Jørgen Kühl

teoretiska utblickar 43

Forskning i 18 anerkendte nationale mindretal i Norden siden år 2000

JØRGEN KÜHL

Et Norden med mange nationale mindretal

Fire af de fem nordiske lande anerkender sproglige og kulturelle grupper som nationale mindretal. Eneste undtagelse er Island, hvor der ikke findes traditionelt hjemmehørende mindretal. I dag findes der anerkendte nationale mindretal fra den dansk-tyske grænse i syd til Nordkapp, fra det vestligste Norge til det østligste Finland. I alt findes der i Danmark, Finland, Norge og Sverige i dag 18 anerkendte nationale mindretal, som tilsammen tæller et sted mellem 700.000 og 1.250.000 mennesker. Det svarer til omtrent 2,6 til 4,7 % af de fire her behandlede nordiske landes samlede befolkning, som ud over de dominerende flertalsgrupper også rummer et stort antal migrantgrupper af forskellig nationalitet fra hele verden.

Der er stor forskel mellem de anerkendte mindretals andel i den samlede befolkning. I Danmark er den mindst med godt en kvart procent, mens den er størst i Finland med 6 og Sverige med 8 procent. Selv om det tyske mindretal i Danmark er forsvindende lille set i forhold til den samlede befolkning, men dog udgør ca. 6 % af befolkningen i Sønderjylland, er den danske regering meget opmærksom på denne gruppe, fordi den indgår i symmetrien omkring minoritets-majoritets-konstellationen i den dansk-tyske grænseregion. Og så spiller det en afgørende rolle, at det tyske mindretals kin-state er Tyskland, som er Danmarks vigtigste naboland. Grænsedragningen mellem de to lande skete på baggrund af folkeafstemninger i 1920 og producerede nationale mindretal på begge sider af grænsen. Finlandssvenskernes betydning i Finland er langt større, end andelen i sig selv ville give anledning til, da deres rettigheder er grundfæstet i grundloven og øvrig lovgivning som det ene af to nationalsprog. Dertil kommer hele den historiske udvikling siden middelalderen med traditionel svensk tilstedeværelse og i lange perioder eliteposition i Finland.

Tallene og størrelsesangivelserne er alle udtryk for skøn, til tider gæt, og der findes store forskelle mellem skønnene for de respektive mindretal, afhængig af kilde og interesser. Da kun de svensksprogede i Finland optælles, er det kun finlandssvenskerne antal, som er nogenlunde sikkert. For alle andre mindretal gælder, at antallet ikke kan verificeres eller fastlægges konkret, idet de nordiske lande ikke tæller el-

44 teoretiska utblickar

ler registrerer deres nationale mindretal. Som udgangspunkt er tilhørsforholdet til en national minoritet en individuel, personlig sag, som myndighederne hverken kan, må eller vil blande sig i. Mindretallene, som omhandles i dette bidrag, har til fælles, at de traditionelt hører hjemme i Norden, men de adskiller sig samtidig på væsentlige områder fra den dominerende befolkning i de nordiske stater. De er hjemmehørende og har kontinuiteter, som rækker over 100 år tilbage. En del er endog den oprindelige urbefolkning, mens andre er tilvandret før år 1900, til dels med senere supplerende migrationer. Tilhørsforholdet baserer grundlæggende på individuel identifikation, som principielt tillader enhver at vælge eller fravælge tilhørsforholdet til en minoritet; men samtidig findes der stærke og langvarige historiske og kulturelle kontinuiteter i alle grupper.

I Danmark findes der kun ét anerkendt nationalt mindretal. Sådan har det været, siden landegrænsen til Tyskland blev fastlagt med folkeafstemninger efter Første Verdenskrig på baggrund af bestemmelserne i Versailles-traktaten fra 1919, selv om der i riget findes færinger og grønlændere med udstrakt selvstyre på Færøerne og i Grønland. Selvstyreordningerne kan sammenlignes med Ålands i Finland, som ligeledes blev fastlagt efter Første Verdenskrig. I Norge og Finland anerkendes i dag i hvert land seks forskellige nationale mindretal. Sverige anerkender for tiden fem, mens der er flere grupper, som gerne ville opnå denne status.

Nogle mindretal er store og tælles i hundredetusinder, mens andre er ganske små og ville uden besvær kunne rummes i et stort forsamlingslokale. Nogle mindretal er samtidig urfolk, mens andre er resultatet af grænseændringer og migration. Nogle har været anerkendt og nydt politisk opmærksomhed, nærmest siden de opstod, mens andre grupper har måttet gennemleve påtvungen assimilation eller eksklusion, overgreb, forfølgelse og stigmatisering. Nogle lever i et geografisk koncentreret område, andre er spredt ud over store afstande. Nogle mindretal har en kin-stat, som de er knyttet til og støttes af. Andre er kun sig selv, mens atter andre findes som mindretal i flere nordiske lande uden at have en stat med samme sprog og kultur, de føler sig særligt knyttet til. Nogle mindretal findes i alle fire lande, men anerkendes kun af tre stater.

Siden årtusindskiftet er mindretallenes eksistens blevet synliggjort i alle nordiske lande. De europæiske mindretalskonventioner, som opstod efter tidehvervet i Central- og Østeuropa med nye etno-nationale udfordringer som følge, har haft en afgørende betydning for de fleste nordiske mindretals status, rettigheder og muligheder for at kunne bevare og udfolde deres særegne kultur, sprog og traditioner.

I dette bidrag præsenteres forskning i de 18 anerkendte nationale mindretal i de fire nordiske lande siden år 2000. Først gives et kort overblik over anerkendelsespraksis og den europæiske dimension. Dernæst gives en karakteristik af hvert lands mindretalssitua-

teoretiska utblickar 45

tion og mindretalspolitik. Derpå gives som hovedafsnit en historiografisk karakteristik af centrale bidrag til udforskningen af de nationale mindretal i Norden siden år 2000. Afslutningsvist sættes fremstillingens resultater ind i et større perspektiv.

Anerkendelsespraksis og den europæiske dimension

De fire nordiske lande Danmark, Norge, Sverige og Finland har forskellig praksis med hensyn til anerkendelse af nationale mindretal. Danmark er mest restriktiv i sin tilgang og anerkender kun tyskerne i Sønderjylland som nationalt mindretal. Norge anerkender derimod hele seks mindretalsgrupper: Jøder, kvener, romani/tatere, samer, roma og skogfinner, hvorved samerne dog selv foretrækker beskyttelsen under ILO-konventionen om urfolk. Sverige anerkender fem forskellige grupper: Jøder, samer, roma, sverigefinner og tornedalsfinner. Finland anerkender seks mindretal: Finlandssvenskerne & ålændingene (som strengt taget udgør to forskellige konstellationer), jøder, russere, samer, roma og tatarer. En række grupper anerkendes således som mindretal i tre lande: Samerne, jøderne og roma i Norge, Sverige og Finland. Andre mindretal anerkendes kun i enkelte lande: Svensktalende, tatarer og russere i Finland; romani/tatere, kvener og skogfinner i Norge; sverige- og tornedalsfinner i Sverige.

Danmark har lige siden fastlæggelsen af den dansk-tyske grænse efter Første Verdenskrig ført en meget liberal politik over for det tyske mindretal. Denne politik betragtes fortsat som forbilledlig, og Danmark er således i en europæisk sammenhæng et foregangsland på mindretalsbeskyttelsesområdet. Det gælder imidlertid kun i forhold til det tyske mindretal. Andre grupper, som nyder officiel anerkendelse i de andre nordiske lande, navnlig roma, er derimod ikke anerkendt i Danmark, selv om de findes i landet. Set i det lys, har de andre nordiske lande siden år 2000 overhalet Danmark, når det gælder bredden i anerkendelsen. Både Norge og Sverige besluttede ved årtusindskiftet grundlæggende ny og omfattende mindretalspolitikker, som blev udmøntet i love, tilskud, rehabilitering, kompensation, rettigheder og status. Det førte til systematiske politikker og tiltag.

Mens Danmarks mindretalspolitik over for og til gavn for det tyske mindretal i Sønderjylland opstod ved grænsedragningen i 1920 og siden er blevet videreudviklet med konstant øje for Tysklands politik over det ca. 50.000 personer store danske mindretal i Sydslesvig. Her findes der en symmetrisk konstellation med mindretal inden for en afstand af 50 km fra grænsen, der er knyttet til nabolandet. Det har skabt en ensidig gensidighed, som igen har været med til at videreudvikle mindretallenes status og effektive varetagelse af rettigheder.

I Finland har fokus været på de svensksprogede, der formelt ikke er noget nationalt mindretal, men et af to nationalsprog i landet. Beskyttelsen af samerne er i tidens løb blevet udvidet, bl.a. på baggrund af fælles-

46 teoretiska utblickar

nordiske standarder. Politikken over for russere og tatarer er præget af naboskabet til Rusland. I Norge og Sverige har navnlig samerne været anerkendt som særlig urfolksgruppe i lang tid. Det lange perspektiv gælder tillige for sverigefinnerne. En systematisk moderne mindretalspolitik er dog først opstået, defineret og videreudviklet i de seneste 20 år.

Der findes således forskelle mellem de fire landes tilgang til kulturel og sproglig mangfoldighed, som skyldes de særlige konstellationer, de respektive mindretal indgår i. Mindretal, som er knyttet til en nabostat, fik tidligt en stærk status. Det gælder finlandssvenskere og tyskere i Danmark. De andre grupper måtte vente meget længere på at få sikret deres status og deres interesser tilgodeset.

De nordiske lande har til fælles, at de 18 anerkendte grupper samtidig er omfattet af Europarådets mindretalsbeskyttelsesaftaler: Rammekonventionen om beskyttelsen af nationale mindretal fra 19951 og den Europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog (Sprogpagten) fra 1992.2 Til begge konventioner er der knyttet en overvågningsmekanisme, hvor landene med jævne mellemrum skal fremsende landerapporter om implementeringen af de påtagede forpligtelser til Europarådet. Danmark og Finland tiltrådte Rammekonventionen i 1997, Norge i 1999 og Sverige i 2000. Sprogpagten blev

1 Se https://www.coe.int/en/web/minorities/ (10.04.2020). 2 https://www.coe.int/en/web/european-charter-regional-orminority-languages (10.04.2020). ratificeret af Norge i 1993, af Finland i 1994 samt af Danmark og Sverige i 2000.

Monitoreringsprocessen er væsentlig, da den forpligter staterne til periodisk at gøre status, fremsende en skriftlig rapport til Europarådet, hvis ekspertudvalg dernæst gennemgår rapporten, foretager besøg i det pågældende land og mødes med repræsentanter for mindretallene. Landerapporterne giver en aktuel oversigt over staternes mindretalspolitik og kan bruges til at følge udviklingen i politikken og mindretallenes vilkår. Efterfølgende udfærdiger ekspertudvalgene en rapport, som den pågældende stat kan kommentere, førend den fremlægges til beslutning af anbefalinger i Europarådets ministerråd. Alle skridt foretages med efterfølgende offentliggørelse for øje. Alle landerapporter, ekspertvurderinger og ministerrådsanbefalinger er frit tilgængelige på Europarådets hjemmeside. Som sådan sættes der europæisk fokus på de enkelte landes mindretalspolitik. Dermed går der principielt prestige i at få færrest mulige kritiske anmærkninger og at opnå ros.

De nordiske lande har været igennem monitoreringscyklen flere gange. Under Rammekonventionen afsluttes 5. cyklus i 2020, mens Norge og Sverige afsluttede deres 4. cyklus i 2018. Med hensyn til Sprogpagten skal Danmark i 2020 fremsende rapport nr. 6, Finland skal fremsende rapport nr. 6 i 2023, men afleverede en statusopgørelse i 2020. Norge skal i 2020 aflevere sin landerapport nr. 8, mens Sverige skal aflevere sin nr. 8 i 2021. Fælles for de fire nordiske lande

teoretiska utblickar 47

er, at de som regel roses for deres mindretalspolitik, men der påpeges også mangler og mulighed for forbedring.

Anerkendte nationale mindretal i

Norden – en karakteristik3

I Danmark findes der kun ét anerkendt nationalt mindretal: Det er tyskerne i Sønderjylland. De tæller i dag ca.12–15.000 mennesker.4 Nogle skøn anfører tal helt op til 20.000; men det kan anses for sandsynligt, at det næppe tæller flere end 15.000 mennesker. ”Skøn”, ”ca.”, ”omtrent”. De forbehold og den relativering, der lægges i disse begreber, er karakteristik for mindretallene i det dansk-tyske grænseland. Det vides ikke med sikkerhed, hvor store mindretallene er. Det kan ikke fastslås, om det tyske mindretal tæller 12.000, 13.476 eller 16.123 personer. Danmarks Statistik sidder ikke inde med præcise opgørelser. Tilsvarende gælder for kommuner. Det tyske mindretal selv kan heller ikke sikkert anføre et sikkert tal, men anfører som regel 15.000. I alle tilfælde må opgivelserne bygge på skøn. Disse skøn er

3 Den følgende karakteristik af de anerkendte mindretal i

Norden bygger på mine tidligere fremstillinger af emnet i

Jørgen Kühl: Nationale Minderheiten in Skandinavien, in:

Grenzfriedenshefte, 3, 2002, s. 153–188; Jørgen Kühl: Nationale mindretal i Norden, in: Nordisk Tidskrift för vetenskap, konst och industri udgiven av Letterstedtska Föreningen,

Stockholm, 4/2003, s. 301–312; avisartiklerne Jørgen Kühl:

Norge og mindretallene, 1–2, Flensborg Avis, 2.–3.6.2004,

Jørgen Kühl: Sverige og mindretallene, 1–2, Flensborg Avis, 4.–5.6.2004 og Jørgen Kühl: Finland og mindretallene, 1–2,

Flensborg Avis, 7.–8.6.2004; Jørgen Kühl: Norway, in: Carl

Skutsch (ed.): Encyclopedia of the World’s Minorities, I–III,

Routledge: New York/London 2005, s. 921–923. 4 Danmarks mindretalspolitik og det tyske mindretal belyses i en række bidrag i Jørgen Kühl (ed.): En europæisk model?

Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1945–2000, Aabenraa 2002. imidlertid ikke grebet ud af luften, men er begrundet i de tal, som alt andet lige er registreret og er tilgængelige. Det gælder medlems-, elev- og aktivitetstal i tyske mindretalsforeninger, -skoler og -foreninger.

Tyskerne opstod som nationalt mindretal som følge af grænsedragningen i 1920. I mellemkrigstiden stræbte det efter en grænserevision, så i det mindste de områder, der havde et tysk flertal ved en-bloc-afstemningen i februar 1920, skulle indlemmes i Tyskland. Efter 1933 blev tyskerne i Danmark i lighed med alle andre tyske minoriteter nazificeret. Nu krævede mindretallets ledere, at hele Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland. Det skete ikke. I stedet besatte Hitler-Tyskland hele Danmark. Store dele af mindretallet kollaborerede med besættelsesmagten, mange hundrede unge blev soldater i de tyske hære. Efter befrielsen i 1945 erklærede mindretallet sin loyalitet overfor Danmark og anerkendte grænsen. Det forhindrede ikke retsopgøret, hvor hver fjerde voksne mand i mindretallet blev straffet og indespærret, mens både private og kommunale tyske skoler blev lukket, ejendom og bygninger blev konfiskeret. Snart fik tyskerne dog igen mulighed for at organisere sig med egne skoler etc.

I hele det dansk-vesttyske grænseland opstod der store nationale spændinger mellem mindretal og flertal på begge sider. Disse blev først principielt løst med de to parallelle, men ensidige København og Bonn-erklæringer af 29.3.1955.5 Herefter kom der for

48 teoretiska utblickar

alvor gang i en positiv udvikling, der siden førte til, at man fra dansk, men især fra tysk side har karakteriseret mindretalsløsningerne i grænseområdet som eksemplariske og forbilledlige i en europæisk sammenhæng. Mindretallene er anerkendte, og forholdet mellem dansk og tysk er principielt set positivt og konstruktivt uden diskrimination eller negative følger pga. den enkeltes nationale tilhørsforhold. I dag råder det tyske mindretal over et velfungerende kulturelt selvstyre med egne skoler, organisationer og institutioner – herunder det politiske Slesvigsk Parti, som er repræsenteret i alle fire sønderjyske kommuner. I København findes siden 1983 det Tyske Mindretals Sekretariat, der fungerer som mindretallets kontaktled til regering og Folketing.

Romaerne er ikke anerkendt som nationalt mindretal i Danmark, selv om der findes mindst 1.500, nogle skøn fra romaorganisationer nævner 5.000, 10.000, endog op til 20.000 romaer. De første romaer ankom til Danmark i 1505 og lige siden har der i perioder været romagrupper på gennemrejse. De blev udsat for forfølgelse og overgreb fra myndighedernes side. Ikke desto mindre findes der mange beretninger om rejsende, tatere, til tider også sinti og jenische fra Tyskland. De traditionelt hjemmehørende romaer synes i høj grad assimileret, men der findes i Helsingør kommune ca. 200 romafamilier, som er indvandret fra dels Norden, dels Syd-

1955–2005, Aabenraa 2005; Jørgen Kühl/Marc Weller (ed.): Minority Policy in Action: The Bonn-Copenhagen Declarations in a European Context 1955–2005, Aabenraa 2005. østeuropa inden for de seneste 50 år med ca. 700 medlemmer. Europæiske organer har i de seneste 20 år gentagne gange kritiseret Danmark for ikke at anerkende roma som nationalt mindretal. Romainteresseorganisationer har forgæves anmodet om anerkendelse, som kategorisk afvises, da romaerne i Danmark er migranterne indvandret siden 1960erne, men ingen traditionelt hjemmehørende minoritet. Med hensyn til roma adskiller Danmarks politik sig grundlæggende fra de andre nordiske lande.

Inden for det danske rigsfællesskab findes desuden to selvstyrende områder: Grønland og Færøerne. Grønlænderne og færinger regnes ikke som nationale mindretal og vil afgjort betakke sig for en sådan karakteristik. Det blev bl.a. tydeligt i forbindelse med diskussionen om Danmarks ratificering af Europarådets sprogpagt i hhv. 1999 og 2000, hvor Færøerne ikke ønskede at blive inkluderet som regionalsprog. Såfremt det måtte komme til færøsk selvstændighed, vil situationen kunne blive en anden. Færingerne i Danmark vil med rette kunne kræve og hævde en mindretalsstatus. Tilsvarende gælder for inuitterne i en lignende hypotetisk situation. Omvendt kan det formodes, at der vil opstå danske mindretal på Færøerne og Grønland, såfremt den nuværende status i rigsfællesskabet ændres. I folkeretlig henseende kan det diskuteres, om de to nordatlantiske folk ikke allerede nu ville kunne opnå anerkendelse som nationale mindretal.

Som sådan er minoriteter og minoritetsbegrebet ikke noget statisk begreb. Mindretals-

teoretiska utblickar 49

problematikken er i alle tilfælde dynamisk og kontekstbestemt. Det er et spørgsmål om relationer og relevans. Mindretal er ikke nogen realitet, der er givet en gang for altid og inden for en klar, homogen afgrænsning. Mindretal kan opstå, og de kan forsvinde. De kan vokse, og de kan skrumpe ind. I nogle tilfælde er en mindretalsstatus endog blot et spørgsmål om officiel anerkendelse eller ej. Det har været tilfældet i Norge og Sverige, der omkring år 2000 valgte at anerkende en række traditionelt hjemmehørende grupper som nationale mindretal.

I Norge findes der i dag seks anerkendte nationale mindretal. Landet har i lange perioder og frem til 1960erne ført en omfattende fornorskningspolitik over minoriteterne. Først omkring år 2000 skete der en principiel nyorientering med anerkendelse af seks grupper, hvoraf samerne dog faktisk foretrækker status som urbefolkning i henhold til ILO-konvention 169. Revisionen skyldtes internationale aftaler under Europarådet, som Norge havde tilsluttet sig. De blev implementeret, og samtidig iværksatte den norske regerings rehabilitering og kompensation for overgreb. I juni 2017 besluttede Stortinget at nedsætte en kommission, som skulle undersøge fornorskningspolitikken og uret begået mod samer, kvener og norskfinner i landet. I maj 2019 blev mandatet udvidet til at inkludere skogfinnerne.6 Formålet med kommissionen er dels at kortlægge fornorskningspolitikkens negative konsekvenser for disse mindretal, og dels at undersøge, hvordan mindretallene blev mødt af diskrimination og fordomme i samfundet. Endelig skal den fremsætte forslag til forsoning. I Finland og Sverige er der blevet drøftet lignende tiltag med såkaldte ”sandhedskommissioner”.7

Det i den brede offentlighed bedst kendte mindretal er uden tvivl den samiske gruppe, som igen omfatter mange undergrupper. Tilsammen skønnes der i dag at være ca.50–80.000 personer. Samerne udgør ligesom i Sverige, Finland og Rusland urbefolkningen på og omkring Nordkalotten. I 1989 blev der i Norge oprettet et særligt Sameting, som vælges af samerne selv ud fra et såkaldt samemandtal. I den norske lovgivning omkring Sametinget defineres samerne ud fra en kombination af sproglige og subjektive kriterier. Således kan de personer registreres som samiske vælgere, der 1. opfatter sig selv som samer og 2. enten taler samisk som hjemmesprog, har eller har haft en forældrepart, bedstefar eller –mor eller oldefar eller –mor, der har talt samisk hjemme; 3. eller er barn af en person, der er registreret som samisk vælger. Samerne har traditionelt været udsat for diskrimination og undertrykkelse. Inden for de seneste årtier har de norske myndigheder dog foretaget en lang række positive politiske og konkrete tiltag, der har forbedret samernes stilling væsentligt. Senest har den norske konge Harald undskyldt og beklaget norsk politik mod samerne i en tale i det norske Sameting i 1999.

7 Ifølge Innst. 493 S (2016–2017). Innstilling til Stortinget fra kontroll- og konstitusjonskomiteen. Dokument 8:30 S (2016–2017), s. 9.

50 teoretiska utblickar

I Nord-Troms og i dele af Finmarken findes mindretallet af kvener. Det vides ikke, hvor stort mindretallet er i dag, men ofte nævnes skøn på 10–15.000. Kvenske organisationer anslår dog helt op til 30–50.000. Et sted mellem 2.000 og 8.000 taler kvensk, som først blev anerkendt som eget sprog i 2005. Kvenerne er efterkommere af finsksprogede migranter, der i flere periode med udgangspunkt i middelalderen, men siden især i 1700- og 1800-tallet indvandrede til Nordnorge fra det nordlige Finland og fra Tornedalen i Sverige. Kvenerne har traditionelt været udsat for en omfattende fornorskningspolitik, der især var aggressiv i tiden 1850–1950. Således blev finskundervisningen afskaffet i 1936 og først genindført som valgfag i 1970. Denne politik byggede dels på nationalisme, dels på frygt for, at kvenerne skulle udgøre en særegen ”finsk fare” mod norsk statslig integritet. Kvenske foreninger opstod i løbet af 1980erne med bl.a. Norske Kveners Forbund. Først i 1996 blev finsk anerkendt som andetsprog i områder med kvensk befolkning. I dag yder de norske myndigheder støtte til kvensk sprog og kultur samt til udforskningen af mindretallets historie. Norges stednavnelov ligestiller i dag kvenske/finske, samiske og norske stednavne. I 2017 vedtog regeringen en femårsplan til gavn for kvensk sprog i Norge.8

I Østlandet findes de såkaldte skogfinner, som oprindeligt udvandrede fra Savolax i det centrale Finland i 1500-tallet. De findes

8 Målrettet plan 2017–2021 – videre innsats for kvensk språk,

Kommunal- og moderniseringsdepartementet 2017. på begge side af den norsk-svenske grænse, nemlig i Värmland, men anerkendes kun som særegen minoritet i Norge. Deres kultur var koncentreret omkring svedjebrug. Selv om de oprindeligt var finsksprogede, forsvandt finsk som sprog lidt efter lidt, senest i første halvdel af 1900-tallet. Der findes dog lokalt stadig finske udtryk i det norske sprog. Ligesom kvenerne er også skogfinnerne officielt anerkendte som nationale mindretal i kraft af deres langvarige tilknytning til Norge. De norske skogfinner arbejder i disse år på at genskabe deres særegne kultur og samarbejder i denne forbindelse med skogfinner i både Finland og Sverige. Hverken skogfinnerne eller kvenerne opfatter dog Finland som kin-state; ej heller opfatter Finland disse to finsksprogede mindretal som ”sine” mindretal i Norge. Så her findes der to ”finske” mindretal, der ikke identificerer sig med det sprogligt-kulturelle udgangspunkt Finland.

Norge anerkender også romani-folket, der i øvrigt kendes under betegnelserne de rejsende eller tatere eller historisk som fanter, som nationalt mindretal. De kan følges tilbage i Norge til 1500-tallet og har traditionelt været rejsende folk. I dag findes der ca. 2.000–3.000 tatere. Selv om deres oprindelse er uklar, råder de over et eget sprog (romani), som er beslægtet med romaernes, besidder en fælles historie og udøver traditionelle erhverv. Romanierne har historisk været offer for omfattende diskrimination med tvangsfjernelse af ca. 1.500 børn og tvangssterilisationer af mindst 125 romanier, som fandt sted på baggrund af sterilisationsloven

teoretiska utblickar 51

fra 1934 og først blev endeligt indstillet sidst i 1970erne. Målet var at tvangsassimilere gruppen, og denne opgave blev i 1897 givet til en privat organisation, den norske mission blandt hjemløse, som oprettede børnehjem, skoler og arbejdskolonier for romani. Over 100 romanifamilier blev anbragt i arbejdskolonien Svanviken, hvor de skulle aflægge deres traditioner og blive gode kristne, blev truet til at opgive deres sprog af frygt for tvangsfjernelse af deres børn og ikke måtte være iklædt traditionelt tøj. Missionsarbejdet fortsatte i Svanviken frem til 1989.9 Først i 1998 beklagede den norske regering officielt overgrebene og tilbød økonomisk kompensation. I 2011 nedsatte den norske regering et særligt tater-/romaniudvalg, som bl.a. har iværksat flere kortere forskningsprojekter.10

Romanierne må trods navnelighed og fælles karakteristika ikke forveksles med de norske roma. De norske roma stammer fra Valakiet i Rumænien, men udvandrede midt i 1800-tallet til Norge, hvor de har bevaret fælles karakteristika. Romaerne blev i mellemkrigstiden udsat for diskriminering, og myndighederne afviste, at roma kunne tælles som nordmænd. I 1921 blev det tilstræbt, at romaerne skulle forlade Norge, og i 1927 blev der indføjet en romaklausul i fremmedloven, som fastslog, at roma var forment adgang til landet. Det førte til udvisningen af

9 Norway's national minorities. For kindergarten and school staff, Norwegian Directorate for Education and Training 2015, s. 37–39. 10 Arnfinn H. Midtbøen/Hilde Lidén: Diskriminering av samer, nasjonale minoriteter og innvandrere i Norge, Institut for samfunnsforskning Rapport 2015:01, Oslo 2015, s. 53. 68 roma, som blev nægtet at vende tilbage i januar 1934. Denne såkaldte ”sigøjnerparagraf” blev først ophævet i 1956. Under krigen blev 66 norske roma deporteret til sigøjnerlejren i Auschwitz-Birkenau, kun 4 overlevede krigen.11 Ligesom alle andre steder i Europa har også de norske roma historisk været udsat for diskrimination, men har de seneste 20 år været en anerkendt minoritet. Det anslås, at der findes omtrent 300–500, måske op til 700 roma i Norge, deraf størstedelen i og omkring Oslo.

Endelig har Norge valgt at anerkende jøderne som nationalt mindretal. Dette er meget usædvanligt i en vesteuropæisk sammenhæng, idet jøderne i de fleste lande anses som religiøs gruppe. I Central- og Østeuropa er jøderne derimod i flere årtier blevet defineret som nationale mindretal. I Norge defineres de primært som religiøs minoritet, men er ifølge den norske regering desuden betegnet ved kulturelle særtræk, som de har vedligeholdt gennem hele deres langvarige historie i Norge. Det skal understreges, at det jødiske samfund selv har ønsket anerkendelse som national minoritet. Det samme gælder for de andre grupper, der i dag anerkendes som nationale mindretal. Sverige fulgte i øvrigt det norske eksempel og anerkendte i februar 2000 bl.a. også jøderne som nationalt mindretal.

De norske jøder kom til landet i anden halvdel af 1800-tallet, efter at de med ophæ-

11 Maria Rosvoll/Lars Lien/Jan Alexander Brustad: “Å bli dem kvit”. Utviklingen av en “sigøynerpolitikk” og utryddelsen av norske rom, Oslo 2015, s. 108–145.

52 teoretiska utblickar

velsen af den såkaldte jødeparagraf i 1851 fik mulighed for at bosætte sig dér. De stammede især fra Rusland, herunder det nuværende Litauen, Letland, Polen og Ukraine. Under den tyske besættelse af Norge 1940–1945 blev store dele af det jødiske samfund deporteret og myrdet i koncentrationslejre. I 1942–42 deporterede tyskerne norske jøder til koncentrationslejre. 750 af 772 deporterede mistede livet i de tyske lejre. 1.300 jøder nåede at undgå samme skæbne ved at flygte til Sverige. I 1946 fandtes der blot 559 jøder i Norge mod ca. 1.500 i mellemkrigstiden, men siden vendte flere tilbage fra eksil. I 1999 kompenserede Norge det jødiske samfund for de materielle tab under den tyske besættelse. De fleste jøder taler i dag norsk, men det skønnes, at ca. 200 taler hebraisk, enkelte taler jiddisch.

I Sverige er mindretalspolitikken ligesom i Norge blevet nydefineret fundamentalt som følge af landets tilslutning til Europarådets mindretalsbeskyttelsesaftaler. Historisk blev der ført en forsvenskningspolitik over for nationale mindretal og sverigefinner. I 1990erne blev der gennemført et omfattende udredningsarbejde, som i 1999 førte til vedtagelsen af en ny svensk minoritetspolitik med anerkendelse af fem grupper og deres respektive sprog. I 2009 vedtog parlamentet en særlig minoritetslov, som trådte i kraft den 1. januar 2010; en revideret udgave med flere rettigheder trådte efter et grundigt forarbejde afsluttet i 201712 i kraft 1. janu-

12 Nåsta steg? Del 2. Förslag för en stärkt minoritetspolitik.

Slutbetänkande av Utredningen om en stärkt minoritetspoliar 2019 og pålagde kommuner og regioner større ansvar.13 Således skal kommunerne informere om nationale mindretalsrettigheder og om tiltag til at fremme dem.14 Der blev fastlagt forvaltningsområder, hvor mindretalssprogene kan bruges i forvaltningen for tornedalingerne med 8 kommuner, deraf 7 i det nordligste Sverige plus Stockholm; for sverigefinnerne med 52 kommuner uden for og 14 i Stockholmsområdet samt 25 samiskprogede kommuner (status 2019). I Sverige defineres nationale mindretal ud fra fire kriterier: 1. en gruppe med udtalt samhørighed, som adskiller sig fra den øvrige befolkning; 2. besidder en religiøs, sproglig, traditionel eller kulturel egenart, som ikke deles med andre; 3. har en udtalt vilje til at beholde sin identitet; og 4. har historiske eller langvarige bånd til Sverige, dvs. i mindst 100 år.15 Siden 2010 er lensstyrelsen i Stockholm sammen med Sametinget ansvarlig opfølgningsmyndighed i forhold til mindretalspolitikken i Sverige og udgiver periodiske beretninger derom.16 Det har resulteret i en række tiltag, bl.a. udgivelse af informationspjecer og en håndbog til kommuner og regioner om mindretalsrettigheder i Sverige.17 Det er udtryk

tik, Statens Offentliga Utredningar SOU 2017:88, Stockholm 2017. 13 https://www.minoritet.se/5054 (12.04.2020). 14 Se Arbetar din kommun rättighetsbaserat?, Länsstyrelsen

Stockholm, Stockholm 2019. 15 Kriterierne fremgår af Nåsta steg? Del 2. Förslag för en stärkt minoritetspolitik. Slutbetänkande av Utredningen om en stärkt minoritetspolitik, Statens Offentliga Utredningar SOU 2017:88, Stockholm 2017, s. 14. 16 Senest Nationella minoriteter och minoritetsspråk. Minoritetspolitikens utveckling år 2018, Länsstyrelsen i Stockholm län rapport 2019:7, 2019. 17 Nationella minoriteters rättigheter. En handbok för kommu-

teoretiska utblickar 53

for en systematisk implementering og opfølgning på landets liberale mindretalspolitik. Lensstyrelsen anslog i 2019, at der fandtes skønsmæssigt 20–35.000 samer, 50.000 tornedalinger, 450–600.000 sverigefinner, 50–100.000 roma og 20–25.000 jøder i Sverige.18 Præcise opgørelser findes ikke, da etnisk tilhørsforhold ikke registreres.

I dag findes der fem anerkendte nationale mindretal: samerne, de svenske finner, tornedals-finnerne, roma og jøderne. Desuden anerkender Sverige også fem mindretalssprog: samisk, finsk, meänkieli (som tales i Tornedalen), romany chib og jiddisch. Det er dog kun samisk, finsk og meänkieli, der kan støttes af omfattende forholdsregler inden for medier og undervisning. Finsk kan læses på universiteterne i Stockholm, Umeå og Uppsala, jiddisch på universitetet i Lund, meänkieli i Umeå, samisk i Umeå og Uppsala, romani chib på Södertörns högskola.19 Samerne har ligesom i Norge også et særligt Sameting i Sverige, oprettet i 1992. Det er en hybrid mellem et folkevalgt ting og en administrativ myndighed, som bl.a. har administreret EU-programmet Interreg Sameland. Den svenske samelov definerer samer ud fra fire kriterier: Samer er den, der a.) identificerer sig selv som sådan, b.) har eller har haft samisk som hjemmesprog, c.) hvis forældre eller bedsteforældre har talt samisk hjemme, d.) opfatter sig selv som

ner och regioner, Länsstyrelsen Stockholm/Samediggi, Stockholm 2019. 18 Oversigtskort Nationella minoriteter i Sverige, Samediggi/

Länsstyrelsen Stockholm 2019. 19 https://www.uhr.se/lika-mojligheter/nationella-minoriteter/ (13.04.2020). samisk og har en forældrepart, der er registreret i vælgerfortegnelsen til Sametinget. I 1999 blev der defineret et samisk sprog- og forvaltningsområde i Nordsverige, siden fik også sverigefinnerne tilsvarende tosprogede områder. Romaernes interesser tilgodeses i form af en roma-arbejdsgruppe i kulturministeriet i Stockholm. Det skønnes, at de nationale mindretal i Sverige i alt tæller mellem 300.000 og 820.000 personer.

Samerne tæller i dag ca. 15.000–35.000 personer. Finnerne er den største gruppe med, afhængigt af skøn, ca. 220.000, 450.000 eller 600.000. De første finner indvandrede i slutningen af middelalderen til det nuværende Sverige og bosatte sig især i Stockholm-regionen. Siden skete der kontinuerlig indvandring, også efter at Finland i 1809 blev afstået til Rusland. Efter 1945 kom der en betydelig migration. Finnerne har haft en særlig status i Sverige pga. en parlamentsbeslutning i december 1994 og senere tiltag, der førte til anerkendelse som nationalt mindretal fremfor som tidligere blot at være opfattet som immigrantbefolkning. I 1999 opnåede de den officielle anerkendelse som nationalt mindretal. Det skønnes, at omtrent halvdelen af sverigefinnerne i dag taler finsk, mens resten er assimileret til svensk dagligsprog. Deres interesser varetages af flere organisationer: Sverigefinska Riksförbundet blev allerede grundlagt i 1957. I 2001 blev ”miniparlamentet” Sverigefinländernas Delegation grundlagt. Desuden findes der finsksprogede menigheder i

54 teoretiska utblickar

teoretiska utblickar 55

landet. Det finske sprog- og forvaltningsområde blev etableret i 1999 og siden udvidet.

Tornedalsfinnerne er den oprindelige hjemmehørende befolkning i det nordligste Sverige. I dag findes der ca. 25–35.000 tornedalsfinner i selve Tornedalen, mens andre 10.000 lever i andre egne af Sverige. Nogle skøn anslår, at der findes op mod 60.000 tornedalsfinner i landet. I Tornedalen findes der desuden ca. 16.000 sverigefinner, som er blevet bosiddende. Ligesom for finnerne gik der også i tornedalsfinnernes tilfælde mange årtier, førend de blev fuldt ud anerkendt som mindretal, der skal tilgodeses på en særlig måde. I lange perioder efter 1880 blev de udsat for et massivt forsvenskningspres, analogt til fornorskningspolitikken i Nordnorge over for de beslægtede kvener. Først en ny lov vedtaget i december 1999 medførte en styrket indsats til gavn for mindretallene i landet. Tornedalingernes sprog er udsprunget af finsk, men besidder strukturer, som gør det til et selvstændigt sprog. Det benævnes meänkieli, som betyder ”vores sprog”, som ligeledes blev officielt anerkendt mindretalssprog i 1999. Det er tillige beslægtet med kvensk i Norge og indgår i den finsk-ugriske sproggruppe i Norden. Tornedalen blev samme år defineret som tornedalsfinsk sprog- og forvaltningsområde.

Den svenske mindretalspolitik har siden årtusindskiftet også styrket romaernes og jødernes stilling i Sverige. Det skønnes, at der i alt findes 15.000–20.000, måske op til 100.000 roma i landet, som hovedsageligt lever koncentreret omkring storbyerne Stockholm, Göteborg og Malmö. Omtrent 3.200 er finske roma. Romaernes sprog romani chib findes i ni varieteter, som tales i Sverige. Ligesom alle andre romamindretal har også de svenske historisk været udsat for forfølgelse. I de 40 år, den svenske sterilisationslov var i brug 1934–1976 var der også mange roma blandt de 63.000 tvangssteriliserede.20 På individuelt plan opleves der fortsat diskrimination. Romaerne er organiseret i Nordiska Zigenarrådet, som blev grundlagt i 1973 og i 1999 tog navneforandring til Romernes Riksförbund med over 20 tilsluttede foreninger. I 2006 nedsattes der en særlig komité benævnt Delegationen för romska frågar, der skulle medvirke til at fremme romaernes stilling. Den fremlagde i 2010 en omfattende udredning med redegørelse for baggrund og aktuelle udfordringer. Delegationen foreslog, at der skulle udarbejdes en national strategi for roma, som skulle omsættes over 20 år.21 Romaernes forhold føles opmærksomt af myndighederne i Stockholms len, der siden 2012 har haft ansvaret for den langsigtede strategi for romainklusion. Den udgiver jævnligt statusrapporter om processen i kommunerne.22

I dag lever anslået 25.000 jøder i Sverige, især i Stockholm, Göteborg og Malmö. De første indvandrede i 1700-tallet, og jøderne

20 Antiziganismen i Sverige. Om övergrepp och kränkningar av romer under 1900-talet och i dag, Stockholm 2015, s. 28–32. 21 Jf. Arnfinn H. Midtbøen/Hilde Lidén: Diskriminering av samer, nasjonale minoriteter og innvandrere i Norge, Institut for samfunnsforskning Rapport 2015:01, Oslo 2015, s. 57. 22 Romersk inkludering. Årsrapport 2017. Rapport 2018:6,

Länsstyrelsen Stockholm, Stockholm 2018.

56 teoretiska utblickar

blev emanciperet i 1800-tallet. Siden fulgte immigration i flere bølger fra Rusland, Central- og Østeuropa. Under Anden Verdenskrig blev Sverige tilflugts- og redningsland for mange tusinde jøder fra Danmark og Norge. Efter 1945 indvandrede mange jøder fra Østeuropa, bl.a. fra Polen efter 1968. Mindretals sproget jiddisch blev anerkendt som officielt i 1999, selv om de færreste traditionelt hjemmehørende jøder taler sproget i Sverige.

Ud over disse anerkendte grupper har også finlandssvenskerne i Sverige, som anslås at tælle ca. 200.000 personer, via deres interesseorganisation ”Finlandssvenskarnas riksförbund” anmodet om at blive anerkendt som national minoritet. Ønsket blev taget alvorligt og vurderet. I forbindelse med revisionen af den svenske minoritetslov fastsloges det dog i 2017 i slutbetænkningen om en revision af mindretalsloven, at kun de grupper, som fandtes i Sverige før år 1900, kan anerkendes som nationalt mindretal.23

I Finland findes der seks anerkendte mindretal: Finlandssvenskere & ålændinge, jøder, russere (ofte benævnt gammelrussere), samer, roma og tatarer. De nationale mindretal – ud over finlandssvenskerne, som har været forfatningsbeskyttet siden Finlands uafhængighed – fik forfatningsstatus i 1995 og igen i 2000. I det nordlige Finland findes et samisk mindretal. Det anslås, at der i dag lever et sted mellem ca. 2.600

23 Nåsta steg? Del 2. Förslag för en stärkt minoritetspolitik.

Slutbetänkande av Utredningen om en stärkt minoritetspolitik, Statens Offentliga Utredningar SOU 2017:88, Stockholm 2017, s. 31–46. og 7.000 samer i hele Finland. Heraf henregnes på baggrund af sprog 1.800 til den nordsamiske, 400 til inari og 400 til skolt sami gruppe. I 2019 var 2.004 registreret som samisksprogede.24 Ligesom i Norge og Sverige findes der også et sameting i Finland. Det blev grundlagt med navnet Sameparlament i 1972, som i 1996 blev erstattet af Sametinget. I 1991 sikrede en lov brugen af samisk over for myndighederne. I det samiske bosættelsesområde Samiland findes der 2 tosprogede finsk-nordsamiske og 1 firesproget finsk-nordsamisk-enaresamisk-skoltsamisk kommune. Samiskundervisning tilbydes på folkeskoler og gymnasier. I 1996 fik samerne kulturelt selvstyre inden for sprog og kultur. Sammen med samerne i de andre nordiske lande samt det tilstødende Rusland, hvor der findes samer på Kolahalvøen, dannede de finske samer i 2000 det fælles Samiske Råd, der arbejder for at styrke samernes rettigheder.

Finlandssvenskerne udgør den største minoritet i Finland, uden dog formelt at være en national minoritet. Der fandtes i 2019 ca. 288.000 finlandssvenskere, dvs. godt 5 % af den samlede befolkning.25 I løbet af de seneste 30 år er antallet faldet med 12.000 svarende til 4 %, mens den relative andel af hele befolkningen er reduceret signifikant med godt en sjettedel fra 6,3 til 5,2 %. I grunden er det et definitionsspørgsmål, om fin-

24 Jf. Finlands officielle statistik http://www.stat.fi/til/ vaerak/2019/vaerak_2019_2020-03-24_tau_002_en.html (13.04.2020). 25 Jf. Finlands officielle statistik http://www.stat.fi/til/ vaerak/2019/vaerak_2019_2020-03-24_tau_002_en.html (13.04.2020).

teoretiska utblickar 57

landssvenskerne kan betegnes som minoritet eller ej. I juridisk henseende er de det nemlig ikke, selv om de i øvrigt opfylder alle de kriterier, der kan lægges til grund. Finlandssvenskerne har ligesom finnerne en ligeberettiget status, og Finland er et tosproget samfund. De svensksprogede er lige så patriotiske som de finsksprogede og har stået last og brast med landet siden 1917. Historisk var Sverige-Finland ét rige siden middelalderen og frem til 1809, da Finland tilfaldt Rusland og fik status som storfyrstendømme. De svensksprogede udgjorde fortsat det elitære lag i den russiske periode frem til 1917. Ved uafhængigheden i 1917 blev det svenske sprogs ligestillede status bekræftet i forfatningen, og i 1922 i sprogloven. Finlandssvenskerne bor hovedsageligt i regionerne Nyland, Åboland, Österbotten og på øgruppen Åland mellem Sverige og Finland. Befolkningens sprogtilhørsforhold til svensk eller finsk registreres, og sprogfordelingen danner udgangspunkt for brugen af svensk hhv. finsk i landet.

Ifølge gældende regler skal den mindste sproggruppe i en kommune udgøre mindst 8 % af befolkningen eller 3.000 personer, for at kommunen kan blive tosproget. De svensksprogedes relative andel er faldt kontinuerligt, og det betyder, at færre kommuner er ensprogede svenske eller tosprogede med svensk flertal. I 2001 var 20 af i alt 448 kommuner i landet tosprogede med svensk flertal, 22 med finsk flertal. I 2015 var antallet af tosprogede kommuner reduceret til 317 i hele Finland med blot 11 med svensk og 18 med finsk flertal. I 2001 var 5 kommuner på fastlandet og 16 på Åland rent svensksprogede, mens 385 var finsksprogede. I 2015 fandtes der kun 19 ensproget svenske kommuner: 3 i Österbotten og 16 på Åland. Finlandssvenskerne har et særligt valgt organ: Svenska Finlands Folkting med 75 medlemmer sammensat ud fra stemmetallet på svensksprogede kandidater ved kommunalvalg, som skal fremme de svensksprogedes rettigheder og svensk stilling i landet. Svenska Finlands Folktings opgaver og funktion er fastlagt ved lov fra 2003. Svensksprogede er aktive i alle Finlands partier. Samtidig findes der et særligt svensk parti: Svenska Folkpartiet, som jævnligt har deltaget i koalitionsregeringer siden 1930erne, bl.a. uafbrudt i tiden 1979–2015. Ved rigsdagsvalget i 2019 opnåede partiet 9 mandater af 200 (hvoraf et reserveres til Åland) i parlamentet, hvor det sammen med repræsentanten for Åland udgør en gruppe på ti. Partiet indgår i regeringskoalitionen og stiller justitsministeren og ministeren for nordisk samarbejde og ligestilling. Desuden er det svenske folkeparti traditionelt repræsenteret med et mandat i Europaparlamentet.

Ålandsøerne har en særlig status, fordi området er neutraliseret og demilitariseret (i 1856 som følge af Krim-krigen) og siden 1921 har været et selvstyrende og svensksproget område inden for Finland. Det skete på grundlag af en afgørelse truffet af Folkebundet i Geneve i Schweiz efter en strid om, hvorvidt Åland skulle have lov til at tilslutte sig Sverige. På Ålandsøerne lever ca. 25.000

58 teoretiska utblickar

mennesker, hvoraf 94 % taler svensk, som er områdets officielle sprog. Ålands selvstyre er reguleret i selvstyrelovgivningen, som har til formål at sikre dens svensksprogede karakter. Der vælges et parlament benævnt Lagtinget, som vælger en regering benævnt Landskapsstyrelse, som ledes af lantråden. Valgberettigede er alle indbyggere med regionalborgerskab: hemnbygdsretten. Den forudsætter mindst 5 års permanent ophold i Åland og er forudsætningen for passiv/aktiv valgret, retten til at eje jord og til at udøve liberale erhverv. På mange områder fungerer Åland som en ministat, da selvstyret på nær udenrigs- og sikkerhedspolitik selv kan definere sin politik. Således kan selvstyret jævnføres med færingernes og grønlændernes i det danske rigsfællesskab. I dag er ålændingene absolut tilfredse med at være et selvstyrende område i Finland. Selv om sprog og kultur er fælles med Sverige, opfatter ålændingene ikke længere Sverige som deres ”kin-state”.

Der findes yderligere fire anerkendte grupper i Finland: Roma, jøder, russere og tatarer (der ikke må forveksles med taterne i Norge). De er alle omfattet af forfatningens garantier, mens russerne og tatarerne desuden er omfattet af den finsk-russiske samarbejdsaftale fra 1992. Russerne tæller ca. 5.000 personer, der udgør det traditionelle russiske islæt i den finske befolkning. De benævnes også gammelrusserne. Desuden findes der 20.000 andre russere, der er indvandret i løbet af det 20. århundrede efter uafhængigheden i 1917. Det er især slægtninge og pårørende til ruslandsfinner, der er migreret til Finland efter landets selvstændighed i 1917. Finlandsrusserne indgår i den russisk-finske samarbejdsaftale fra 1992, hvori begge stater garanterer støtte til hhv. russerne og tatarerne i Finland og finnerne i Rusland og dermed etablerer en principiel symmetri med hensyn til anerkendte minoritet-kin-state-relationer.

Tatarerne udgør en gruppe på ca. 1.000 personer. De bor hovedsageligt i byerne Helsingfors, Tammerfors og Åbo. Også de er omfattet af den finsk-russisk samarbejdsaftale. Tatarerne er et turkfolk og indvandrede i slutningen af 1800-tallet især fra Nishnij Novgorod-regionen i Rusland. De slog sig ned på landet, hvor der også opstod særskilte organisationer. Allerede i 1925 blev den Finsk-Islamiske Forening stiftet, muliggjort af vedtagelsen af loven om religionsfrihed i 1922. Ti år senere fulgte det Finsk-Turkiske Samfund, der bl.a. tilbyder sprogkurser. I 1943 blev der grundlagt en islamisk forsamling i Tammerfors.

Jøderne er ligeledes anerkendt som nationalt mindretal. De tæller i dag ca. 1.500 personer. Deres forfædre er navnlig indvandret fra Rusland i 1830’erne, da Finland var en del af Zarriget. Der findes i dag jødiske samfund i hovedstaden Helsingfors og i byerne Åbo og Tammerfors. Endelig findes der også et anerkendt mindretal af roma i Finland. Deres historie rækker tilbage til1500-tallet. I 1906 grundlagdes en såkaldt sigøjnermission, som virkede blandt romaerne. I 1967 grundlagdes foreningen ”Finlands Zigenar-

teoretiska utblickar 59

förbund”. I dag anslås det, at de tæller ca. 10.000 personer i selve Finland. Desuden lever ca. 3.200 finske roma i Sverige. Ifølge den finske forfatning fra 1995 har romaerne ret til at pleje og udvikle deres sprog (romany) og kultur. I 2003 bestemte Finlands nye sproglov, at regeringen i hver valgperiode skulle fremlægge en beretning om lovens anvendelse i forhold til finsk, svensk, samisk, romani og tegnsproget. Den seneste rapport er udgivet i 2017.26

Disse i alt 18 anerkendte nationale mindretal har hver for sig en lang historie, som imidlertid ofte ukendt. De færreste nordmænd, svenskere og finlændere vil på stående fod kunne nævne alle anerkendte mindretal i deres eget land, endsige alle mindretal i nabolandene. I Danmark vil flere, måske med hjælp, kunne nævne det eneste anerkendte mindretal: tyskerne; men de vil næppe kunne give nogen dækkende karakteristik af gruppens historie og situation. De fleste indbyggere i de fire lande vil næppe kunne give blot en karakteristik af mindretalspolitikken og mindretallenes vilkår. Der vil næppe være særligt mange skandinaver, som vil være i stand til at sætte navn på alle 18 nationale mindretal. De er kendte blandt særligt interesserede, blandt de kulturelle ”feinschmeckere”; men mindretallenes særegne fortællinger, kultur, sprog og historie er ukendte for de fleste. Som så mange nationale mindretal i avancerede velfærdsstater er de nor-

26 Report of the Government on the application of language legislation 2017, Government publications 10/2017, Prime

Minister's Office, Helsinki 2017. diske mindretal i dag truet af uvidenhed og ligegyldighed, af ignorance og indifference, ikke af statslige overgreb eller diskrimination. Desto mere grund er der til at forske i deres situation og til at formidle viden om dem.

Forskning i nordiske mindretal siden år 2000

I de sidste 20 år er der blevet forsket og publiceret meget i mindretalsforhold i Norden. Det er sket i oversigtsværker, monografier, antologier, tidsskrifter, onlinepublikationer og avisartikler. En del er blevet til som opdragsforskning og udredningsarbejde i forbindelse med regeringernes fastlæggelse af mindretalspolitikker. Dertil kommer upublicerede akademiske afhandlinger på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau på navnlig, men ikke kun nordiske universiteter. Der findes endnu ingen omfattende, komparativ, analytisk samlet fremstilling af mindretalsproblematikken i Norden. Der findes heller ingen samlet nordisk mindretalsbibliografi. Det kan ikke kompenseres ved korte oversigtskarakteristikker som mine egne.27 Ikke desto mindre findes der en lang række videnskabelige arbejder, der tilsammen giver et godt billede af mindretallenes situation og de udfordringer, de står over for.

Forskere inden for en række forskellige discipliner, men især inden for jura, sprogforskning, sociologi og historie, har publiceret et stort antal studier. Det viser en betydelig forsknings- og erkendelsesinteresse,

60 teoretiska utblickar

som igen er udtryk for, at de nationale mindretals situation anses som væsentlig at få belyst. Mindretalsforskning kan tage afsæt i historiske eller aktuelle konflikter, som det fx er tilfældet i det dansk-tyske grænseland eller med henblik på minoriteter på Nordkalotten. Der kan tages udgangspunkt i diskrimination og behov for inklusion som hos roma og romani. Det kan også være, at det er den internationale interesse for etnopolitiske problemstillinger, som smitter af på forskningen i mindretal i de nordiske lande. De senere års fornyede interesse i identitetsbevægelser bidrager også til forskningsinteressen i nordiske minoriteter.

I det følgende skal der eksemplarisk, men rammerne taget i betragtning ikke gives nogen udtømmende karakteristik af centrale bidrag til udforskningen af de nationale mindretal i Norden siden år 2000. Af sproglige grunde, der skyldes min egen begrænsning, kan der her kun tilgodeses værker publiceret på engelsk, dansk, norsk, svensk og tysk. Det betyder, at mange centrale finsksprogede publikationer desværre ikke kan omtales i denne forskningsoversigt. Det er en mangel, som jeg må vedgå, men ikke kan afhjælpe. Heldigvis trækker mange af de her omtalte publikationer om minoriteter i Finland, som i hvert tilfælde omfatter fyldige litteraturoversigter, i stort omfang på de finsksprogede forskningsbidrag. Tilsvarende har jeg ikke kunnet tilgodese publikationer på andre sprog, herunder mindretallenes egne udgivelser på egne sprog bortset fra svensk og tysk.

De nordiske landes mindretalspolitikker med særligt hensyn på implementeringen af Europarådets mindretalsbeskyttelsesaftaler behandles med landeartikler i en antologi udgivet af Sia Spiliopoulou Åkermark om internationale forpligtelser og nationale debatter i Østersøregionen fra 2006.28 Østersøregionen omfatter i denne antologi tillige Norge, så bogen byder på fyldige bidrag om mindretalspolitikken med status omkring 2005 over for det tyske mindretal i Danmark (Jørgen Kühl og Karen Margrethe Pedersen), de svensksprogede, samerne, roma, jøder, tatarer og gammelrusserne i Finland (Kristian Myntti og Pirkko Nuolijärvi), mindretallene i Norge (Einar Niemi) og i Sverige (Sia Spiliopoulou Åkermark og Leena Huss). Bidragene om Sverige og Norge giver en fin beskrivelse af debatterne omkring anerkendelsen af nationale mindretal omkring år 2000. Antologien omhandler navnlig rettighedsaspektet, men de fire bidrag om de nordiske lande giver tillige en fin indføring i mindretalspolitik og de anerkendte mindretals vilkår belyst eksperter med baggrund i sprogforskning, sociologi, jura og historie.

Clive Archer og Pertti Joenniemi udgav i 2003 en engelsksproget antologi om fraværet af konflikt i det moderne Norden.29 En række bidrag afprøver hypotesen om en særlig ”nordisk fred” og giver eksempler på konflikthåndtering, herunder mindretalspo-

28 Sia Spiliopoulou Åkermark et al. (eds.): International Obligations and National Debates: Minorities around the Baltic Sea,

Mariehamn 2006. 29 Clive Archer/Pertti Joenniemi (eds.): The Nordic Peace, Aldershot 2003.

teoretiska utblickar 61

litik. Heri indgår også bidrag om nationale mindretal i de nordiske lande, nemlig om Åland (Pertti Joenniemi), den dansk-tyske grænseregion (Jørgen Kühl), sprogspørgsmålet i Finland (Henrik Stenius), non-autoktone minoriteter i de nordiske lande med fokus på roma, jøderne, kvenerne og russerne (Lauri Hannikainen og Sia Spiliopoulou Åkermark).

I 2005 udgav Steinar Imsen en antologi om Grenser og grannelag i Nordens historie. Heri findes blandt der mange relevante bidrag om grænseproblematikker i et overvejende historisk perspektiv flere artikler om mindretallene i det dansk-tyske grænseland, Tornedalen, folkegrupper i Nordkalotten samt om kvener og samer i det nordligste Skandinavien.30 Værket viser, hvordan minoritetsaspekter efter årtusindskiftet ikke blot blev tilgodeset, men inddraget omfattende i en fællesnordisk fremstilling af grænseproblematikken. Mens der ikke findes én autoritativ monografi eller antologi om mindretallene i Norden, findes der til gengæld findes enkelte værker, som omhandler forskellige aspekter af mindretalsforhold i flere nordiske lande. Her er den tyske afhandling af Inken Dose om nationale mindretal i Østersøområdet fra 2011, som behandler mindretal i Danmark, Sverige og Finland (sammen med Estland og Letland) i en god analytisk fremstilling.31 I 2018 udgav Nils Erik Fors-

30 Steinar Imsen: Grenser og grannelag i Nordens historie, Oslo 2005. 31 Inken Dose: Nationale Minderheiten im Ostseeraum. Geschichte und Gegenwart, Identität und territoriale Anbindung,

Berlin 2011. gård og Lia Markelin en antologi om perspektiver på mindretal i Østersøområdet, som bl.a. indeholder bidrag om samerne og de fem nationale mindretal i Sverige.32

Flere af de nordiske mindretal findes i flere nordiske lande. Dette sætter også spor i udforskningen af emnet – også i forhold til ”mindre” minoriteter. I 2013 publicerede David Thurfell en studie af pinsebevægelsens betydning hos roma, nærmere bestemt kaale-gruppen, i Sverige og Finland.33 Her gives en grundig belysning af religionens betydning hos roma-minoriteterne. Roma-mindretallenes rettigheder og mangel på samme er blevet belyst i en bog af Päivi Hernesniemi og Lauri Hannikainen fra 2000.34

Samernes historiske og aktuelle situation er veludforsket og publiceret, og der pågår kontinuerligt studier i denne nordiske urbefolknings vilkår på Nordkalotten. Et væsentligt værk er opslagsværket udgivet af Ulla-Maija Kulonen, Irja Seurujärvi-Kari og Risto Pulkkinen: The Saami. A Cultural Encyclopaedia fra 2005.35 Værket er resultat af et stort projekt, som Saami Studies Work Group ved Helsingfors universitet iværksatte i begyndelsen af 1990erne, og som siden kom til at omfattende sameeksperter ved universiteter i Umeå i Sverige og Tromså i

32 Nils Erik Forsgård/Lia Markelin: Perspectives on Minorities in the Baltic Sea States, Helsingfors 2018. 33 David Thurfell: Faith and Revivalism in a Nordic Romani Community: Pentecostalism Amongst the Kaale Roma of Sweden and Finland, New York 2013. 34 Päivi Hernesniemi/Lauri Hannikainen: Roma minorities in the

Nordic and Baltic Countries: are their rights realised?, University of Lapland 2000. 35 Ulla-Maija Kulonen, Irja Seurujärvi-Kari og Risto Pulkkinen:

The Saami. A Cultural Encyclopaedia, Vammala 2005.

62 teoretiska utblickar

Norge. Formålet med dette leksikon over samiske forhold er at kortlægge og tilvejebringe systematik information om samernes kultur. Det er den første encyklopædi om samerne. Det er et velfungerende opslagsværk, som er uundværligt for en hver, som interesserer sig for samiske forhold i bred forstand og på tværs af historien. Geografisk dækker opslagsordene hele det samisk beboede område, dvs. Norge, Sverige, Finland og Rusland. Bagest i værket findes en 42 sider lang detaljeret bibliografi, som viser vejen til monografier, bidrag og andre afhandlinger om samiske forhold.

Samerne på tværs af flere nordiske lande behandles i en række skrifter, til dels sammen med andre minoriteter. De finsk-ugriske mindretals – dvs. samernes, kvenernes, tornedalingerne og sverigefinners – situation i Sverige og Norge beskrives således fortrinligt af Lars Esenius i et komparativt perspektiv i en bog udgivet i 2006.36 Han analyserer i et historisk overblik bl.a. nationalstaternes homogeniseringsbestræbelser, kolonisationspolitik i Sverige, nationalistisk politik over for samerne og de finsksprogede mindretal i Norge og Sverige, mindretallene i den svenske velfærdsstat og liberaliseringen efter 1945. Han pointerer, hvordan det øgede nordiske samarbejde, som sikrede de nordiske landes borgere ligestilling i Norden, også blev til fordel for mindretal, herunder finnerne i Sverige. Det samiske kulturelle

36 Lars Elenius: Nationalstat och minoritetspolitik. Samer och finskspråkliga minoriteter i ett jämförande nordiskt perspektiv, Studentlitteratur 2006. samarbejde på tværs af intranordiske grænser har været vigtigt for alle samiske mindretal i regionen.

Andre værker behandler ligeledes flere finsk-ugriske mindretal på Nordkalotten. Det gælder fx Kjell Ole K. Olsen, som henter sine eksempler i Finnmarken,37 og en antologi udgivet af Birger Winsa for Tornedalens Akademi i 2005, hvis bidrag undersøger finsk-ugriske folkeslags og sprogs rødder.38 Syd-samisk identitet i Norge og Sverige behandles i en antologi med ni bidrag udgivet af Håkon Hermanstand, Asbjørn Kolberg, Trond Risto Nilssen og Leiv Sem fra 2019.39 Heri belyses sydsamiske manifestationer ud fra sociolingvistiske, arkæologiske og historiske perspektiver samt ved tekstanalyser. Endelige belyses aktuelle konflikter. Samernes kultur og historie i Norge og Sverige beskrives i en kompakt publikation udgives af Nordisk Samisk Institut i 2000.40

Ud over disse studier af de samiske mindretal i flere nordiske lande, findes der en række nordiske og internationale studier af de enkelte landes samiske mindretal. De fleste er udgivet i de nordiske lande, men emnet optager også forskere i andre lande. En tysksproget afhandling af Mirko Schönfeldt fra 2007 behandler fx samernes som sprog-

37 Kjell Ole K. Olsen: Identities, ethnicities and borderzones, Orkana akademisk 2010. 38 Birger Winsa: Finno-Ugric people in the Nordic countries,Meän akateemi/Academia Tornedaliensis 2005. 39 Håkon Hermanstand, Asbjørn Kolberg, Trond Risto Nilssen og

Leiv Sem: The Indigenous Identity of the South Saami. Historical and Political Perspectives on a Minority within a Minority,

Springer Open 2019. 40 Samenes kultur og historie – samepolitikk i Norge og Sverige,

Sámi Instituhtta/Nordisk Samisk Institut 2000.

teoretiska utblickar 63

ligt og kulturelt mindretal i Norge med særlig vægt på deres juridiske status.41 Ansgar Firsching publicerede i 2002 en tilsvarende undersøgelse af samerne i Sverige med særlig vægt på mindretallets retsstilling.42 Et svensk bidrag er Peter Johansson, som i 2008 publicerede en grundig studie af svensk samepolitik i tiden 1986–2005.43 Samiske kulturhistoriske forhold er bl.a. blevet formidlet i

41 Mirko Schönfeldt: Die sprachliche und kulturelle Minderheit der Samen in Norwegen unterbesonderer Berücksichtigung des rechtlichen Schutzregimes, Berlin 2007. 42 Ansgar Firsching: Die Samen, ihre Rechtsstellung in Schweden und ihre Rechtsstellung im Lichte der Indigenous Peoples weltweit, Peter Lang Verlag 2002. 43 Peter Johansson: Samerna – ett ursprungsfolk eller en minoritet? En studie av svensk samepolitik 1986–2005, Göteborg 2008. Nordiska Museets årbog 2008 med bidrag om bl.a. sproghistoriske forhold, rettigheder, kunst etc.44 I 2017 udgav den finlandssvenske tænketank Magma en rapport om samepolitikken i Finland af Lia Markelin. 45

I alle tre nordiske lande med samiske befolkninger er der blevet skabt såkaldte Sameting, som giver samerne indflydelse på egne forhold. Det har afstedkommet en samisk offentlighed og en politisk proces med beslutningstagning. Disse forhold undersøgtes i 2003 i Norge som led i magtudrednin-

44 Christer Westergren/Eva Silvén: För Sápmi i tiden, Nordiska

Museets och Skansens årsbok 2008. 45 Lia Markelin: Ett folk under hot? En inblick i samepolitiken i

Finland, Magma, Pamflett, 1/2017.

64 teoretiska utblickar

gen. Her bidrog Bjørn Bjerkli og Per Selle med en bog om Sametinget og den nye samiske offentlighed.46 De samiske parlamenter Sameting i Norge, Sverige og Finland har vakt international interesse som forbillede for, hvordan urfolks rettigheder kan tilgodeses med kulturelt selvstyre og er blevet publiceret i forskellige sammenhæng – bl.a. i en antologi om non-territorial autonomi fra 2015 udgivet af Tove H. Malloy, Alexander Osipov og Balázs Vizi. 47

Samisk identitet belyses i en antologi, som Vigdis Stordahl i 2006 udgav på Samisk Institut.48 Heri behandles så forskellige emner som landskab, forvaltning og samisk identitet, bosættelsesmønstre, etnisk identitet i officielle statistikker, etnisk identitet og postkolonial teori. Samiske kulturhistoriske forhold er bl.a. blevet formidlet i Nordiska Museets årbog 2008 med bidrag om bl.a. sproghistoriske forhold, rettigheder, kunst etc.

Den systematiske udforskning af samernes historie og aktuelle forhold pågår ved universitetet i Umeå i Sverige, hvor der i 2000 blev grundlagt et center for samisk forskning, som har skiftet navn nogle gange, men siden 1. januar 2020 hedder Várdduo – Centrum för samisk forskning/Várdduo – Sámien uhtssademonguovdátje. Centret er

46 Bjørn Bjerkli/Per Selle: Samer, makt og demokrati. Sametinget og den nye samiske offentligheten, Gyldendal akademisk 2003. 47 Adam Stepien/Anna Petrétei/Timo Koivurova: Sámi Parliaments in Finland, Norway, and Sweden, in: Tove H. Malloy/

Alexander Osipov/Balázs Vizi (ed.): Managing Diversity Through Non-Territorial Autonomy, Oxford 2015, s. 117–138. 48 Vigdis Stordahl: Samisk identitet: kontinuitet og endring,

Sámi Instituhtta 2006. tværfagligt udrettet og samlere forskere og ph.d.-studerende omkring forskning i samiske og andre urfolk. Dertil kommer udvikling af undervisning med samisk og urfolk. Centret udgiver to skriftrækker: ”Sámi Dutkan” og ”Skrifter från Vaartoe – Centrum før samisk forskning” med omfattende publikationsvirksomhed. Blandt de vigtige udgivelser kan nævnes en antologi udgivet af Peter Sköld og Patrik Lantto i 2000 om samerne og staterne på Nordkalotten,49 antologien I går, i dag, i morgen om samerne, politikken og videnskab, udgivet af Peter Sköld og Per Axelsson i 2005.50 De samme forfattere udgav samme år antologien Ett land, ett folk, om hele sameland/Sápmi i historie og nutid med fokus på tre tværgående temaer: historie og religionsvidenskab, historiedemografi samt identitet og køn.51 Peter Sköld har også stået for to antologier fra hhv. 2008 og 2012 med bidrag fra internationale forskere i samiske problemstillinger, som har præsenteret deres resultater på konferencer.52 Bidragene gør status over aktuel forskning, men påpeger samtidig behovet for yderligere videnskabelige studier i samiske problemstillinger.

Et skridt på vejen er komparative studier mellem samer og andre urfolk. Det førte til udgivelsen af to studier om hhv. san-fol-

49 Peter Sköld/Patrik Lantto (ed.): Den komplexa kontinenten,

Umeå 2000. 50 Peter Sköld/Per Axelsson (ed.): Igår, idag, i morgen. Samerne, politiken och vetenskapen, Umeå 2005. 51 Per Axelsson/Peter Sköld (ed.): Ett land, ett folk. Sámpi i historia och nutid, Umeå 2005. 52 Peter Sköld: Människor i norr. Samisk forskning på nya vägar,

Umeå 2008; Peter Sköld: Vid foten av fjället. Forskning om samernes historia och samhälle, Umeå 2012.

teoretiska utblickar 65

ket i Botswana og samerne, udgivet af Peter Sköld, Moa Sandström og Maitseo Bolaane i 201553 og en monografi om samer og australske aboriginals i lyset af minedrift af Kristina Sehlin MacNeil i 2017.54 Ved centret er også udgivet forskningsrapporter, herunder en komparativ undersøgelse af samisk kulturpolitik og de nordiske sametings kulturpolitiske handlingsrum udarbejdet af Karin Mannela Gaup i 2007.55

Mindretalspolitikken og de nationale mindretals historiske udvikling i de enkelte lande er siden 2000 blevet undersøgt i et voksende antal publikationer. I Norge er hovedværket om de anerkendte nationale mindretals historie og situation en antologi udgivet af Anne Bonnevie Lund og Bente Bolme Moen i 2010.56 Bogen omfatter 14 bidrag inden for tre hovedområder (kultur og historie, aktuel status, udblik), som dækker alle anerkendte mindretal i landet. Antologien er central for en samlet forståelse af Norges mindretalspolitik og kvenernes, skogfinnernes, jødernes, romaernes og romani/taternes situation. Herunder påpeges bl.a. udviklingen i politikken over for kvenerne, der i løbet af 1990erne ændrede status fra indvandrere til national minoritet (Einar Niemi). Der forskes dog især i historiske forhold, min-

53 Peter Sköld/Moa Sandström/Maitseo Bolaane: Under the

Same Sun. Parallel Issues and Mutual Challenges for San and

Sami Peoples and Research, Umeå 2015. 54 Kristina Sehlin MacNeil: Extractive Violence on Indigenous

Country. Sami and Aboriginal Views on Conflicts and Power

Relations with Extractive Industries, Umeå 2017. 55 Karin Mannela Gaup: Samisk kulturpolitik i ett nordiskt perspektiv, Umeå 2007. 56 Anne Bonnevie Lund/Bente Bolme Moen (ed.): Nasjonale minoriteter i det flerkulturelle Norge, Trondheim 2011. dre i den aktuelle situation. Kenneth Hyltenstam publicerede dog i 2003 en rapport om kvensk status i Norge efter opdrag fra regeringen.57

I 2015 fremlagde Arnfinn H. Midtbøen og Hilde Lidén en koncentreret forsknings- og kundskabsoversigt med særligt henblik på diskriminering af samerne, de nationale mindretal og migranter i Norge.58 Deres gennemgang viste, at alle gruppe var udsat for diskriminering, men at der mangler forskning om diskriminering af samer og nationale mindretal i landet. Den norske politik overfor romanierne også benævnt tatere siden 1850 er grundigt dokumenteret i en minutiøs og meget informativ offentlig udredning fra 2015 med en hovedrapport på 146 og en underliggende undersøgelse på 722 sider.59 ”Senter for studier av Holocaust- og livssynsminoriteter” i Oslo beskæftiger sig som forskning-, dokumentations- og formidlingscenter med holocaust, folkedrab og minoriteter.60 Forskningen omfatter bl.a. holocaust og jødisk historie og minoriteters vilkår. Det har resulteret i en række vigtige publikationer og rapporter også om de nationale mindretal i Norge. Nik. Brandal, Cora Alexa Døving og Ingvill Thorson Plesner udgav i

57 Kenneth Hyltenstamm/Tommaso Milani: Kvenskans status,

Rapport för Kommunal- og regionaldepartementet och Kultur- og kirkedepartementet i Norge, oktober 2003. 58 Arnfinn H. Midtbøen/Hilde Lidén: Diskriminering av samer, nasjonale minoriteter og innvandrere i Norge, Institut for samfunnsforskning Rapport 2015:01, Oslo 2015. 59 Assimilering og motstand. Norsk politikk overfor tatere/romanifolket fra 1850 til i dag, NOU/Norges offentlige udredninger 2015:7 med Vedlegg til NOU 2015:7, Oslo 2015. 60 https://www.hlsenteret.no/ (13.04.2020).

66 teoretiska utblickar

2017 en antologi om alle norske nationale mindretal og urfolket samerne siden år 1900. I bogen formidles ny forskning i mindretallenes historie og aktuelle vilkår samt myndighedernes skiftende mindretalspolitik. Bogen er et centralt værk om minoriteterne i Norge.61 Centeret publicerede i 2011 en bog af Bjarte Bruland om de norske jøder og holocaust, som fortæller baggrunden for tyskernes deportation af 772 norske jøder til koncentrationslejre i efteråret 1942.62 Andre udgivelser omhandler antiziganisme og diskriminering af roma ved Maria Bosvoll og Natasha Bielenberg fra 201263 og en kvalitativ interviewundersøgelse om jødiske identiteter, historiebevidsthed og erfaringer med antisemitisme i Norge ved Cora Alexa Døving og Vibeke Moe udgivet i 2014,64 som tager afsæt i folkedrabet på de norske jøder under Anden Verdenskrig og erindringen derom i det jødiske samfund. De norske romas skæbne før og under Anden Verdenskrig inkl. nazisternes forsøg på at tilintetgøre dem samt udviklingen efter 1945 kortlægges af Maria Rosvoll, Lars Lien og Jan Alexander Brustad i en bog udgivet i 2015.65 De følger bl.a. 66 norske romas skæbne i

61 Nik. Brandal/Cora Alexa Døving/Ingvill Thorson Plesner (ed.):

Nasjonale minoriteter og urfolk i norsk politikk fra 1900 til 2016, Oslo 2017. 62 Bjarne Bruland: Det norske Holocaust. Forsøket på å tilintetgjøre de norske jødene, Oslo 2011. 63 Maria Rosvoll/Natasha Bielenberg: Antisiganisme, stereotypier og diskriminering av rom, HL-senterets temahefte nr. 14,

Oslo 2012. 64 Cora Alexa Døving/Vibeke Moe: ”Det som er jødisk”. Identiteter, historiebevidsthed og erfaringer med antisemitisme,

Oslo 2014. 65 Maria Rosvoll/Lars Lien/Jan Alexander Brustad: “Å bli dem kvit”. Utviklingen av en “sigøynerpolitikk” og utryddelsen av norske rom, Oslo 2015. Auschwitz-Birkenau i 1943–44, hvor kun fire af dem overlevede. Bogen er blevet til på baggrund af et forskningsopdrag fra den norske regering om roma og holocaust med fokus på perioden 1930–1950.

For Sveriges vedkommende foreligger der en forskningsbaseret redegørelse for meänkieli og sverigefinsk i undervisningssektoren skrevet af Jarmo Lainio og udgivet som regionalt dossier af Mercatorprojektet i Nederlandene i 2001.66 I samme serie har Mikael Svonni ligeledes i 2001 publiceret en status for samisk i undervisningen i Sverige.67 Begge fremstillinger trænger dog til en opdatering, da der er sket meget i de seneste to årtier på området. I 2009 udgav Lars Elenius en antologi om rettigheder for urfolk, mindretal og indvandrere med bidrag fra forskere fra hele verden.68 I 2018 offentliggjorde han en artikel om nationale mindretals symbolske nationsbygning illustreret ved forestillingerne om de to transnationale etniske hjemlande Kvenland og Sápmi med egne flag, mindedage og hymner.69

Ved Centrum for multietnisk forskning, fra 2010 Hugo Valentin-centrum ved universitetet i Uppsala findes NAMIS -Forum for nationella minoriteter i Sverige, som har til formål at fremme forskningssamarbejde

66 Jarmo Lainio: Meänkieli and Sweden Finnish. The Finnic language sin education in Sweden, Mercator-Education, Ljouwert/

Leeuwarden 2001. 67 Mikael Svonni: Sami. The Sami language in education in Sweden, Mercator-Education, Ljouwert/Leeuwarden 2001. 68 Lars Elenius (ed.): Är vi inte alla minoriteter i världen? Rättigheter för urfolk, nationella minoriteter och invadrara, Ordfront 2009. 69 Lars Elenius: Nationella minoriteters symboliska nationsbygganda, Historisk Tidsskrift138:3 – 2018, s. 480–509.

teoretiska utblickar 67

om nationale mindretal, mindretalssprog og -kulturer.70 NAMIS udsender bl.a. et nyhedsbrev og har to skriftrækker: NAMIS-serien med hidtil seks publikationer og Endagered Languages and Cultures med syv udgivelser.

Sverigefinnernes historie er bl.a. tilgodeset med flere artikler i en antologi af Maria Sjöberg og Birgitte Svensson udgivet i 2011. Heri aftrykkes bl.a. et bidrag af Eva Silvén om sverigefinner og tornedalinger og deres repræsentation i Nordiska museets samlinger.71 I 2015 udgav den svenske Kommissionen mot antiziganismen en redegørelse for antiziganisme i Sverige i 1900-tallet.72

For Finlands vedkommende er der navnlig blevet forsket i og publiceret om finlandssvenskerne. Her har det været afgørende, at de svensksprogede finlændere traditionelt har stærke akademiske traditioner og forskningsinstitutioner med omfattende publikationsvirksomhed. Ingen anden minoritetsgruppe i Norden råder over tilsvarende grundige om omfattende studier af historiske og aktuelle forhold som finlandssvenskerne. Meget vigtig er i denne forbindelse ”Svenska Litteratursällskapet i Finland”, som allerede blev grundlagt i 1885. Selskabet har godt 1.100 medlemmer og knap 100 ansatte i Helsingfors og Vasa. Det administrerer en af de største private almennyttige

70 https://www.valentin.uu.se/forskning/grupper-och-natverk/ namis/ (13.04.2020). 71 Eva Silvén: Minoritet – dilemma och möjlijhet, in: Maria Sjöberg/Birgitta Svensson (ed.): Svenskfinska relationer. Språk, identitet och nationalitet efter 1809, Nordiska museets förlag 2011, s. 79–94. 72 Antiziganismen i Sverige. Om övergrepp och kränkningar av romer under 1900-talet och i dag, Stockholm 2015. fonde i Finland og yder således økonomiske bidrag til væsentlige forskningsprojekter. Således finansieres årligt op til tre nye forskningsprojekter inden for samfundsvidenskab og humaniora. Selskabet udgiver selv omtrent 15 publikationer årligt om finlandssvenske forhold.

I årene 2005–2007 udgav selskabet et firebindsværk benævnt ”Svensk i Finland – Finsk i Sverige” om påvirkninger og afhængighed mellem Finland og Sverige, finsk og svensk i det lange historiske perspektiv med antologier udgivet af Gabriel Bladh og Christer Kuvaja om mennesker, samfund og ideer fra 2005,73 af Marianne Junila og Charles Westin om forholdet mellem majoriteter og minoriteter med fokus på magtrelationer mellem svensk og finsk i både Finland og Sverige fra 2006,74 af Juhana Aunesluoma og Susanne Fellman om de to landes økonomier i 1900-tallet med fokus på økonomisk samarbejde og vekselvirkninger75 og som afslutning Olli Kangas og Helena Kangasharju i 2007 om ordets magt og magtens ord i det politiske rum med analyser af sammenhængen mellem sprog i identitetskonstruktioner.76

Blandt de nyere videnskabelige værker af grundlæggende betydning for forståelsen af finlandssvenskerne vilkår i fortid og nutid

73 Gabriel Bladh/Christer Kuvaja (ed.): Dialog och särart, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2005. 74 Marianne Junila/Charles Westin (ed.): Mellan majoriteter och minoriteter, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis

Bokförlag 2006. 75 Juhana Aunesluoma/Susanna Fellman: Från olika til jämlika,

Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2006. 76 Olli Kangas/Helena Kangasharju (ed.): Ordens makt och maktens ord, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis

Bokförlag 2007.

68 teoretiska utblickar

kan især nævnes det nye firebindsværk Finlands Svenska Historia fra 2008–2016, som er resultatet af forskningsprojektet ”Svenskt i Finland – en lång historia”, som Svenska Litteratursällskapet har finansieret sammen med Svenska kulturfonden, Föreningen Konstsamfundet og Stiftelsen för Åbo Akademi. De fire bind dækker hele den svenske historie i Finland og er skrevet skrevet af de kendte historikere Kari Tarkiainen: Sveriges österland. Från forntiden till Gustav Vasa (2008), Nils Erik Villstrand: Riksdelen. Stormakt och rikssprängning i tidsrummet 1560–1912 (2009), Max Engman: Språkfrågan. Finlandssvensthetens uppkomst 1812–1922 (2016), samt Henrik Meinander: Nationalstaten. Finlands svenskhet 1922–2015 (2016).77 Meinanders bog om de seneste 100 års finlandssvensk historie giver en fornem redegørelse for centrale emner og udviklingslinjer både for finlandssvenskerne på fastlandet og den særskilte udvikling på Ålandsøerne. Han behandler tillige som ekskurs også finnerne i Sverige – såvel sverigefinnerne som tornedalingerne. Endelig diskuterer han spørgsmålet, om de finlandssvenskere, som i løbet at det seneste århundrede er udvandret til Sverige, herunder alene ca. 60.000 i anden halvdel af 1900tallet, kan betegnes som

77 Kari Tarkiainen: Sveriges österland. Från forntiden till Gustav

Vasa, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2008; Nils Erik Villstrand: Riksdelen. Stormakt och rikssprängning.. 1560–1912, Svenska Litteratursällskapet i

Finland/Atlantis Bokförlag 2009; Max Engman: Språkfrågan.

Finlandssvenskhetens uppkomst 1812–1922, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2016; Henrik

Meinander: Nationalstaten. Finlands svenskhet 1922–2015,

Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2016. rikssvenska finlandssvenskere. Han kunne af nærliggende grunde ikke tage højde for debatten om en anerkendelse af denne gruppe som særskilt national minoritet i Sverige, som blev afvist i 2017.

Andre vigtige publikationer udgivet af det svenske litteraturselskab i Finland er bl.a. en finlandssvensk litteraturhistorie fra 2014.78 Dertil kommer i omfang og vidensniveau imponerende sproghistoriske studier om finlandssvensk i fortid og nutid i seks bind udgivet af Marika Tandfeldt (fem samlebind) hhv. Ann-Marie Ivars (en monografi) i årene 2015–2019.79 Endelig har litteraturselskabet også i 2016 publiceret en vigtig antologi redigeret af Mats Wickström og Charlotta Wolf om minoriteter og minoritetspolitik i et historisk perspektiv over 300 år i hele Finland med vigtige bidrag om bl.a. de russiske, jødiske, tatariske og romaminoriteter.80 Ikke-nordiske forskere har også interesseret sig for den finske situation. Albert F. Reiterer publicerede således i 2004 en tysksproget oversigt over Finlands mindretalspolitik

78 Michel Ekmann (ed.): Finlands svenska litteratur 1900–2012,

Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2014. 79 Ann-Marie Ivars: Dialekter och småstadsspråk, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2015; Marika

Tandefelt (ed.): Gruppspråk, samspråk, två språk, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2015; Marika Tandefelt (ed.): Språk i prosa och press, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2017; Marika Tandefelt (ed.): Språk i skola och samhälle, Skrifter utgivna av

Svenska litteratursällskapet i Finland 2017; Marika Tandefelt (ed.):Finländsk svenska från medeltid till 1860, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2019; Marika

Tandefelt (ed.) Finländsk svenska från 1860 till nutid, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2019. 80 Mats Wickström/Charlotta Wolff (ed.): Mångkulturalitet, migration och minoriteter i Finland under tre sekel, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2016.

teoretiska utblickar 69

med et kritisk blik på både eksemplariske og mindre lyse sider.81 Det svenske sprogs status i undervisningssektoren i Finland er beskrevet i Mercator-serien.82

Åland har som neutraliseret, selvstyrende område en særstatus i Finland. Øgruppens historie fra istiden og frem til Finlands indtræden i EU i 1995 er samlet og koncist fortalt med henblik på et bredt interesseret publikum i en bog af kulturjournalisten Benita Mattsson-Eklund i 2000.83 Mere videnskabelige studier har ligeledes behandlet ålandske temaer. Det gælder Jan-Ole Lönnblad, som i 2002 undersøgte Ålands kulturpolitik.84 Det ålandske selvstyre er behandlet indgående i en antologi udgivet i 2015 af Sia Spilipoulou Åkermark om selvstyreordninger på Færøerne, Grønland og Ålandsøerne.85 Selve selvstyreordningen analyseres indgående af Markku Suksi i en monografi fra 2005.86

De andre nationale mindretal i Finland er der kun publiceret sporadisk om. Den finlandssvenske tænketank Magma udgiver dog ikke blot studier og publikationer af betydning for finlandssvenskerne, men be-

81 Albert F. Reiterer: Finnland. Eine kleine Nation und ihre Minderheitenpolitik, Peter Lang 2004. 82 Anna-Lena Østern/Heidi Harju-Luukkainen/Sebastian Ekholm:

Swedish. The Swedish language in education in Finland, 2nd edition, Mercator/European Research Centre on Multilingualism and Language Learning, Leeuwarden 2013. 83 Benita Mattsson-Eklund: Alla tiders Åland. Från istid till EUindträde, Ålands landskapsstyrelse, Mariehamn 2000. 84 Jan-Ole Lönnblad: Åländsk kulturpolitik vid millennieskiftet,

Nordisk Kultur Institut 2002. 85 Sia Spilipoulou Åkermark (ed.): Självstyrelser i Norden i ett fredsperspektiv: Färöarna, Grönland och Åland, Nordiska Rådet 2015. 86 Markku Suksi: Ålands konstitution: en sammanställning av materiak och tolkningar i anslutning til självstyrelseslag för

Åland, Åbo 2005. handler også andre minoriteter. Således publicerede Magma i 2012 en kort beskrivelse af tatarerne som usynlig minoritet, forfattet af Sabira Ståhlberg, som selv har finlandssvensk-tatarisk familiebaggrund.87

Mindretallene i Sverige er også blevet undersøgt i en række forskningspublikationer, hvoraf en del om samer og finner indgår i de allerede nævnte udgivelser. Mange publikationer er udkommet før år 2000 og kan derfor ikke anføres her. Lotta Weckström udgav i 2011 en undersøgelse af finskhed i Sverige med fokus på identitet, flersprogethed og identifikation blandt unge med finsk baggrund.88 De svenske jøders reaktion på det nazistiske folkedrab på de europæiske jøder er blevet undersøgt af Pontus Rudberg i 2017.89 I Sverige er der udgivet en lang række informationsmateriale og vejledninger til offentlige instanser om de anerkendte nationale mindretal, som igen bygger på kildestudier. Mange af dem findes på hjemmesiden https://www.minoritet.se,90 herunder et informationstillæg med fokus på retten til sprog vedlagt avisen Dagens Nyheter den 25. august 2016.91

Det tyske mindretal i Danmark er velbelyst i form af en lang række artikler, men der findes endnu ingen samlet fremstilling af minoritetens historie siden 1920. Ud over bi-

87 Sabira Ståhlberg: Tatarerna – Finlands osynliga minoritet, 30.5.2012, https://magma.fi/tatarerna-finlands-osynliga-minoritet/ (14.09.2020). 88 Lotta Weckström: Representation of Finnishness in Sweden,

Helsinki 2011. 89 Pontus Rudberg: The Swedish Jews and the Holocaust, London/New York 2017. 90 https://www.minoritet.se/dokumentarkiv (13.04.2020). 91 https://www.minoritet.se/4251?file_id=1 (13.04.2020).

70 teoretiska utblickar

dragene til fælles antologier i en nordisk/ international som nævnt ovenfor, findes der centrale publicerede bidrag til antologier, som tilsammen giver et samlet billede af det tyske mindretals udvikling gennem de seneste 100 år. I 2001 udgav Robert Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl en antologi med en dansk og tysk udgave om de nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland i tiden 1933–1945.92 Heri indgår bl.a. bidrag om mindretal og flertal i Nordslesvig omkring 1940 (Hans Schultz Hansen), den danske modstandsbevægelse og det tyske mindretal (Karl Christian Lammers), interneringen tyske kollaboratører efter besættelsen i Faarhuslejren (Henrik Skov Kristensen) og retsopgøret med det tyske mindretal efter 1945 (Sabine Lorek). Tematisk i forlængelse heraf ligger to afhandlinger om det tyske mindretal og dets andel i hhv. senere selvopgør med nazismen af Henrik Skov Kristensen: Storværket Straffelejren fra 2011 om retsopgøret med og interneringen af det tyske mindretal efter 1945 satte for alvor fokus på emnet og udløste en større diskussion blandt mindretalstyskere.93 I 2019 fulgte en systematisk analyse af erindringen i det tyske mindretal om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret.94 De to bøger blev i 2019 anta-

92 Robert Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl (ed.): Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1933–1945, Aabenraa 2001; Jørgen Kühl & Robert Bohn & Uwe Danker (ed.):

Zwischen Hoffnung, Anpassung und Bedrängnis. Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzraum in der NS-Zeit, IZRG-

Schriftenreihe Band 4, Bielefeld 2001. 93 Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigere og retsopgøret, København 2011. 94 Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verget som disputats ved Syddansk Universitet og fremstår som standardværker om emnet. Det tyske mindretal udvikling siden 1945 er blevet behandlet i en række artikler, bidrag til bøger og monografier, som omhandler det dansk-tyske grænseland og mindretallenes samtidshistorie. I monografien Den dansk-tyske mindretalsmodel og Europa fra 2003 gives en integreret fremstilling af det tyske mindretal samtidshistorie og aktuelle status.95 I antologien En europæisk model? udgivet af Jørgen Kühl på dansk i 2002 og i en ajourført udgave på tysk sammen med Robert Bohn i 2005 belyses mange forskellige sider af det tyske mindretals historie og udvikling.96 Det gælder både i samlede analyser af den dansk-tyske mindretalsmodel og i artikler om det tyske mindretal 1945–1955 (Frank Lubowitz), mindretallets Slesvigsk Parti (Gösta Toft), kirkeliv og identitet (Günter Weitling) og mindretallets organisationer (Frank Lubowitz). I antologien København-Bonn Erklæringerne 1955–2005 er det tyske mindretal ligeledes behandlet på en omfattende måde i samlede analyser og i enkeltbidrag.97 I 2019 bidrog Karen Margrethe Pedersen og Tobias Haimin WungSung med et bidrag om det tyske mindretal

denskrigen og retsopgøret i komparativ belysning, Aabenraa 2019. 95 Jørgen Kühl: Den dansk-tyske mindretalsmodel og Europa,

Aabenraa 2003. 96 Jørgen Kühl (ed.): En europæisk model? Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1945–2000, Aabenraa 2002;

Jørgen Kühl/Robert Bohn (ed.): Ein europäisches Modell?

Nationale Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzland 1945–2005, Bielefeld 2005. 97 Jørgen Kühl (ed.): København-Bonn Erklæringerne 1955–2005. De dansk-tyske mindretalserklæringers baggrund, tilblivelse og virkning, Aabenraa 2005.

teoretiska utblickar 71

til en håndbog om tysk i Vest- og Centraleuropa.98 Ligeledes i 2019 udgav Tobias Haimin Wung-Sung bogen Beyond the Border, som er den første systematiske studie af unges synspunkter på identitet i det tyske og danske mindretal i den dansk-tyske grænseregion i perioden 1955–1971.99 Der er desuden publiceret en lang række artikler om det tyske mindretal i Danmark, ofte i sammenhæng med fremstillinger af den dansk-tyske minoritetskonstellation, som ikke kan tilgodeses her.

Opsummering og perspektivering

Siden år 2000 har der været en omfattende forskningsinteresse i nationale mindretal i Norden. Det har resulteret i en lang række publikationer, for en dels vedkommende også i publikationer uden for Norden. Der er blevet forsket i mange forskellige aspekter inden for historie, sprog, kultur, religion, rettigheder og politisk participation. Der er blevet forsket, med varierende intensitet, i enkeltgrupperne, og der er blevet anstillet komparative studier. Der er publiceret monografier, antologier, artikler og andre forskningsbidrag både nationalt på som regel flertalssprogene undtagen i de tilfælde, hvor minoritetssproget er flertalssprog i en stat, og internationalt især på engelsk. Selv om der

98 Karen Margrethe Pedersen/Tobias Haimin Wung-Sung: Die deutsche Minderheit in Nordschleswig in Dänemark, in: Rahel

Beyer/Albrechts Plewnia (ed.): Handbuch des Deutschen in

West- und Mitteleuropa. Sprachminderheiten und Mehrsprachigkeitskonstellationen, Tübingen 2019, s. 11–45. 99 Tobias Haimin Wung-Sung: Beyond the Border. Young Minorities in the Danish-German Borderlands 1955–1971, Berghahn Books 2019. ikke findes nogen samlet autoritativ fremstilling af alle p.t. 18 anerkendte nationale mindretal, og selv om der ikke findes nogen fællesnordisk publikation med bidrag om alle anerkendte mindretal, er det alligevel muligt ved hjælp af de publicerede arbejder at tegne et samlet billede af deres situation og udvikling. Forskningsinteressen skyldes ikke blot et afsæt i den enkelte minoritet eller en komparativ analyse. Den stimuleres også af, at alle de nordiske lande har ratificeret Europarådets to centrale mindretalsbeskyttelsesaftaler: Sprogpagten og Rammekonventionen om beskyttelsen af nationale mindretal, hvori der bl.a. indgår forsknings- og oplysningsforpligtelser. Dette udløser forskningsmidler og behovet for udredningsarbejde, der igen bygger på indgående studier.

I løbet af de seneste 20 år har Danmark, Norge, Sverige og Finland videreudviklet og moderniseret deres mindretalspolitik. Mens Norge, Sverige og Finland har foretaget en granskning af potentielle grupper og ud fra en politisk vurdering omkring år 2000 valgte at anerkende nye grupper som nationale mindretal, i alle tilfælde med en langvarig tilknytning og tilstedeværelse i landene, har Danmark fastholdt en snæver mindretalsdefinition med afsæt i grænseændringen i 1920. Mens Danmark fører en meget liberal og generøs politik over for det tyske mindretal, som hyppigt fremhæves som eksemplarisk i internationale sammenhæng, har regeringen afvist at overveje at tilkende romaminoriteten en officiel status som national minoritet. De danske jøder har hidtil

72 teoretiska utblickar

ikke ønsket en sådan status, men opfatter sig som danske med et særskilt religiøst tilhørsforhold og identitet.

De fleste af de nordiske mindretal har sproglige, kulturelle og historiske relationer, som går på tværs af nordiske statsgrænser – det kan være mellem finsk-ugriske grupper, mellem svensk- og finsksprogede, men også på tværs af staterne mellem jøder og roma. Samerne findes som urfolk i Norge, Sverige og Finland samt i Rusland med. Kvenerne og tornedalingerne har fælles udgangspunkt, skogfinner i Norge har historiske bånd til sverigefinner, jøderne har historie, kultur, sprog og religion til fælles. Det samme gælder roma. Finlandssvenskere og svenskere i Sverige har nære sprogligt-kulturelle relationer. Det gælder i endnu højere grad mellem finlandssvenskere i Finland og i Sverige. Endelig findes der minoriteter, som er knyttet til nabostater til Norden: tyskerne i Danmark er knyttet til Tyskland i syd, russere og tatarer til den Ruslandske Føderation i øst. Tilsammen tegner der sig et billede af grænseoverskridende relationer og netværk, hvori medlemmerne af de nationale mindretal som regel udmærker sig ved at kunne tale flere sprog, ved at kunne forstå og begå sig i forskellige mentaliteter og ved at kunne navigere i flere og på tværs af kulturer. De er på sin vis levn fra en tid, der rækker længere tilbage end nationalstatsideologien, og de besidder hyppigt kompetencer, som gør det lettere for dem at bevæge sig på tværs af stater. Dermed besidder de kompetencer, som er nyttige i en tiltagende globaliseret verden.

De 18 anerkendte nationale mindretals eksistens er principielt sikret og garanteret i alle fire nordiske lande, selv om der hos mange findes behov for yderligere støtte og mulighed for effektiv participation i samfundene på linje med flertallene. Der findes for mange mindretal omfattende forskning og mange publikationer om deres baggrund og aktuelle situation, om deres sprog og kultur. Ikke desto mindre oplever alle 18 anerkendte nationale mindretal, nogle mere end andre, at de samfund, de lever i, ikke ved tilstrækkeligt om den sproglige, kulturelle og nationale mangfoldighed. De mødes ofte af fordomme og myter, men i lige så høj grad af uvidenhed. Forestillinger om de nationale mindretal som ”fremmede” eller ”tilvandrede” frem for som ”hjemmehørende” opleves af mange mindretalsmedlemmer som udfordrende og provokerende, undertiden som ekskluderende, diskriminerende og stigmatiserende. Det er ikke alment kendt og accepteret, at medlemmer af nationale mindretal er lige så meget hjemmehørende som flertallene, og at de er lige så loyale statsborgere som majoriteterne. Det skyldes ikke nogen generel ond vilje fra flertallenes side, selv om der mange steder findes og udtrykkes fordomme, undertiden endog fjendtlighed, men derimod manglende viden om mindretallene. Myndighederne i de nordiske lande har anerkendt de nationale mindretal og yder i varierende omfang støtte til, at de kan bevare og videreudvikle deres særegne identitet; men det er langt fra almenviden i de nordiske lande, at der findes en mangfoldighed af

teoretiska utblickar 73

mindretal – måske bortset fra overordnede indtryk af samerne og finlandssvenskerne. Derfor er det væsentligt, at mindretallenes eksistens og særlige fortællinger tilgodeses i undervisningen i skoler og gymnasier og formidles på videregående uddannelsesinstitutioner. I Sverige blev der taget højde for dette, da de nye læreplaner i 2011 fastlagde, at alle elever, som forlader grundskolen, skal have opnået kundskaber om nationale mindretal i landet. Temaet tilgodeses i flere fag og på flere årgange.100 Derfor stilles der også undervisningsmateriale til rådighed.101

100Jf. https://www.skolverket.se/undervisning/grundskolan/ laroplan-och-kursplaner-for-grundskolan/laroplan-lgr11-forgrundskolan-samt-for-forskoleklassen-och-fritidshemmet (12.04.2020). https://www.skolverket.se/skolutveckling/ inspiration-och-stod-i-arbetet/stod-i-arbetet/material-for-attundervisa-om-nationella-minoriteter#h-Laroplanenigrundskolanomundervisningomnationellaminoriteter (12.04.2020). 101https://www.skolverket.se/skolutveckling/inspiration-ochstod-i-arbetet/stod-i-arbetet/material-for-att-undervisa-omnationella-minoriteter (12.04.2020). I Norge undervises der tilsvarende i emnet i børnehaver og skolerne.102

De nationale mindretals fortælling er en del af og kan rummes inden for de respektive staters store nationale fortælling, og de er en del af den store nordiske fortælling. Mindretallene ønsker at kunne være sig selv og samtidig del af helheden. De ønsker også at blive hørt og set, at få lov til at bidrage med deres fortællinger, at være og blive set som et vigtigt element i Norden.

102https://nafo.oslomet.no/grunnskole/opplaering-i-fag/nasjonale-minoriteter/ (12.04.2020). Kondenseret information stilet til ansatte i børnehaver og skoler er offentliggjort som

Norway's national minorities. For kindergarten and school staff, Norwegian Directorate for Education and Training 2015.

74 teoretiska utblickar

Litteratur

Antiziganismen i Sverige. Om övergrepp och kränkningar av romer under 1900-talet och i dag,

Stockholm 2015 Arbetar din kommun rättighetsbaserat?, Länsstyrelsen Stockholm, Stockholm 2019 Assimilering og motstand. Norsk politikk overfor tatere/romanifolket fra 1850 til i dag, NOU/Norges offentlige udredninger 2015:7 med Vedlegg til NOU 2015:7, Oslo 2015 Clive Archer/Pertti Joenniemi (eds.): The Nordic Peace, Aldershot 2003 Juhana Aunesluoma/Susanna Fellman: Från olika til jämlika, Svenska Litteratursällskapet i Finland/

Atlantis Bokförlag 2006 Per Axelsson/Peter Sköld (ed.): Ett land, ett folk. Sámpi i historia och nutid, Umeå 2005 Bjørn Bjerkli/Per Selle: Samer, makt og demokrati. Sametinget og den nye samiske offentligheten,

Gyldendal akademisk 2003 Gabriel Bladh/Christer Kuvaja (ed.): Dialog och särart, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2005 Robert Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl (ed.): Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1933–1945, Aabenraa 2001 Robert Bohn, Uwe Danker og Jørgen Kühl (ed.): Zwischen Hoffnung, Anpassung und Bedrängnis.

Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzraum in der NS-Zeit, IZRG-Schriftenreihe Band 4,

Bielefeld 2001 Nik. Brandal/Cora Alexa Døving/Ingvill Thorson Plesner (ed.): Nasjonale minoriteter og urfolk i norsk politikk fra 1900 til 2016, Oslo 2017 Bjarne Bruland: Det norske Holocaust. Forsøket på å tilintetgjøre de norske jødene, Oslo 2011 Inken Dose: Nationale Minderheiten im Ostseeraum. Geschichte und Gegenwart, Identität und territoriale Anbindung, Berlin 2011 Cora Alexa Døving/Vibeke Moe: ”Det som er jødisk”. Identiteter, historiebevidsthed og erfaringer med antisemitisme, Oslo 2014 Michel Ekmann (ed.): Finlands svenska litteratur 1900–2012, Svenska Litteratursällskapet i Finland/

Atlantis Bokförlag 2014 Lars Elenius: Nationalstat och minoritetspolitik. Samer och finskspråkliga minoriteter i ett jämförande nordiskt perspektiv, Studentlitteratur 2006 Lars Elenius (ed.): Är vi inte alla minoriteter i världen? Rättigheter för urfolk, nationella minoriteter och invadrara, Ordfront 2009 Lars Elenius: Nationella minoriteters symboliska nationsbygganda, Historisk Tidsskrift138:3 – 2018, s. 480–509 Max Engman: Språkfrågan. Finlandssvenskhetens uppkomst 1812–1922, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2016 Ansgar Firsching: Die Samen, ihre Rechtsstellung in Schweden und ihre Rechtsstellung im Lichte der

Indigenous Peoples weltweit, Peter Lang Verlag 2002 Nils Erik Forsgård/Lia Markelin: Perspectives on Minorities in the Baltic Sea States, Helsingfors 2018

teoretiska utblickar 75

Karin Mannela Gaup: Samisk kulturpolitik i ett nordiskt perspektiv, Umeå 2007 Håkon Hermanstand, Asbjørn Kolberg, Trond Risto Nilssen og Leiv Sem: The Indigenous Identity of the South Saami. Historical and Political Perspectives on a Minority within a Minority, Springer Open 2019 Päivi Hernesniemi/Lauri Hannikainen: Roma minorities in the Nordic and Baltic Countries: are their rights realised?, University of Lapland 2000 Kenneth Hyltenstamm/Tommaso Milani: Kvenskans status, Rapport för Kommunal- og regionaldepartementet och Kultur- og kirkedepartementet i Norge, oktober 2003 Steinar Imsen: Grenser og grannelag i Nordens historie, Oslo 2005 Innst. 493 S (2016–2017). Innstilling til Stortinget fra kontroll- og konstitusjonskomiteen. Dokument 8:30 S (2016–2017) Ann-Marie Ivars: Dialekter och småstadsspråk, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2015 Peter Johansson: Samerna – ett ursprungsfolk eller en minoritet? En studie av svensk samepolitik 1986–2005, Göteborg 2008 Marianne Junila/Charles Westin (ed.): Mellan majoriteter och minoriteter, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2006 Olli Kangas/Helena Kangasharju (ed.): Ordens makt och maktens ord, Svenska Litteratursällskapet i

Finland/Atlantis Bokförlag 2007 Ulla-Maija Kulonen, Irja Seurujärvi-Kari og Risto Pulkkinen: The Saami. A Cultural Encyclopaedia,

Vammala 2005 Jørgen Kühl: Nationale Minderheiten in Skandinavien, in: Grenzfriedenshefte, 3, 2002, s. 153–188 Jørgen Kühl (ed.): En europæisk model? Nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland 1945–2000, Aabenraa 2002 Jørgen Kühl: Nationale mindretal i Norden, in: Nordisk Tidskrift för vetenskap, konst och industri udgiven av Letterstedtska Föreningen, Stockholm, 4/2003, s. 301–312 Jørgen Kühl: Den dansk-tyske mindretalsmodel og Europa, Aabenraa 2003 Jørgen Kühl: Norge og mindretallene, 1–2, Flensborg Avis, 2.–3.6.2004 Jørgen Kühl: Sverige og mindretallene, 1–2, Flensborg Avis, 4.–5.6.2004 Jørgen Kühl: Finland og mindretallene, 1–2, Flensborg Avis, 7.-8.6.2004 Jørgen Kühl: Norway, in: Carl Skutsch (ed.): Encyclopedia of the World’s Minorities, I–III, Routledge: New York/London 2005, s. 921–923 Jørgen Kühl/Robert Bohn (ed.): Ein europäisches Modell? Nationale Minderheiten im deutschdänischen Grenzland 1945–2005, Bielefeld 2005 Jørgen Kühl (ed.): København-Bonn Erklæringerne 1955–2005. De dansk-tyske mindretalserklæringers baggrund, tilblivelse og virkning, Aabenraa 2005 Jørgen Kühl/Marc Weller (ed.): Minority Policy in Action: The Bonn-Copenhagen Declarations in a

European Context 1955–2005, Aabenraa 2005 Jarmo Lainio: Meänkieli and Sweden Finnish. The Finnic language sin education in Sweden, Mercator-Education, Ljouwert/Leeuwarden 2001

76 teoretiska utblickar

Anne Bonnevie Lund/Bente Bolme Moen (ed.): Nasjonale minoriteter i det flerkulturelle Norge,

Trondheim 2011 Jan-Ole Lönnblad: Åländsk kulturpolitik vid millennieskiftet, Nordisk Kultur Institut 2002 Kristina Sehlin MacNeil: Extractive Violence on Indigenous Country. Sami and Aboriginal Views on

Conflicts and Power Relations with Extractive Industries, Umeå 2017 Lia Markelin: Ett folk under hot? En inblick i samepolitiken i Finland, Magma, Pamflett, 1/2017 Benita Mattsson-Eklund: Alla tiders Åland. Från istid till EU-indträde, Ålands landskapsstyrelse,

Mariehamn 2000 Henrik Meinander: Nationalstaten. Finlands svenskhet 1922–2015, Svenska Litteratursällskapet i

Finland/Atlantis Bokförlag 2016 Arnfinn H. Midtbøen/Hilde Lidén: Diskriminering av samer, nasjonale minoriteter og innvandrere i

Norge, Institut for samfunnsforskning Rapport 2015:01, Oslo 2015 Målrettet plan 2017–2021 – videre innsats for kvensk språk, Kommunal- og moderniseringsdepartementet 2017 Nationella minoriteter och minoritetsspråk. Minoritetspolitikens utveckling år 2018, Länsstyrelsen i

Stockholm län rapport 2019:7, 2019 Nationella minoriteters rättigheter. En handbok för kommuner och regioner, Länsstyrelsen Stockholm/Samediggi, Stockholm 2019 Norway's national minorities. For kindergarten and school staff, Norwegian Directorate for Education and Training 2015 Nåsta steg? Del 2. Förslag för en stärkt minoritetspolitik. Slutbetänkande av Utredningen om en stärkt minoritetspolitik, Statens Offentliga Utredningar SOU 2017:88, Stockholm 2017 Kjell Ole K. Olsen: Identities, ethnicities and borderzones, Orkana akademisk 2010 Oversigtskort Nationella minoriteter i Sverige, Samediggi/Länsstyrelsen Stockholm 2019 Karen Margrethe Pedersen/Tobias Haimin Wung-Sung: Die deutsche Minderheit in Nordschleswig in

Dänemark, in: Rahel Beyer/Albrechts Plewnia (ed.): Handbuch des Deutschen in West- und Mitteleuropa. Sprachminderheiten und Mehrsprachigkeitskonstellationen, Tübingen 2019, s. 11–45 Albert F. Reiterer: Finnland. Eine kleine Nation und ihre Minderheitenpolitik, Peter Lang 2004 Report of the Government on the application of language legislation 2017, Government publications 10/2017, Prime Minister's Office, Helsinki 2017 Romersk inkludering. Årsrapport 2017. Rapport 2018:6, Länsstyrelsen Stockholm, Stockholm 2018 Maria Rosvoll/Natasha Bielenberg: Antisiganisme, stereotypier og diskriminering av rom, HL-senterets temahefte nr. 14, Oslo 2012 Maria Rosvoll/Lars Lien/Jan Alexander Brustad: “Å bli dem kvit”. Utviklingen av en “sigøynerpolitikk” og utryddelsen av norske rom, Oslo 2015, s. 108–145 Pontus Rudberg: The Swedish Jews and the Holocaust, London/New York 2017. Samenes kultur og historie – samepolitikk i Norge og Sverige, Sámi Instituhtta/Nordisk Samisk Institut 2000 Mirko Schönfeldt: Die sprachliche und kulturelle Minderheit der Samen in Norwegen unterbesonderer Berücksichtigung des rechtlichen Schutzregimes, Berlin 2007

teoretiska utblickar 77

Eva Silvén: Minoritet – dilemma och möjlijhet, in: Maria Sjöberg/Birgitta Svensson (ed.): Svenskfinska relationer. Språk, identitet och nationalitet efter 1809, Nordiska museets förlag 2011, s. 79–94 Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigere og retsopgøret, København 2011 Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning, Aabenraa 2019 Peter Sköld: Människor i norr. Samisk forskning på nya vägar, Umeå 2008 Peter Sköld: Vid foten av fjället. Forskning om samernes historia och samhälle, Umeå 2012 Peter Sköld/Patrik Lantto (ed.): Den komplexa kontinenten, Umeå 2000 Peter Sköld/Per Axelsson (ed.): Igår, idag, i morgen. Samerne, politiken och vetenskapen, Umeå 2005 Peter Sköld/Moa Sandström/Maitseo Bolaane: Under the Same Sun. Parallel Issues and Mutual Challenges for San and Sami Peoples and Research, Umeå 2015 Adam Stepien/Anna Petrétei/Timo Koivurova: Sámi Parliaments in Finland, Norway, and Sweden, in:

Tove H. Malloy/Alexander Osipov/Balázs Vizi (ed.): Managing Diversity Through Non-Territorial Autonomy, Oxford 2015, s. 117–138 Vigdis Stordahl: Samisk identitet: kontinuitet og endring, Sámi Instituhtta 2006 Sabira Ståhlberg: Tatarerna – Finlands osynliga minoritet, 30.5.2012, https://magma.fi/tatarerna-finlands-osynliga-minoritet/ (14.09.2020). Markku Suksi: Ålands konstitution: en sammanställning av materiak och tolkningar i anslutning til självstyrelseslag för Åland, Åbo 2005 Mikael Svonni: Sami. The Sami language in education in Sweden, Mercator-Education, Ljouwert/

Leeuwarden 2001 Marika Tandefelt (ed.): Gruppspråk, samspråk, två språk, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2015 Marika Tandefelt (ed.): Språk i prosa och press, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2017 Marika Tandefelt (ed.): Språk i skola och samhälle, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i

Finland 2017 Marika Tandefelt (ed.):Finländsk svenska från medeltid till 1860, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2019 Marika Tandefelt (ed.) Finländsk svenska från 1860 till nutid, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2019 Kari Tarkiainen: Sveriges österland. Från forntiden till Gustav Vasa, Svenska Litteratursällskapet i

Finland/Atlantis Bokförlag 2008 David Thurfell: Faith and Revivalism in a Nordic Romani Community: Pentecostalism Amongst the

Kaale Roma of Sweden and Finland, New York 2013 Nils Erik Villstrand: Riksdelen. Stormakt och rikssprängning. 1560–1912, Svenska Litteratursällskapet i Finland/Atlantis Bokförlag 2009 Lotta Weckström: Representation of Finnishness in Sweden, Helsinki 2011 Christer Westergren/Eva Silvén: För Sápmi i tiden, Nordiska Museets och Skansens årsbok 2008

78 teoretiska utblickar

Mats Wickström/Charlotta Wolff (ed.): Mångkulturalitet, migration och minoriteter i Finland under tre sekel, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland 2016 Birger Winsa: Finno-Ugric people in the Nordic countries,Meän akateemi/Academia Tornedaliensis 2005 Tobias Haimin Wung-Sung: Beyond the Border. Young Minorities in the Danish-German Borderlands 1955–1971, Berghahn Books 2019 Anna-Lena Østern/Heidi Harju-Luukkainen/Sebastian Ekholm: Swedish. The Swedish language in education in Finland, 2nd edition, Mercator/European Research Centre on Multilingualism and

Language Learning, Leeuwarden 2013 Sia Spiliopoulou Åkermark et al. (eds.): International Obligations and National Debates: Minorities around the Baltic Sea, Mariehamn 2006 Sia Spilipoulou Åkermark (ed.): Självstyrelser i Norden i ett fredsperspektiv: Färöarna, Grönland och

Åland, Nordiska Rådet 2015

Internetnetkilder

https://magma.fi/ (14.09.2020) https://nafo.oslomet.no/grunnskole/opplaering-i-fag/nasjonale-minoriteter/ (12.04.2020). https://uit.no/kommisjonen (14.04.2020). https://www.coe.int/en/web/european-charter-regional-or-minority-languages (10.04.2020). https://www.coe.int/en/web/minorities/ (10.04.2020). https://www.hlsenteret.no/ (13.04.2020). https://www.minoritet.se/dokumentarkiv (13.04.2020). https://www.minoritet.se/4251?file_id=1 (13.04.2020). https://www.minoritet.se/5054 (12.04.2020). https://www.skolverket.se/undervisning/grundskolan/laroplan-och-kursplaner-for-grundskolan/laroplan-lgr11-for-grundskolan-samt-for-forskoleklassen-och-fritidshemmet (12.04.2020). https://www.skolverket.se/skolutveckling/inspiration-och-stod-i-arbetet/stod-i-arbetet/material-for-att-undervisa-omnationella-minoriteter (12.04.2020). https://www.skolverket.se/skolutveckling/inspiration-och-stod-i-arbetet/stod-i-arbetet/material-for-att-undervisa-omnationella-minoriteter#h-Laroplanenigrundskolanomundervisningomnationellaminoriteter (12.04.2020). http://www.stat.fi/til/vaerak/2019/vaerak_2019_2020-03-24_tau_002_en.html (13.04.2020). https://www.uhr.se/lika-mojligheter/nationella-minoriteter/ (13.04.2020). https://www.valentin.uu.se/forskning/grupper-och-natverk/namis/ (13.04.2020).

teoretiska utblickar 79

Mindretal Danmark Finland Norge Sverige Antal mindretal Antal personer i alt

Finlandssvenskere & ålændingene Jøder

- 292.000 - 1

- 1.300–1.500 1.500–2.000 20–25.000 3

Kvener Romani/tatere - -

10–15.000 2–3.000 1 1

Russere - 5.000

1 288.000

22.800–28.500 10–15.000 2–3.000 5.000

Samer

- 2.600–7.000 50–80.000 15–35.000 3 67.600–122.000

Roma

- 10.000 Skogfinner - Sverigefinner - Tatarer

- 1.000 Tornedalsfinner - -

400

15–100.000 3 100–300 - 1 220.000–600.000 1 1 35–60.000 1 25.400–110.400 100–300 220–600.000 1.000 35–60.000

Tyskere 12–15.000 -

1 I alt personer 12–15.000 311.900–316.500 64.000–100.700 305.000–820.000 12–15.000 688.900–1.248.200

Antal anerkendte mindretal

1 6 6 5 18 -

Samlet befolkning (2019) Mindretallenes andel i procent

5.772.000 5.532.000 5.379.000 10.036.000 4 lande 26.719.000

0,26 5,7 1,2–1,9 3,0–8,2 18 mindretal 2,6–4,7

80 teoretiska utblickar