[16]
Den kristne livsstil og medier
Livsforandrende møder
Tekst: Klaus Popa er direktør for Stimme der Hoff nung, det Europæiske Mediecenter for Syvende Dags Adventistkirken, og han bor i Alsbach-Hähnlein, Tyskland.
Bedeugelæsninger 2020 TORSDAG
”JA, HVEM ER du, min søn?“ (1 Mos 27,18). Jeg gad godt vide, om Jakob forudså, at hans far Isak ville stille dette spørgsmål. Han håbede sikkert og bad til, at der ikke ville blive talt særlig meget. Han håbede sikkert, at hans far hellere ville nyde den mad, som Jakob havde lavet i stilhed og velsigne ham, hvorefter Jakob kunne forlade teltet. Det skulle bare være ligetil og uden komplikationer. Men nu da Jakob blev konfronteret med dette spørgsmål, skulle han svare. Hvad skulle han sige? ”Jeg er Jakob, din søn.“ Det ville være det ærlige svar, men så ville hans far vide, at Jakob var ved at bedrage ham. Og hvad ville der så ske med den eftertragtede velsignelse? Ville den i stedet blive til en forbandelse? Jakob bestemte sig for at lyve og svarede: ”Jeg er Esau, din førstefødte…“ (vers 19). Han lod som om, at han var sin bror, så han kunne få velsignelsen. Isak var åbenbart ikke overbevist og gjorde andre forsøg for at finde ud af, hvem der tjente ham. Endelig lykkedes det for Jakob at overtage sin brors identitet, og Isak velsignede ham.
At være ægte For nogle år siden talte jeg med en leder
i kirken om brugen af medier i evangelisme. Han havde været i medietjenesten i ca. 20 år. Midt i vores samtale sagde han: ”Som syvendedags adventist har vi altid været pionerer indenfor de nyeste ty per af offentlig medieevangelisme. For at kunne dele de tre engles budskaber med et bredere publikum begyndte vi at bruge satellit-evangelisme. I 90’erne og senere lancerede vi tv-kanaler. Vi vil snart drive det største kristne tv-netværk i verden.“ ”Vi bliver ved med at nå ud til flere millioner mennesker verden over med de gode nyheder om en kærlig Gud ved at bruge forskellige ty per medier. Det er en kæmpe velsignelse!“ Han var stille et øjeblik, og så tilføjede han: ”Nogle gange spekulerer jeg på, om vi har en tendens til at broadcaste en smuk og perfekt ‘trosverden’, som ikke stemmer overens med den, som findes i dagligdagen.“ Han var stille igen. ”Fokuserer vi hovedsageligt på, hvad vi burde tro, og hvordan vi burde udleve vores tro, og ved at gøre dette afleder vi opmærksomheden fra vores egne utilstrækkeligheder, vores egen nød og vores egen knuste tilstand? Vi har svært ved at indrømme overfor os selv og andre, at vi hverken er så gode, som vi gerne ville være, eller som den ‘ideelle tro’, vi broadcaster, kræver, at vi skal være.“ Sådan nogle spørgsmål kræver et personligt svar. Der er ingen, som kan svare for en anden. Dog er der mange
af os, som står overfor lignende dynamikker, når vi deler vores tro. Som trossamfund vil vi gerne hjælpe så mange som muligt med at lære Gud at kende. Når man har dette mål for øje, er det fristende at fokusere på at vise idealet og ikke det virkelige og ægte. Hvorfor er det sådan? For det første ønsker alle at nå frem til og opleve idealet. For det andet ser kommunikation af idealet ud til at have en større indvirkning.1 Historier om fiaskoer og mangelfuldheder er jo ikke så overbevisende som succeshistorier. For det tredje indebærer det at dele sin tro, at man underviser om Guds lov, om almene sandheder og principper, som er uafhængige af kultur, tid og andre mennesker.2 For det fjerde handler det hele så ikke om Gud og ikke om os, om Guds godhed og nåde og hans frelsesplan for menneskeheden? Endelig ønsker vi ikke, at folk skal miste deres tillid til Gud og at opgive deres tro pga. vores mangelfuldheder. Disse er alle gode og forståelige grunde til at beslutte sig for at broadcaste en ideel tro og et perfekt liv. På samme tid kan vores bekymring
