Sortternen i Nationalpark Vadehavet

Page 25

Tre rugende sortterner på redeflåder. Magisterkogen, Ringswarf, den 28. juni 2018 (Foto: Jesper Tofft).

6. Undersøgelserne i 2018 6.1 Feltarbejdet På baggrund af samarbejdet mellem Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen Vadehavet, Tønder Kommune, Fugleværnsfonden samt Landesamt für Landwirtschaft, Umwelt und Ländliche Räume (LLUR), blev projektet ’Sortternen i Tøndermarsken’, som blev startet i 2015, fulgt op med en indsats i 2018. Denne indebar udlægning af redeflåder på fire lokaliteter og overvågning af de ynglende sortterner i projektområdet på begge sider af den dansk-tyske grænse. I alt blev 49 redeflåder lagt ud på fire lokaliteter i dagene omkring den 10. maj. Overvågningen blev fortaget af Morten Bentzon Hansen fra Miljøstyrelsen (ét besøg 7. juni i den danske del) og af Jesper Tofft, Ravnhøj Consult, med støtte fra de frivillige Rolf Pistor-Riebold, Poul Junk og Thorkild Juhl, med i alt otte besøg på lokaliteter på begge sider af grænsen. Det skete i dagene 23. maj, 18. juni, 28. juni, 7. juli, 14. juli, 22. juli, 30. juli og 3. august. Samlet blev det således til ni besøg i perioden 23. maj–3. august – i gennemsnit ét besøg for hver 8. dag. Hver dag i felten varede 5–6 timer inklusiv transport mellem lokaliteterne. Udover iagttagelserne på ovennævnte datoer, blev undersøgelserne suppleret med data fra DOFbasen (www.dofbasen.dk).

6.2 Udlægning af redeflåder Udlægningen af redeflåder var planlagt til de første dage i maj, men et plud-

seligt og voldsomt regnvejr betød, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af høj vandstand. Flåderne blev derfor først lagt ud den 9. maj ved Hasberg Sø (danske del) og i Magisterkogen, mens de var lagt ud i den tyske del af Hasberg Sø noget tidligere. Nord for grænsen blev flåderne lagt ud af Ravnhøj Consult med hjælp af mandskab fra Tønder Kommune, og syd for grænsen af landmand Oke Lorenzen, Flützholm. Redeflåderne fordelte sig således: • Therkelshøl/Magisterkogen Øst: 15 flåder • Ringswarf/Magisterkogen Vest (første gang): 10 flåder • Hasberg Sø, danske del: 18 flåder • Hasberg Sø, tyske del (første gang): 6 flåder Desuden blev der udlagt et større antal flåder af Stiftung Naturschutz ved nogle nygravede vandhuller på en mark syd for Hasberg Sø, men da dette areal allerede var tørret delvist ud, så nogle af flåderne lå på land i begyndelsen af sortternernes ynglesæson, er de ikke medtaget i denne oversigt. Udlægning af flåderne om foråret og hjemtagning i sensommeren kræver en veltilrettelagt logistik og et relevant udstyr. Tønder Kommune stillede med mandskab og båd til denne opgave. Desuden deltog frivillig Rolf Pistor-Riebold i arbejdet om foråret. Flåderne blev udlagt med båd, og også hentet ind med båd, bortset fra i den danske del af Hasberg Sø, som var udtørret, så man kunne gå ud og hente dem. På den udtørrede søbund ved

Hasberg var redeflåderne i slutningen af august fuldstændigt overgroet af vegetation og svære at finde og skære fri. Hjemtagning af flåderne fandt sted den 29.-30. august.

6.3 Ynglelokaliteter og bestand De første to fugle i Tøndermarsken blev i følge DOFbasen set den 26. april, hvilket er normal ankomsttidspunkt for de første fugle. Ti dage senere sås 14 fugle ved Hasberg, og flertallet af fugle så ud til at være ankommet til yngleområdet omkring den 10. maj og i dagene derefter. Det ville sige, at hovedparten af bestanden ankom en lille uge senere end de foregående år. Etableringen af reder og lægning af æg skete også tilsvarende senere. De samlede erfaringer fra 2015–18 viser, at der går mindst 10 dage fra ankomst til påbegyndt æglægning. Den 23. maj var kolonien i den danske del af Hasberg Sø godt etableret, og der sås 11 rugende fugle – vurderingen var mindst 13 par. Samme dag sås op til 14 fugle ved Magisterkogen Øst/Terkelshøl, heraf syv rugende fugle. Etableringen af denne koloni fandt sted lidt senere end i Hasberg Sø. Allerede i første halvdel af juni var vandstanden på grund af det tørre og varme vejr faldet så meget i Hasberg Sø, at antallet af fugle faldt her, da en del par simpelthen opgav at yngle. Antallet af ynglefugle i Magisterkogen Øst var derimod steget, og der blev set 11 rugende på flåder. De resterende fire flåder kunne ikke længere ses på grund af den hurtigt voksende vegetation, her i form af rørskov.

Faglig rapport »Sortternen i Nationalpark Vadehavet«

25


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.