[34]
Seniorsiderne
Adventnyt nr. 3 juni 2021
Et tilbageblik på 70 år med
Gud og hans venskab Når disse linjer læses, er det 70 år siden, at jeg første gang oplevede en adventistmenighed indefra. Jeg havde lige bestået realeksamen, var grebet af pastor Brobergs ligefremme og logiske måde at forklare Bibelens budskab på.
JEG HAVDE SAGT farvel til FDF og det kristne fællesskab, som jeg havde nydt som dreng og ungt menneske og skulle nu til at vænne mig til nye vaner og en helt ny forventning – Jesus ville snart vende tilbage for at hente sine venner hjem til et evigt liv hos ham. Kalenderen sagde juni 1951, og jeg lyttede sabbat efter sabbat til prædikener, der manede til eftertanke og bestemt ikke levnede rum for, at der ville blive et 2021, hvor mennesker ville undres og spørge: Hvad handler alt det her egentlig om?
Jeg undres også
TEKST Walder Hartmann, redaktør for Seniorsiderne i Adventnyt.
Da jeg et par år før nævnte skelsættende begivenhed var blevet konfirmeret og i forberedelsen til dette havde lyttet til domprovstens ord om nåde og syndernes forladelse, tilføjede han, idet han pegede på en ejendom 200 meter fra Domkirken: ”Men spørger I adventisterne dernede, så regner de med at være de eneste, der får en plads i Guds rige!“. Naturligvis var bemærkningen ironisk, men den afspejlede nok alligevel lidt af den holdning,
som prægede datidens adventister. Kan det samme siges om nogle adventister i dag? 70 år gør en forskel, både hos personer og organisationer. Jeg mener stadig, at jeg traf det rette valg i 1951, men jeg har bevaret min barnetro, der siger: ”Mens vi stadig var ty ranniseret af vores selvoptagethed, døde Kristus for os. Der er næppe nogen, der vil gå i døden for et menneske, der opfører sig, som man skal. Måske er der enkelte, der vil sætte livet på spil for én, der er virkelig god. Men Gud viser os sin kærlighed ved, at Kristus døde for os, selvom vi gjorde oprør mod ham. Da Jesus døde på korset, tog Gud imod os. Kan vi så ikke roligt regne med, at han også lader os slippe for vreden på dommens dag? Når Gud forsonede sig med os ved at lade sin søn dø, mens vi stadig var hans fjender, mon så ikke vi kan regne med, at vi bliver frelst, ved at hans søn lever? Det er Gud, der er grunden til, at vi kan være stolte. Han har forsonet sig med os gennem Jesus Kristus“ (Rom 5,6-11; Bibelen 2020). Gud og hans venskab har altid og vil fortsat være kernen i min livsholdning. Det er essensen af det budskab, jeg ønsker at dele med andre. Men rammerne om dette ændres med tiden. Vi må ikke sætte lighedstegn mellem rammer og indhold, men må acceptere, at rammerne til enhver tid skal tilpasses indholdet. I øvrigt tilslutter jeg mig C.O. Rosenius, der i 1851 skrev: Med Gud og hans venskab, hans Ånd og hans ord samt brødrenes samfund og dækkede bord de kommende dage vi møder med trøst, os følger jo hyrden ja, trofast er hyrden, vi kender hans røst.
