3 minute read
Nyheder Kort nyt om efterskoleliv
kort nyt
Endnu et år med elevrekord
Advertisement
Det er mere populært end nogensinde før at gå på efterskole. I hvert fald er elevoptaget kun gået opad i nu en årrække. Tilbage i 2020 begyndte flere elever på landets efterskoler end nogensinde før, indtil rekorden blev slået med årgang 2021/2022, hvor i alt 31.745 elever kom på efterskole. I dette nye skoleår kan efterskolerne nu endnu engang melde om en rekordstor årgang 2022/2023. Præcis 32.447 elever er i august begyndt i 8., 9., eller 10. klasse på en efterskole i dette skoleår, hvilket er 702 flere end sidste år. Stigningen er udelukkende båret af elever, der vælger at tage 10. klasse på en efterskole, hvorimod antallet af efterskoleelever i 8. og 9. klasse er gået en smule tilbage fra 8.411 med opstart i 2021 til 7.875 i år. Det er blandt efterskolerne på Fyn samt i Syd- og Sønderjylland, at man har oplevet den største stigning i antallet af elever. Midt- og Vestjylland er de eneste landsdele, hvor det er gået tilbage med elevoptaget Nærmere bestemt har de to landsdele samlet set oplevet et fald på 1,42 procent i elevoptaget sammenlignet med sidste år. Landet over kan der nu tælles 241 efterskoler, og gennemsnitligt har de hver især plads til 134 elever på en årgang. Det er to elever flere end gennemsnittet for sidste år. Mon en ekstra køjeseng har sneget sig ind på elevværelserne her og dér?
Hele tre nye efterskoler på vej
Mulighederne er mange, når først man har besluttet sig for et år på efterskole. For hvilken skal det så være blandt de 241, der i dag er at vælge imellem? Eller blandt de tre nye skoler, der er på vej? . Ifølge Efterskoleforeningen drejer det sig om tre skoler, der alle forventer at kunne byde den første årgang velkommen til august næste år. I Brovst i nordjyske Han Herred drejer det sig om skolen Under Lien, en efterskole med speciale i elever med autisme. Efterskolen får rammer mellem skov og strand på Vestkystvejen, oplyser de til Efterskoleforeningen. Længere sydpå, i midtjyske Grindsted, er en ny, eksamensfri efterskole under etablering. Efterskolen PLAY er for 10. klasses elever, der kommer til at kunne vælge mellem linjerne dans, musik, håndbold, badminton og design/konstruktion. Skolen bliver nabo til andre institutioner for unge, da den får hjemme på Tinghusgade i Grindsted, hvor byens ungdomsuddannelser og idrætskomplekset Magion også ligger. Den tredje efterskole, der er på vej, skal man til Sjælland for at finde, for her planlægger friluftslivs-efterskolen “Roskilde Outdoor Efterskole” at åbne næste år. Skolen får til huse i omgivelser, der tidligere hørte under Sct. Hans, Danmarks ældste psykiatriske hospital i Roskilde.
– FOTO: HENNING BAGGER/RITZAU/ SCANPIX
Mistrivsel præger også efterskolerne
Børn og unge i Danmark kæmper med selvbilledet, med trivslen og med livskvaliteten. Også på landets efterskoler mærker man en stigende tendens til mistrivsel blandt eleverne. Det kunne Efterskoleforeningen melde ud i august ovenpå en rundspørge blandt foreningens 240 medlemsskoler, hvoraf over halvdelen havde deltaget. 7 ud af 10 af skolerne angav i undersøgelsen, at de oplevede flere elever, der mistrivedes, end hvad tilfældet var før coronapandemien. I praksis kommer det blandt
2 Efterskolerne har redskaber til at hjælpe elever, der mistrives, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen. – Foto: Anne Kiib Larsson
andet til udtryk ved et større frafald af elever hen over året, fortæller Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen, til nyhedsbureauet Ritzau.
“Den måde, vi plejer at drive efterskole på, hvor det store fællesskab er det helt store drive og motor, har været udfordret i år.” Torben Vind Rasmussen er ikke overrasket over den stigende mistrivsel set i lyset af den generelle udvikling i unges trivsel, men siger dog, at omfanget af elever i mistrivsel på efterskolerne alligevel har “taget os lidt på sengen”.
De mange forældre til efterskoleelever, der netop er begyndt på skolerne denne årgang, skal dog ikke være bekymrede for, om efterskolerne er klar til at håndtere de unge, understreger formanden. I undersøgelsen svarer 83 procent af efterskolerne, at de har særlige tilbud ud over “en almindelige kontaktlærerfunktion” til elever med sårbarhed, skriver Ritzau. J