2 minute read

Skønne steder: Aktiv ferie i Faro

Tip Norwegian flyver direkte fra København til Algarve (Faro) med to afgange om ugen i højsæsonen. Det er en god idé at leje en bil, når du er i området, så du kan komme rundt. Der findes flere gode muligheder for at bo på Airbnb i Algarve – eller hvis du vil helt i ét med naturen, så lej en campervan, og slå lejr på de smukke naturspots.

Et portugisisk paradis

Advertisement

Algarvekysten er et sandt paradis, hvis du er på udkig efter en destination med uendelige aktivitetsmuligheder: fra surfing til yoga på stranden og hiking langs den imposante klippekystlinje.

Tekst ROSE MARIA BOELSMAND Foto SHUTTERSTOCK

HVOR ER VI? Langs Atlanterhavet på den sydligste portugisiske kyst, der strækker sig fra den spanske grænse til der, hvor landet knækker til en skarp nordsyd-linje, findes en af Europas bedste hemmeligheder. Algarvekysten. Med hvidskurede fiskerbyer, der ligger som sporadiske perler på lave, rå klipper med vue over sandstrande og det uendelige, utæmmelige Atlanterhav, byder området på upoleret naturskønhed og ikke mindst utallige aktiviteter til vands og til lands.

HVORFOR ER HER SÅ SKØNT? Algarvekystens natur er fuldkommen usammenlignelig med andre steder, og landskabet ændrer sig hurtigt fra klippekyster til bjerge med frodige lunde af figen-, appelsin- og mandeltræer. Med sin velsignede beliggenhed langt mod syd er der cirka 300 solskinsdage om året på Algarvekysten. Temperaturen falder sjældent lavere end 16 grader i vintermånederne og ligger på et lunt gennemsnit af 29 grader i de varmeste sommermåneder. Det gør området attraktivt stort set året rundt, uanset om man er til solferie eller foretrækker mere action. Og dét er der rigeligt af på disse kanter. Med Atlanterhavet som en konstant smuk, men brutal partner er området velsignet med nogle af de kraftigeste vindforhold i Europa, hvorfor særligt surf- og vandsportsentusiaster valfarter til kystlinjen for at prøve kræfter med de barske forhold.

HVAD MÅ DU IKKE GÅ GLIP AF? Mulighederne for at teste kroppens grænser og udfordre sig selv – eller omvendt slappe helt af og løsne spændinger – er uendelige langs Portugals sydkyst, lige meget hvilket aktivitets- og erfaringsniveau du kommer med i bagagen. De garvede typer kaster sig frygtløse ud i bølgerne og kite- eller windsurfer eller hopper på mountainbikes i det kuperede og udfordrende landskab. Er du mere til rolige forhold og et vist niveau af guidance, inden du bevæger dig ud på nyt vand, findes der flere skræddersyede ophold langs kysten, der blandt andet kombinerer yoga- og surfferier i én pakke. Her bor du typisk i bungalows, og programmet står på morgenyoga, surflektioner og tre måltider om dagen. Området har også flere spa-tilbud og termiske bade og saltvandsbehandlinger i thalasso-terapicentre, som findes langs kysten. Et must, uanset om du er til vandsport eller solferie, er dog at tage en vandretur, så du får oplevet den natur, der er så storslået. En af de bedste er en 12 km lang tur mellem ‘De Syv Hængende Dale’ omkring byen Lagos. Det er en spektakulær rute, der fører dig over skulpturelle klipper langs kysten med udsigt til turkisblåt vand og naturlige klippehvælvinger i vandkanten.

This article is from: