18 | Højskoleliv
Kristeligt Dagblad Lørdag 6. november 2021
”Det der livslange venskab, man har gennem musik, er noget særligt” Højskolevennerne Rune Hansen og Frederik Schnoor fandt hinanden gennem musikken. 17 år efter højskolen mødes de hver onsdag og spiller med deres band
venner gennem musikken REBECCA ALLOUCHE allouche@k.dk
I et koldt industrikvarter i Hornbæk er mørket faldet på. Tre mænd klædt i læderjakke står udenfor og snakker. ”Velkommen til,” hilser den ene venligt og viser Kristeligt Dagblads udsendte ind i et stort, lyst lokale. Et møbel er fyldt til randen med musikgear, på den ene væg hænger guitarer og et billede af fire bandmedlemmer, gulvet er dækket af tæpper og kabler, der snor sig om hinanden, og i et hjørne står et lille køleskab med øl. ”Alkoholfri øl,” siger forsanger og guitarist Frederik Schnoor med et smil, da han tilbyder trommeslager Rune Hansen, organist Anders Haahr og de nyankomne gæster én. Det er her, at han og resten af Freddy and The Phantoms mødes hver onsdag aften. For øjeblikket forbereder de sig på at skulle i studiet og på de koncerter, som de snart skal spille i Portugal. Det er 11 år siden, at rockbandet blev skabt, og for to af medlemmerne begyndte det musikalske venskab helt tilbage til 2005. Nemlig på Vestbirk Højskole, nu efterskole, omkring 200 kilometer vest for øvelokalet her i Hornbæk, hvor to nyudklækkede studenter mødte hinanden. Den første dag på højskolen skævede den unge sønderjyde Rune Hansen noget skeptisk til den unge mand fra Aalborg Frederik Schnoor, der sad og førte sig frem med sit guitarspil i fællesrummet. ”Men dag nummer to sad jeg der sammen med ham og spillede,” fortæller 36-årige Rune Hansen grinende. Han og Frederik Schnoor endte på samme funkhold på højskolen. Og når timerne var færdige, spillede de to videre. ”Frederik og jeg blev ved med at dukke op som de to, der var med i alle mulige konstellationer. Vi var med i partybands til fredagsfesterne, vi lavede hardrockjams, skrev disconumre, spillede Led Zeppelin-covers, lavede en gearklub, hvor vi samlede og splittede instrumenter ad,” fortæller Rune Hansen og smiler til sin kammerat. ”Ja, man fandt jo netop en makker og en ven, som man kunne gøre det hele med. Det med pludselig at møde nogen, der ligesom en selv bare hele tiden havde lyst til at spille musik, gjorde virkelig noget,” siger 34-årige Frederik Schnoor og tager en tår af sin øl. Og hans kammerat nikker: ”Jeg – ligesom mange andre, der tager på højskole – var et sted i livet, hvor der ikke var så mange ligesindede, ikke så mange, der gik lige så meget op i musik som mig selv. Og det giver bare en anden forståelse for hinanden, når man kan dykke ned i musikken sammen, end hvis man bliver venner, fordi man
bliver man ikke venner. Hvis man kan det, så bliver der som regel grundlagt nogle meget stærke venskaber.”
0 Freddy and the Phantoms, gamle venner fra højskolen, samles i bandet og spiller rock. Her i øvelokalet i Hornbæk. – Foto: Leif Tuxen.
sidder ved siden af hinanden på første skoledag.” Efter højskolen spillede de to venner nogle år i et indieband, før de dannede Freddy and The Phantoms. Bassist Mads Wilken kom tidligt med, og tre år efter bandets begyndelse blev organist Anders Haahr en del af gruppen. Ved siden af deres daglige arbejde har de indspillet fem album og været på danmarks- og tysklandsturnéer, blandt andet som opvarmning til komiker Frank Hvam. De to højskolevenner er også fulgt med hinanden til Hornbæk, hvor de bor med hver sin familie. ”Når man bliver ældre, ændrer ens vennekreds sig meget i retning af, hvad man egentlig interesserer sig for. Og det der livslange venskab, man har gennem musik, er noget særligt,” siger Frederik Schnoor. Hvorfor musikken er en særlig måde at møde folk, er der flere grunde til, forklarer professor emeritus i musikterapi Lars Ole Bonde, der gennem mange år har beskæftiget sig med musik og psykologi. ”Når musikere spiller sammen, er det i princippet en ekstremt kollektiv og demokratisk proces. Når man spiller eller synger sammen, er man hele tiden en-
gageret i en proces, hvor man skal lytte intenst til de andre i fællesskabet, og hvor man skal afpasse sit eget bidrag efter, hvad de andre gør. Hvis du vil deltage optimalt, skal dit bidrag være meget koordineret og synkroniseret helt ned i detaljen, for eksempel tempo, dynamik og klang, og det gælder ikke ret mange andre ting i vores tilværelse, ikke engang holdsport. Det er dette ikke-sproglige moment, det relationelle her og nu, som gør fælles musicering til noget helt særligt,” siger han og understreger, at meget forskning peger på, at det at synge eller spille musik sammen er en god måde at skabe social sammenhæng og fællesskab. ”Man finder frem til et fælles fodslag – en måde at gøre tingene på, som er tilfredsstillende for alle. Det musikalske venskab opstår i arbejdet hen mod det fælles mål. Når man har delt de processer gennem længere tid, så kender man hinanden ret godt,” siger han og uddyber: ”I musikalske sammenhænge er nogle tit mere tilbageholdne og andre mere udfarende. Det kan være en meget fin dynamik i et band. I et rockband er der nogle næsten arketypiske fordelinger af rollerne, og alle de roller skal forhandles på plads. Hvis man ikke kan det, så
”Mads har også gået på højskole,” siger en af mændene begejstret, netop som det sidste bandmedlem træder ind i lokalet. Bassist Mads Wilken smiler forlegent, da han sætter sig med sine bandkammerater omkring et lille bord. Han kom med i bandet gennem en højskoleven, som er bror til et medlem af deres forhenværende band. Og Freddy and The Phantoms er på flere måder dybt forankret i højskolen, forklarer medlemmerne. Organist Anders Haahr har undervist på blandt andet Løgumkloster Højskole, og bandet har optrådt på en lang række af landets højskoler. Og når de skal i studiet i den efterfølgende uge for at indspille deres sjette album, er det en gammel højskoleven, som styrer knapperne. ”Vi plejede at sige, der hvor jeg underviste, at hvis du rækker højskolen lillefingeren, så tager den sjælen,” siger Anders Haahr og smiler, før han putter ørepropper i ørene. De fire mænd rejser sig. Et blinkende spotlys bliver tændt. Rune Hansen sætter sig bag et glitrende turkist trommesæt. Guitarpedalerne bliver tjekket. De næste fire timer skal de bare spille musik. Det er trods alt grunden til, at de mødes her om onsdagen. Og fundamentet for højskolevenskabet, som Frederik Schnoor fortæller: ”Da vi var yngre, snakkede vi om, at vi skulle forhindre, at vi kun så hinanden gennem musikken – at vi også skulle ses med hinanden uden for det. Men det forlod vi for mange år siden. For ja, det er gudskelov sådan, at vi netop er venner med musikken, via den og i kraft af den. Vi kan ikke skrælle den af. Vi kan sagtens ses med hinanden uden at snakke om musik, vi er også rejsevenner og venner med hinandens familier, men det er bare en lim. Vi gør noget sammen, og det er helt specielt.” J
0 Rune Hansen (til venstre) og Frederik Schnoor (til højre) har spillet musik sammen siden højskolen. – Foto: Leif Tuxen.
Bands, der mødte hinanden på højskolen Chinah
Buki Yamez
Go Go Berlin
Young Couple SØN
