DANSKE VIDUNDERE
I 2021 har vi i hvert blad rejst til et nyt sted, foreslået af journalist og forfatter Jakob Vedelsby. Det er blevet til seks besøg rundt om i landet, der betyder noget særligt for ham. Jakob fortæller hvorfor og gør os (måske) lidt klogere på vores smukke, danske natur. Sidste stop: Troldeskoven.
Troldeskoven Tekst og foto Jakob Vedelsby
D
et er et af sommerens tilbagevendende højdepunkter. Solen gnistrer mellem træerne, og den lyseblå Morris Minor med bindingsværk bumler gennem fyrreskoven i retning mod Stængehus. Støvet fra den hullede grusvej løfter sig bag os og truer med at indhente bilen. Et egern suser op ad stammen og standser brat. Et par rådyr lunter ind i skyggen. Selvom vi er tidligt på færde, er parkeringspladsen næsten fyldt. Forude venter varme, bløde klitter, den hvide, stenfri strand, havet og bølgerne, men først skal vi vandre gennem Troldeskoven. Vi træder ind mellem de knudrede træer, der vrider sig som slanger. Fuglene synger deres sange, og der dufter sødt af skovbund. Vi spejder efter spætten med det hamrende næb, men kan ikke se den. Der er femogtyve øre i gevinst for at ramme en træstamme med en kogle og snart har min bror og jeg tjent en krone hver. Nedfaldne grannåle prikker mod tæerne, mens vi springer af sted og undgår tissemyrerne, der piler over stien. I det samme får vi øje på en flok magre trolde med krogede arme. De vandrer side om side gennem skoven. Vi gyser og kan pludselig ikke bevæge os. Sekunderne tikker af sted, men så ophæves fortryllelsen, og vi styrter efter far og mor, der er forsvundet mellem træerne. En kold decemberdag femogfyrre år senere står jeg atter foran de tynde, nu endnu mere foroverbøjede troldetræer i et hav af klokkelyng og lyngsilke. Troldene er tilsyneladende ikke nået et skridt videre. Et vindstød
46
rusker de stedsegrønne trætoppe og overdøver kortvarigt bølgernes buldren. Sortnede rester af svampe klamrer sig til lyset mellem nedfaldne grene og væltede træer i skoven, som har været fredet i hundrede år. Troldeskoven er en del af Tisvilde Hegn, der strækker sig fra Tisvildeleje langs kysten til Asserbo Plantage. De tusinder af skovfyr blev sat i starten af 1800-tallet for at bekæmpe sandflugten, som havde fordrevet bønderne fra deres jorde. Fagfolk hævder, at træernes tilstand kan henføres til samspillet mellem havvinden, den sprøde jordbund og angreb af fyrviklerlarver. Men nu hvor skumringen synker ned over skoven, rokker sagkundskaben ikke ved oplevelsen af, at træerne vågner af dagens døs og rækker ud mod hinanden. Deres stemmer knirker i mørket. Tilbage i 70’erne overhaler vi far og mor og løber slalom mellem marehalm og tidsel op over klitterne og ned på stranden, lader tøjet falde og kaster os i bølgerne. Tiden hører op, og med ét er dagen forbi, og vi tager nødtvungent afsked med havet. Svævende trætte driver vi forbi de magre troldetræer tilbage mod parkeringspladsen. Om lidt sidder vi den lyseblå Morris og kører ad grusvejen gennem skoven. Om lidt sørger far for, at bilen får motorstop foran iskiosken. Om lidt er der gået femogfyrre år.
Troldeskoven er en del af Tisvilde Hegn, der strækker sig fra Tisvildeleje langs kysten til Asserbo Plantage.
