelighed Den 24. februar blev i år skrevet ind i historiebøgerne. Ruslands invasion af Ukraine har betydet, at der atter er krig på det europæiske kontinent, og at koldkrigsretorikken desværre igen er aktuel. Vi står nu i en ny sikkerhedspolitisk situation, og i alle europæiske lande ser vi lige nu, at der er ekstra stort fokus på den sikkerheds- og forsvarspolitiske dagsorden. Her i Danmark har krigen blandt andet betydet, at der fra både politikere, befolkningen og medierne har været intensiveret opmærksomhed på Forsvaret og på Hjemmeværnet. Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik og viljen til at afsætte markant flere midler til dette område vidner om, at vi også kommer til at udvikle Hjemmeværnet og vores bidrag til det nationale forsvar. Da de russiske kolonner kørte over grænsen til Ukraine, sagde ukrainerne fra. Folket rejste sig, og til trods for den russiske hærs umiddelbare overlegenhed er det ukrainske folks forsvarsvilje intakt. Effekten af et organiseret, udrustet og uddannet folkeligt forsvar har aldrig været tydeligere. Vi er derfor, som en frivillig militær beredskabsorganisation, mere relevante i forhold til Danmarks sikkerhed, end vi har set i mange år. Vi ser ind i en f remtid, hvor trusselsbilledet er blevet konkret igen, og hvor vigtigheden af et stærkt og troværdigt forsvar dermed står lysende klart for de fleste. Det kræver noget af os alle. Vi skal turde stille krav og have forventninger til hinanden, så vi skaber de bedste
5 HJEMMEVÆRNET
|
MAJ 2022
forudsætninger for at være klar. For netop det at være klar til at løse opgaver, også med kort varsel, er et vilkår, der er kommet for at blive for alle i det militære forsvar. I tiden umiddelbart efter invasionen af Ukraine så vi en fornyet interesse for at blive medlem af Hjemmeværnet. Faktisk har vi alene i marts set en stor stigning i antallet af interesserede på vistillerop.dk. Selvom det langtfra er alle, som i sidste ende står med en kontrakt og gennemført HGU, skal der herfra lyde en opfordring til at tage godt imod de nye medlemmer. Sørg for, at de bliver ført ind i Hjemmeværnet og bliver klar til uddannelserne – både mentalt og fysisk. Der er både plads til og brug for dem. I marts afsluttede vi opgaven i Callcentret i Jonstrup-lejren efter to år og omkring to millioner telefonopkald. Lukningen af Covid-afdelingen markerede afslutningen på Hjemmeværnets uvurderlige støtte under pandemien i Danmark. Der skal herfra lyde en stor tak til alle jer, som de sidste to år har stillet op og deltaget i indsatsen. I har ydet et afgørende bidrag til det danske samfund. Vi håber at se så mange som muligt af jer på aktiviteterne, inden sommeren for alvor rammer. For det er kun gennem uddannelse, øvelser og indsættelser, vi sikrer, at Hjemmeværnet er klar, når Forsvaret eller andre har brug for vores indsats. Tak, fordi I stiller op. Hjemmeværnsledelsen