DTL-Magasinet DANSKE VOGNMÆND nr. 4, 2022

Page 33

SCANIA // TEKNIK

LØFTBAR TANDEMBOGIE ER EN SUCCES Ny Scania R500 med tandembogielift giver mindre dækslid, når bogieakslen hænger i luften, mindre modstand og dermed et reduceret brændstofforbrug. Finn Bjerremand [fba@dtl.eu]

K

onceptet med at kunne løfte den bageste aksel i en tandembogie har været kendt i mange år i Finland, hvor rigtigt mange lastbiler har den type udstyr. Først for knap to år siden er det blevet en mulighed på nye Scania-lastbiler. Scania tilbyder løsningen både som 19 tons fordelt med 2 x 9,5 tons, 21 tons med fordelingen 2 x 10,5 tons og 26 tons bogie med 13 tons på hver aksel. Systemet sænker automatisk den bageste aksel ved hhv. 9,5, 10,5 og 11,5 ton på første drivaksel, så hele programmet med forskellige behov kan dækkes. Fordelene er klare: mindre dækslid når bogieakslen hænger i luften, mindre modstand og dermed et reduceret brændstofforbrug, som smitter direkte af på CO2-udslippet. Men der er også andre fordele, såsom mindre venderadius med tom vogn, mindre dækslitage ved manøvrering, og der er ingen slitage på bagtøjet i den bageste aksel ved tomkørsel. Konstruktionen består af to bagaksler i et normalt tandemaggre-

gat, hvor det forreste bagtøj ikke er udstyret med noget mellemdifferentiale til udligning af evt. hastighedsforskelle mellem de to aksler. I stedet er der i det forreste bagtøj en kobling, der ganske enkelt kobler trækket fra til den bageste aksel, når den skal løftes. Det betyder også, at der altid er spærret på ”langs”, når den bageste aksel er på vejbanen.

Hvordan virker det? DANSKE VOGNMÆND har fulgt vognmand Albert Nysom, indehaver af Øster Hornum Vognmandsforretning, der sidste år fik leveret en ny Scania R500 8x4 med tandembogielift. Lastbilen er bygget op med et HMF-wirehejs samt HMF-krankonsol og har en treakslet tippeladskærre tilkoblet, så der er brug for at kunne omsætte kræfterne uden at køre fast, når der leveres materialer ude på byggepladserne. - Jeg havde egentlig valgt en 8x2-version, altså med styrende bogieaksel og kun en drivaksel, når jeg skulle have en ny fireakslet til afløsning af min daværende Scania R 500 med V8-motor. Men så dukkede denne

løsning op med tandembogielift i Scanias program, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at valget faldt på den. Nu kan jeg skubbe kærren ind på byggepladserne uden problemer og med tom vogn går det fint gennem løst sand med bogien løftet og kun en drivaksel, siger Albert Nysom, der også er meget tilfreds med skiftet fra en version med V8-motor til en sekscylindret rækkemotor. - Jeg er godt tilfreds med bilen. Der har ikke været noget med den, og med de nuværende stigninger på brændstofprisen, så har det været et godt valg med en version med sekscylindret motor, siger den nordjyske vognmand.

Komforten er den samme Vi har spurgt Scania Danmark, hvordan det kan gå an med en tandembogie uden mellemdifferentiale. - Det er testet igennem mange år, hvor svenske vognmænd, som kører tømmer hvert år, slog længdespærringen til i oktober og slog det fra i april. Det holder uden problemer, siger ingeniør og produktchef Ole Christian Jørgensen. Endelig er det også en fordel med en lidt belastet drivaksel fremfor to helt ubelastede drivaksler, når der køres med tom vogn i fx terræn eller i vinterføre. Komforten er den samme som på de øvrige versioner. Man kan vælge med stålfjedre eller med luftaffjedring. Der er også integreret vægtoverførsel og egenvægten er ikke væsentlig forskellig fra en almindelig tandembogie med kontant træk på begge aksler og uden lift. Ifølge Scania er prisforskellen mellem en 8x2 og en 8x4 med normal tandembogie 26.000 kroner. Tandembogien med løftbar bogieaksel koster yderligere 20.000 kroner i forhold til det normale aggregat. ■

Vognmand Albert Nysom fra Øster Hornum Vognmandsforretning fik sidste år leveret en ny Scania R500 8x4 med tandembogielift. MAJ 2022 | DANSKE VOGNMÆND | 33


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.