9 minute read
FRA PAPIR TIL SKIVE
URE, DER ER INSPIRERET AF TEGNESERIEUNIVERSET
Af KRISTIAN HAAGEN
Mange urfirmaer tilbyder i disse år ure, der viser tegneseriernes helte og symboler. Fra Nuser til Manaras smukke kvinder. Fra emoticons til klip og klistre-universet udtænkt af Seconde Seconde. Luxury Aficionados har bladret sig frem til nogle af de mest spændende horologiske fortællinger.
Tegneserier kan noget særligt. Som en film, der er klippet op i små billeder eller situationer, og hvor man som læser må bruge fantasien til at lade den indre filmrulle køre. Det kræver en vis form for forestillingsevne eller kreativitet, om man vil, som minder om den, man også må bruge, når man læser en bog. Og derfor er tegneserierne i de senere år også rykket ind på kulturens område og bliver i stadig større grad anset for at være udtryk for en form for kunst. Det tænkte vi ikke så meget over, da vi i 1980’erne lå hjemme på børneværelserne og bladrede os igennem tegneseriehæfternes glittede sider.
Så længe jeg kan huske, har jeg altid været glad for tegneserier. Som barn var det Anders And, Radiserne og Asterix & Obelix, og som pre-teen var det Basserne, Tarzan og Tintin, der fyldte godt på reolen. Og da piger gik fra at være irriterende til interessante i teenageårene, var det stregerne fra
Serpieris album om den frodige Druuna og diverse titler fra italienske Milo Manara, der ofte kom frem fra reolen.
Minder kommer frem, efter at urfirmaerne er begyndt at lancere ure, der minder om mange af de tegneserier, der prægede ens unge år. Udviklingen er et udtryk for, at der er et segment af urkøbere, der gerne vil have et ur, der er lidt sjovt. Som viser, at ejeren ikke er blevet voksen og kedelig, og hvor uret også har en historie, der tapper ind i et kulturelt univers.
Omegas Silver Snoopy Award er et godt eksempel på tegneseriernes indtog i den horologiske verden. Men både Ulysse Nardin, Hublot, Audemars Piguet og Oris har også forstået at lokke med ure, der er inspireret af det grafiske univers og er udstyret med ikoner og elementer fra tegneseriernes verden. Og ellers meget stilsikre og konservative Rolex har ligefrem fundet det morsomt at gengive grafiske sindsstemninger på et Day-Date, der blev præsenteret for verdenspressen under årets Watches & Wonders-urmesse i Genève.
Rolex Day-Date 36
Hvem skulle have troet det: Rolex viser tegn på humoristisk sans med sit nye Day-Date 36. Det ikoniske ur, der første gang viste både ugedag og dato i 1956, udfordrer netop denne banebrydende funktion. I 2023 har det hæderkronede urfirma nemlig lanceret tre varianter med samme tema: I stedet for ugedagene står der syv motiverende ord i ’Day’-vinduet (’Happy’, ’Eternity’, ’Gratitude’, ’Peace’, ’Faith’, ’Love’ og ’Hope’) og 31 emojis i ’Date’-vinduet, bl.a. ’kissy face’, en firkløver, en billardkugle, et hjerte, et fredstegn og Rolex’ velkendte krone.
Men ikke nok med at Rolex nu sender motiverende beskeder og har adopteret funktioner fra vores mobiltelefoner og laptops, så er selve skiven på Day-Date 36 lavet som et puslespil. Et puslespil, der ganske vist er lavet i fineste champlevé-emaljering.
Med andre ord er der ikke bare klattet lidt maling på skiven for at få den til at se festlig ud. Der er naturligvis – det er jo Rolex, der står bag – tænkt over detaljerne, og derfor er det fine, traditionelle metoder, der er taget i brug. Desuden er timemarkørerne sat i baquetteslebne safirer i hver sin tone, der matcher skivens puslespilsmotiv.
Dette overraskende Day-Date 36 tilbydes i enten hvidguld, yellowgold eller Everose gold og benytter et kronometercertificeret automatisk værk, kaliber 3255, der yder en daglig præcision på +2/-2 sekunder. Prisen er ukendt.
Ulysse Nardin Classico Manara
Ure med erotisk tema er ikke noget nyt. I flere århundreder har særligt vovede urfirmaer lavet deres bud på samlejer og anden seksuel akrobatik for at pirre brugerens fantasier ved at bruge mekanikken til andet end blot at vise tiden.
Ulysse Nardin giver også sit bud på et ’erotisk ur’, men ikke med bevægelige dele. I stedet har det schweiziske urfirma valgt at bruge de frække streger fra italienske Milo Manara – én af mine personlige favoritter som tegneseriefor- fatter. Manara har en fantastisk streg, og kvinderne i hans universer er høje og smukke. Velskabte og sexede. ”Den ideelle kvinde”, ifølge Manara selv. Fuldstændig som jeg husker dem fra min tegneseriesamling i teenageårene. Og de pryder skiverne på de ti limiterede håndmalede Classico Manara, der blev lanceret i 2019. Skiverne viser den mytiske verden under havets overflade med to kvinder, havfruen Ulyssa og menneskelige Nadia. Der er naturligvis en forbindelse til Homers klassiske fortælling om Ulysses i en skøn blanding af græsk klassicisme og renæssancetiden.
”Jeg skabte dette univers, der bringer de ti urskiver sammen i en samlet fortælling og dog alligevel får de ti ure til at være individuelle,” fortæller Manara. ”Man kan jo ikke bære alle ti ure på én gang. På trods af at der ikke er tale om en lineær historie, så er der en fælles fortælling om to kvinder og deres erotiske affære under vandet.”
Ulysse Nardin Classico Manara er lavet af stål, har en diameter på 40 mm og bruger et automatisk værk, der kan nydes gennem glasset i bagkassen. Prisen er cirka 250.000 kroner.
Omega Speedmaster Silver Snoopy Award
Den kloge hund fra Radiserne, Nuser, var ikke blot en hund, der sov på toppen af sit hundehus. Nuser var også en hardcore jagerpilot og medlem af fremmedlegionen i sin egen fantasi. Den folkekære avistegneserie, skabt af Charles M. Schulz, startede i 1950 og stoppede først, da Schulz døde i år 2000.
Nuser, der i virkeligheden hedder Snoopy på originalsproget, var dog også en yndling blandt NASA’s astronauter. Og da besætningen fra Apollo 13 returnerede til Jorden i 1970, blev de tildelt en ’Silver Snoopy Award’. Denne tilkendegivelse blev givet til både astronauter og ground staff ”for professionalisme, dedikation og enestående støtte, der i høj grad forbedrede rumflyvningssikkerhed og missionssucces”.
Da Apollo 13-missionen fyldte 50 år i 2020, lancerede Omega et Speedmaster Silver Snoopy Award, der ikke bare har den glade hund på skiven, men også på det ’Command and Service Module’, som man kan nyde gennem glasset i bagkassen, når urets kronograf er aktiveret. Der er så at sige tale om en levende tegneserie om armen.
Omega Speedmaster Silver Snoopy Award benytter manuelt Co-Axial Master Chronometer-certificeret kaliber 3861 og koster 88.400 kroner.
Audemars Piguet Royal Oak Concept Tourbillon ’Spider-Man’
Når Audemars Piguet nævnes, tænker man ofte på Royal Oak-modellen, der er verdens første sportsur med integreret lænke. Uret er designet af legendariske Gérald Genta, der står bag flere banebrydende og eftertragtede armbåndsure fra 1960’erne til 1980’erne.
Gad vide, om Genta selv ville have godkendt det nyudviklede Royal Oak Concept Tourbillon ’Spider-Man’. Måske sidder Genta oppe over de bløde, hvide skyer, hæver glasset og skåler ned mod Audemars Piguet i den lille schweiziske by Le Brassus og mumler ”With great power comes great responsibility”, der som bekendt er SpiderMans motto.
Det er ikke første gang, at Audemars Piguet laver et ur med en tegneseriefigur. I 2021 lancerede de Audemars Piguet x Marvel med The Black Panther, der som bekendt er konge af den fiktive afrikanske nation Wakanda. Det første eksemplar blev tilbudt på en åben auktion og indbragte intet mindre end 5.000.000 dollars.
Nu er tiden moden til endnu et samarbejde med Marvel, og denne gang pryder Spider-Man i 3-d urets skive og er lavet af hvidguld. Hver figur er håndmalet, og det har taget over 50 timer at færdiggøre. Så det er ikke kun urets tourbillon, der går under betegnelsen ’kompliceret’.
Audemars Piguet Royal Oak Concept Tourbillon ’Spider-Man’ har en diameter på 42 mm, er lavet i titanium med sort keramisk krans, tilbyder et automatisk værk, kaliber 2974 med tourbillon, og er limiteret til 250 styk. Prisen kommer til at ligge på cirka 1.500.000 kroner ex. moms.
Ud over standardversionen i titanium har Audemars Piguet lavet en unik version i hvidguld med Spider-Man i en sort dragt, som er inspireret af tegneseriealbummet ’The Amazing Spider-Man’ udgivelse nummer 252 fra 1984. Dette unikke ur blev bortauktioneret den 25/5 2023 og indbragte intet mindre end 6.200.000 dollars. Beløbet blev doneret til First Book and Ashoka, der hjælper fattige børn og unge i alderen 5-18 år. Denne gode gerning fortjener også Spider-Mans motiverende motto som hyldest: ”With great power comes great responsibility.”
Hublot Classic Fusion Takashi
Murakami Black
Ceramic Rainbow
Hublot har altid været kendt for at gøre tingene anderledes. Det gjorde de allerede fra starten, da Hublot blev grundlagt i 1980. Hublots grundlægger, Carlo Crocco, introducerede for det første guldure med gummirem, hvilket dengang var en totalt uhørt kombination. For det andet introducerede Jean-Claude Biver, der i 2004 overtog førertrøjen hos Hublot, konceptet ’The Art of Fusion’, som er meget mere end et credo for Hublot. Det er ikke alene en innovationsmetode for nye modeller, men en helt anden og kreativ måde at arbejde med urenes univers på. Herunder en særdeles succesfuld metode at producere ure på. The Art of Fusion kan i princippet være hvad som helst. Altså ikke bare at kombinere guldure med gummiremme, men snarere at skabe uventede synergier ved f.eks. at fusionere sports- og kunstverdenen med urenes, så der skabes ny energi. For ikke så længe siden lancerede Hublot endnu et ur med den legendariske kunstner og tegneserieforfatter Takashi Murakami. Murakami er glad for blomster, ikke mindst de smilende af slagsen.
Hublot og Murakami gør dog ikke som de andre – nøjagtigt som urfirmaets grundlægger.
Derfor tilbydes Classic Fusion Takashi Murakami Black Ceramic Rainbow i 12 varianter, hvoraf alle de solgte ure yderligere tilbydes med en NFT, en unik digital udgave af den figur, der er på uret. Alle figurerne er inspireret af ikoner i japanske elektroniske spillemaskiner fra 1970’erne.
”Hublot er atter unik og anderledes med hensyn til at belønne vores samlere. Ikke mindst med tilgang til ejerskab af online kunst. Hublot Loves Art,” udbryder Hublots CEO, Ricardo Guadalupe, begejstret over samarbejdet med Takashi Murakami.
Hublot Classic Fusion Takashi Murakami Black Ceramic Rainbow er lavet af sort keramik og har en diameter på 45 mm, og det automatiske værk, kaliber MHUB1214 UNICO, kan ses gennem glasset i bagkassen.
Prisen er afhængig af, hvordan priserne på de medfølgende digitale kunstværker, NFT’erne, udvikler sig. Man har indtil april 2024 til at købe urene. Hvis de, mod forventning, ikke sælges, går NFT’erne i stedet til velgørenhed, hvilket må siges at være en tiltalende og generøs backupplan.
Nivada Seconde Seconde ChaosMaster Chronomaster Aviator Sea Diver
Hvorfor laver man et ur, hvor skiven sidder ’på hovedet’? Er det måske det australske medie Time & Tide, der er involveret? De er jo som bekendt ’down under’? Måske. Men det er nok snarere den franske kunstner og artdirector Seconde Seconde a.k.a. Romaric André, man skal takke for galskaben i dette ur.
Romaric André har haft sin kreative finger med i efterhånden adskillige ure. Men dette
Nivada Seconde Seconde ChaosMaster Swirly Chronomaster Aviator Sea Diver tager alligevel prisen for det mest gakkede ur til dato. Men en gakket verden fortjener også gakkede ure. Som min gode ven og kollega Brice Goulard beskriver det: ”I en verden, hvor mekaniske ure er lige så nødvendige, som de er absurde, så er der intet galt i at lave dem endnu mere absurde.”
Det absurde er ikke kun den omvendte skive. Det er også, som hos Rolex, brugen af emojis. Men modsat Rolex, så er de ikke statiske, men indtager i stedet funktionen som urets sekundviser.
Der er tre versioner af Nivada Seconde Seconde ChaosMaster Chronomaster Aviator Sea Diver, og den pågældende emoji sidder der, hvor man på dette ur ville finde urets sekundskive placeret ved ’9’. Hvis man havde været hurtigt ude, kunne man på sekundskiven vælge mellem ’Cool’ med solbriller, ’Swirly’ samt ’Sign of Relief’ som emoji.
Nivada Seconde Seconde ChaosMaster Chronomaster Aviator Sea Diver er limiteret til 3 x 33 styk, har en diameter på 38,5 mm og benytter et automatisk kronografværk fra Sellita, kaliber SW 510. Prisen er omkring 15.000 kroner.
Oris ProPilot X Kermit
Da jeg var barn, var der ikke meget TV. For det første havde vi kun et ældre B&O-fjernsyn med en enkelt kanal. For det andet var det sorthvidt. Men da det trofaste apparat ikke kunne længere, anskaffede mine forældre et farvefjernsyn. Det betød, at jeg kunne se Muppet Show i farver. Og dermed kunne jeg nyde den grønne frø a.k.a. Kermit the Frog i sin sande farve.
Kermit var også hovedpersonen hos Oris under årets store urmesse, Watches & Wonders. Og det var han på datohjulet af ProPilot X hver den første i måneden, idet den første dag i måneden er international Kermit Day.
I samarbejde med Disney, der har rettighederne til den grønne frø, har Oris skabt et ur, der først og fremmest skal få os i godt humør. Eller som Oris selv siger: ”Oris vil gerne sprede glæde, få mennesker til at smile. Og derfor tænkte vi, at det var en god idé at lave et ur sammen med den mest ’easy going guy’ nogensinde, Kermit. Hans rolle er at underholde og gøre os glade – hvilket han har gjort i adskillige årtier allerede.”
Ud over den grønne skive og Kermit, der popper frem den første dag i måneden, så er ProPilot X lavet af titanium. Uret bruger et automatisk værk, kaliber 400, der har fem dages gangreserve og desuden tilbyder intet mindre end ti års garanti.
Prisen er cirka 36.600 kroner.
AUTHENTICATED BY EXPERTS • TWO-YEAR GUARANTEE • BUY, SELL & TRADE