Lene,
den evige storesøster Af Jeppe Nybye Fotograf Tor Birk
P
å Hadsund Rådhus er der en trappe på førstesalen, hvor Lene Lundsgaard ville ønske, hun havde holdt bedre fast i gelænderet. I hvert fald 100 gange havde hun været til møder samme sted med kommunen som Ældre Sagens repræsentant, men denne dag gik noget ikke, som det plejede. Hendes næste skridt ned ad trappen blev nemlig for langt, og et splitsekund senere lå hun på gulvet. Nogle minutter efter lå hun i en ambulance på vej til hospitalet. Hun faldt sidste november, og siden har hun været sengeliggende og gjort sig tanker om fremtiden. I dag er planen, at hun skal til at slappe lidt mere af. Det er også årsagen til, at hun snart træder tilbage som formand for koordinationsudvalget i Mariagerfjord – udvalget, der repræsenterer Arden, Mariager, Hadsund og Hobro. Et udvalg, hun har været med til at gøde, så det har vokset sig stærkt. Storesøstergenet viser sig i alt, hvad Lene gør. Storesøsterrollens gavn Lenes forældre blev skilt, da hun var ganske lille, og med en enlig mor, som skulle forsørge tre børn, blev det Lene, som passede sine to mindre søskende. Lysten til ansvar og omsorg for andre blev grundlagt lige dér, fortæller hun. De mindste, de svageste, alle, man kunne gøre noget for, de skulle bare komme til Lene. ”Jeg er den evige storesøster. Jeg havde lovet mig selv, at når jeg blev 60 år, kunne jeg stoppe med at være storesøster og tænke mindre på andre. Nu er jeg over 70 og har indset, at det kan jeg lige så godt opgive. Jeg vil altid være storesøsteren. Det er vist det, der driver mig mange gange,” siger hun. I 2009 døde hendes mand, og for Lene blev det vejen til Ældre Sagen. I løbet af kort tid blev hun valgt som formand for lokalafdelingen i Mariager, og siden kom hun også i spidsen for det nydannede koordinationsudvalg i Mariagerfjord Kommune. I begyndelsen var der uoverensstem-
18
A K TI V FOR FRI V ILLIGE
melser. Lene husker tilbage på en nøjeregnende tid, hvor lokalafdelingerne baksede med det samme spørgsmål: Vil vi nu det samme? ”Man kan roligt sige, at begyndelsen ikke var nem. Følelsen var, at man afgav suverænitet, og at det var farligt, men det kan vi heldigvis godt grine af i dag,” siger hun. Vendepunkt gav alvor I 2017 blev det helt tydeligt, hvor store muskler man kan få, når man samler sine kræfter, fx i et koordinationsudvalg. Baggrunden var en undersøgelse, som viste, at sundhedsniveauet blandt ældre ikke så for godt ud. Det fik Lene og koordinationsudvalget til at kaste sig ud i et omfattende arbejde med at finde penge og træningsfaciliteter, så de kunne skabe bedre motionshold for dem, der ikke var vant til at dyrke idræt. Det gik over al forventning med projektet, som ikke bare skubbede eventuel mistro i baggrunden, men også fik over 100 personer i Mariagerfjord Kommune i gang med at dyrke motion i Ældre Sagens regi. En anden vigtig sideeffekt var, at politikerne pludselig begyndte at tage koordinationsudvalget alvorligt. Nu fik Ældre Sagen pladser i alt fra kommunens seniorråd til de udvalg, der tager sig af pårørende, ensomhed og sundhed. Hjemmeplejen begyndte også at bede om hjælp, hvis de fx fik kendskab til en, som var ensom. Der blev pludselig lyttet til Ældre Sagen, og ressourcerne blev taget alvorligt. ”Mit ord har mere vægt, når jeg siger Mariagerfjord fremfor Ældre Sagen Arden,” slår Lene fast. Men her til april træder Lene tilbage som formand for koordinationsudvalget. Hun fortsætter i det koordinerende udvalg, men hun vil drosle ned og bruge tiden anderledes. Efter mange år forrest skal den nye position give hende tid til at undersøge sin slægtshistorie, der også skal oversættes til engelsk, så familien i Canada kan læse med, og hun vil holde endnu flere foredrag.
