32 | Rejser&Kultur
Kristeligt Dagblad Torsdag 30. december 2021
Chokoladekys, kunst og krige
Perugia er hovedby i den italienske region Umbrien og byder på stor renæssancekunst og et livligt caféliv med studerende fra hele verden. Men byen har en blodig historie Af Malene Fenger-Grøndahl
Perugia
rejser@k.dk
Omkring hovedtorvet i Perugias gamle bydel, Piazza IV Novembre, ligger chokoladeforretninger og caféer, der sælger og serverer chokolade i både flydende og fast form. Her kan man få chokoladekonfekt, varm chokolade, chokoladeis og chokolade med og uden fyld. De mest berømte chokolader er de såkaldte Baci, kys, som kan fås i mange smagsvarianter med fyld af blandt andet nødder og tørret frugt. Kyssene, som kærestepar gerne deler en pose af ved byens smukke fontæne fra 1200-tallet, Fontana Maggiore, er en vigtig indtægtskilde for Perugia, som ud over sin produktion af slik er kendt for den årlige jazzfestival i juli, der tiltrækker uden- og indenlandske topnavne inden for genren. Også resten af året er der masser af udlændinge i Umbriens hovedstad, både turister og især studerende.
Universitet for udlændinge
Byen har nemlig ikke blot et af verdens ældste universiteter, grundlagt i 1307, men også et Universita per Stranieri, et universitet for udlændinge, der udbyder kurser i italiensk sprog og kultur. Det er derfor ikke usædvanligt at høre samtaler på adskillige sprog, når man bevæger sig forbi byens mange caféer eller slentrer en tur gennem de snævre gader i den gamle bydel. Byen ligger på et plateau 500 meter over havet, og langt under den gamle bydel folder Umbriens frodige landskab sig ud med kornmarker, vin- og olivenplantager og floden Tiberen, der flyder mod Rom. Perugia er grundlagt, længe før Rom voksede sig til en by af betydning, og der findes i dag rester af bymure fra flere århundreder før vor tidsregning, da etruskerne herskede og opførte solide bymure med adskillige imponerende porte. Den bedst bevarede byport er den nordlige, som siden blev forstærket af romerne, hvilket ses af en inskription indføjet på kejser Augustus’ ordre: ”Augustu Perusia”. Går man ud af denne byport og op i Sant’ Angelo-kvarteret, kommer man ikke blot forbi adskillige små gallerier, barer og antikvitetsforretninger, men også flere klostre, både beboede og ubeboede. Selvom Perugia ikke som Assisi er kendt for sine klostre og helligsteder, er der et væld af gamle kirker, og den ældste er netop den næsten 1500 år gamle rundkirke Sant Angelo, der ligger lige inden for de ydre bymure. Bevæger man sig herfra tilbage mod byens centrum, er det som fodgænger oplagt at gå over den
0 I et palads, der er opført i 1200-tallet, finder man Umbriens nationalgalleri, Galleria Nazionale dell’Umbria. – Begge fotos: Malene Fenger-Grøndahl.
middelalderlige akvædukt i Via del Acquedotto, der nu fungerer som fodgængerbro. For enden af broen fører en række trapper op til det gamle centrum, hvor man hurtigt er tilbage på hovedgaden Corso Vannucci, opkaldt efter Perugias mest kendte bysbarn, renæssancemaleren Pietro Vannucci, med kælenavnet Perugino. På Corso Vannucci ligger stilfulde modeforretninger, restauranter og banker side om side, og tæt på Piazza IV Novembre ligger renæssancepalæet Collegio del Cambio, hvor vekselerernes og pengeudlånernes sammenslutninger holdt til. Lavsbygningens lofter og vægge er udsmykket af Perugino og en del af hans elever, heriblandt formodentlig Rafaello, en af renæssancens mest berømte malere og arkitekter. Peruginos berømmelse blev i eftertiden overskygget af flere af hans elevers, og en del af hans værker i Peterskirken i Rom blev malet over. I Collegio de Cambio er de dog bevaret for eftertiden, og også i byens administrationspalads fra slutningen af 1200-talet, Palazzo dei Priori, kan man se værker af Perugino. Øverst i bygningen findes nemlig Umbriens nationalgalleri, Galleria Nazionale dell’Umbria. Peruginos jordiske rester er dog ikke i Perugia, da han døde af pest og derfor ikke måtte begraves inden for bymuren, men blev jordfæstet et ukendt sted i omegnen.
Familiefejde
Et barsk endeligt har også andre fået i Perugia gennem tiden. Pave Benedikt XI, der blev udnævnt til pave i oktober 1303, døde således i Perugia efter otte måneder i embedet
0 En populær souvenir fra Perugia er fajance med farvestrålende glasur, som blandt andet sælges fra boder bag byens domkirke.
som følge af forgiftning. Han er gravlagt i den enorme San Domenico-kirke i den sydlige udkant af byen. Også i 1400-tallet var der drama i Perugia. I en årrække udkæmpede to familier, Baglioni og Oddi, voldsomme kampe rundt om Piazza IV Novembre. Baglioni-familien smed Oddi-familien ud af Perugia, og da 130 af Oddi-slægtens mænd alligevel trængte ind i byen, blev de alle hængt midt på pladsen. Efter sejren sloges Baglionierne indbyrdes, og under en bryllupsfest begyndte de at myrde hinanden. Myrderierne stoppede først, da Perugia i 1506 blev erobret af pavens tropper og indlemmet i kirkestaten. I dag er der ingen blodige fejder på torvet. Her er det i stedet (chokolade)kys og samtaler på mange sprog, der præger stemningen. J
Perugia er hovedby i den italienske region Umbrien, som er en af de få regioner i Italien, der ikke har nogen kystlinje. Af den grund – og fordi Umbrien er kendt for sin frodige natur – kaldes regionen for Italiens grønne hjerte. Perugia ligger cirka 140 kilometer nord for Rom i 500 meters højde, omgivet af en dal, hvor floden Tiberen løber. Byen har omkring 165.000 indbyggere. Heraf er omkring 40.000 studerende. Perugias universitet stammer fra 1307 og er et af verdens ældste. I 1921 åbnede desuden et universitet, hvor der især udbydes undervisning i italiensk sprog og kultur for udlændinge. Vigtige indtægtskilder for Perugia er produktion af fødevarer og slik, tekstiler og tøj samt turisme. Perugia er kendt for sin chokolade og chokoladefestivalen Eurochocolate, som holdes i oktober. Hvert år i juli er byen vært for Italiens vigtigste jazzfestival, Umbria Jazz.
Frans af Assisi og Perugia Perugia er kendt som en by, der i middelalderen var rig og præget af griske og krigsglade magthavere. Det er umiddelbart svært at forbinde med den katolske helgen Frans af Assisi (1182-1226), der levede de sidste mange år af sit liv i fattigdom og askese og vandrede omkring i Umbrien og prædikede for både mennesker og dyr. Men Frans af Assisi har faktisk en forbindelse til Perugia – og den har med krig og konflikt at gøre. For Frans sad i fangenskab i Perugia i et helt år. På Frans’ tid udkæmpede flere af de umbriske byer blodige fejder med hinanden, blandt andet kæmpede Frans’ fødeby, Assisi, mod Perugia. Som ung drømte Frans om at vinde hæder og ære som ridder, og han deltog i flere slag. Da borgerne i Assisi gjorde oprør mod adelen i byen, raserede byens fæstning og fortsatte med at sætte ild på adelige boliger, bad Assisis adel Perugia om hjælp. Perugias magthavere sendte straks deres hær mod Assisi for at bekæmpe oprøret. Frans og mange af hans kammerater kæmpede imod den fremmede hær, og sammen med mange andre blev Frans taget til fange og ført til Perugia. Der sad han indespærret i et år, inden han vendte tilbage til Assisi sidst i 1203. Tiden som fange tog ikke modet fra Frans, som fortsat drømte om en glorværdig karriere som ridder. Kort efter kom han dog på andre tanker og afJ sagde sig al pragt og magt for i stedet at tjene Gud.
