20| Sommerbøger| Historie, kultur og religion
Kristeligt Dagblad Lørdag 12. juni 2021
De levede af havet og lagde livet i Guds hænder Lars Bo Kirk er, ligesom mændene langt tilbage i sin slægt, draget af livet som fisker. Han er aktuel med bogen ”De sidste fiskere”, hvor han skriver om en familietradition og et fiskerierhverv, der ikke længere findes
interview AF DORTE WASHUUS washuus@k.dk
Han husker det tydeligt: Familien, der sad klæbet til fjernsynet med det sort-hvide billede i en stemning af både nervøsitet og spænding, da tv-serien ”Fiskerne” blev sendt første gang på DR i 1977. Lars Bo Kirk var dengang bare fem år, men kan stadig genkalde sig stemningen blandt de voksne, som de sad der tæt sammen i morforældrenes stue på Peder Gydes Vej i Esbjerg og så filmatiseringen af Hans Kirks berømte roman. Lars Bo Kirk husker også, hvordan tv-serien virkede tung og en hel del kedeligere end morfaderens fortællinger om fiskeriet på havet. Fortællinger, som i hans drengesind blev til drømmerier, han kunne brygge videre på, når han gik og tænkte på dem i lang tid bagefter. Men med tv-serien var det første gang, han fik sat levende billeder på forfædrenes både hårde og farlige fiskerierhverv og på en slægt, der lagde deres liv i Guds hænder. Den nu 48-årige journalist er forfatter til bogen ”De sidste fiskere – fiskeriets storhed og fald”, der er en dokumentarisk fortælling om fiskeriets udvikling på den jyske vestkyst, nærmere bestemt Harboøre og Esbjerg. Men den er også en historie om tætte relationer og en lang tradition hos Kirk-familien for at drage på havet og fange fisk. Forfatteren bag ”Fiskerne”, Hans Kirk, er fætter til Lars Bo Kirks morfar, fiskeren Sand Kirk, og har derfor altid været en central figur i familien. Det var dog først, da ”Fiskerne” blev sendt i fjernsynet med mange efterfølgende genudsendelser, at det gik op Lars Bo Kirk, at det liv, der blev beskrevet, handlede om hans egen nære familie. ”Altså jeg kunne jo slet ikke genkende det der sort-hvide meget tunge portræt fra min egen barndom, men pludselig var der stemninger og usagte ting, der dukkede frem. Først og fremmest erkendte jeg den indremissionske arv fra min mors hjem, som jeg indtil da nok ikke rigtigt havde forstået. Jo, jeg mærkede alvoren og stilheden, når min mormor og morfar foldede hænderne og bad bordbøn, men jeg tillagde det ikke den store betydning, for lige bagefter blev der grinet og snakket hen over bordet igen,” fortæller Lars Bo Kirk i telefonen fra Brønshøj ved København, hvor han nu bor. Hans mor Nina Kirk, der ikke længere lever, er tredje barn i Brynhild og Sand Kirks børneflok på syv. Nummer fire er Kent Kirk (K), der var fiskeriminister i
0 Lars Bo Kirk. – Foto: Martin Bubandt.
2 0Sand Kirk (nummer tre fra venstre) foran sin første kutter ”Pella” i slutningen af 1940’erne. – Foto fra bogen.
Lars Bo Kirk 3 3Født i 1972 i Skive. Uddannet fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole i 2001.
3 3Har været direktør i kommunikationsfirmaet Jøp, Ove & Myrthu. Sejlede jorden rundt i tre år. Stiftede i 2012 komuniksationsfirmaet Friday.
3 3Bogen ”De sidste fiskere” er udkommet på Politikens Forlag.
3 3Bor i Brønshøj med sin kæreste, har tre børn fra tidligere ægteskab.
Poul Schlüters (K) regering fra 1989 til 1993, og som har været den vigtigste kilde til bogen. Ligesom storebroderen Niels videreførte Kent Kirk den fædrende arv på havet, og de to fik udviklingen i dansk fiskeri at mærke på allernæmeste hold: Årene, hvor de blåmalede kuttere lå fortøjret side om side i blandt andet Esbjerg Havn og vidnede om et frit erhverv, hvor der blev lagt fra kaj, så snart der var fisk at fange, til i dag, hvor fiskekuttere kun findes blandt enkelte kystfiskere længere nordvest på i Jylland, og hvor det egentlige fiskeri foregår fra store stålskibe og er underlagt skrappe reguleringer og kvotesystemer. Men tilbage til Sand Kirk og et skridt længere bagud til hans far, Niels Christian Kirk, der var fisker i Harboøre. Om ham siger oldebarnet Lars Bo Kirk, at det er sandsynligt, at han sad i kirken i Harboøre den 27. november 1893. Det var en uges tid efter en af de mest tragiske ulykker på Vestkysten nogensinde, hvor 48 fiskere druknede. 26 af dem var fra Harboøre, og i kirken holdt præsten Carl Moe sin efterfølgende så berømte begravelsestale. Talen blev i avisen Politiken kaldt for dommedagsprædiken, og skribenten Henrik Cavling beskyldte Carl Moe for at tale om drukneulykken som en Guds straf over de vantro. Den udlægning kunne de missionske fiskere i Harboøre ikke genkende; og at hele sagen førte til, at Kristeligt Dagblad tre år senere udkom for første gang, er en anden gren af den historiske begivenhed. ”Det har ikke været muligt for mig at finde ud af, om min olde-
far var på havet den nat, ulykken skete, og om han efterfølgende deltog i begravelsen af sine afdøde kolleger og trosfæller, men jeg anser det for at være overvejende sandsynligt, at han i hvert fald var med i kirken,” siger Lars Bo Kirk. I bogen fortæller han i stedet om Mads Hvas, der blev født i Harboøre og voksede op sammen med Niels Christian Kirk. Han var på havet på ulykkesnatten og overbevist om, at han overlevede ved Guds hjælp. Nogle år senere opgav han det hårde vestkystliv og flyttede, ligesom flere andre Harboørefiskere, til Gjøl ved Limfjorden og blev fjordfisker. Niels Christian Kirk blev sammen med sin kone Marie på Harboøre Tange, hvor han dyrkede den sandede jord om sommeren og fiskede i havet om vinteren. Men i forbindelse med endnu et fisketogt, der gik galt, skiftede parret mening. Niels Christian lå syg derhjemme med en betændelse i armen, efter en rusten krog havde skåret ham, da hans makkere tog på havet mellem jul og nytår i 1921. En storm overraskede dem, og de døde begge to i bølgerne. Uden makkere og uden båd havde Niels Christian ikke mod på at begynde forfra med vestkystfiskeriet. Sammen med Marie og deres tre børn, hvoraf Sand Kirk var den yngste, bosatte han sig i Gjøl, hvor de havde gode, missionske venner. I det hjem boede fætteren Hans Kirk, mens han skrev ”Fiskerne”, der udkom i 1928. Den udspiller sig ved Limfjorden, og i romanens allerførste scene beskriver Hans Kirk, hvordan en lille flok fiskere vestfra står yderst på en bro og spejder ud
over fjorden en lun sommeraften. De kigger efter deres koner og børn, for, som det hedder, ”Nu var det besluttet, at de ville slå sig ned her og blive alle dage”. For børnene blev det anderledes, og i Lars Bo Kirks familieog fiskeriudviklingshistorie fortæller han om, hvordan morfaderen, Sand Kirk, kom til Esbjerg, der i 1920’erne var Danmarks hurtigst voksende fiskeriby. ”Esbjergs udvikling havde trukket fiskere fra hele Vestkysten og givet grobund for det spirende indremissionske trosfællesskab, som Sand kendte hjemme fra Gjøl. I Esbjerg blev venskaberne og fællesskabet organiseret i indremissionske skibs- og ulykkesforsikringer og en indkøbsforening, hvor det kun var fiskere, der sejlede med det specielle dueflag, der kunne handle,” fortæller Lars Bo Kirk og tilføjer, at omkring en fjerdedel af Esbjergs cirka 1600 fiskere i slutningen af 1930’erne tilhørte missionen. To af Sand Kirks sønner, Niels og især Kent Kirk, præger herefter fortællingerne i Lars Bo Kirks bog. De fulgte begge familietraditionen og blev fiskere og begge købte med tiden egne kuttere. Ifølge Lars Bo Kirk har fiskeriet i generationer været præget af styrke og mandsmod, og det er egenskaber han selv har sat stor pris på, siden han som dreng tilbragte mange weekender hos sine morforældre og onkler i Esbjerg. På et tidspunkt, da han flyttede med sin mor til Færøerne, hvor mormoderen Brynhild stammede fra, valgte Lars Bo Kirk da også som 16-årig at tage
hyre på et fiskeskib. ”Havlot” hed skibet, der fiskede makreller i det nordligste Atlanterhav, og hvor han oplevede sin første orkan. Senere fik han hyre på hans onkel Leivurs trækutter ”Sjövartun”, der fiskede torsk og rødspætter omkring Færøerne. Onklen var en hård arbejdsgiver, der var berygtet for sit temperament, og mandskabet sov sjældent mere end to timer ad gangen og kom aldrig ud af tøjet. ”Det ændrede mit unge liv at arbejde på dækket med garvede fiskere, overvinde saltsår, søsyge og hjemve,” siger Lars Bo Kirk, der også i en sommerferie var kokkedreng på en Esbjergkutter. ”Jeg var meget tiltrukket af havet, det ligger helt klart i mit dna. Min mor måtte nærmest hive mig hjem for, at jeg kunne komme i gymnasiet og det er jeg selvfølgelig glad for i dag,” siger han, der endte med at uddanne sig til journalist, men i første omgang, da han blev spurgt af Kent Kirk, værgrede sig ved at skrive bogen om sin fisker-familie. ”Turen med Esbjerg-kutteren blev min sidste som fisker på havet og, så vidt jeg ved, også den sidste for nogen i Kirk-familien. Men kærligheden til skibene, tatoveringerne og sammenholdet på havnene vil, sammen med stoltheden og den kildrende fornemmelse i maven ved at fange fisk, altid være en del af mig. Det er et eventyr.”
J
