2 minute read

Livsstilsinspiration: Grønne oaser og nye spisesteder

LIVSSTIL

Nyd alt, hvad efteråret har at byde på, med ture til eksotiske planteuniverser, der kan lidt ud over det sædvanlige, og gode stunder med venner på et udpluk af de nye restauranter, der er åbnet rundt om i landet.

Advertisement

Urbant plantemekka Kombinér plantejagten med en udflugt til den urbane oase Refshaleøen i København, hvor Byens Plantetorv huser et plantemekka i en 700 kvadratmeter stor lagerhal. De industrielle rammer er perfekte til byboeren, der leder efter den næste stueplante eller smukke blomster til altanen med kyndig vejledning om placering og vanding. Langs væggene finder du også hundredvis af smukke keramikkrukker og potteskjulere, der er svære at efterlade i plantehallen. Byens Plantetorv, Refshalevej 167, 1432 København

PLANTER FOR ALLE

Med en mission om at gøre planter mere overkommelige for alle og tilgængelige i byen, har tre barndomsveninder startet Plant København. Med alverdens planter samlet på Nørrebro i København guider og rådgiver de dig i, hvilke der er de rette for dig. Du kan også gå på opdagelse i deres tilbehør, der strækker sig fra forstøvere og fugtmålere til keramik og ophæng. Plant København, Jægersborggade 27, 2200 København

Tip! Du kan få hjælp til at omplante dine planter hos Byens Plantetorv med vejledning om jord, gødning og de helt rette redskaber – og så slipper du for jordroderiet derhjemme.

DET HYBRIDE PLANTEUNIVERS

Om du er ude efter den næste plante til dit hjem eller blot lyster en kop kaffe, kan du få opfyldt dine behov hos Plukk i Aarhus. Det kreative rum forsøger at udfordre din opfattelse af, hvordan planter og botanik kan bruges, og Plukk rummer en café, mødelokaler og en plantebutik i ét. Plukk, Kjeld Tolstrups Gade 12, 8000 Aarhus

DET BEDSTE FRA HAVET

Lad tankerne vandre til varme himmelstrøg, når du nyder en aften med middelhavsstemning hos madbaren Elle Belle, der serverer velsmagende småretter af frisk fisk og skaldyr med tilhørende grønt. Og finder du glasset tomt, anbefales du at gå på opdagelse i vinkortet efterfulgt af deres hjemmelavede limoncello eller sangria. Elle Belle, Åboulevarden 55, 8000 Aarhus C

Tip! Roxana er et samarbejde mellem Mads Hyllested, Kim Jeppesen og Anne Menendez, som står bag flere af Aalborgs bedste restauranter.

Med kærlighed fra Spanien Om du længes efter lune sydlandske sommernætter eller blot elsker de spanske småretter, er Aalborgs nye tapasrestaurant Roxana et sted for dig. Her får du serveret middelhavsgrøntsager, grillede fisk og skaldyr og forskellige udskæringer af skinke med brød, alt sammen tilsat blød loungemusik i baggrunden, som får dig til at forveksle Aalborgs charmende havnefront med Barcelona for en kort stund. Roxana, Ved Stranden 5, 9000 Aalborg

DEN MODERNE GILDESAL

Den afslappende og uformelle stemning er ikke til at tage fejl af, når du træder ind i spisesalen hos Hverdagen, der omfavner det simple køkken med sæsonaktuelle råvarer. Menukortet er et miks af store og små retter, men fælles for dem alle er, at de passer perfekt til stedets naturvine, der kommer direkte fra fad. Hverdagen, Onkel Dannys Plads 9, 1711 København V

This article is from: