[14]
Sabbatten er grøn Fra lovreligion til skabelsesfest EN KRISTEN PRAKSIS med at helligholde
den syvende dag kan let blive misforstået, som om man bøjer sig under en gammeltestamentlig lovreligion. Sabbatten som lov må ikke overskygge sabbatten som fest. Den tyske teolog Jürgen Moltmann kalder med rette sabbatten for ”skabelsens fest“.
Sabbatten forkynder håb ind i det apokalyptiske katastrofescenarium, klimaforandringerne tegner mere og mere tydeligt. Sabbatten taler med en stemme fra tidernes begyndelse om et budskab ved tidernes ende. Sabbatten er en sandhed for denne tid, som kunne være Adventnyt nr. 3 juni 2021
de sidste tider.
TEKST: Lasse Bech, næstformand i Adventistkirken i Danmark og præst i Vejlefjordkirken. Foto: iStockphoto
Tid og rytme Vi må tilbage til begyndelsen for at begynde rigtigt. Når vi læser skabelsesberetningen i Første Mosebog 1, hvad er så pointen med, at der i det hele taget tales om dage? Gud kunne jo, som Augustin et sted har sagt, skabe alt på et øjeblik, hvis han ville. Men fortællingen fremstiller det som et gradvist forløb på 6 dage. Fortællingen struktureres omkring vendingen: ”Det blev aften og det blev morgen den første dag“ osv. Vi skal lægge mærke til, hvad det er, Gud skaber – nemlig et økosystem. Han giver samtidig en grundlæggende ramme, inden for hvilken dette økosystem kan fungere. Her er tid og rytme afgørende. Dagen er i sig selv en rytme. Aften og morgen. Dag og nat. Det er en rytme, der allerede i sig har elementet af hvile. Der er lagt en pause ind mellem dagene. Rytmen mellem arbejde og hvile er ikke fuldstændig. Hvis alt bare fortsatte uafbrudt i rytmen – arbejde om dagen og hvile om natten – uden en
ugentlig pause, ville der mangle noget afgørende. Den syvende dag er sat helt og aldeles af til hvile.
Skaberværkets godhed Efter hver dag så Gud på sit skaberværk, at det var godt. Efter den sjette dag så han, at det var meget godt. Her så han ikke bare på det, han havde skabt den sjette dag – men på alt, han havde skabt i hele skabelsesforløbet. Der var altså en harmoni og en helhed, som gjorde, at det var meget godt. Til sidst efter de seks dage står der:
”Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt.“ Vi har altså her et grundlæggende syn på skaberværket: Det er godt. Men vi må huske, at det hebræiske ord tob også har betydningen ”smuk, hensigtsmæssig og harmonisk“. Der er altså en udvikling i fortællingen, der hedder godt > meget godt > fuldendt. Når vi tænker på Guds skaberværk som fuldendt, så må vi samtidig sige, at der i skaberværket er indlagt en livskraft, som gør, at det til stadighed udvikler sig. Det gode – ja, det meget gode – og fuldendte skaberværk er ikke noget statisk. Tværtimod lægger Gud en frugtbarhed ind i sit skaberværk.
