Bagsideklummen juni 2021
Hvordan hilser man på hinanden? Du kender det sikkert også. Hvordan hilser man egentlig på sine forældre eller bedsteforældre, som man ikke har set i flere måneder? For godt et år siden var det ikke noget, man overvejede – de fik selvfølgelig et stort klem, når man mødtes. Men nu er man lidt mere forsigtig og ved ikke rigtig, hvad normalen er. I OVER ET år har vores hverdag været under forandring, og nu er vi i fuld gang med at åbne vores kirker og åbne for flere møder og besøg. Der er ved at opstå en ny normal. Pludselig er det en selvfølge at tage mundbind på, holde lidt ekstra afstand og naturligvis spritte hænderne af, når man træder ind i kirken.
Tænk sig hvor store forandringer, der er sket på ganske få måneder. Det er ikke kun den måde, vi omgås på, men jeg har flere gange de seneste måneder oplevet en langt større åbenhed overfor hinanden. En åbenhed, hvor man ikke er bange for at gøre sig sårbar og fortælle, at det i de seneste måneder har været hårdt at være alene, eller at jeg savner fysisk kontakt med andre mennesker, eller at jeg savner mine kolleger og fællesskabet på arbejdet. Det er godt og sundt, at fortroligheden imellem os vokser, og at vi tør dele mere fra vores hverdag – både de gode dage og de mindre gode. Mange af os har tilegnet os nye hviledagsvaner, hvor man har taget en stille formiddag hjemme og tændt for webkirke måske endda stadig i nattøjet. Nu kalder fællesskabet i kirken igen, og sammen skal vi finde ud af, hvordan den nye normal i kirken skal se ud. Lad os benytte anledningen til at gennemtænke vores hviledagsvaner og tage det bedste fra corona-tiden med os og kombinere det med det bedste fra tidligere. Men det kræver, at du byder ind og deltager i en bedre samtale om fx hviledagsvaner, så glæden og begejstringen for hviledagen og fællesskabet i kirken vokser og bliver til glæde for andre, når vi spreder håbet og ikke smitten.
TEKST Thomas Müller Formand for Adventistkirken
