Kunst&Kultur

TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 9. OKTOBER 2021

På udstillingen med kvindelige kunstnere på Statens Museum for Kunst kan man opleve ­værker i særklasse.

Side 4 I L L U ST R AT I O N : H A N N A H RYG G E N S ” G R I N I ” F R A 194 5. – F OTO : U T E F R E I A B E E R .

Gratis oplevelser året rundt for hele familien i Randers, Grenaa og Ebeltoft

Du vil sikkert blive overrasket over, hvor mange spændende kulturoplevelser, Museum Østjylland har at byde på i Randers, Grenaa og Ebeltoft.

Her er altid noget for dig, uanset hvor gammel du er, eller hvad du interesserer dig for, og du kan altid finde en aktuel oversigt over vores udstillinger, aktiviteter og arrangementer på vores hjemmeside.

Se meget mere på museumoj.dk og følg os på facebook.com/museumoj

2 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Tag med ind i kunstens verden. Kristeligt Dagblads tillæg Kunst&Kultur indeholder nogle af de bedste tidligere bragte interviews, reportager, omtaler og anmeldelser af udstillinger over hele Danmark. Så her er der rig mulighed for at få et indblik i og et overblik over de kunstoplevelser, der venter på landets museer. Tak, fordi du læser med.

Julie Minnet Høgholm, kulturjournalist og tillægsredaktør, Kristeligt Dagblad

indhold 4 Anmeldelse Statens Museum for Kunst har fokus på kvindekamp og -undertrykkelse

24 Boganmeldelse Ny bog portrætterer maleren H.A. Brendekilde

6 Reportage H.C. Andersens Hus vil aktivere gæsternes fantasi

26 Anmeldelse Glasmuseet Ebeltoft viser mesteren Lino Tagliapietras værker

8 Anmeldelse Arken viser blomster i kunsten 10 Anmeldelse Socle du Monde-biennalen i Herning 12 Anmeldelse Billedkunsten møder dna-forskningen i Esbjerg

28 Tv-serie Politikere taler med kunstnere om værker på Christiansborg 29 Interview Vejlemuseernes chef har taget store spring i sit liv de seneste år

14 Baggrund Engelsk udstilling viser ”Alice i eventyrland”s kulturhistorie

30 Anmeldelse Det istandsatte Ordrupgaard er nu klar med ny ophængning af den danske samling

16 Anmeldelse ”Gnist” med Jorn, Willumsen og Holm-Møller er livsbekræftende

32 Boganmeldelse Ny bog om Jomfru Maria i middelalderkunsten

18 Reportage På Kunstmuseet Brundlund Slot vil man vise Franciska Clausens alsidighed

34 Omtale Udstilling i Wien skildrer byens jødiske menigheds historie

20 Anmeldelse Med ”Togtet” vender Nationalmuseet tilbage til sin kernevirksomhed

36 Anmeldelse Fælles fotoudstilling med Balder Olrik og Erik Steffensen på Tegners Museum

22 Anmeldelse Grønlandsk kunst gennem historien på Museet for Religiøs Kunst

26

4

38 Anmeldelse I Lemvig vil man skabe interesse for marinemalerier med udstilling

Udgivet af Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad A/S | Vimmelskaftet 47 | 1161 København K | Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager | Redaktør: Julie Minnet Høgholm | Layout: Mie Petersen | Tryk: Sjællandske Medier A/S

8

Ib Spang Olsen 100 år

3.10.2021 – 9.1.2022 Nivaagaards Malerisamling

4| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

0 Udstillingen ”Efter stilheden” har som ambition at blotlægge mere end et århundredes kvindekamp set gennem 18 højst forskelligartede, men fremragende kunstneres prisme. Her ses Ursula Reuter Christiansens ”Kvinder frem!” fra 1971. – Foto: Statens Museum for Kunst/Ursula Reuter Christiansen/VISDA.

Verden set fra et kvindeligt udsigtspunkt Statens Museum for Kunst ­viser ny udstilling med fokus på kvindekamp og -undertrykkelse igennem de seneste 100 år

anmeldelse 5 stjerner LISBETH BONDE kultur@k.dk

Nogle læsere er muligvis trætte af at høre mere om kvindeundertrykkelse. Men den er der stadig, også i kunstens verden, og på Statens Museum for Kunsts nye kvindeudstilling møder vi kunst i særklasse, der fortæller historien på nye måder.

I forhallen møder man det første værk: Lene Adler Petersens (født 1944) installation ”Tingene, din historie, befri dig fra tingene” (1976), der er en ophobning af ”readymades”, hentet fra kvindernes hjemme-arbejdsplads. Værket er en tredimensionel gendigtning af Eugène Delacroix’ berømte maleri ”Friheden fører folket på barrikaderne”, der hylder Julirevolutionen i Paris i 1830, hvor hovedpersonen, Marianne – symbolet på republikken – vandrer hen over lig og ødelagte bygningsrester, mens hun holder Trikoloren i vejret og samler folket i kampen mod det gamle regime.

Hos Adler Petersen er det ikke Trikoloren, men røde faner, der holdes oppe af skurebørster og fejekoste, mens en masse nybagte boller er ved at trille ud af en bageovn. Oven på ophobningen optræder en gipsfigur forestillende kunstneren selv. Hun er ved at bryde ud af sit kvinde-

Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet. Statens Museum for Kunst, København.

Til den 21. november.

lige pligtunivers for at leve sit liv i frihed og solidaritet.

For rødstrømperne var kvindekampen uløseligt forbundet med klassekampen. Rødstrømperne var – ja, røde – og Lene Adler Petersen var involveret i denne bevægelse fra 1970 og frem. Hun skabte en lang række billeder af kvindelivet, bevidner hendes suggererende tuschtegninger inde i den tilstødende kunsthal.

Her, i Skulpturgaden og ved Scenen oplever vi værker af udstillingens fremtrædende kvindelige kunstnere – der hver og en er kunstner i sin egen ret – også uden om kønskategorien.

De tydeliggør på hver sin måde forskellige aspekter af kvindeundertrykkelsen. Hvad enten det handler om kønssegregation, som det fremgår af den iransk fødte videokunstner Shirin Neshats (født 1957) på en gang kønskritiske og æstetisk forførende videofilm i sort/hvid ”Turbulent” (1998) og ”Rapture” (2000), eller om krig og vold, som det manifesterer sig i den libanesisk-fødte Mona Hatoums (født 1952) værker.

Selvom flertallet af de udstillede værker er retoriske, om ikke aktivistiske, har de alle en stærk æstetisk side, ligesom mange kunstnere eksperimenterer med nye medier og ”trashy” materialer som de amerikanske kunstnere Nancy Spero (1926-2009), der malede sin uafviselige ”Anti

War Series” med fallos-bomber og ildevarslende helikoptere på papir, og Jenny Holzer (født i 1951), hvis ”Inflammatory Essays” med magtkritiske citater på plakatpapir oprindelig var tænkt som gadekunst.

Dansk-grønlandske Pia Arke (1958-2007), som i parentes bemærket også er aktuel med en anbefalelsesværdig solopræsentation på Louisiana, kredser om de stereotype opfattelser af grønlænderne fra dansk side.

Hendes kunst udtrykker en stadig mere aktuel kritik af kolonialismen og det dermed forbundne nedladende kvindesyn. Hendes kunstneriske strategi kan sammenfattes i begrebet ”etnoæstetik”, idet hun inddrager kolonialt arkivmateriale i dialog med hendes egne, visuelt bearbejdede erindringer.

Blandt de mange nævneværdige bidrag er også Kirsten Justesens (født 1943) klimakritiske værk på reposen over Skulpturgaden, ”Melting Time # 8” (1999), hvor bogstaver af is, som danner titlen, bliver til is-stykker, inden de smelter helt, flyder ud og forsvinder. Et meget stærkt og stramt orkestreret billede på de smeltende gletsjere og isbjerge ved polerne som følge af de stigende temperaturer.

Udstillingen viser verden set fra et kvindeligt udsigtspunkt.

Titlen ”Efter stilheden” indikerer, at værkerne er skabt efter århundreders, om ikke årtusinders stilhed eller usynlighed,

hvor kvinderne ikke kunne komme til orde og fortrinsvis skulle sørge for familien og sikre reproduktionen.

I mange af udstillingens værker træder kvinderne frem som hele, sansende og individuelt forskelligartede mennesker, som det eksempelvis fremgår af Ursula Reuter Christiansens (født 1943) to store malerier i bredformat ”Kvinder frem” (1971) og ”Det drejer sig om os” (1972), ikke at forglemme hendes ikoniske selvportræt med sit nøgne, nyfødte barn i armene ”Ud i verden” (1975), hvor hun iklædt hippiekluns og med et stærkt og frimodigt blik resolut forlader hospitalets betonørken.

Man noterer sig også den portugisisk fødte Paula Regos (født 1934) ”Abort serie”, der skildrer illegale aborter, som kvinderne eksekverer i nogle mere eller mindre sølle omgivelser og i ensom majestæt. Serien er fremprovokeret af et forslag, der blev vedtaget af det portugisiske parlament i 1998, men som den katolske kirke fik omstødt ved at gennemtvinge en folkeafstemning.

Paula Regos stærke, realistiske sprog er i min optik beslægtet med den britiske maler Lucian Freuds (1922-2011) hudløse, ind-til-benet afslørende portrætkunst.

I øvrigt mener man, at hendes raderinger bidrog til udfaldet af den anden folkeafstemning i 2007, hvor de portugisiske kvin-

ders ret til fri abort blev vedtaget.

I skuffen med aktivistisk og stærkt politisk kunst finder vi tillige den tyske grafiker Käthe Kollwitz (1867-1945), hvis sociale engagement og solidaritet med de svage og undertrykte brænder igennem i hendes magtfulde grafiske arbejder og i en enkelt bronzeskulptur. I udstillingen indgår også hendes ikoniske og berømte plakat fra 1924, hvor en kvindelig hovedfigur udskriger ordene ”Aldrig mere krig”. Dens budskab refererer til Første Verdenskrigs rædsler. Kunstneren var i sagens natur uafvidende om de endnu større rædsler, der ventede nogle år senere med Anden Verdenskrig.

Ifølge kurator Birgitte Anderberg er udstillingens mål ”at vise, hvorledes 18 kunstnere og kvinder har brugt kunsten til at udtrykke modstand og kritik mod den herskende orden ... Og de har gjort det med humor, omsorg, underfundighed, alvor og vrede ... og viser os, at kunsten kan så meget mere end at se pæn ud”.

Ofte er kuratorernes udstillingskoncepter temmelig vidtløftige, men efter endt rundgang står det klart, at udstillingen til fulde indfrier denne kurators ambition om at blotlægge mere end et århundredes kvindekamp set gennem 18 højst forskelligartede, men fremragende kunstJ neres prisme.

Efterårsferie på museerne 30.09.21—16.01.22

VERDEN ER

I DIG

En udstilling af Medicinsk Museion på Kunsthal Charlottenborg

Efterårsferie uge 42 Omvisninger tirs-fre kl. 13 Blomsterværksted tirs og tors kl. 12-16 Se efterårets program på davidmus.dk

2. september

HEERUP GRAFIK

30. januar 2022 www.heerup.dk

Strandgade 91 Christianshavn, 1401 Kbh. K nordatlantens.dk

Åbent tårn Søndag 17. oktober kl. 12-14 Mandag 18. oktober kl. 12-14

En installation af Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir 28.8 2021 2.1 2022

Gå en tur op i tårnet på Vor Frue Kirke og nyd udsigten ud over København. Fri entré. www.domkirken.dk

KBHMUSEER.DK

6 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Museumseventyret er ikke færdigt

2 Som museumsgæst kan man selv blive en del af 12 af H.C. Andersens eventyr – blandt andet ved at trække i et spilledåsehåndtag, der sætter den kunstige nattergal i gang. – Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix.

I sommer åbnede H.C. Andersens Hus dørene for Dronningen og publikum – uden at være blevet helt klar. Men museet vil i forvejen også gerne aktivere gæsternes egen fantasi

reportage DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk

Der var engang et lille museum, der havde store drømme. Det begyndte som et beskedent byhus midt i Odense i et fattigfolkskvarter, som ingen regnede for noget, men det var alligevel et helt særligt hus. For her blev verdens største eventyrdigter født den 2. april 1805, og da H.C. Andersens eventyr senere rejste verden rundt, begyndte hans eventyrlystne læsere også at valfarte til digterens barndomshjem for selv at se, hvordan den geniale forfatter engang havde boet under fattige kår.

Ligesom ærten i ”Prinsessen på ærten” kom alle eventyrdigterens ejendele på museum, så man kunne se alt fra hans originale papirklip til natpotte på nært hold. Men historien måtte kunne fortælles bedre, mente man. Og i 1929 fik museet sin egen mindehal inspireret af selveste Pantheon i Rom. Det blev en ægte kuppelsal, der senere fik tilført freskomalerier af Niels Larsen Stevns – blandt andet med den storslåede scene fra fakkeltoget i 1867, hvor H.C. Andersen som en anden hjemvendt EM-helt blev udnævnt til æresborger i Odense. Større blev det ikke. Troede man. Men mens årene gik, drømte museumsfolkene alligevel om at udvide museet og gøre det til en attraktion i verdensklasse, så der blev rejst midler til at lave et kæmpemuseum på 5600 kvadratmeter omkring det lille hus og kuppelsalen, som heldigvis fik lov at stå.

Intet var godt nok til H.C. Andersen, og opgaven med at tegne det nye supermuseum blev givet til den verdensberømte japanske arkitekt Kengo Kuma og hans tegnestue i Tokyo. Men projektmagerne skulle grueligt meget igennem. Først kom der naboklager, og da kommunen havde givet tilladelse til at bygge, som bygherrerne drømte om, kom der pludselig en verdensomspændende pandemi, som forsinkede projektet yderligere.

2 På udstillingen i H.C. Andersens Hus kan man blandt andet gå på opdagelse i 12 af hans eventyr – som ”Prinsessen på ærten”. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Men i sommer åbnede H.C. Andersens Hus endelig dørene for Dronningen og publikum – uden at være blevet helt færdigt. ”Kan du høre noget? Ellers er du på den!”, lyder det kækt i høretelefonerne, der i hvert fald fungerer i lobbyen lige nu, mens vi går ind på udstillingen. Det er (børnebogs)forfatteren Kim Fupz Aakeson, som har skrevet de danske museumsformidlingstekster, så der er noget til alle aldre. Men alene den dynamiske, hjørneløse arkitektur skulle gerne virke indbydende for alle, forklarer museets formidlingsansvarlige Henrik Lübker. ”Det er virkelig et ’gesamtkunstwerk’, som Wagner kaldte det. Det er et helhedsværk. Alt er tænkt sammen med arkitekturen, så man også fysisk bliver ledt ind i H.C. Andersens eventyrverden. Og man går faktisk gennem gange på over 100 meter med oplevelse,” siger Henrik Lübker, da vi træder ind i det første halvnøgne rum, hvor kulisserne er hvide og enkle som et papirklip. ”Vi bruger helt bevidst en meget minimalistisk æstetik,” siger den kreative chef, som ikke er bange for at virke som skrædderen i ”Kejserens nye klæder”.

For tanken med den simple scenografi i denne del af udstillingen er at aktivere den besøgendes egen fantasi, forklarer han.

Her får man samtidig udstillingens første lektie i, at eventyret findes overalt, da fortællerapp’en bliver aktiveret. Først hører man vaskekoner brokke sig over det hårde arbejde, men så træder H.C. Andersens drengestemme frem og udbryder, hvor fantastisk alting er, fordi der findes eventyr i alting. Overalt er der noget dejligt at opleve og noget godt at høre. ”Idéen med det her første rum med de flimrende arkivfotos af H.C. Andersen er, at vi meget hurtigt gerne vil sætte en kontrakt op med læseren om, at man ikke råder over sandheden

H.C. Andersens Hus her. Når Andersen har skrevet 3,5 selvbiografi, så er det ikke, fordi vi fik den sande Andersen, men 3,5 forskellige måder han har vist sig selv på. Han er digter. Og her begynder vores leg med hans historie også,” siger Henrik Lübker, mens han fører os videre gennem de snørklede gange, hvor der står genstande, som hver især aktiverer fortællerapp’en med nye historier – fortalt fra genstandenes synspunkt, ligesom H.C. Andersen gerne gav liv til ting i sine eventyr.

Gennem Kim Fupz Aakesons sjove tekster får H.C. Andersens egne ejendomsdele nu også liv, så hans tynde pengepung for eksempel kan fortælle, at den skam ikke var skyld i eventyrdigterens mislykkede kærlighedsliv. Og sådan har H.C. Andersens tandbørsteskaft, champagneglas og hatteetui hver deres historie at fortælle. ”Prøv at se æstetikken,” siger Henrik Lübker og peger på en enkel blomst, der er bøjet i sort metal. ”I stedet for at gøre det så na-

turalistisk som muligt, så forsøger vi igen at få materialet til at tale med. Man kan godt se, at det er en blomst, men det er også bøjet i jern. Hvis man forsøgte at gøre det naturalistisk, ville man ende i en Lalandia deluxudgave.”

Udstillingen fører fra den biografiske del videre over en leg med modtagelsen af H.C. Andersen som forfatter og så videre til det, der for mange nok opleves som det bedste – eventyrerne.

Her har kuratorerne sørget for, at man kan interagere med 12 af Andersens mest elskede eventyr. Man kan for eksempel dreje en nøgle i en gigantisk kunstig nattergal, studere den berømte ært (som har sin egen historie), lægge sig på stenformede puder og drømme sig op til havoverfladen som i ”Den lille havfrue” eller trykke på en knap, der stryger en tændstik og fremkalder en ny scene i ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Her er også mulighed for at blive afvist af prinsessen i ”Klods-Hans” i en slags ”Dagens mand”-version, klædt

virtuelt på som kejser, og måske størst af alt at bukke sig ned mod en filmisk sø, hvor en svane pludselig dukker op som et spejlbillede. ”Det er en dyb pointe i mange af H.C. Andersens eventyr, at man først finder sin storhed, når man bøjer sig. H.C. Andersen bøjede sig konstant ned mod det, som andre ringeagtede, men Andersen rejste det ringeagtede op i sine eventyr. Han genfortryllede alting. Det er den fornemmelse, som vi gerne vil sende folk hjem med. Det, der kan ligne ingenting, kan blive til noget. Man ender også i H.C. Andersens barndomshjem, som vi igen har ryddet for møblementet, så der er plads til, at man selv kan tænke over, hvordan alting udsprang her.”

Det hele begyndte engang med et beskedent byhus i Odense, men udenfor står der nu en hel kø af mestendels modne museumsgæster, der venter på at blive lukket ind i de nye bygninger, selvom museumseventyret altså ikke er helt færdigt.

J

3 3I sommer blev H.C. Andersens Hus indviet med en ”blød åbning”, som betyder, at museet stadig tester, justerer og prøver af med visse tekniske problemer, mens publikum til gengæld tilbydes halv pris på både besøg og genbesøg indtil den 31. oktober. Det nye 5600 kvadratmeter store museum er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma og hans tegnestue i Tokyo.

Kunsthal Aarhus Visionsudstillingen 28. aug 2021 GO EXTREME 30. jan 2022

Kunst og ekstremsport mødes i en grænsebrydende og nyskabende udstilling mellem det kreative og det kommercielle, det underholdende og det eksistentielle.

8 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Sig det med blomster Arkens tematiske udstilling om kunstnernes skildring af blomster er både æstetisk frapperende, sanseligt underfundig, videnskabelig optaget – og økokritisk moraliserende

anmeldelse 4 stjerner HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Blomster har til alle tider været et motiv i kunsten.

For der er ingen ende på, hvad mennesket kan sige med blomster. Den blomstrende flora kan tillægges allehånde betydninger og ses som tegn på alt fra eros til død, vild vækst og kultiveret dannelse.

I den nederlandske barok indgik blomster i de overdådige ”stilleben” og ”nature morte”, der som navnet siger, var påmindelser om, at materiel overflod ikke nødvendigvis var identisk med Guds forsyn og frelse, tværtimod. Skønheden rummede sin egen undergang.

Dybest set er der ikke sket så voldsomt mange ændringer i opfattelsen i de seneste 400 års kunsthistorie.

På Arkens aktuelle tematiske udstilling ”Blomsten i kunsten” er 1600-tallets calvinistiske protestantisme afløst af økokritisk moraliseren, og Bibelens dommedagssyner af det skrækslagne blik på klimaforandringernes tilsyneladende uafværgelige kurs mod katastrofen.

Men nu er det jo sådan med både kunstnerne og blomsterne, at man nok kan sætte dem til at dø i en kuratorisk vase på det museale bord. De vækster alligevel og formerer sig vildt og ustyrligt ud over alle kultiverende hensyn og velmente forsøg på diagnose og artsbestemmelse. Som salmisten H. A. Brorson skrev: ”Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Naturen underlægger sig ikke velmenende magtviljer, lige så lidt kunstnerne, når de tolker, mimer, forvansker, forskønner, stiliserer og problematiserer naturen og blikket på den.

Arken skal roses for at have sammensat en differentieret udstilling af blomsten i kunsten, der rækker fra romantikken over naturalismen og symbolismen til popkunsten og konceptkunsten og dermed de seneste 200 års kunst. Her er alt fra J.L. Jensens nysselige buketter til Hilma af Klints spiritistiske syner, Andy Warhols flower power og Thomas Demands sirligt ”kunstige” dam med åkander. Og det tvetydige ind imellem med de sære hybrider af Odilon Redon, Johannes Holbek og Edvard Munch, hvor mennesket i sig selv er en slags plante, der gror, forvikler og forgrener sig uheldsvangert.

For slet ikke at tale om Kristian Zahrt-manns overdådigt dekadente billede af den nøgne Adam, der bader i et lyserødt flor af blomster i et sandt syndefald af et maleri. Øjet kan finde skønhed i Claude Monets åkander, Berthe Morisots stokroser og Anna Sybergs vidunderlige vilde roser. Udstillingens mest frapperende og sigende værk er

0 J.L. Jensen: ”Nature morte med blomster i antik vase på marmorbordplade”, 1834.

– Foto: Thorvaldsens Museum.

0 Hilma af Klint, ”Vid betraktandet av blommor och träd”, 1922. – Foto: Moderna Museet, Stockholm, Sverige/ Stiftelsen Hilma af Klints Verk.

imidlertid for denne signatur Rune Bosses helt nye 2021-installation ”Plante minder”, hvor han har puttet blomster og planter i klorin i nogle store vinballoner af klart glas. Værket er som de klassiske stilleben smukt med forfaldet og forgængeligheden indbygget i sig. Planterne bleges langsomt i klorinen og lyset, men de forsvinder aldrig helt.

De er reminiscenser af naturen, en rest, et ressentiment – en nagende sentimental og samtidig nådesløs gestus fra kunstnerens side.

Der er tillige et uhyre smukt og æstetisk renfærdigt maleri af Astrid Holm fra 1914 af den sorte kvinde Rose, der dækker bord. Med blomster. Tydeligvis Gauguin-inspireret, selvom det nødvendigvis må falde for det kritiske post-koloniale blik i hovedkurator Dea Antonsens utidige og postulerende katalogtekst. Læs den ikke, men spring til Gry Hedins perspektivrige artikel, hvor hun redegør for de seneste 200 års naturvidenskabelige, filosofiske og kunstneriske tolkninger af planternes, blomsternes og i bredere forstand naturens væsen og metamorfoser.

Gry Hedin påpeger heri, at nutidens økodrømme om ”rewilding” – eller ”genforvildning”, som det kaldes på dansk – ikke adskiller sig synderligt fra Jean-Jacques Rousseaus og siden romantikernes utopi om den vilde, uberørte natur. Men findes sådan en? Der er ingen ufordærvet naturtilstand.

Hvad er det for en natur, vi skal bevare og genoprette, når den danske natur som al anden natur til stadighed ændrer sig? Og tillige er kultiveret igennem årtusinder.

Arkens udstilling rejser således essentielle er-

kendelsesmæssige spørgsmål og er bedst, når den ikke selv be-svarer dem, men lader kunsten og kunstnerne blomstre med en egen fortolkningsmæssig egenart, sanselighed og radikalitet. De seneste årtier har budt på adskillige af den slags tematiske blomsterudstillinger. Alene herhjemme lagde Louisiana for i 2004 med en herligt nydelsessyg svælgen i verdenskunstens blomster. Statens Museum for Kunst fulgte op i 2013 med en udstilling, der flugter den aktuelle, og i 2014 satte museet for kunstnere som Alhed Larsen og Anna Syberg, nemlig museet i Faaborg, blomsterbillederne ind i en poetisk kontekst.

Arkens udstilling rummer meget, men langt fra det hele. Der er en kunstnerisk arts-uendelighed af værker at tage af. Arken har taget nogle udmærkede greb ned i denne opdyrkede og gennemgødede genre og de tilliggende overdrev, hvor vækster gror og blomstrer på andre måder. Udstillingen er J ikke blot til lyst, men også til tanke.

Blomsten i kunsten. Hovedkurator: Dea Antonsen.

Katalog med bidrag af Christian Gether, Dea Antonsen, Lorraine Daston, Monika Bakke, Rasmus Kjærboe, Isabel Kranz, Gry Hedin og Søren Thorlak Madsen. 112 sider. Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj. Til den 9. januar 2022.

2 Alhed Larsen, ”Rhododendron”, uden årstal. – Foto Jens Frederiksen/ Johannes Larsen Museet.

500 ÅRS DANMARKSHISTORIE OG SÆRUDSTILLINGER

Portræt NU! for børn

Leonora Christina 400 år

Efterårsferieaktiviteter for børn

Dannebrogordenen 350 år

10 | Kunst&Kultur Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Jordens sokkel st Siden soklen blev placeret, har byen været centrum for store kunstoplevelser – netop nu biennalen Socle du Monde

anmeldelse 5 stjerner TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

24.0 9. 20 21 – 09.01. 2 02 2

ENGLENS KYS

Syge piger i nordisk kunst

Det er 8. gang, biennalen Socle du Monde finder sted i Herning. Årets titel er ”Welcome back my friends to the show that never ends” – og det kan umiddelbart lyde lidt pop­smart. Medmindre man vælger at indskrive udsagnet i en lang og fin, herninggensisk historie om nysgerrighed og gavmildhed – og initiativer og gaver, som blot bliver ved med at give og give gennem årtier. Det er den tradition, kunstbiennalen i Herning også i år fastholder og respekterer – samtidig med at den fornyer sig og fortsat breder sig ud fra kunstinstitutionerne. Ikke mindst i år har biennalen en særligt imødekommende karakter, som byder den hjælpsomt publikum velkommen tilbage til det kunst- og kulturliv.

I modsætning til en fremherskende tendens i udstillingslivet er Socle du Monde ikke karakteriseret af kuratoriske greb, der går ud på at misbruge eller blot anvende kunstnernes udstillede værker til en overordnet fortælling om verdens elendighed i al almindelighed og den hvide mands skyld i særdeleshed.

Værkerne kan i sig selv være udtryk for holdninger – det er alle former for kunst –

men de vises primært, fordi de i sig selv er interessante, vedkommende og øjenåbnende.

Omdrejningspunktet for den store kunsttradition i Herning er tekstilfabrikanten Aage Damgaard (1917-91), der var blevet smittet med kunstbacillen i et så voldsomt omfang, at han ikke blot måtte samle til glæde for sig selv og sine nærmeste.

Han havde en udtalt lyst til også at dele sin entusiasme med andre og herunder for eksempel de ansatte på sine fabrikker, som han til og med fik udsmykket.

Blandt andre af Paul Gadegaard (1920-92), der blev forbindelsesofficer til andre danske og udenlandske kunstnere, der også kom til Herning og arbejdede og udstillede og solgte og dermed – takket være Bitten og Aage Dam­gaards gavmildhed og engagement i byen – med tiden blev en del af samlingerne på byens kunstmuseer.

Blandt de udenlandske billedkunstnere, der kom til Herning, var Piero Manzoni (1933-63), der syntes, at Herning var som Paradis, så blandt mange andre mærkværdige ting, han skabte i Hedens Perle, var skulpturen ”Jordens sokkel”. Det fundament, Jorden hvilede på, skulle ligge i Herning og fik navnet ”Socle du Monde”.

Det perspektiv kan være en måde at vende op og ned på alting, og det er vel netop det, kunst kan.

Manzoni og nogle af hans

samtidige udviklede i 1960’erne og 1970’erne en kunstnerisk retning, der blev kaldt arte povera.

Skulpturer og objekter er ofte sammensat af uformelle, formelt værdiløse, forgængelige materialer. De kan se ydmyge ud – men i deres rå æstetik også vække nysgerrighed. Nysgerrighed er den egenskab, der i udstrakt grad kendetegnede Aage Damgaards virke, og appellen til nysgerrigheden er den kvalitet, der kendetegner biennalen i Herning.

Visuelt frapperende er også et rum med tusinder af små lerfigurer, der står helt tæt sammen kiggende med rørende og appellerende, undrende øjne. Man kan indskrive installationen i tidens store tematik – passer I på os? – men måske også hæve den over klimaangsten til mere åbne spørgsmål om eksistens og om at forsøge at

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Kunst&Kultur | 11

28. august – 21. november 2021

2 Blandt de store oplevelser på årets Socle du Monde-biennale i Herning er en version af Antony Gormleys skulptur ”American Field”, der består af angiveligt 15.000 individualiserede figurer, der står på gulvet og kigger spørgende på os tilskuere. – Foto: Ole Jørgensen.

tår i Herning

KUNSTENS KVINDER TAGER ORDET

“Kuldegysninger af ren benovelse”

★★★★★★

“Stærk og vedkommende”

BERLINGSKE

JYLLANDS-POSTEN

♥♥♥♥♥♥

“Fuldstændig forrygende”

★★★★★

POLITIKEN

KRISTELIGT DAGBLAD

2 Kunstretningen arte povera har gennem årene været i fokus på kunstmuseet i Herning og den tilknyttede biennale, Socle du Monde, der med et års forsinkelse vises for 8. gang.

Her er det skulpturer af Michelangelo Pistoletto.

– Foto: Gunnar Merrild.

Denne gang har biennalen bredt sig til andre institutioner i området som for eksempel skulpturparken Skovsnoen – eller Deep Forest Artland – en halv times kørsel fra Birk, hvor der i øvrigt også er skulpturer – blandt andre af Eva Steen Christensen – opstillet i parkanlæggene. Men én ting er at gå i en skov. Et andet er et landkort at forstå. Det er dejligt at vandre i en efterårsskov og støde på en skulptur i ny og næ, men det virker, som om der mangler noget på det formidlingsmæssige niveau i lige den del af biennalen.

Så er det straks nemmere i

“Kunst i særklasse”

STØTTET AF

05.09 - 14.11

Søren Elgaard / Hartmut Stockter / Claus Ørntoft / Bjarke Regn Svendsen

ne. I begyndelsen var et grundprincip for deltagelse samarbejde mellem en billedkunstner og en virksomhed, ligesom dengang Aage Damgaard inviterede kunstnere til at arbejde på sine fabrikker. Som kunstnere. Med kunst.

★★★★★

Lotte Bækgaard / Niels Fabæk

forstå sin tilværelse og sin omverden. Måske er de små figurer spejlinger af os selv?

Det er et ældre værk af Antony Gormley – vist og versioneret mange gange.

Damgaard ejede en mangfoldig glæde ved kunst. Det er godt nok Manzoni-samlingen, der har givet Herning adgang til lån i superligaen blandt internationale kunstmuseer, men Dam­gaard interesserede sig for andre dele af tidens billedkunst end den nyeste avantgarde og herunder for eksempel den danske, såkaldte Cobra-generation i almindelighed og Carl-Henning Pedersen i særdeleshed.

Det er således Carl-Henning Pedersen, der har skabt den meget omfangsrige udsmykning af det indre af Angligården; skjortefabrikken i Birk ved Herning, der efterfølgende blev omdannet til kunstmuseum.

Socle du Monde-biennalen har ændret sig gennem åre-

Sct. Johannes Kirke, hvor man går op og op og op i kirketårnet for til sidst at stå overfor et værk, der også kan tage pusten fra en. Det er et stort billedtæppe sammensat af metalstykker skabt af El Anatsui som et ekko af arte povera. Også af genbrugsmaterialer kan en ny skønhed opstå.

Ikke langt fra kirken ligger Tekstilmuseet, hvor de kunstnere, der er repræsenteret dér, er valgt ud fra den interesse for at arbejde med stoffer.

Som i kirken er det ligeledes til at orientere sig i Herning Højskole – eller rettere sagt: Tidligere højskole. Et 1960’er-modernistisk højhus i det flade landskab tegnet af Viggo Møller Jensen og netop afdøde Tyge Arnfred. I de gamle stuer har en række billedkunstnere installeret værker, der ofte og gerne i poetisk eller kritisk undersøgende form behandler en række af tidens påtrængende problemstillinger som svindende biodiversitet, accelererende overforbrug og endnu en gang rummer insisteren på skønheden i det upåagtede.

Så ja, billedkunsten er en forestilling, der aldrig ender, og en fest, vi alle er inviteret til. Biennaler og museumsudstillinger er formidling af traditionen og præsentation af det nye. Sådan er Socle du Monde. Det er en god oplevelse.

J

ANIMALS

Simone Aaberg Kærn, Micro-Global Performance #1 (Open Sky), 2002. © Simone Aaberg Kærn. Foto/photo: Magnus Bejmar

Socle du Monde 2021. Vises i Tekstilmuseet, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, Heart, Sct. Johannes Kirke, Herning Højskole, skulpturparken Skovsnoen/Deep Forrest Artland samt forskellige steder i Herning by.

Til den 31. oktober.

Efter stilheden

05.09 - 14.11

FOTOMØDE 2

12 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Mellem kunstmuseet og laboratoriet På Esbjerg Kunstmuseum kan man nu opleve den sidste af tre tankevækkende og visuelt inspirerende wunderkammer-udstillinger. Her mødes ­billedkunsten med dna-forskningen, og evolutionshistorien bliver fortalt gennem billeder i to eller tre dimensioner

anmeldelse

2 Stine Deja: ”Crisp(r) Creatures”, 2021. – Foto: Stine Deja.

5 stjerner LISBETH BONDE kultur@k.dk

I 2017 vandt Esbjerg Kunstmuseum Bikubenfondens prestigefyldte visionspris for udstillingskonceptet ”Wunderkammer 1-3”. Opdraget var at udvikle alternative udstillingsformater og visningsmetoder til afløsning af de mere kendte. Med æren fulgte tre millioner kroner. Nu løber den sidste del af trilogien af stablen.

Wunderkammeret (direkte oversat: undrekammer) opstod i renæssancen som en forløber for museet, som det kendes i dag. Det var en encyklopædisk samling af artefakter, antikviteter, naturalia, måleinstrumenter og kunstværker, der blev udstillet ganske ahierarkisk og mere eller mindre kaotisk i sammenligning med vore dages systematiske museumspraksis, hvor de udstillede genstande er organiseret kronologisk og efter deres oprindelsessted. Et wunderkammer skulle først og fremmest pirre, begejstre og forføre publikum i kraft af de sjældne, hemmelighedsfulde og fantastiske objekter, der blev fremvist.

Denne gang har museet arbejdet sammen med nogle af verdens førende dna-forskere, henholdsvis professor Eske Willerslev og lektor Martin Sikora, begge fra Globe Institute, Lundbeck GeoGenetics Centre på Københavns Universitet. Ved indgangen ses en 1:1-videoprojektion af netop Eske Willerslev, som i fuld karismatisk figur introducerer udstillingens idé og slutter af med ordene: ”Én ting er sikkert: Mere af vores fremtid kan læses i dna-koden, end vi troede for bare nogle få årtier siden.”

Hermed er udstillingens tema anslået.

Dna findes i alle levende kroppe og går på tværs af historien. Det er organismens byggesten og rummer selve arvelighedskoden. Som sådan er det et særdeles velegnet emne for en udstilling, der gerne vil undersøge de helt grundlæggende livsbetingelser på Jorden før og nu – og skrive dem ind i fremtiden. Yderligere sættes de videnskabelige erkendelser i spil sammen med moderne kunst og samtidskunst. Således møder vi malerier af blandt andre surrealisterne Max Ernst (1891-1976) og Wilhelm Freddie (1909-1995), men også af en samtidskunstner som Frodo Mikkelsen (født 1974), der viser et både humoristisk og surrealistisk kranium i sølv med indbygget hytte og træ. Titlen er ”The Bear” (2011), og en bjørn er ved at klatre op ad kraniet. Flere af de udstillede værker er imidlertid skabt direkte til udstillingen.

0 Thomas Feuerstein: ”Octoplasma”, 2017. – Foto: Atelier Feuerstein.

Men lad os starte med begyndelsen. I det første rum ses tre værker af den amerikanske kunstner Suzanne Anker (født 1946). Især hendes gulvinstallation med titlen ”Origins and Futures” (2004) springer i øjnene.

Her har hun strøet guldglimtende pyrit-mineraler – også kaldet narreguld – ud i mange stykker.

Pyrit menes at have haft afgørende indflydelse, for at der kunne opstå liv på Jorden. Mellem pyritten er 3d-printede prototyper af færdigudviklede fostre og embryoer spredt rundhåndet ud. Med sin installation forsøger kunstneren at kickstarte en diskussion om de etiske aspekter ved genmanipulation, og hvad der på længere sigt vil ske, når mennesket griber ind i skabelsen af nyt liv.

Udstillingens clou er en ældgammel mennesketand, der afslører detaljer ikke kun om det individ, som den stammer fra, men også om folkestammer- og vandringer titusinder af år tilbage. Tanden ligger på en rød pude i en montre – som en kronjuvel.

Ned fra loftet hænger der 3dprintede knogler fra forhistoriske menneskearter, så publikum omringes af fortidigt genmateriale fra alle sider.

Flere gange dukker en ny form for maleri op af den amerikanske billedkunstner Jaq Chartier (født 1961), der i sin ”Testing”serie (2018-2019) maler med en forskers grundighed i sin undersøgelse af materialernes muligheder. Hun har helt konkret benyttet elektroforese, som er en metode, der bruges til at analy-

2 Gina Czarnecki: ”Heirloom”, 2016. – Foto: Stephen King.

sere dna. Men hos Jac Chartier er materialet ikke dna, derimod bejdse, blæk og forskellige plantefarver, der ser ud til både at blive fremkaldt og forsvinde på fladen. Der opstår nogle sælsomme, rytmiske mønstre, der også kan minde om datakoder, her fremstillet i mange utroligt smukke farver.

Den østrigske kunstner Thomas Feuerstein (født 1968) har ved hjælp af menneskelige leverceller skabt en hybrid af en blæksprutte med titlen ”Octoplasma” – et sælsomt væsen, der kan minde om de forunderlige dyr, som blev udstillet i et fortidigt wunderkammer. Danske Stine Deja (født 1986) bidrager også med et på en gang suggestivt og uhyggeligt skulpturelt videoværk, der er en visuel fortolkning af, hvordan en ny såkaldt CRISP/Cas9-teknologi – en slags genetisk saks – gør det muligt at ændre i arvemassen. Vi ser et foster mutere lidt efter lidt på skærmen, så det gør ondt i sjælen på Deres udsendte. Også den amerikanske kunstner Heather Dewey-Hagborg (født 1982) arbejder med genetisk materiale ved at indsamle menneskehår, tyggegummi og cigaretskodder fra gader og offentlige rum i New York. Ud fra disse gen-informationer, computergenererer hun farvede portrætter af mennesker i 3d.

Også den danske kunstnerduo Skeel & Skriver bidrager til udstillingen med værket ”Mutations”, der demonstrerer forskellen mellem genotype og fænoty-

pe – det vil sige mellem en bagvedliggende usynlig struktur, for eksempel dna, og en ydre, synlig form som for eksempel øjen- eller hårfarve. Lyskunstens grand old man, danske Thorbjørn Lausten (født 1945), viser i et mørklagt rum skærme med projektioner af genetisk data fra primater og populationer fra forskellige egne af kloden. Det er som at stå inde i et pulserende, abstrakt maleri.

Også digteren Morten Søndergaard (født 1964) er på banen med tre digte fra digtsamlingen ”Må sort dreng dø ren” (2009) – et anagram over forfatterens eget navn. Det menneskelige genom har fire baser, som beteg-

nes med en forkortelse af aminosyrernes navne A, C, G og T. Morten Søndergaards gakkede digte muterer omkring disse bogstaver og vises i røntgenkasser, som var de videnskabelige undersøgelsesobjekter.

Udstillingstitlen ”dnart” er selv en hybrid mellem de to vidensområder, som den naturvidenskabelige forskning og billedkunsten udgør. Som det fremgår, er den ambitiøse udstilling absolut et besøg værd. J Wunderkammer 3: dnart. Esbjerg Kunstmuseum. Til den 16. januar 2022.

drømme bevæge mærke elske søge leve tro se

EN FORTÆLLING

OM BLINDHED

EFTER JOSÉ SARAMAGOS MESTERLIGE ROMAN

STUDIO — FRA 26. OKT

ALICE I EVENTYRLAND ET FORUNDERLIGT EVENTYR FULD AF NONSENS FOR BÅDE BØRN OG VOKSNE

STORE SCENE — FRA 11. NOV

MAN VOKSER OP TO DRAMATISERINGER AF TOVE DITLEVSENS STÆRKE VÆRKER PÅ SCENEN

STIKLINGEN — FRA 12. NOV

KAGEFABRIKKEN AARHUS TEATER BYDER I EFTERÅRSFERIEN PÅ FORESTILLINGER FOR BØRN SAMT SÆRLIGE FAMILIE-RUNDVISNINGER

EN GROTESK FARCE OM KAGE, KRISE OG KLÆBRIG KONSULENTKRYMMEL SKREVET AF CHRISTIAN LOLLIKE

UGE 42 PÅ AARHUS TEATER

SCALA — FRA 19. NOV

RABAT

Vælg min. 3 forskellige forestillinger på Store Scene og Scala og få 50 kr. i rabat pr. billet, du køber.

HUSK STUDIE- OG UNGDOMSRABAT – BILLET TIL 80 KR. – GÆLDER ALLE DAGE

Læs mere og køb billet på aarhusteater.dk Billetpris 80 – 355 kr.

14 | Kunst&Kultur

0 En kvinde bruger et billede af Alice under en demonstration mod daværende præsident Jacob Zuma i Sydafrika i 2017, hvilket illustrerer den globale gennemslagskraft, som bogen ”Alice i eventyrland” stadig har. – Foto: Ashraf Hendricks, GroundUp.

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

0 Illustratoren John Tenniels tegninger af eksempelvis den meget menneskelige hvide kanin var med til at gøre ”Alice i eventyrland” til en dragende historie fra begyndelsen. – Foto: Ralph Steadman Art Collection.

Læsere drages stadig af kaninhullet I over 155 år har folk været fascineret af Lewis Carrolls historie om ”Alice i eventyrland”. En udstilling i London viser, hvordan historien hele tiden bliver genfortalt og nyfortolket

kulturhistorie BJARNE NØRUM SKRIVER FRA STORBRITANNIEN norum@k.dk

Som et andet kaninhul bliver besøgende draget ned i et kælderlokale under Victoria and Albert Museum (V&A) i London.

Magien starter allerede, før man er inde i selve udstillingen. Her går turen ned ad en rødmalet trappe fyldt med citater fra ”Alice i eventyrland”.

Netop tanken om at kravle ned i et kaninhul og finde en ny fascinerende forunderlig eventyrverden er noget af det, der gør Lewis Carrolls første bog om Alice fra 1865 til en bog, der har en universel tiltrækningskraft.

Bogen bliver konstant genoptrykt og har aldrig været udsolgt fra forlaget – og det gælder også for mange af de over 120 sprog, som bogen er oversat til. ”Bogen om ’Alice i eventyrland’ er et kulturelt fænomen.

Bogens sprog og billeder har talt til vores fantasi og har inspireret modebranchen, film, teater og i nyere tid videospil. I udbredelsen kan ’Alice i eventyrland’ sammenlignes med Shakespeare og Bibelen,” siger Kate Bailey, ledende kurator i teater og performancekunst på V&A. På museet bliver besøgende

taget med på en magisk rejse gennem ”Alice i eventyrland” og efterfølgeren ”Alice gennem spejlet”. Her er historien om Charles Lutwidge Dodgson, som er manden, der gemmer sig bag pseudonymet Lewis Carroll.

Han fik inspirationen på en rotur på Themsen fra universitetsbyen Oxford til en picnic i nærliggende Godstow. Med ombord var pigerne Alice, Edith og Lorina – døtre af Henry Liddell, der var provst ved Christ Church College i universitetsbyen.

Charles Dodgson var en naturlig historiefortæller, og han spandt en historie om pigen Alice, mens de var på vandet.

Og den rigtige Alice, der dengang blot var syv år, tiggede om, at han skrev historien ned – og dermed var ”Alice i eventyrland” født.

Charles Dodgson var en renæssancemand, der nøje studerede sine omgivelser. Han var en matematiker, men også en ivrig teatergænger, og han satte pris på malerkunst. Han var også en mand, der legede med ordspil – og selv hans pseudonym Lewis Carroll er et latinsk ordspil på Charles Lutwidge. ”Vi ser, hvordan hans inspiration kom fra universitetsmiljøet i Oxford og de kredse, han bevægede sig rundt i. Temaerne i de populære bøger kom fra alt

fra naturvidenskab til kunst over historie og psykologi til det rene nonsens. Vi følger historien, den kreative proces, og hvordan de originale tegninger blev til, og som satte billeder på nu ikoniske karakterer,” siger Kate Bailey.

Allerede inden århundredeskiftet var de to bøger oversat til de fleste europæiske sprog – og var tilmed udgivet i Japan – og historierne fandt vej til teater som musicals, pantomimeforestilling og dans. V&A slår på, at udstillingen er den største nogensinde i verden om forfatteren, bøgerne, og ikke mindst hvordan de har og stadig inspirerer på tværs af kunstgenrer. ”Vi vil med udstillingen transportere de besøgende på en fortryllende rejse og vise, hvorfor de to bøger i så mange år har og fortsat appellerer til folk. Og det er både børn og voksne. Nogle af de mest kreative mennesker har været inspireret af bogen, og det gælder også det filosofiske element i bøgerne. For hver ny generation har bøgerne talt til folks forestillingsevne, og det gælder alt fra kunst over politik til samfundet mere generelt,” siger Kate Bailey.

Filmkunsten var knapt nok født, før den første filmudgave af fortællingen blev skabt. Det

var så tidligt som 1903, og filmen varede blot ti minutter – men det var på den tid den hidtil længste britiske film.

En mere ambitiøs amerikansk film på 50 minutter kom i 1915, hvor instruktøren W.W. Young iførte skuespillerne kostumer, der var baseret på de originale tegninger.

”Det er her, vi finder den politiske Alice. Hun er en feminist, der lærer noget nyt hele vejen gennem sin nysgerrighed, og den symbolik er tydelig i teksten,” fortæller Kate Bailey om, hvordan historien om Alice på den måde er tidløs og bringer metaforer om samfund og identitet fra teater til modedesign. J

Men det var Walt Disney, der med tegnefilmen ”Alice i eventyrland” fra 1951 for alvor bragte historien ind i biograferne. Faktisk var arbejdet allerede begyndt i 1930’erne, men Anden Verdenskrig forsinkede filmen.

En ny og meget mørkere fortolkning af historien kom i 2010, hvor Disney lod instruktøren Tim Burton fortolke bøgerne – ikke som en tegnefilm, men med rigtige skuespillere. ”Disney var med til at definere Alice. Fra den ikoniske tegnefilm i 1951 til Tim Burtons to film fra 2010 og 2016. Men vi så også, hvordan konceptet og temaerne i bøgerne resonerede hos surrealistiske kunstnere i 1960’erne,” siger Kate Bailey med henvisning til, at kunstnere som spanske Salvador Dali hentede inspiration i Lewis Carrolls fantasifulde univers.

Det samme var tilfældet for suffragetterne, der kæmpede for kvinders valgret.

”Alice: Curiouser and Curiouser” kan opleves på Victoria and Albert Museum i London til den 31. december 2021.

”Alice i eventyrland” Skrevet af Lewis Carroll og først udgivet i 1865. Efterfølgeren ”Alice gennem spejlet” kom i 1871.

Udkom første gang på dansk i 1875 under titlen ”Maries hændelser i vidunderlandet” og er siden udgivet i talrige udgaver med forskellige titler, hvor ”Alice i eventyrland” er den mest brugte.

Navnet Lewis Carroll er et pseudonym for Charles Lutwidge Dodgson. Han døde i 1898 i en alder af 68 år som følge af lungebetændelse.

0 Hjerter Dronning bliver her spillet af Zenaida Yanowsky i en balletforestilling af ”Alice i eventyrland” med koreografi af Christopher Wheeldon og kostume af Bob Crowley på Royal Ballet i London i 2011.

Forestilling spillede på Det Kongelige Teater i København i 2018. – Foto: ROH/Johan Persson.

16 |Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Klassikere til efterårsferien ”Fremragende, flydende fordanskning”

politiken ”En af litteraturhistoriens mest himmelske forfattere”

berlingske tidende ”Sublime danske vers”

information

★★★★★★

0 J.F. Willumsen, ”Naturskræk efter stormen 2”, 1916. – Foto: Anders Sune Berg/J.F. Willumsens Museum.

”Fandens god”

ekstra bladet

”På sporet af den tabte tid er en klassiker blandt klassikere.

Et mammutværk, der kan følge en livet igennem.”

berlingske ”Verdenslitteratur får mesterlig genoversættelse”

politiken ”Dybsindig, kulørt superroman”

information

forlaget multivers

En trio med gnistrende udtrykskraft

Sammenstillingen af J.F. Willumsen, Olivia HolmMøller og Asger Jorn i Kunst­foreningen Gl Strand er i ubevogtede øjeblikke både slående og langt ude

anmeldelse 5 stjerner HENRIK WIVEL kultur@k.dk

Inden for idrætten har man betegnelsen ”ekstremsport”.

Det vil sige en sport, der går ud over alle tænkelige grænser. Man kunne tilsvarende inden for kunsthistorien arbejde med betegnelsen ”ekstremkunst” om kunstnere, der går ud over alle tænkelige grænser.

Tre af disse ekstremkunstnere er sat stævne i Kunstforeningen Gl Strand i København, nemlig J.F. Willumsen (1863-1958), Olivia Holm-Møller (1875-1970) og Asger Jorn (1914-1973). De er enere, individualister og vitalister med modet til at gå til yderligheder. De ligner egentlig ikke så mange andre og har derfor bidraget til at hævde dansk kunsts originalitet fra

1800-tallets naturalisme og symbolisme til 1900-tallets ekspressionisme og modernisme.

Begrundelsen for at sammenstille de tre kunstnere på udstillingen er deres gnistrende udtrykskraft, der virkelig fænger og sætter billeder og lidenskaber i brand. Det er også muligt at se motiviske og tematiske ligheder i deres værk: dyrkelsen af solen, bjergene, det animalske og erotiske, rejsen og det eksotiske, barnet og det umiddelbare, intimiteten og nærværet. Alt sammen i et forsøg på at overskride virkelighedens grænser og række mod det metafysiske. Hos de tre kunstnere er der en iboende hunger efter at favne det hele, ligegyldig hvilken genre og hvilket materiale de vælger at ytre sig i.

Af de tre kunstnere er Jorn jo verdensberømt, Willumsen europæisk anerkendt, mens Holm-Møller er et Geheimtipp

blandt kendere af dansk kunst. Men hvad angår originale egenskaber er de fuldkommen jævnbyrdige, og Holm-Møller har det med, ligesom Jorn, at rydde alle andre til side. Så god er hun.

Der er således en overvældende kvalitet på færde i Gl Strand, der i sig selv er en øjenåbnende fornøjelse.

Er der noget formelt kunstfagligt belæg for at sammenstille de tre kunstnere? Ja, for så vidt, at Holm-Møller var en stor beundrer af Willumsen og altid forsvarede ham, når han blev anklaget for excentrisk vanvid. Man kan også se et motivisk slægtskab i de tos fokus på familien og barnet, bjergenes rensende og ophøjede kraft, og lysten til at skildre fremmede kulturer – som den nordafrikanske – under de mange rejser, som begge kunstnere foretog som en del af deres kunstneriske dannelse og erfaring. Læg dertil sensymbolistiske billeder

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Kunst&Kultur | 17

0 Asger Jorn, ”Behersket raseri” (Rage maitrisee), 1952. – Foto: Museum Jorn Silkeborg.

2 Olivia Holm-Møller, ”Kilimanjaro”, 1950. – Foto: Ole Mortensen/Holstebro Kunstmuseum.

hos begge med allegoriske og livsbekræftende motiver af kvinden, solen og altet. I samtidens dagbladskritik blev Holm-Møller da også jævnligt sammenlignet med forbilledet Willumsen.

Hvad angår Jorn har han det ekspressive og sanselige til fælles med sine to forgængere. Og hans fascination af de sære og dekadente kunstnere omkring år 1900 – Willumsen, Niels Hansen Jacobsen, Johannes Holbek og Jens Lund blandt andre – er velkendt. Men Jorns udtryk virker alligevel meget anderledes. Det nærmest eruptive i hans omgang med den fede farve, der driver ned ad lærredet, det abstrakte, der løfter hans motiver ind i en anden, temmelig suveræn sfære, ligger egentlig fjernt fra både Willumsen og HolmMøller. Udstillingen skaber således ikke kun sigende paralleller mellem de tre, men også markante kontraster.

Jorn, der jo ikke var uden

humor, skabte i 1961 et ”Institut for sammenlignede vandalisme”. Man kan sige, at Gl Strand med præsentationen af Willumsen, Jorn og Holm-Møller bliver et sådant institut, der bevidst vandaliserer de gængse kunsthistoriske opfattelser til fordel for mærkelige sammenfald i ubevogtede øjeblikke. Det er sjovt, det er givende, og det er ekstremt. Men om tesen holder i længden, er mere tvivlsomt.

Men det gør nu heller ikke noget. Man hvirvles ind i de tre kunstneres billedstorm. I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad deres billeder fortæller. Det handler om deres formelle strukturer, det, der gør billederne til kunst og til udsagn om, hvad kunst kan være: De tre kunstnere er fælles om de visuelle forskydninger, forvrængninger og overdrivelser. Figurer strækkes af led, søles ned i farve og blændes over af lys,

så de står fluorescerende på fladen. Det er stærke sager.

Men samtidig er alle tre kunstnere verdensvendte. De er ikke udelukkende og eksklusivt lukket om deres eget og om selve de kunstneriske processer. De rækker alle tre ud mod den anden og de andre, i familien og blandt mennesker og kulturer, der virker inspirerende på dem. Læg dertil deres blik for dyrene og naturen – hos Willumsen og Holm-Møller som konkrete medskabninger, hos Jorn som fabelvæsner.

På den måde bliver de tre kunstnere en del af den store fortælling om, hvordan mennesker kan mødes i kunsten og naturen, den indre som den ydre, og hvordan de kan blive medskabende. Udstillingen ”Gnist” er således dejligt livsbekræftende. Der etableres et møde, man ikke havde troet muligt. Og det giver mening, kunstnerisk og menneskeligt. For store kunstnere er de alle tre, helt uomtvisteligt. Og alene det er J overbevisende.

Gnist. J.F. Willumsen, Olivia Holm-Møller, Asger Jorn. Gl Strand. Kuratorer: Erik Steffensen og Anne Kielgast.

Katalog med bidrag af Erik Steffensen, Anne Kielgast, Teresa Østergaard Pedersen.

115 sider. Gl Strand, København.

Til den 31. oktober. Herefter Holstebro Kunstmuseum fra den 20. november 2021 til den 20. februar 2022.

18 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Franciska Clausen satte aldrig sig selv i bås. Så hvorfor har vi så travlt med det?

Den sønderjyskfødte maler Franciska Clausen dyrkede ekspressionisme, kubisme og surrealisme, men hun var også en fremragende portrætmaler, og det har eftertiden haft svært ved at håndtere. En udstilling på Brundlund Slot vil skubbe genresnobberiet til side

reportage LISE KABELL SØGAARD lise.soegaard@k.dk

Iben Johansen tager imod i porten til det lilleputagtige Brundlund Slot i Aabenraa. Hun er vokset op hér i byen, rejste så til København for at læse kunsthistorie og vendte for nogle år siden hjem igen til ”drømmejobbet” som museumsinspektør på slottet, der blev rejst på Margrethe den Førstes tid og i dag fungerer som kunstmuseum og er en del af Museum Sønderjylland.

Her har hun stået for flere udstillinger i krydsfeltet mellem kunst- og kulturhistorie, blandt andet om den ukendte kunstnerkoloni i Egernsund helt nede ved den dansk-­tyske grænse.

Den seneste udstilling, Iben Johansen har kurateret, handler om en kvinde, hvis historie minder om hendes egen: blev født i Aabenraa, opsøgte metropolen i sine dannelsesår, men vendte også hjem til Sønderjylland igen. Det er selvfølgelig maleren Franciska Clausen, vi taler om.

Noget af det mest smertelige i Clausens liv, fortalte hun i et interview på sine ældre ­dage, var, at hun, da hun i 1930’erne kom til København efter en årrække som it-girl i en kreds af toneangivende billedkunstnere i Paris, ikke blev anerkendt.

Med sortsvedne følehorn trak hun sig tilbage til Sønderjylland og barndomshjemmet. Og røg ud af det gode selskab i en periode, før hun igen blev taget til nåde og udstillet i storbyen – men ikke på sine egne præmisser.

Udstillingen ”Franciska Clausen og det evige eksperiment”, der vises på Brundlund Slot, forsøger netop dette: at se kunstneren lidt mere på hendes egne præmisser end det hidtil har været gjort, fortæller Iben Johansen, mens hun leder op ad en smal vindeltrappe til museets førstesal.

Clausen har været udstillet flere gange på Brundlund Slot før, måske nok meget naturligt

taget i betragtning, at hun efterlod i omegnen af 2500 malerier til en fond, som har lånt malerierne til slottet. Malerierne opbevares hér, og der har været nok at vælge mellem for Iben Johansen og kollegerne i opbygningen af udstillingen. En del værker er lærreder, der er rullet sammen, fordi det var sådan, hun i sin tid transportede dem hjem fra dér, hvor de var malet. Og der er overraskelser iblandt. ”Der er virkelig nogle billeder, hvor vi, da de kom tilbage fra konservering, kiggede på hinanden og sagde: ’Hvad er dét?!’,” siger Iben Johansen.

Franciska Clausen hilser velkommen fra opskalerede sorthvide fotografier ved indgangen til udstillingen. Det ”skæve” og egensindige temperament anes allerede i en serie af seks portrætfotografier af hende som ung. ”Se, på ét af dem skal hun selvfølgelig lige vende ryggen til fotografen!”, påpeger museumsinspektøren.

Vi møder den ældre Clausen, spillevende, men fuld af rynker.

På et andet fotografi er hun ung, smuk og drengeagtigt kortklippet med et stålsat blik, fanget i 1920’erne og må, med Iben Johansens ord, ”have været noget af det hotteste dengang”.

Franciska Clausen begyndte at male portrætter allerede som barn og plagede som 17-årig sin far om at komme på kunstakademi i Weimar. Det var i 1916, Sønderjylland var på det tidspunkt tysk, og det var helt naturligt at søge dertil, også midt under Første Verdenskrigs rasen, også som kvinde. ”Der var nærmest kun kvinder og ældre, svagelige mænd på akademiet på det tidspunkt – alle andre var jo ved fronten og kæmpe.”

Siden rejste Franciska Clausen til München, hvor hun mødte ekspressionismen og kom via kontakter i kunstmiljøet hér videre til Berlin, hvor hun fandt frem til galleriet ”Der Sturm”, gik derind og spurgte: ”Hvem skal jeg undervises af?”, fortæller Iben ­Johansen. Hun endte i

Paris i 1920’erne, hvor hun fik undervisning af blandt andre den kubistiske mester Fernand Léger (1881-1955).

Noget af det første, vi ser, er Franciska ­Clausens tidlige, abstrakte værker. ”Det abstrakte maleri er jo opgøret med det glatte og præcise salonmaleri. Nu var det formerne og kompositionerne, der var interessante. Men det er værd at bemærke, at hun i billederne leger med modsætningsforholdet mellem det figurative og det, der ikke har en synlig form,” siger Iben Johansen og viser en række billeder, hvor velkendte genstande fra virkeligheden – et ­cykelstyr, en bog, en stol, en grønlig fisk, en bronzekaraffel – smelter sammen med cirkler, firkanter og sære striber.

Franciska Clausen fik skabt sig en identitet som modernist, men hun udfordrede den også og satte aldrig sig selv i bås. ”Skruen”, et af de absolutte hovedværker, er udført i Paris i 1926, og er et godt eksempel på det, samtidig med at det går fuldt ind i tidens teknologibegejstring. ”Vi ser denne her kødhakkesnegl, der skruer sig ned i noget.

Der er en dynamik og mekanik i billedet, som passer til tiden; teknikken var på det tidspunkt noget, der gav tro på en lysere fremtid,” siger hun. ”Det skal fungere!” var ét af Franciska Clausens mantraer, når hun komponerede et billede. Det var noget, hun tog til sig fra læremesteren Léger. Men mens kubismen, blandt andre med Picasso, forskyder planer og linjer i motiverne, så det, der males, kan synes sværere at aflæse, er der hos Franciska Clausen letaflæselige, figurative elementer iblandet alle hendes former: ”Igen ser vi det eksperimenterende og legende. Men man kan også se det som en håndsrækning til beskueren, der hjælper én ind i billedet. Når noget er fuldstændig abstrakt, kan det også lukke sig for én,” siger Iben Johansen.

Drilleriet gik også modsatte

vej: Indimellem synes man som beskuer, at man kan begribe et rum, hun maler op for én, Fernand Légers atelier for eksempel. Men så er det, som om der er noget, der er ”off”. ”Hun snyder os! Man tror, at man kan begribe og forstå hendes billeder, men så kommer der en skygge, som falder helt skørt og ødelægger det hele,” siger Iben Johansen.

Noget andet, der snyder hos Franciska Clausen er dateringerne, fortæller hun. Maleren yndede nemlig at omdatere sine billeder, og der er også billeder, der først blev malet op til oliemaleri, årtier efter skitsen blev lavet, og så alligevel blev givet en tidlig datering. ”Det er virkelig svært, det der.

Vi ved, vi skal være opmærksomme, når en datering er skrevet med kuglepen. Er den med blyant eller med maling, kan vi være mere sikre, men dén der kuglepen ...,” siger Iben Johansen og himler med øjnene.

Brundlund Slot egner sig, med sine otte-ni-kantede tårnrum på en sær måde godt til den formbevidste malers billeder. Iben ­Johansen viser ind i ét af dem og advarer om, at vi nu forlader den Franciska Clausen, vi kender. ”Vi vil gerne vise bredden i hendes værk. Vi er så vant til at se på ’Skruen’ og halvcirklerne, at vi lukker øjnene for, at hun var meget, meget mere. Tag nu det her billede,” ­siger hun og viser hen til et maleri, der viser et fransk fortovscafémotiv med to plyssede, bevægelige palmer i vinden. Dét er der virkelig ikke meget kubisme over. ”Altså, hvad er det for noget med de palmer? Da vi fandt det i magasinet, stod vi længe og undrede os over det. Men der er stadigvæk nogle velkendte elementer. Se telegrafpælen,” siger hun og peger den samme skarptskårne pæl ud i et andet værk ved siden af.

Et følelsesfuldt, mørkt billede illustrerer hungersnøden i München under den korte borgerkrig, der var i byen efter Første ­Verdenskrig, noget Franciska

0 "Skruen” fra 1928 er ét af hovedværkerne på udstillingen.

Motivet er egentlig ikke en skrue, men en ”snegl” til en kødhakker.

– Foto: Brundlund Slot.

Clausen ­oplevede på nærmeste hold. Og så er der ”De kolde skuldres land”. ”Nu bliver det næsten skræmmende personligt,” siger Iben Johansen. ”Det er jo, da hun i 1932 vender tilbage til København og oplever at blive afvist af det danske kunstmiljø. Det var en tid, hvor kunstmiljøet herhjemme eksploderede i surrealisme og ma-

Kunst&Kultur | 19

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Franciska Clausen

2 Selvportræt.

– Foto: Brundlund Slot.

Dansk billedkunstner, født i Aabenraa i 1899, død samme sted i 1986.

Studerede på tyske kunstskoler i 1910’erne og 1920’erne, før hun rykkede til Paris og blev en del af avantgarden der. Vendte siden hjem til Danmark og fokuserede fra 1930’erne og frem mest på portrætmaleri.

Giftede sig aldrig, men siges at have haft et kærlighedsforhold til sin franske læremester Fernand Léger.

Om udstillingen ”Franciska Clausen og det evige eksperiment” kan ses på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa frem til den 24. oktober.

Brundlund Slot har siden 2011 huset Fonden Franciska Clausens Samlinger, der tæller 2500 værker af kunstneren.

nifester hér og dér. Hun blev på sin vis del af den danske surrealisme, men da hun selv blev spurgt, om hun var surrealist, sagde hun: ’Det bliver jeg nok aldrig’.”

Iben Johansen ser det dog sådan, at hun var foran de danske modernister på dette tidspunkt. ”Hun var cutting edge, hun var fra et andet miljø og ville nogle helt andre ting. Den danske mo-

dernisme var betydelig anderledes end det, hun kom med, og at udbrede det glade budskab om kubismen lykkedes ikke rigtig for hende.”

Måske var der også sociale faktorer, der spillede en rolle, for eksempel køn, men det er alt sammen spekulationer, siger Iben Johansen. ”Det, der ikke er spekulationer, er, at hun var rasende på

det danske kunstparnas! Det fortalte hun om sent i livet.”

Vi går hen til et billede med titlen ”Psykogram” dateret 19291934. En solformørkelse, en giftig sky, en fugleunge med lukkede øjne. En grå klump slagger.

Hvad er det her for noget? ”Da hun er en ældre kvinde, giver hun et interview, hvor hun forklarede, at hun havde malet alle sine følelser ind i det billede

i en forvitret periode. Og hun forklarede alle symbolerne; hvordan hun selv gik i hi som kunstner under den gift, der mødte hende i det danske kunstliv. Slaggeren, hendes kunst, der er på vej ud af billedet.”

Udstillingen går ikke kronologisk frem, men i det næste rum ser vi eksempler på, at Franciska Clausen som mange andre kunstnere på dén tid også lavede kommercielt arbejde for at tjene til føden. Hjemme hos Franciska Clausens manufakturhandlerfar i Aaabenraa stod det sidst i 1920’erne og først i 1930’erne skidt til med pengene, syd for den nye grænse var der inflation i D-marken, og han, der hidtil havde understøttet hendes karriere økonomisk, kunne ikke længere.

Det blev til et væld af udkast til reklameplakater, tapetdesign og tørklædede­sign. Et køretæppe til modehuset Lanvin. Altsammen virker overdådigt, sjovt og farvelækkert i dag, men faktisk blev kun én plakat antaget, fortæller Iben Johansen. ”Hun fik 500 franc for den.”

De skønne år i Paris blandt flappere med lange ben, kort hår, klokkeblomsthatte og cigaretrør er indfanget på en række tegninger, der, igen, udfordrer billedet af, hvem Franciska Clausen egentlig var. Altså: Hvordan kan man på én gang dyrke kubisme og så lave den slags cafétegninger? Tja, noget tyder på, at kunstneren ikke har følt pligt over for et bestemt udtryk, men gjort lige præcis, hvad der passede hende.

Det allersidste rum i udstillingen er dér, hvor man godt kunne have begyndt, men det er et bevidst valg at lade være, siger Iben Johansen.

Her mødes vi af pasteller, tegninger og malerier, Franciska Clausen lavede i sin helt tidlige barndom, billeder, der viser et strålende talent for portrætmaleri. Blandt andet et pastelportræt, hun malede som 16-årig, og som viser en liggende kvinde, indfanget i en, typisk for kunstneren, sær vinkel.

Da hun i 1930’erne efter sine europæiske eventyr vendte tilbage til Aabenraa og barndomshjemmet i Vestergade, forblev hun tæt knyttet til byen og dens borgere resten af livet. Blandt andet gennem portrætmaleriet, som hun vendte tilbage til efter

at have opgivet at blive en del af surrealistklubben i hovedstaden. Mangen en aabenraaer, høj som lav og ung som gammel, er blevet malet af Clausen frem til hendes død på plejehjemmet i 1986. Men hun nåede også at portrættere blandt andre dronning Ingrid.

Franciska Clausen blev anerkendt og udstillet og hyldet, da man i 1960’erne og 1970’erne fik øjnene op for den danske verdenskunstner. Men hvorfor har man ikke gidet vise hendes portrætter, der ifølge Iben Johansen er ”helt vildt gode”, mange af dem?

Museumsinspektøren holder særligt meget af et selvportræt malet i 1953, som også er det billede, hun har valgt at afslutte udstillingen med. Det minder lidt om den liggende kvinde fra ungdommen, og det er intet skønmaleri a la nutidens selfies, men alligevel lurer der en snu selvtillid i Clausens blik. ”Og man må bare sige, at det ligner,” griner hun.

Trods sin indfødthed kendte Iben Johansen faktisk ikke ret meget til Franciska Clausen, før hun gik i gang med denne udstilling, tilstår hun. ”Men det har været et dybt fascinerende bekendtskab. Jeg synes, værkerne tegner et billede af en evigt nysgerrig kunstner.

Vi har som regel en idé om, at hvis man viser noget, hvor kunstneren træder meget ved siden af en given måde at male på, så står folk af. Franciska Clausen har fået meget skældud for at male portrætter. Der er værker, som er blevet buhet ud, for det ikke var det, folk ville se, og det arbejder vi nu med som kunsthistorikere. Den kanon, vi arbejder med nu, er det at gå ind på kunstnerens præmisser? Er det hele historien om Franciska Clausen?” ”Et kunstnerliv er sjældent kun én fortælling. Og hvor mange af os ville i grunden synes, det var sjovt at lave det samme hele livet?”, spørger Iben Johansen og leder ned ad vindeltrappen igen, mens kunstneren selv sender os af sted med et drillende baghoved fra serien af portrætfotografier. Som om hun gerne vil sige: ”Se mig også lige fra dén her side.”

J

20 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Tilbage til hovedsporet Nationalmuseet er med udstillingen ”Togtet” om vikingerne vendt tilbage til sin kernevirksomhed. Og det er glædeligt

anmeldelse 5 stjerner

JES FABRICIUS MØLLER kultur@k.dk

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene – lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kilogram tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er

tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992, da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i kø langt ude på gaden.

Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa netop på et tidspunkt, da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særud-

stillingen ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre.

Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter.

Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale

genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke ud fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver, og i et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft af

VelLyd | Rautavaara, Respighi, Purcel, Händel & Dowland

Hjernemesse

Træd uden for dig selv en stund, og lad himmelske sange og henførte toner rense tankekrogene og skænke dig fred og fornyet energi. Oplev en koncert, hvor velvære og vellyd smelter sammen til klangen af kontratenor James Laings overjordiske stemme.

Domkirken Aarhus 18. november kl. 19.30 Domkirken Viborg 20. november kl. 16.00 100 kr.

Kunst&Kultur | 21

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 2 Filminstruktør Martin de Thurah instruerer det filmiske univers ”Togtet”, som gæsten træder ind i. Her ses en død konge. – Foto: Martin de Thurah og Kasper Tuxen.

deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet vendt tilbage til sin kernevirksomhed,

Togtet. Nationalmuseet, København. Kan opleves de næste tre år.

som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger.

Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers.

Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred.

Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister.

Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie.

Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anven-

des filmbidder og få udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet.

En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget.

Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro-fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

J

KUNSTNERNES CHRISTIAN 2.

—

FORTOLKNINGER I BILLEDKUNST, LITTERATUR OG DRAMA

Sønderborg Slot 17.06.21–02.01.22

Læs mere på msj.dk

22| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Intense nærbilleder af den grønlandske virkelighed Ambitiøs udstilling på Museet for Religiøs Kunst viser grønlandsk kunst gennem 300 år og bevæger sig i krydsfeltet mellem det etnografiske og det kunstneriske 0 I 2013 ophævede Grønlands Selvstyre landets nultolerance over for uranudvinding. Denne beslutning fyldte Bolatta SilisHøegh (født 1981) med en vrede og en skam over at være grønlænder, som hun bearbejdede gennem maleriet. Her er det ”Severance” fra 2015. Det er en påmindelse om, at mennesket har et ansvar for naturen, som vi bliver nødt til at tage alvorligt. – Foto: Bolatta Silis-Høegh/Museet for Religiøs Kunst.

anmeldelse 5 stjerner CLAUS GRYMER kultur@k.dk

”Et forskelligartet udtryk”, sagde en gæst, idet hun forlod udstillingen ”Grønland – i kunsten gennem 300 år” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Og hvor har hun ret! Forskelligheden er overvældende, nærmest uoverskuelig. Over 130 værker vises, de ældste fra 1700-tallet. På det tidspunkt havde grønlænderne ikke i lighed med lande ude i Europa en selvstændig tradition for kunst, men de havde en rig tradition for udsmykning af klædedragter og fangstredskaber, ofte med en rituel funktion.

De tidligst involverede kunstnere havde ikke selv været på Grønland. Nogle af deres kilder var missionæren Hans Egedes og sønnen Paul Egedes bøger, der var illustreret med billeder og kort. På et værk af Aron fra Kangeq (1822-1869) ser man i øvrigt grønlænderne gribe til våben, da Hans Egede ville besøge dem. De slap dog våbnene igen.

Det er en udstilling, der bevæger sig i feltet mellem det etnografiske og det kunstneriske.

Det første er af og til det, der umiddelbart vækker størst interesse. For mit eget vedkommende må jeg bekende, at det er de stærke eksempler på grønlandsk samtidskunst, der giver de dybeste oplevelser.

Med fuld ret mindes kunstneren Bodil Kaalund (1930-2016) i forbindelse med udstillingen. Ud over at spille en helt central rolle ved etableringen af Museet for Religiøs Kunst ydede hun en stor indsats for grønlandsk kunst, blandt andet som forfatter til en stor bog, der stadig er den eneste grundige gennemgang af grønlandsk kunst gennem tiderne.

Hun forholder sig ligeledes til temaet på sit maleri ”Spejlinger af kunstneren og Grønland i fortid og nutid (Selvportræt med Emil Rosing)” fra 1969/1970. Maleriet forekommer dog mindre interessant end dets tema.

0 Andreas Christian Riis Carstensen (1844-1906) har på dette romantiske billede, ”Grønlandsk fjordlandskab med det markante fjeld Hjortetakken i Godthåbsfjorden og to kajakker”, skildret grønlænderen som en del af naturen.

Kunstneren var i Grønland i 1884 og 1888. – Foto: Arktisk Institut/ Museet for Religiøs Kunst.

3 Gukki Nuka (f. 1965) tager seksuelt misbrug op i værkserien ”Revner i sjælen”, som han har udført via sin telefon med en teknik, som han kalder digital grafik. Alle værker i serien, inklusive dette, er selvportrætter.

– Foto: Gukki Nuka/Museet for Religiøs Kunst.

Kunsten fra og om Grønland er i nogen grad et underbelyst emne. I en pressemeddelelse fra museet hedder det: ”Ofte indgår kunstværkerne som dokumentation til at fortælle om Grønland, og de bliver dermed sat ind i en kulturhistorisk og ikke en kunsthistorisk kontekst. Nærværende udstilling udspringer af et ønske om at arbejde med værkerne som kunst – at tage dem alvorligt som betydningsskabende i sig selv.”

Det er en ambitiøs og bredt anlagt udstilling. Måske en begrænsning af materialet, en strammere redigering, havde gjort den klarere. Under alle omstændigheder er det en kvalitet ved ophængningen, at værker af kunstnere med oprindelse i Danmark, Grønland eller begge steder er sammenstillet. Et befordrende princip, der er med til at skabe dynamik og samtidig skærper den refleksion, som værkerne har potentiale til at udfordre med.

En bog ud over Kaalunds bør nævnes. En bog med tidlig grønlandsk kunst. Det er et klenodie, der er udlånt til museet i Lemvig fra dronning Margrethes håndbibliotek. Bogen blev i 1861 overdraget til Frederik den Syvende.

Udstillingens overordnede spørgsmål er disse: Hvordan er Grønland blevet set og dermed

repræsenteret i kunsten gennem de 300 år? Og hvordan har kunsten selv været med til at skabe en forestilling om Grønland?

Man kan dog næppe forvente, at mødet med den præsenterede mangfoldighed umiddelbart kan opsummeres i et afklaret svar på den opridsede problematik. Derimod kan man forvente intense nærbilleder af den virkelighed, som den bygger på.

Et godt bud på grønlandsk kunst i overensstemmelse med en konventionel forventning om begrebet er malet af Andreas Christian Riis Carstensen (18441906) og viser et fjordlandskab med et markant fjeld og en kajakroer målbevidst på vej hen mod beskueren – som for at bryde ud i et ”hjerteligt velkommen”. Det er et billede af den slags, som turister gerne vil huske som et udtryk for et fortroligt møde med det fremmede.

Et grønlandsk landskab, som man netop ikke forventer det, konfronteres man med på et billede med Bolatta Silis-Høegh (født 1981) som ophavskvinde.

Et billede af et landskab holdt i

dystre blå og sorte nuancer og med en nøgen, alvorligt udseende kvindefigur i forgrunden.

Hendes ansigt afspejler en kritik, der også er sorg. Billedet er malet som en reaktion på ophævelsen i 2013 af landets ”nultolerance over for uranudvinding”.

Kunstneren stiller skarpt på sin vision af de ødelæggende konsekvenser.

Gukki Nuka (født 1965) arbejder med værker, som han kalder ”Revner i sjælen”. Det er en hentydning til et citat af sangeren Leonard Cohen: ”Der er revner i alting, og det er den måde, lyset kommer ind på.”

I billederne bearbejder Nuka et barndomstraume: Han blev voldtaget. Det ene af de to billeder, såkaldt digital grafik, som han er repræsenteret med, er for mig et højdepunkt på udstillingen. Det viser et udsnit af en Kristus-lignende figur, ansigtet er lukket om sig selv – og om smerten. Med kunstneren må man spørge: Er personen ved at forgå eller ved at opstå? Nuka lægger selv vægt på håbet. Det er budskabet, der sammen med lyset siver ind i billedet – et billede dirrende af nerve.

Ved en samlet karakteristik af udstillingen er ordet ”kraftpræstation” ikke til at komme udenom. J

Grønland – i kunsten gennem 300 år. Et stort og rigt illustreret katalog foreligger på både grønlandsk og dansk. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig. Til den 12. december 2021.

FRIT EFTER H.C. ANDERSENS EVENTYR

18. NOV. – 19. DEC. FRA 5 ÅR

Allégade 7-9 • 2000 Frb. • riddersalen.dk

24 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Maleren i L.A. Rings skygge Gedigent bogværk om H.A. Brendekilde er et grundigt portræt af en kunstners kamp, der resulterer i succes.

Men succes er ikke en entydig størrelse – og den har sin pris

bog

4 stjerner TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

I modsætning til kunstnervennen L.A. Ring har maleren H.A. Brendekilde (18571942) ikke opnået nogen strålende hædersplads i den officielle kunsthistorieskrivning.

Ej heller er Brendekilde – som L.A. Ring (1854-1933) – i nyere tid blevet genstand for beåndede analyser af litterater som Henrik Wivel. Beåndet er selvfølgelig et plusord.

Tværtimod er Brendekildes religiøse kompositioner noget nedvurderet. Ved senere udstillinger – og nu er vi i midten af 1990’erne – er hans skildringer af livet på landet blevet anset for temmelig sødladne – ligefrem Morten Korch-agtige – og egentlig er det vel mest hans indignerede, socialrealistiske skildringer, der er blevet hans eftermæle. Mange kender i hvert fald det ikoniske maleri fra 1889, ”Udslidt”, der i mange år var en attraktion på Fyns Kunstmuseum. Indtil der blev vendt op og ned på præsentationen af kunst i Odense.

En stor mark dominerer ”Udslidt”, i hvis forgrund en ældre daglejer er segnet på grund af det hårde slid. Som var det en pietà, holder hustruen sin afdøde mand i sine arme, mens hun skriger sin sorg, fortvivlelse og vrede ud over det golde landskab. Himlen synes helt tom.

Hvis dette og andre af Brendekildes socialrealistiske skildringer kan lede tanken hen på Henrik Pontoppidans noveller om provisorietiden i slutningen af 1800-tallet, er det ikke noget tilfælde. De var venner, delte politiske synspunkter og nærede en dyb sympati for samfundets svageste.

Til Brendekildes bedrifter kunne man nu også lægge en række af hans monumentalt anlagte, poetiske og indsmigrende landskabsmalerier med ingen eller få personer, hvor han i udsnit åbner et overdådigt panorama af dansk naturskønhed.

Ikke kun eftertidens dom over Brendekilde har været hård. Ring er for eksempel repræsenteret med fem gange så mange værker på landets kunstmuseer som Brendekilde – omend man måske kan trøste sig med en bemærkning, Anne Christiansen i sin bog citerer kritikeren Sophus Michaëlis for: ”Private købere forstod sig ofte bedre på kunst, end man gjorde på de offentlige samlinger.”

Allerede samtidens vurdering var barsk. Nekrologerne var spidse anmeldelser af livsværket. Brendekilde havde opnået både høje auktionspriser og ligefrem folkeyndest, hvilket altid i sig selv er mistænkeligt. Af en eller anden grund.

Især hans sene billeder var svage og letbenede, hed det. Modsat Ring var han ikke åben over for nye kunstneriske strømninger og slet ikke på sine gamle dage, da han karakteriserede 1930’ernes kunst som ”humbug”. Han var ganske enkelt udslidt.

Men nu har H.A. Brendekilde fået sin monumentale bog skrevet af kunsthistorikeren Anne Christiansen, der selv fik vakt sin nysgerrighed i forhold til Brendekilde ved mødet med netop ”Udslidt”

for mere end et kvart århundrede siden og senere havde det held at støde på kildemateriale, der lå uden for de vanlige arkiver.

Anne Christiansen begynder sin fortælling med barndommen og går detaljeret til værks; måske for netop at tegne et billede af en tid og et miljø, hvor der skulle noget ganske særligt til, hvis et menneske skulle bryde den sociale arv.

Som dreng skar Brendekilde ikke skibe, men figurer forestillende dyr. Ikke blot de kreaturer, der er fast inventar i dansk landbrug, men også så eksotiske skabninger som en kamel. Snittet i affaldstræ i farfaderens værksted efter ikke andet end erindringen om nogle billeder, Brendekilde som ganske lille havde set i et boghandelvindue i Odense.

Brendekilde mødte faktisk en vis forståelse hos sit fædrene ophav og fik lov til at gå på snitteskole – det hed det – i Odense. Det fritog ham ikke for mange år som tjenestedreng, men alligevel – og her springer vi et stykke frem i den detaljerede fortælling til Brendekildes bestandige kamp for at male og markedsføre sig selv, sælge og sikre sig alle hånde løse opgaver for både at overleve som maler og forsørge en voksende familie af børn og to hustruer. En til hver side.

Ud over hans hustru og den tjenestepige, der avancerede fra model til hans søns mor, er der andre mennesker, der

får afgørende betydning for Brendekilde og hans skæbne som menneske og maler.

Der er de mæcener, velgørere og kunder, der hjælper ham gennem vanskelige tider og svingende indtægter. Og der er L.A. Ring, som blev ven og en tid bofælle og i sagens natur både konkurrent og kollega – konkollega, som det undertiden kaldes – i de unge år, hvor de var så fattige, at de egenhændigt kunne have grundlagt den traditionelle forestilling om, at unge kunstnere sulter på deres kvistkammer. Og at det da vistnok er befordrende for talentets udvikling.

Det er heromkring – 1881 – de begge tager navn efter deres respektive fødebyer i et forsøg på at blive lagt mærke til og ikke forvekslet med hinanden.

Herefter glider Ring i baggrunden i fortællingen, der grundigt gennemgår Brendekildes rejser og udstillinger, salg og succeser og den evige hårde kamp for ikke at blive smidt ud af hamsterhjulet.

En af måderne at undgå at blive skubbet ud af karrierens cirkusmanege på er at tage bestik af forholdene og tilpasse sig markedet. Det er vel dét, Brendekilde gør i sine sene år. Hvor han tidligere havde orienteret sig hos de franske realister, lagde han i begyndelsen af 1900-tallet ”ambitionerne om fortsat at gøre sig gældende blandt avantgarden på hylden.

Han lod sig ikke længere inspirere af de skiftende internationale strømninger og dertil hørende motivvalg.” I stedet fort-

satte han med sine anekdotiske genrebilleder af livet på landet. Det indbragte ham tilnavnet ”stokrosernes maler”. I begyndelsen var det venligt ment. Senere knap så meget.

Trods fremstillingens høje detaljeringsgrad og den hyppige brug af for eksempel citater fra Brendekildes korrespondance er bogen om kunstneren i L.A. Rings skygge let at læse. Den er skrevet i et fint og funktionelt dansk.

Fortællingen om Brendekilde rokker ikke ved opfattelsen af, at hans motivverden og hans kompositioner gennemgående er lettere end L.A. Rings. Brendekilde holder af den anekdotiske fortælling, mens Rings verden er dyb. Bogen gør ikke Brendekildes værk større, end det kan bære. Men ikke mindst i analyserne af enkelte billeder mærker man forfatterens blik for hans vitterlige kvaliteter. H.A. J Brendekilde har fået sit monument.

Anne Christiansen: Brendekilde – Liv og værk. 424 sider. 400 kroner. Gads Forlag.

0 H.A. Brendekildes religiøse kompositioner har ikke opnået nogen hædersplads i kunsthistorien. Her er det et udsnit af ”Uddrivelsen af Paradis” fra slutningen af 1930’erne.

– Foto: JP-Foto, Maribo.

Jyllands-Posten

Kristeligt Dagblad

Politiken

Avisen Danmark

SI DS 24 TE .O C KT HA OB NC ER E

STÆRKE OVERLEVERE Neandertalerne har en enestående evne til at overleve ekstreme klimaskift i vidt forskellige landskaber og lever i evig konkurrence med enorme rovdyr. Godt samarbejde samt effektive redskaber og våben gør, at de klarer sig i mere end 300.000 år.

I særudstillingen får du nyeste viden om vores uddøde slægtninge, neandertalerne, deres utrolige tilpasningsevne og enestående rejse gennem istider og barske landskaber.

Se særudstillingen Neandertaler – i mammutjægernes land til og med 24. oktober.

Støttet af:

I samarbejde med:

Neandertaler – i mammutjægernes land er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, Spar Nord Fonden, KrogagerFonden og Knud Højgaards Fond.

Udstillingen produceres af Moesgaard Museum i samarbejde med Neanderthal Museum i Tyskland.

26 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 2 Flere af Lino Tagliapietras værker på Glasmuseet Ebeltofts udstilling har ikke været præsenteret offentligt før, heriblandt ”Venetian Panel” fra 2011. – Foto: Francesco Allegretto.

2 Lino Tagliapietra: ”Spigoitondi”. – Foto: Finn Manford.

Verdens bedste glasblæser

Der er fuldendt skønhed på Glasmuseet Ebeltoft – samt en mindre, primært kuriøs udstilling blandt andet med værker bestående af hestehår

anmeldelser AF CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Syv svævende gondoler, farvesymfonier i samspil med lyset, fuldendt skønhed hvilende dybt i sig selv.

Netop det fuldendte er, hvad man til stadighed møder på udstillingen ”Maestro – Lino Tagliapietra, verdens bedste glasblæser” på Glasmuseet Ebeltoft.

Ganske vist er glasværkers sjæl og kraft ifølge kunstneren vigtigere end perfekt udførelse.

Hans egne arbejder har imidlertid begge dele. Deres indre liv – deres sjæl – gør skønheden uudtømmelig og fører ind i verdener, der synes at have evigheden i sig.

Udstillingen, der er kurateret i samarbejde med glaskunstneren Tobias Møhl, kan ses helt frem til den 24. april 2022 og vises indtil den 14. november i år sammen med en anden og mindre udstilling, ”Soft Machine – Carissa Baktay”. Denne udstiller en stærkt eksperimenterende canadisk kunstner, født i 1984.

Lino Tagliapietra – gerne omtalt som ”il Maestro”, mesteren – fyldte 87 år i august, men er fortsat højest aktiv, hvad udstillingen er et tydeligt vidnesbyrd om. Blandt de udvalgte værker vises en serie helt nye, som aldrig har været præsenteret offentligt før.

Det kan i en vis forstand være rigtigt at sige, at værkerne er uden alder. Men den alder, der er kunstnerens, kan lige så vel opfattes som medvirkende til den udtryksmæssige mangfoldighed: livserfaring omsat til form og farve.

Dette at være gammel kan tilsyneladende også give sig udtryk i glad vitalitet, sådan som tilfældet er på en installation fra 2020, et værk, der synes skabt på et overskud med hang til smil.

Anderledes er stemningen på et andet nyt værk, ”Ice Masai”, hvor gondollignende fartøjer ses på sort vand. Man får associationer i retning af natlige isforekomster.

To glasbilleder – som abstrakte malerier på glas – med samme titel, ”Venetian Panel”, hører også til blandt disse værker.

Det ene er holdt i blandt andet blåt og gulligt. På det andet har den blå farve udviklet sig yderligere og er blevet dominerende, samtidig med at den har opnået en berigende, tindrende klarhed. Det er to dragende værker, der ikke slipper deres inderste hemmeligheder. Og dermed slipper de heller ikke den gæst, der står foran dem.

Det er hemmeligheder, utilgængelige for ord. I det hele taget føler man på turen gennem udstillingen stor afmagt på ordenes vegne. De formår så lidt i denne sammenhæng. Så man bør tie og opsøge værkerne i den

stilhed, de selv omgiver sig med.

En stilhed, der er vibrerende af nerve. Af et nærvær, der på én gang virker fremmed og fortroligt. Det er som at møde den ene sjæl efter den anden. Blottede sjæle, som søger beskuernes.

Værkerne fremtræder med en mirakuløs selvfølgelighed, skabt af en kunstner, der har arbejdet med glas hele sit liv. Han er født og opvokset på den legendariske ”glasø” Murano i Venedigs lagune, en central lokalitet med hensyn til europæisk glasfremstilling gennem århundreder.

Allerede som 11-årig kom han i mesterlære, og som 21-årig blev han udnævnt til ”Maestro Vetraio” – glasmester.

Han har været tilknyttet forskellige glasværksteder på Murano, men valgte i 1989 at blive uafhængig kunstner. Som sådan er han verdensberømt for sin evne til ”at forene tradition og ypperligt håndværk med kreativitet, personlighed og et nutidigt kunstnerisk udtryk”. Hans betydning for udviklingen af moderne international glaskunst betegnes som enorm.

Den anden udstilling, ”Soft Machine”, er kuriøs og mindre givende.

Den involverede kunstner, Carissa Baktay, kombinerer ofte glasset med andre materialer.

For tiden arbejder hun i Island, hvor et ef de materialer, hun inddrager, er hestehår. De gennemgår en omstændelig proces,

2 Lino Tagliapietra: ”Secret Garden” fra 2018. – Foto: Finn Manford.

der begynder med, at Baktay indsamler hårene fra hestehaler.

Det sker på et slagteri, som hun har adgang til. Efterfølgende bliver hårene vasket, redt, strøget, flettet, snoet og formet.

Processen bidrager angiveligt til forståelse af materialet og skønnes at have betydning for udtrykket i det færdige værk.

Siden 2017 har Baktay yderligere eksperimenteret med udvinding af tynde glastråde, som efterfølgende manipuleres på forskellig vis. Værker, der består af bundter af hårlignende glastråde, indgår i en slags dialog med værkerne af hestehår.

Udstillingen omfatter endvidere værker baseret på 3D-tegning – og mere endnu.

Man ser udstillingen i en tilstand af konstant undren. Men

også af rådvildhed. Men man erfarer da i det mindste noget om, hvor uransagelige de veje, som kunsten opsøger, kan være. I dette tilfælde har jeg dog svært ved at se, hvor de fører hen. J

6 stjerner

Maestro – Lino Tagliapietra, verdens bedste glasblæser.

Glasmuseet Ebeltoft. Til den 24. april 2022.

3 stjerner

Soft Machine – Carissa Baktay.

Glasmuseet Ebeltoft. Til den 14. november 2021.

KOMMENDE UDSTILLINGER PÅ ARoS Joseph Mallord William Turner, The Golden Bough, u.å. Olie på lærred. Presented by Robert Vernon 1847. Tate, photo © Tate

J.M.W. Turner

Sun is God Niveau 5 16. oktober 2021 — 6. marts 2022

En omfangsrig præsentation af den verdensberømte britiske maler Joseph Mallord William Turner. Udstillingen viser hvordan Turner mestrede at skildre lys og mørke og naturkræfterne med enestående udtryksfuldhed. aros.dk/turner

Udstillingen er kurateret i samarbejde med Tate

Sif Itona Westerberg 'Immemorial'

Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir

Lu Yang 'Digital Descending'

Niveau 1 4. december 2021 — 24. april 2022

Med afsæt i bl.a. den græske mytologi og middelalderens ikonografi tematiserer Sif Itona Westerbergs skulpturer i gasbeton det moderne menneskes påvirkning af naturen og den lurende klimakatastrofe.

Kinesiske Lu Yang stormer frem på den internationale kunstscene. Udstillingen på ARoS er hendes første soloudstilling på et europæisk kunstmuseum. Den tager form som et blinkende totalunivers af lyde, skærme, videoer og computerspil.

Chromo Sapiens by Hrafnhildur Arnardottir / Shoplifter. Image by Ugo Carmeni (1)

Lu Yang, delusional mandala, screenshot 3, 2015

Sif Itona Westerberg, House of Dionysus (III) 2020 ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Photo by David Stjernholm / @david_stjernholm

Niveau 5 / Focus Galleriet 1. oktober 2021 — 23. januar 2022

Niveau 1 4. december 2021 — 24. april 2022 En stor altomsluttende udstilling med den islandske kunstner Shoplifter, hvis borgerlige navn er Hrafnhildur Arnardóttir. Med humor, leg og magi fylder kunstneren galleriet med syntetisk hår i alle regnbuens farver og giver publikum en sanselig totaloplevelse.

Torsdag & fredag kl. 18.30 – 21.30

ART INCLUSIVE Nyd en aften i Restauranten på ARoS med kunst og lækker middag inklusiv drikkevarer Med et ARoS årskort får både du og din gæst 10% rabat

AROS.DK

Kr. 595 pr. person alt inklusive ENTRÉ * · MAD · DRIKKE

Læs mere og book bord på aros.dk/ai *Entré til museet fra kl. 17.30 Middagen serveres kl. 18.30

TIRSDAG – FREDAG KL. 10 – 21

∙ WEEKEND KL. 10 – 17

CS

openhagen oloists

28| Kunst&Kultur Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

BACH

Magnificat Orkestersuite nr. 3

VIVALDI

Dixit Dominus Sangere: Klaudia Kidon, Jennie Lomm, Anna Wierød Christina Larsson Malmberg, Elenor Wiman, Simone Rønn Gabriel Sin, Adam Riis, Rasmus Kure Thomsen, Jakob Vad

Solistisk kor og orkester på barokstrumenter Dirigent: Jonathan Ofir

Holmens kirke, Kbh., 26.11.2021, 19:30 Vor Frue kirke, Aarhus, 27.11.2021, 15:00 Sct. Mariæ kirke, Helsingør, 28.11.2021, 16:00

Billetter via copenhagensoloists.dk

0 I ”Kunsten har ordet” møder formand for De Konservative Søren Pape Poulsen kunstneren Erik A. Frandsen til en samtale om Udsmykningen af landstingssalen på Christiansborg.

– Foto: Bikubenfonden.

De skønne kunster

I den fine web-serie ”Kunsten har ­ordet” taler politikere om værkerne, der omgiver dem på Christiansborg.

Og frem træder et kunstsyn, hvor skønhed og velbehag er afgørende

serie

4 stjerner JEPPE KROGSGAARD CHRISTENSEN kultur@k.dk

“Urolig sommer” 1983 · Olie på lærred · 175 x 135 cm

EFTER ÅRSUDSTILLING 2021 “Urolig sommer” 1983 · Olie på lærred · 175 x 135 cm

E F T E R Å Råbnede S Uden D2.SogT3. oktober.

I L L I N G 2 0 21

I skolernes efterårsferie, uge 42, er udstillingen åben dgl. ml. kl 13 og 17.

EF T E R Å R S U D S T I L L I N G 2 0 21 Mod forudbestilling kan man få kaffe og Michalas vidunderlige kager fra ”Michalas kageri” i Vindelev Kærlig hilsen Jonna

V IN DELEV K RO & GA LLER I Vindelevvej 19 • Vindelev • 7300 Jelling • Tlf. 7587 3025 / 23 49 60 71

At formidle kunst er en kunst i sig selv, og hvor svært det er, ja, det har DR vist med den ene program-serie efter den anden. Tænk bare på ”Den store premiere”, hvor kendte uden skyggen af forkundskaber spiller skuespil, eller på ”Helt lyrisk”, hvor danske musikere helt forudsætningsløst fortolker danske digtere.

Men når kunstformidling lykkes, er den både selvfølgelig og vidunderlig, og det viser Bikubenfonden med hjemmesiden kunstenharordet.dk. Her kan man kvit og frit se en række film a 10 minutters varighed, hvor konceptet er lige så enkelt, som det er interessant: Politikere med fast gang på Christiansborg møder de kunstnere, der har skabt kunsten, der findes i de forskellige sale, gange og værelser.

Tag bare Nye Borgerliges Pernille Vermund, der træffer Hans Christian Rylander, som har udsmykket Provianthusets foyer og gang. I deres samtale siger hun blandt andet: ”Kunst kan genere og irritere mig lige så meget, som den kan gøre mig glad, rolig, afslappet og nysgerrig.”

Vermund foretrækker tydeligvis den kunst, der stryger med hårene, og hvor man kan se, at kunstnere ”kan male”. Bag ordene ligger et kunstsyn, der rækker bag om modernismen og tilbage til romantikken, og det deler hun – ikke overraskende – med Dansk Folkepartis ­Kristian Thulesen Dahl, der taler med Mikael Melbye om hans vellignende og mildt ironiske portræt af Folketingets tidligere formand, Thor Pedersen.

Som Vermund mener ­Thulesen Dahl, at kunst i hverdagen skal vække velbehag, og sådan har konservative Søren Pape Poulsen det også. ”Den skal give mig glæde”, siger han til Erik A. Frandsen i Landstingssalen, og sådan synes alle de medvirkende politikere at have det.

At foretrække det harmoniske og skønne frem for det grimme og aggressive.

Hvad skønhed så er, det er Liberal Alliances Henrik Dahl inde på i sin samtale med maler Nina Sten-Knudsen, hvor han blandt meget andet mener, at danskernes syn på ”rigtig natur” er påvirket af guldaldermalerne. Og at hvis de havde malet højspændingsmaster på deres landskabsbilleder, havde vi fundet dem smukke og naturlige i dag.

Henrik Dahl er som de an-

dre medvirkende politikere meget respektfuld i sin omgang med kunstnerne og deres værker, og Kristian Thulesen Dahl formulerer det gennemgående syn på kunst således: ”Jeg tror, at kunst spiller en stor rolle i vores liv.”

Holder man de ord op mod de politiske vinde, der blæser på Christiansborg i de her år, hvor Dansk Folkeparti har latterliggjort kunst og kunststøtte, hvor bingo ifølge en socialdemokrat er lige så ”kulturelt” som opera, og hvor kulturministeren ikke skelner mellem kunst og kultur, er det ikke svært at se kontrasten.

Det er godt gjort af Bikubenfonden sådan at lade ­politikerne tale om kunst på arbejdspladsen og ad den vej komme tæt på værdierne hos dem, der afgør, hvor mange statsmidler kunsten skal støttes med. Det er afslørende på sin egen diskrete måde. Og rigtig god kunstformidling. J

Kunsten har ordet. Produceret af Bikubenfonden. Kan ses på kunstenharordet.dk.

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Kunst&Kultur |2 9

Vi har alt oppe at vende i vores liv

UDENDØRS

Landskabsmaleren Hans Friis (1839-92)

Vejlemuseernes chef, Flemming Hedegaard Larsen, har taget store spring i sit liv de seneste år

min weekend FORTALT TIL THILDE THORDAHL ANDERSEN tandersen@k.dk

Jeg mærker, at det er weekend, når vækkeuret ikke ringer, og der er masser af tid til at være sammen med min kone og til at lave god mad. I hverdagen bor jeg i et rækkehus i Jelling, og hun bor i København. I weekenderne er vi tit i København eller i vores sommerhus i Odsherred, men den seneste weekend havde vi besøg af nogle venner i Jelling, som fik hele turen rundt til Vejlemuseernes 10 udstillinger. Jeg har været museumschef i Vejle i halvandet år nu efter at have været chef i DR i mange år, og jeg har lavet store spring i mit liv både fagligt og geografisk.

Jeg er i slutningen af 50’ere, hvor man måske tænker, at nu er livet, som det er, men vi har alt oppe at vende i vores liv, fordi vi bor og arbejder på den her nye måde.

Da jeg var barn, gik jeg til spejder, dans og i søndagsskole. Jeg boede de første 10 år af mit liv på Østerbro i København. Det var et eventyr at være barn i 1960’ernes København. Man legede på gaderne og i gårdene, som var et slaraffenland af mærkelige skure, man kunne gå på opdagelse i. Der var produktionsvirksomheder i byen dengang, og man kunne finde sjove ting at lege med i deres skrald. Første dag blev man fulgt i skole, og ellers gik man selv. Jeg var vild med at gå i skole og elskede matematik, dansk og kemi, men jeg hadede de kreative fag, så det er egentlig paradoksalt, at jeg er endt i kunstverdenen.

Jeg er vokset op i en klassisk socialdemokratisk arbejderfamilie, min far var automekaniker, og min mor var ufaglært, og de holdt Aktuelt. Min søster og jeg var de første i familien, der blev studenter. Vi lærte, at der er noget godt i alle mennesker, og at man må tage hensyn og være solidarisk og ikke pege fingre ad dem, man er uenige med. Og så kan jeg ikke erindre, at mine forældre nogensinde har sagt, at jeg havde gjort noget forkert. Uanset hvor tossede ulykker jeg ellers lavede.

Når jeg skal slappe af, laver jeg så lidt som muligt. Jeg ser praktiske gøremål som pligter, så afslapning handler om en god film, en god bog eller en god udstilling.

Søndage kan se meget forskellige ud, og årstiderne bestemmer deres indhold. I vinterhalvåret er min kone og jeg typisk i København, hvor vi ser en god film og køber takeaway-mad. Om sommeren er vi ofte i sommerhuset, hvor jeg sidder på terrassen og lader tankerne vandre – der kommer jeg i et helt andet mode og får tømt hovedet.

Skal jeg ud af huset, tjekker jeg altid vejret først. Hvad skal jeg have på af overtøj?

Inden jeg går i seng, læser jeg mails, må jeg indrømme. Og så ser jeg ofte et afsnit af en sjov tv-serie. For tiden er det gensyn med Seinfeld, en fantastisk amerikansk serie, der J heldigvis har rigtig mange episoder.

Ny særudstilling fra 8. oktober

Besøg café og butik

0 59-årige Flemming Hedegaard Larsen har siden begyndelsen af 2020 været museumschef på Vejlemuseerne. Inden da var han i mange år kanalchef på DR K og i en periode DR 2 og senest ledende redaktionschef på DR. Han har to voksne børn.

– Foto: Jonas Husballe Normann.

”

Det var et eventyr at være barn i 1960’ernes København. Man legede på gaderne og i gårdene, som var et slaraffenland af mærkelige skure, man kunne gå på opdagelse i.

FLEMMING HEDEGAARD LARSEN, MUSEUMSCHEF

Færøske Brødre Kunstudstilling 18. september - 24. oktober Torbjørn Olsen, Hans Pauli Olsen & Marius Olsen Se mere på galleri-sam.dk Åbent hver fredag, lørdag og søndag 13.00 til 17.00

Galleri Sam Grenevej 23, DK-7190 Billund tel. +45 20121910 mail@galleri-sam.dk www.galleri-sam.dk

30 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 2 Den danske samling på Ordrupgaard har fået en nyophængning og går nu under navnet ”Hammershøi og hans tid”.

– Foto: Paul Skovbakke.

På Ordrupgaard har man fået skabt en smuk og herskabelig helhed Første etape af Ordrupgaards istandsættelse og udvidelse står klar med en ny ophængning af museets danske samling med hovedvægten på Vilhelm Hammershøi og L.A. Ring

anmeldelse 5 stjerner HENRIK WIVEL kultur@k.dk

De seneste tre år har Ordrupgaard været lukket for offentligheden på grund af en omfattende udvidelse og restaurering. Således har museet måttet ekspandere og anvendeliggøre arkitekten Zaha Hadids mærkelige torso af en tilbygning fra 2005.

Samtidig har museet benyttet anledningen til en omfattende istandsættelse af arkitekten Gotfred Tvedes oprindelige bygning fra 1918. Begge dele tegner lovende.

Den oprindelige herskabsbygning blev skabt til erhvervsmanden og kunstsamleren Wilhelm Hansen og hans hustru, Henny, og er opført som både et hjem og et kunstgalleri til parrets store samling af primært fransk og dansk kunst. Denne kombination af privatbolig og kunstgalleri var på mode i tiden blandt de førende mæcener og kendes blandt andet fra Thielska Galleriet i Stockholm og Frick Collection i New York.

Ordrupgaards langstrakte kunstgalleri og bibliotek med det svale ovenlys var oprindelig tiltænkt Wilhelm Hansens franske samling. Men denne flyttes nu ned under jorden i museets nye udvidelse, tegnet af norske Snøhetta. Denne nye underjordiske del af museet blev indviet i august i år. Flytningen af den franske samling har givet meget mere plads til stifterens danske samling, der nu kan ses som en helhed, der strækker sig fra det store galleri og vinterhaven ind i samlerparrets mere private del af hjemmet fra 1918.

Dette greb er vellykket. For det første betyder udvidelsen og ommøbleringen, at næsten hele den danske samling nu kan ses fremme med værker, der rækker fra den danske romantik til naturalismen, impressionisme og symbolismen omkring år 1900.

Det betyder vitale korrespondancer mellem eksempelvis Johan Thomas Lundbye og Theodor Philipsen. Læg dertil et væld af mindre malerier og arbejder på papir, der tager sig godt ud i Hansen-parrets interiører med sprøde lysindfald og møbler designet af Therkel Hjejle i den lyse spisestue og af Johan Rohde

og Thorvald Bindesbøll i biblioteket, herreværelset og Wilhelm Hansens kontor.

Men den primære interesse samler sig om ophængningen i det langstrakte kunstgalleri. Her er hovedvægten lagt på museets samling af de to mest markante kunstnere omkring år 1900, Vilhelm Hammershøi og L.A. Ring.

Allerede Hansen-parret erhvervede deres værker, men en stor cadeau til direktør Anne-Birgitte Fonsmark for konsekvent de seneste 20 år at have satset på at opbygge den danske samling omkring disse to dybt originale malere.

En række nyerhvervelser af både Hammershøi og Ring igennem årene betyder, at Ordrupgaard i dag har en virkelig fornem repræsentation af de to kunstnere. Læg dertil, at Augustinus Fonden generøst har deponeret fondens fire Hammershøi-værker på netop Ordrupgaard. Det betyder, at museet i dag rummer en af verdens fineste samlinger af Hammershøi. Og alene det seneste år har Ordrupgaard suppleret samlingen med fire værker af Ring, herunder kunstnerens frapperende og grotesk

misantropiske version af Pieter Bruegels berømte værk ”Parablen om de blinde”.

I kunstgalleriet forsøger Ordrupgaard sig med en klassisk salonophængning i stifternes ånd. I det langstrakte rum hænger Rings og Hammershøis værker tæt og blandet med hinanden, suppleret med enkelte andre beslægtede kunstneres værker, af eksempelvis Viggo Johansen og Peter Hansen. Det er ganske interessant at bevidne og bygger på Hansen-parrets opfattelse af, at kunstværker ikke alene skal supplere hinanden, men også kontrastere hinanden.

Nu kendte L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi hinanden rigtig godt, og i slutningen af 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne malede de værker, der både koloristisk og motivisk er nært beslægtede. Men der er selvfølgelig også markante forskelle: Rings gyllepunk fra de søndersølede sjællandske landsbyer over for Hammershøis æstetiske interiører fra det københavnske storborgerskab. Men dissonanser og fotografiske vinkler er de fælles om, og respekten var gensidig.

Ophængningen af L.A. Ring og Vilhelm Hammershøi på denne mixede måde er et eksperiment. Værkerne tager næsten livet af hinanden i det kuratoriske favntag. Men intet her i livet varer jo evigt, så en dag vil deres værker nok igen hænge adskilt på hver sin væg.

Samlende for det langstrakte og højloftede gallerirum er et mægtigt bord i dets midte, hvor museets samling af kunstnerkeramik fra samme epoke er opstillet. Her også designet af kunstnere, der kendte både Ring og Hammershøi og var en del af den fælles front dengang i dekadencen, som Thorvald Bindesbøll og Svend Hammershøi. Opstillingen af keramik i midten af galleriet pointerer både rummets og kunstens tre dimensioner, flade bliver til fylde og får perspektiv. Et godt greb.

Som helhed skaber restaurering, farvesætning og nyophængning af den danske samling i Henny og Wilhelm Hansens oprindelige kombination af herskabsbolig, selskabslokaler og kunstgalleri den tilstræbte helhed; et Gesamtkunstwerk helt i tidens ånd.

J

Et museum bliver til.

Særudstilling om Henny og Wilhelm Hansens Ordrupgaard.

Kurateret af Morten la Cour.

Ordrupgaard, Charlottenlund.

Hammershøi og hans tid.

Nyophængning af den danske samling.

Ordrupgaard, Charlottenlund.

MAJA LISA ENGELHARDT

DANMARKSBILLEDER – Fra kyst til korn til kultur Syv monumentale malerier og en række nye monotypier 14. oktober og 9. december kl. 15.00 Foredrag med Maja Lisa Engelhardt Køb billetter på billetexpressen.dk Odsherreds Kunstmuseum Rødhøj 11 - 4550 Asnæs 7. maj - 19. december åbningstider og omvisninger vestmuseum.dk/odsherredskunstmuseum

UDSTILLING FORLÆNGET TIL 19. DECE MBER

32| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Marias liv i billeder

Det er ikke meget, vi får at vide om Jesu mor i Det Nye Testamente. I middelalderens kunst udfyldes hullerne på en ofte overraskende måde, fortæller ny og spændende bog

anmeldelse 4 stjerner ANDREAS RUDE kultur@k.dk

Sæby Kirke i Vendsyssel er kendt for sine mange smukke kalkmalerier fra 1400- og 1500-tallet og især for billederne af Jomfru Marias helt tidlige historie: om hendes forældre Joachim og Anna, hendes undfangelse og fødsel, hendes liv som tempeljomfru og forlovelsen med Josef. Kalkmalerierne, der for de flestes vedkommende blev udført få årtier før Reformationen, vidner om Marias store popularitet. Men mange af motiverne er også overraskende for en moderne betragter, fordi flertallet af de episoder, der skildres, ikke er at finde i evangelierne.

I Det Nye Testamente nævnes Maria kun relativt få gange, centreret om bebudelsen, Jesu fødsel og lidelseshistorien. Men går man uden for den autoriserede hellige skrift, kanon, er der hjælp at hente i de apokryfe skrifter og i den urkristne litteratur hos de apostolske fædre. Her blomstrede legendedannelsen om Maria og hendes liv, og dele af den fandt vej ind i middelalderkirkens officielle tro.

Det gælder blandt andet troen på, at Maria selv blev undfanget uden synd, ”den ubesmittede undfangelse”, som forberedelse for hendes egen opgave som Guds mor.

For Knud Torm, cand.mag. i germansk filologi og kristendomskundskab, er der ingen tvivl om, at de mange oldkirkelige og middelalderlige legender om Maria skal inddrages, hvis man vil fortælle hendes biografi. Og det er netop, hvad han sætter sig for i sit velillustrerede værk ”Jomfru Marias liv.

Fremstillinger i dansk middelalderkunst, Bibelen og apokryferne”.

Bogen er på den ene side en gennemgang af Danmarks storslåede arv af kalkmalerier og middelalderlige altertavler med vægt på fremstillinger af Marias liv, hvor Torm omhyggeligt gennemgår temaer som Marias tempelgang, besøget hos Elisabeth, Maria under korset og hendes himmelkroning med en grundig afdækning af ikonografien, dens udbredelse og de skriftlige forlæg. Her har forfatteren samarbejdet med flere af Nationalmuseets eksperter og støttet sig til den omfattende litteratur på området.

Endnu mere spændende er det dog, når Torm med afsæt i David R. Cartlidge og James Keith Elliotts ”Art & the Christian Apocrypha” (2001) argu-

0 Kalkmaleri i Ørslev Kirke af Marias Himmelkroning ved Kristus.

Akvarel af Jacob Kornerup fra 1893. O. 1325.

AntikvariskTopografisk Arkiv, Nationalmuseet.

– Foto: Knud Torm.

menterer for, at de bibelske tekster ikke bør betragtes isoleret, når det drejer sig om kristendommens forkyndelse, men tværtimod bør suppleres af 2000 års kommentarer, prædikener, apokryfer, liturgier og kirkekunst. Den autoriserede kanon står ikke alene, når det drejer sig om at forkynde evangeliet, fastslår Torm, og det giver plads til den religiøse kunst, der bygger på mere end kristendommens autoriserede skrifter, som for eksempel kalkmalerier og skulpturer med Jomfru Maria og hendes historie som motiv. På den måde opnås et mere udfoldet, et mere ”fuldt” evangelium, og legenderne bliver en vigtig formidlingsinstans.

Dette syn på kunstens rolle i forkyndelsen ligger snublende nær på den katolske kirkes forståelse af, at Skrift og Tradition tilsammen udgør Guds ord til Kirken og gensidigt belyser hinanden. Man kan også udtrykke det på den måde, at Traditionen er hele den proces, hvormed Kirken overleverer sin tro til den næste generation. I den forstand var det relativt uproblematisk at inddrage legendestoffet om Maria, så længe det blot i sidste ende pegede på Jesus Kristus som menneskehedens frelser. Det manglende skriftbelæg lyder naturligvis provokerende i en evangelisk-luthersk sammenhæng. Men det var denne forståelse af traditionen og af traditionens rolle i forkyndelsen, der kom til udtryk i Sæby, da byens kirke i 1460’erne blev knyttet til et karmeliterkloster, og munkene iværksatte en ny udsmykning af kirken med Maria som hovedmotiv. ”Jomfru Marias liv” er et ambitiøst værk og produktet af mange års arbejde med Maria-skikkelsen. Man kan ikke undgå at blive klogere på middelalderens forståelse af Jesu mor, som altså gik videre, end der var belæg for i skriften, og tillige inddrog, hvad kirkefædrene og mystikerne mente, at Maria kunne have gjort og derfor måske også havde gjort. På billederne man se hvordan.

J

2 Foto: Stig Alenas/Alamy Stock Photo.

Knud Torm: Jomfru Marias liv.

Fremstillinger i dansk middelalderkunst, Bibelen og apokryferne. 200 sider. 300 kroner. Multivers.

ALLAN SKULDBØL UDSTILLER 18.10. – 23.10. KL. 11-16 I ARTHOUSE SKULDBØL STAMPHØJVEJ 66, DYBE, 7620 LEMVIG

I forbindelse med De 9 læsninger i Bøvling kirke den 12. december, udstiller Allan Skuldbøl malerier i kirken mellem kl.

15:00 og kl. 17:00. Fernisering kl. 15:00. Alle er velkommen i kirken: Bøvlingvej 32, 7650 Bøvlingbjerg.

34| Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 2 Det Jødiske Museum i Wien viser nu en udstilling om byens jødiske menighed, der – før den blev udslettet – både spillede en vigtig rolle for udviklingen i Wien og indtog en førende rolle blandt de jødiske trossamfund i Mellemeuropa.

– Foto: Ouriel Morgensztern.

Antisemitisme har altid været en del af Østrigs historie Ny udstilling fortæller om organiseret forfølgelse af middelalderens jøder i Wien. Jøder har præget byens udvikling, fremhæver historiker bag udstillingen

jøder i Wien HEIDI DACHS SKRIVER FRA TYSKLAND dachs@k.dk

Det var skrækkelige scener, der fandt sted i Wien for 600 år siden. Ifølge historiske kilder endte flere velhavende borgere – mindst 210 mænd og kvinder – en dag i marts 1421 deres liv på bålet. Årsagen var, at de var jøder.

Massakren var højdepunktet på mere end et års voldsom forfølgelse. En stor del af den jødiske befolkning var allerede drevet på flugt, adskillige jøder havde været udsat for tortur, nogle var blevet sat ud i både uden årer på floden Donau, og andre havde fortvivlet valgt at begå selvmord for at undgå at blive tvangsdøbt af byens præster.

1421 blev dermed året, hvor Wiens jødiske menighed helt forsvandt. Østrigs historie rummer flere eksempler på organiseret og voldelig forfølgelse af jøder, men Wiener Gesera – gesera betyder dom eller dekret på hebraisk – som massakren i 1421 sidenhen er blevet kaldt, var selv efter datidens forhold usædvanlig brutal.

Det Jødiske Museum i Wien viser nu en udstilling om byens jødiske menighed, der – før den blev udslettet – både spillede en vigtig rolle for udviklingen i Wien og indtog en førende rolle blandt de jødiske trossamfund i Mellemeuropa. ”Vores udstilling fortæller om jødisk liv i middelalderens Wien og viser, at antisemitisme ikke er noget, der først er blevet opfundet af Hitler og nazisterne, men derimod altid har været en del af Østrigs historie,” siger historiker Astrid Peterle, der er en af kuratorerne bag udstillingen.

3 På udstillingen på Det Jødiske Museum i Wien er forskellige genstande, der tilhørte den jødiske menighed i byen, udstillet.

Heriblandt også jødiske gravsten.

– Foto: Nafez Rerhuf.

I slutningen af det 16. århundrede fik jøder igen tilladelse til at bo i Wien, men efter mindre end et århundrede blev de atter drevet på flugt.

Først i 1867 blev jøder ved lov garanteret samme rettigheder som andre borgere i landet, og endelig havde de også lov til at købe grundstykker og ejendomme.

I de efterfølgende år blev Wien et populært mål for tusindvis af jøder fra hele det østrig-ungarske kejserrige, og deres andel af befolkningen voksede støt. Mange jøder i byen havde i årtierne op til 1900 succes, deres forretninger blomstrede, og adskillige blev adlet af kejser Frans Josef. En række jøder gik det ligefrem så godt, at de kunne bosætte sig i luksusgaden Ringstrasse, hvor berømte arkitekter som danskeren Theophil Hansen opførte imponerende paladsbygninger for dem.

Det var en tid, hvor mange jøder begyndte at se med optimisme på fremtiden og tro på, at det var muligt for dem endelig ”at høre til” i Wien, og at den voksende antisemitisme blot var et tidsfænomen, der efterhånden ville aftage.

Som bekendt skulle det efterfølgende 20. århundrede på grusomste måde vise, at denne formodning var en fejltagelse. Allerede før Anschluss – Østrigs indlemmelse i Nazityskland – i 1938 var tusindvis af jøder flygtet fra Østrig, og i årene under Hitler blev mindst 65.000 østrigske jøder dræbt af nazister. ”Den dag i dag er antisemitisme i Østrig – ligesom andre steder i Europa – et stort problem, og netop derfor ønsker vi med vores udstilling at vise, hvordan jøder igennem århundreder på afgørende vis har været med til at præge Wiens udvikling. Det er et ofte glemt og fortrængt kapitel i byens historie,” siger Astrid Peterle.

Udstillingen ”Unser Mittelalter! Die erste jüdische Gemeinde in Wien” (Vores middelalder! Den første jødiske menighed i Wien) vil fremover være en fast del af programmet på Det Jødiske Museum i Wien.

J

i Aalborg

Verdensstjerner i musikkens Hus Siden åbningen i 2014 har Musikkens Hus gjort sig bemærket verden over. Med sit internationale islæt skyder det kulturelle, arkitektoniske landmærke Musikkens Hus op på Aalborgs havnefront og tiltrækker store navne. Til efteråret gæster både den walisiske operastjerne Bryn Terfel og det verdensberømte symfoniorkester Berliner Filharmonikerne Nordjyllands smukkeste koncertsal.

Foto: © Mitch Jenkins / DG

Foto: © Britt Lindemann

28.10.2021 / Kl. 19:30 / Koncertsalen DKK 650 - 950

Bryn Terfel Det bliver en stor musikalsk oplevelse, når den walisiske operastjerne og basbaryton, Bryn Terfel for første gang gæster Musikkens Hus. Her vil han, sammen med sopran Cornelia Beskow, vinder af Wagner sangerkonkurrencen LMISC 2017, og Aalborg Symfoniorkester, fylde salen med smukke toner fra berømte operaer, lette arier og duetter samt velkendte melodier fra det klassiske repertoire. Aftenens koncert ledes af ingen mindre end Aalborg Symfoniorkesters kunstneriske chef, Tecwyn Evans.

Foto: © Stephan Rabold

18.11.2021 / Kl. 19:30 / Koncertsalen DKK 480 - 930

Berliner Filharmonikerne Til november står den på klassisk musik af højeste kaliber, når Berliner Filharmonikerne går på scenen i Koncertsalen. Det er første gang siden 1940, at det verdensberømte symfoniorkester gæster Aalborg. Berliner Filharmonikerne blev grundlagt i 1882, og betragtes som et af de absolut fineste orkestre i verden. Siden 2019 har Kirill Petrenko været chefdirigent for Berliner Filharmonikerne. Aftenens program byder på Felix Mendelssohns tredje symfoni og Sjostakovitjs tiende symfoni.

Se vores fulde program, og køb billetter på www.musikkenshus.dk

36 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

Rejse ind i det sublime Balder Olrik og Erik Steffensen viser en fin og intens fotoudstilling i Tegners Museum, der også behandler Tegners forestillinger om kunstneren som hævet over resten af menneskeheden

anmeldelse 4 stjerner TORBEN WEIRUP kultur@k.dk

Erik Steffensen og Balder Olrik har på hver sin måde nogle af de mere bemærkelsesværdige karrierer i nyere dansk kunst.

Intet under, måske, at de derfor måtte mødes til et fælles udstillingsprojekt i et museum for Rudolph Tegner (1873-1950), der ligeledes havde et ganske usædvanligt levnedsløb. Det er ikke helt til at afgøre, om det også er mærkværdigt, at de to førstnævnte billedkunstnere opdagede hinandens Tegner-fascination via Facebook? I hvert fald var det med det såkaldt sociale medie som afsæt, at de begyndte deres udveksling af tanker, som 10 år senere er udmøntet i en udstilling.

Selvom Erik Steffensen vil være læsere af denne avis bekendt som tidligere anmelder,

kommer her et par introducerende ord om ham: Erik Steffensen (født 1961) er ikke så lidt af et universalistisk vidunderbarn.

Billedkunstner, selvfølgelig, med fotografiet som gennemgående medie – og udstillinger og repræsentation på nogle af landets mest velrenommerede kunstmuseer, på hvilke han også regelmæssigt selv har tilrettelagt udstillinger. Tidligere professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han også er uddannet. Begavet skribent, hvad enten det drejer sig om egne – morsomme og underholdende – erindringer, en biografi om Per Kirkeby, der på sin vis var en slags åndsfælle, eller bedre vine og andre af de jordiske glæder.

Balder Olrik (født 1966) blev som ganske ung optaget på Kunstakademiet og havde en meget bemærkelsesværdig debut i midten af 1980’erne: figurative, dramatiske malerier.

Store lærreder med mytologiske motiver, dystopiske landskaber,

Brandenburger Tor malet med patos og schwung, Herman Bang i positur og hele den store europæiske kulturhistorie. Det gik vældig godt. Så vendte han mere eller mindre ryggen til kunstscenen og rejste ind i den gyldne skærm og udviklede blandt andet meget mærkværdige it-spil som ”The Incident” med overnaturlige fænomener og gådefulde historier. Stor succes. Så forlod han – meget kort fortalt – tilværelsen som digital entreprenør og vendte tilbage til billedkunsten med nogle melankolske fotografier af menneskeforladte bylandskaber. Og det er et meget sammentrængt referat.

Det må fortællingen om Rudolph Tegner også være. Sammen med blandt andre Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) var Rudolph Tegner en af de ubændige billedhuggere med symbolistisk tunge skulpturer; ekspressive og alvorlige. Ligesom hos Friedrich Nietzsche rummer mennesket en ædel

stræben mod storhed. Navnlig manden.

Kvinder kan i Tegners skulpturer have en tendens til snarere at være en klods om benet og holde manden tilbage. Ikke alle, selvfølgelig, og næppe hustruen, Elna, der var formuende.

Placeret højt på muren til højre for indgangen ses en af Tegners ugleskulpturer. Flere findes inde i bunkeren.

Uglerne er ikke, hvad de giver sig ud for at være – er blandt citatgodset fra ”Twin Peaks”. Det vidste allerede Rudolph Tegner – og det ved også Erik Steffensen.

En ugle er hovedmotivet i hans serie af fotografier. I Tegners værksted i Paris boede en ugle, der om natten fløj frit mellem skulpturerne. Mand og ugle holdt øje med hinanden, fremgår det i Tegners erindringer, ”Mod lyset”, og sammen med en kat, der i øvrigt også er sat på en piedestal på museums-

3 ”Owls” er den korte og fyndige titel på dette billede af Erik Steffensen, der sammen med flere andre med samme motiv udgør hans bidrag til udstillingen ”Frigjort” på Tegners Museum.

– Foto: Anders Sune Berg.

TRÆERNE FINDES ANETTE HARBOE FLENSBURG 02.10.21 – 09.01.22

TID

TIL KUNSTEN, TID TIL NATUREN, TID TIL DET GODE LIV PÅ JOHANNES LARSEN MUSEET FRI ENTRÉ I CAFÉEN

MED UDSIGT OVER STOREBÆLT

Kunst&Kultur | 37

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

uudgrundeligt findes også i Balder Olriks fotografier. De er blot endnu mere æteriske og fremtræder som abstrakte farvetåger, der flyder et sted i uendeligheden.

En abstraktion har en forankring i virkeligheden – og udgangspunktet for Balder Olriks billeder er ikke overraskende Tegner.

0 Balder Olriks ”Frigjort XI” fra 2021 indgår i udstillingen af samme navn. ”Frigjort” er også titlen på en af Rudolph Tegners skulpturer, der forholder sig til kunstneren som hævet over verden.

– Foto: Rudolph Tegners Museum.

bygningens yderside, er den det gennemgående motiv i Erik Steffensens billedserie. Erik Steffensen arbejder som regel med nogle slørede billedflader, som er motivet ved at dukke frem eller forsvinde, og det kan give billederne en særlig atmosfære af, at vi kigger langt tilbage i erindringen og historien på fortællinger, der er vigtige. Som nu uglen der – måske – synes at kigge granskende på os for at føje ved til en lang opbygning af viden om, hvad mennesket er for en skabning. Uden at man nu skal lægge alt for mange menneskelige egenskaber i dyr. Sikkert er det imidlertid: Ugler er ikke, hvad de giver sig ud for at være.

Den samme stoflige kvalitet og fornemmelsen af at se på noget

Hvis man hylder eneren og den stærke personlighed, der stræber mod at hæve sig over masserne, kan man også se kunstneren som et undtagelsesmenneske. Frigjort fra konventioner og almindelige småborgerlige moralbegreber er man nok fri, men også alene og måske ensom.

Det kunne se sådan ud i Rudolph Tegners 121 år gamle skulptur, ”Frigjort”, hvor kunstneren sidder på en ”vældig Søjlekapitæl (...) højt hævet over Mylderets Strid og Kævl, skuende ud for sig i det ukendte Nirvana”, som der står om ”Frigjort” i Tegners erindringer.

Mylderet er det sammensurium af forvredne skikkelser, kunstnerfiguren sidder på. Fordi skulpturen som så meget andet i Tegners samling af egne bedrifter er så høj, ser man sædvanligvis op mod den store hvide, mandlige kunstner. Den synsvinkel har Balder Olrik og Erik Steffensen nivelleret ved at bygge en trappe, som besøgende kan gå op ad (og ned ad igen) og så at sige komme i øjenhøjde med værkerne. Og det er jo da sjovt.

Samtidig har forfatteren Sofie Jama forsøgt at sætte ord på Tegners længsel efter frigørelse. Og erkendelsen af, at et menneske aldrig er helt uafhængigt af sine forudsætninger: ”Men jeg frigøres alligevel aldrig helt. Jeg vender altid tilbage til det bjerg af lemmer og fortid, traumer og kroppe, uret og råddenskab, hemmeligheder og løgne, som det er mig påkrævet at bestige igen og igen, at sidde på i min angst, uden at nå himlen og lyset, som jeg længes efter.”

Tegners Museum er ikke ubetinget velegnet til midlertidige særudstillinger med andre kunstnere. Dertil er Tegners egen udformning af sit mausoleum for egoman. Det var Tegner, der skulle være i centrum. Og periferi. Og alle vegne. Balder Olriks og Erik Steffensens billeder er derfor ophængt på nogle midlertidige vægge – og når det alligevel er en god udstilling, skyldes det, at billederne er smukke at se på, og at der er noget bevægende ved de to samtidskunstneres optagethed af en særegen skikkelse i dansk J kunst.

Erik Steffensen og Balder Olrik: Frigjort. Rudolph Tegners Museum og Statuepark, Dronningmølle. Til den 24. oktober.

27. juni - 12. december

GRØNLAND I KUNSTEN GENNEM 300 ÅR Museet for Religiøs Kunst ønsker med denne udstilling at fokusere på "Grønland i kunsten” et kunstnerisk motiv, der er fyldt med følelser, fordomme og faldgruber.

Udstillingens værker spænder over en periode på 300 år, udført af kunstnere med oprindelse i Danmark, Grønland eller for manges vedkommende begge dele.

Fra 1700-tals malerier til Jessie Kleemanns videoværk om den smeltende is fra 2019.

Kom og oplev værker af blandt andre: Aron fra Kangeq, Hans Lynge, Pia Arke, Henrik Saxgren, Miki Jacobsen, Bodil Kaalund, Gudrun Hasle, Aka Høegh, Bolatta SilisHøegh, Per Kirkeby mfl.

*****

Intens, flot udstilling giver et indblik ...En kraftpræstation...

Kristeligt Dagblad

MUSEE T FOR RELIGIØS KUNST www.mfrk.dk

38 | Kunst&Kultur

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021

En længe upåagtet genre får ny opmærksomhed En enestående udstilling i Lemvig, ”Dansk marinemaleri – fra Frank Nicolajsens samling”, er ment som et skridt på vejen mod etableringen af et lokalt museum for guldalderkunst

anmeldelse 5 stjerner CLAUS GRYMER kultur@k.dk

Havet, grundlaget for det hele, set og skildret af C.W. Eckersberg (1783-1853), breder sig for éns øjne på det mesterlige billede ”En sø”, som er et af de cirka 200 værker på udstillingen ”Dansk marinemaleri – fra Frank Nicolajsens samling”, tilrettelagt af Nicolajsen og af forfatteren til katalogteksten, Allis Helleland.

Udstillingen er tænkt som et skridt på vejen mod etableringen af et kommende lokalt museum for guldalderkunst. Den smukke, treetagers gule bygning – opført i 1920/1921 med Vilhelm Petersen som arkitekt – er af kommunen blevet stillet til rådighed for den nystiftede Vestjysk Kunst Fond, til hvilken Nicolajsen har overdraget sin samling på omkring 700 værker, først og fremmest fra den danske guldalder. Det er en af landets største privatsamlinger.

Et af de håb, der knytter sig til udstillingen, er, at den kan være med til at skabe fornyet interesse for marinemaleriet. I øvrigt i overensstemmelse med en tendens i tiden, idet emnet i de seneste år er blevet taget mere alvorligt.

Kendetegnende for genren er ifølge Allis Helleland et maleri med motiv fra kysten, havnen eller havet, ofte med ét eller flere skibe. Den voldsomme udvikling, som genren gennemgik i løbet af 1800-tallet, skyldtes ikke mindst Eckersberg, der som professor ved Kunstakademiet fra 1818 til sin død tog marinemaleriet op som disciplin. Udstillingen omfatter arbejder af flere af hans elever.

Eckersberg selv skabte omkring hundrede marinebilleder.

Mange af dem inddrager motiver fra land, men ikke det nævnte ”En sø”, der endvidere skiller sig ud ved ikke at vise skibe. Vi møder havet som ren natur, en i sig selv hvilende virkelighed, uden romantik, dragende, men tillige med et element af noget farligt.

Bølgerne på det storslåede sceneri under den gråligt skyede himmel har truende skumtoppe.

Blæsten og havet udgør en pagt, der får et menneske til at føle sig så lille, som det er.

Billedet præges af fortrolighed med havet, en fortrolighed, der i det hele taget gælder Eckersbergs forhold til livet til søs. Det sidste kommer til udtryk i den akkuratesse, der er så karakteristisk for skibene, der besejler hans kunst.

3 Eckersberg skabte omkring hundrede marinebilleder.

Mange af dem inddrager motiver fra land, men ikke ”En sø”, der endvidere skiller sig ud ved ikke at vise skibe.

– Foto: Heine Sand.

3 Det er en overraskelse at møde et værk af Vilhelm Kyhn (1819-1903) på udstillingen, da han normalt ikke regnes for at være marinemaler. Men i kataloget bliver man imidlertid belært om, at han i kraft af sine mange landskabsbilleder af kyster og af udsigter fra land over vand hører hjemme i denne sammenhæng. – Foto: Heine Sand.

Marinemalerier er ophængt i smukke rum, der fremtræder, som de hidtil har gjort, i et hus med atmosfære. Dertil bidrager for eksempel de oprindelige stuklofter og de udskårne døre.

Det er også et hus med muligheder, og det er ikke svært at se det som en velegnet ramme for et museum.

Men allerede nu byder det på noget usædvanligt med den aktuelle udstilling, der er bygget op omkring en i mange år upåagtet genre, som præsenteres i

mange varianter – fra det ganske fredelige til det heftigt dramatiske. Et væld af stemningsmættede tableauer med gode chancer for at indtage og fastholde publikums opmærksomhed. Det er ingen panderynkende kunst, men en kunst som enhver uden videre kan forholde sig til – med rig mulighed for at ”sejle” tilbage til en svunden tid, med hvad denne måtte indeholde af potentielle eventyr, i hvert fald for en nostalgi-ledsaget fantasi.

Mange af de involverede kunstnere vil være ukendte for de fleste. Til gengæld bliver man mindet om, at også glemt kunst kan være god kunst.

Synet af sejlskibe liggende på vandet med svanens selvfølgelige elegance er indtagende. Selv gennem stormende søgang kan elegancen bevares: sejlads som livskunst på afgrundens rand.

Man ser både det ene og det andet hos Carl Dahl (1812-1865).

Oscar Bojesen (1879-1930) viser dramatikken til søs i nærbillede – en forstavn med galionsfigur konfronteret med det brusende hav.

Yderligere skruet op for dramatikken bliver der hos tyskeren Theodor Kloss (1802-1876), der kom til Danmark for at modtage privatundervisning hos Eckersberg.

Langt fra dennes verden er vi ikke desto mindre med elevens stormfulde billeder af nødstedte skibe i dyster konfrontation med et hav, hvor det huserende mørke på én gang synes at tilhøre natten og undergangen.

på havnen – med hyggesejlads på stille vand. Alting virker så trygt. Så mon ikke personerne i bådene – med rette eller urette – er overbeviste om, at de ved et utænkeligt forlis kan bunde?

En overraskelse er det at møde Vilhelm Kyhn (1819-1903). I kataloget bliver man imidlertid belært om, at han i kraft af sine mange landskabsbilleder af kyster og af udsigter fra land over vand hører hjemme i denne sammenhæng, selvom han normalt ikke regnes for at være marinemaler.

Under alle omstændigheder er det en glæde at dvæle ved hans følsomt malede billede af sejlskibe i tåge – i et forunderligt samspil med lyset. Det er et af udstillingens betydningsfulde poetiske værker, fyldt med en J udtryksfuld stilhed.

En anden elev af Eckersberg, C.F. Sørensen (1818-1879), søgte ligeledes i en anden retning end lærerens, men i en romantisk. Et eksempel er et billede af folkeliv

Dansk marinemaleri – fra Frank Nicolajsens samling. Vestjysk Kunst Fond. Toldboden, Lemvig. Til den 24. oktober 2021.

Kunst og kultur fra Færøerne, Grønland og Island

NERVESCAPE IX 28. august 2021 — 2. januar 2022

NERVESCAPE IX Shoplifter / Hrafnhildur Arnardóttir Træd ind i det farverige og forunderlige univers lavet i kunstigt hår Udstilling: 28. aug 2021—2. jan 2022

Nordatlantiske Filmdage 2021 Unikke filmoplevelser fra det høje nord Filmfestival: 30. sept—10. okt

I Nordøstgrønland Peter Schmidt Mikkelsen fortæller Foredrag 14. okt kl. 18.30

Hvad skal vi med kolonitiden?

Poesi uden grænser 2021

Bogaktuelle Kirsten Thisted om stemmer fra 1920’ernes Grønland Foredrag: 28. okt kl. 19.30

Lyrisk og tværkulturel eftermiddag Litteratur: 13. nov kl. 15

Simon Lynge & The Martial Hearts Nærvær, nerve og melodisk skønhed Koncert fredag 29. okt kl. 20

Arktisk Festival 2021 Foredrag og oplæg, debatter og boder Festival: 30.—31. okt

TOTEM

Sigurdur Flosason / Lars Jansson Kvartet

Lysværk og performance i pakhuset Kulturnatten 15. okt kl. 18—20

To af Nordens største jazznavne Koncert: 2. nov kl. 20

Vekslinger/Växlingar Oplæg, oplæsninger og performance ved tidsskrifterne Kulturo og Ordkonst Kulturevent 14. nov kl. 15

Håret & kunsten Hør etnolog Inge Christiansen Nervescape-foredrag: 18. nov kl. 17

Hjernen & kunsten Hjerneforsker Martin Skov fortæller Nervescape-foredrag: 25. nov kl. 17

Blomsterdalen Bogsamtale med Niviaq Korneliussen Litteratur: 3. nov kl. 20

Se hele vores program og åbningstider på nordatlantens.dk

OPLEVELSER I OKTOBER