3 minute read

Månedens beautyguru Timmy Kimose

TIMMY KIMOSE Han bokser dig i dit livs form

Boksetræner Timmy Kimose har stiftet træningscenteret KimoseSport, hvor han træner sine klienter til en stærkere krop gennem boksning.

Advertisement

Tekst NANNA SKOUSBØLL

Selvom vi skriver 2022, bliver vi nødt til at spørge: Kan kvinder gå til boksning?

Selvfølgelig kan de det. Der kommet en del flere kvinder til, efter boksning er kommet på holdplanen i fitnesscenteret, og så tør de godt komme her efterfølgende. Det er også en faktor, at der er kommet mere fokus på kvinder i professionel boksning, og de er blevet populære på sociale medier. Det sætter gang i motivationen hos kvinderne, der tænker: “Det vil jeg gerne prøve.”

Hvad får man ud af at bokse?

Du får en rigtig god kondition, indvending og udvendig styrke som begynder. Du vil se et skub i din selvtillid, når benene og armene begynder at arbejde sammen, fordi boksning er en svær sport. Boksning er kåret til en af de hårdeste sportsgrene og mest tekniske. Derfor skal du være i dit livs form for at bokse professionelt og have en kæmpe portion tålmodighed, fordi du skal være perfekt på både arme og ben.

Hvordan foregår en boksetime?

Det er forskelligt, alt efter om det er en 1:1-træning eller en holdtræning, som du deltager i. Hos KimoseSport foregår vores holdtræning på to niveauer: begynder og øvet. Du behøver ikke kunne noget specielt for at starte til boksning, for på holdene flytter man sig i samme tempo. På begynderniveauet er der en del cardio- og styrketræning de første tre måneder, fordi du skal være i god form, og det giver nogle stød i kroppen, når du lærer at slå rigtigt. På det øvede niveau er der mere fokus på teknikken og fodarbejdet, hvor vi bruger udstyr som sandsække, plethandsker og sparring.

Hvilke myter om boksning vil du gerne aflive?

Der er jo rigtig mange kvinder, der gør opmærksom på, at de ikke vil være for store og muskuløse. Men det er en myte, for du bliver ikke stor som en bodybuilder af at bokse. Du vil få en flot og tonet krop, da der er en del cardio involveret i boksning. Og du behøver heller ikke have et stort temperament for at blive bokser. Det er nemlig vigtigt at have tålmodighed i boksning og vente på det rette øjeblik.

MERE OM TIMMY

Tidligere professionel bokser Timmy Kimose (37) er (næsten) vokset op med et par boksehandsker på hænderne og ynder at give sin kærlighed til sporten videre hos KimoseSport. Her træner han centerets medlemmer i boksning med fokus på kondition og styrke sammen med sin kone, Melinna, der er medstifter af centeret. Læs mere på kimosesport.dk

Hvor ofte skal man bokse for at se resultater?

Du skal gerne ned i boksecenteret to til tre gange om ugen, hvis du gerne vil se resultater på kroppen og udvikle dig teknisk.

Hvad skal man være særligt opmærksom på, når man bokser?

Du kan hurtigt blive bidt af sporten. Så når du først er startet og mærker adrenalinen, kan det være svært at stoppe igen. Det bliver også hurtigt en livsstil, hvor du glæder dig til at komme til næste træning.

Hvad skal man overveje, før man går i gang med boksning?

Det kræver disciplin at træne boksning, fordi det er en teknisk svær sport. Når du er på et begynderhold, kan du godt møde op med fokus på at få en god træning, hvor du kommer alle muskelgrupperne igennem, men det tager lang tid at opbygge en god teknik og forståelse for sporten.

Hvad har du selv fået ud af træningen, og hvad gør det sjovt?

Som bokser har jeg fået mange dejlige venner og bekendtskaber ud af sporten. Det har også givet meget livserfaring og et fysisk og mentalt overskud, som jeg ikke kan undvære.

This article is from: