4 minute read

Beautyboksen: Lotte Arndal

“Min rutine er lige så vigtig som at børste tænder”

Lotte Arndals personlige rutine har udviklet sig fra at indeholde skrappe produkter, der skulle komme urenheder til livs, til at have fokus på naturlighed og masser af fugt. I dag viger spa-indehaveren og den personlige træner ikke fra det, der har vist sig at virke.

Advertisement

Tekst ROSE MARIA BOELSMAND

Hvad er det første, du gør om morgenen?

Jeg sætter en kedel vand over til te og laver en hel kande, som jeg går og nyder, mens jeg ordner alt andet. Jeg tager endda en kop med på badeværelset. Jeg er stor tedrikker og har et hav af forskellige varianter. Jeg har også udviklet min egen teserie, som særligt er varianter af grøn te.

Hvordan plejer du din hud til hverdag?

Min rutine er lige så vigtig for mig som at børste tænder, og jeg har en fast rutine både morgen og aften. Rens, mist, serum (gerne flere i kombination) og creme med solfaktor til dag eller en god natcreme, som nogle gange er en fugtmaske, jeg kan sove med. Jeg har meget fokus på fugt, og det har jeg haft, siden jeg var ung. For tiden bruger jeg parfumefri produkter, SKIN/LOSOPHY fra kosmetolog Helle Thorup. De er helt fantastiske. Rene, milde og effektive. Særligt deres mist, som er den bedste, jeg har prøvet. Jeg lader aldrig min hud tørre ud efter rens, men fugter med det samme med mist inden serum. Et andet favoritprodukt er Helle Thorups fugtmaske, der hedder ‘De-stress’. Den bruger jeg et par gange om ugen i stedet for en natcreme. Jeg er også flittig bruger af produkter fra Caudalie og særligt deres serummer. Serien er ikke så dyr, og man får meget for pengene.

Hvad kendetegner dit look?

Det er naturligt. For mig er flot hud lig med velplejet hud, der udstråler sundhed. Det betyder meget mere, end om den har rynker eller ej. Jeg er ikke meget til extensions, hverken i håret eller på vipper eller kunstige negle. Dog har jeg altid en let makeup – herunder mascara, som er et must for mig.

Hvad er forskellen på dit hverdagslook vs. dit festlook?

Jeg bruger altid lidt makeup. Mine bryn og vipper er lige så lyse som mit hår, så de forsvinder helt, hvis jeg ikke giver mine bryn lidt farve og tager mascara på. Hvis jeg skal til fest, elsker jeg flot øjenmakeup og får ofte en professionel til at gøre det. Mit hår er ekstremt glat, så den helt store forskel er at få stylet det. Der må det gerne være stort og fyldigt som kontrast til mit glatte hår i hverdagen.

Har du tacklet nogle skønhedsudfordringer?

Som ung slog min hud ud, og jeg tænkte, at urenheder skulle ‘syres’ væk. Der spiste jeg fedtfattigt (det gjorde man dengang) og brugte skrappe produkter. Men det var i sidste ende at spise sundt fedt og fugte huden, der fik det til at forsvinde.

Hvordan plejer du dit hår?

Jeg bruger ofte hårkur og runder af med hårolie, hver gang jeg vasker mit hår. Jeg køber nogle gange dyre produkter, men enten bruger min store børn dem (min datter har meget stort og langt hår) eller også bruger mine små børn dem som skumbad. Så en flaske dyr shampoo kan forsvinde på mindre end en uge hos os. Så det ender ofte med en stor flaske shampoo fra Matas.

Gør du noget særligt for at passe på din krop i en aktiv hverdag?

Jeg elsker en god bodyscrub, og der stjæler jeg en med hjem fra min spa, som vi selv har produceret – Cupuaca scrub – som er en super fugtgivende sukkerscrub. Den både peeler og fugter huden på én gang. Jeg slukker for bruseren, scrubber kroppen og lader den trænge ind, inden jeg skyller den af.

Hvilket skønhedsprodukt har fulgt dig i længst tid?

En virkelig god mascara fra mærket IT Cosmetics. Før den købte jeg altid en fra Rimmel, som Anne P, der er tidligere skønhedsredaktør på ELLE, anbefalede i en artikel.

Hvad dufter du helst af for tiden?

Jeg bruger ikke parfume til daglig. Men når jeg gør, kan jeg godt lide parfumerne fra Jo Malone. Min datter på 19 år er også vild med dem, så den forsvinder ofte hurtigt.

MERE OM LOTTE

Ud over at være indehaver af Arndal Spa og Fitness er Lotte Arndal fitnessinstruktør, personlige træner, kostvejleder og forfatter til en række bøger om krop og ernæring. Privat er hun mor til fire og bor med sin mand, Allan, i Indre København.

Er der en type behandling, som du for nylig har fået øjnene op for?

Oxygen Facials, som vi har i min spa, er den ultimative fugtgivende behandling, som gør huden smuk blot efter én behandling. Før behandlingen peeles huden med diamantslibning eller frugtsyre.

Hvad gør du, når du skal forkæle dig selv?

Jeg får en god massage. Det er og vil altid være så dejligt i en travl hverdag at få masseret kroppen fra top til tå. Et par rolige erfarne hænder vil til enhver tid overgå alt.

Hvem er er skøn person i dine øjne?

Det er en, som hviler i sig selv. Og en, som giver og hjælper andre uden at gøre det for egen vinding.

Hvornår føler du dig selv allermest skøn?

Når jeg føler mig elsket og er i ét med min mand og børn.

JO MALONE Orange Blossom Cologne, 100 ml, 990 kr. Fås på matas.dk

5 AF LOTTES YNDLINGSPRODUKTER

IT COSMETICS Superhero Mascara, 210 kr. Fås i Matas

MATAS Luksus Shampoo til normalt hår uden parfume, 1000 ml, 70 kr. Fås i Matas

CAUDALIE Blemish Control Infusion Serum, 30 ml, 350 kr. Fås i Matas

NILENS JORD Brow Pen ‘204 Medium Brown’, 100 kr. Fås i Matas

This article is from: