1.1 En skumfidus med langtidseffekt Alle, der har egne børn eller er i berøring med børn, kender deres impulsive natur. Den uendelige ventetid til pakkerne må pakkes op juleaften, eller til slikposerne må åbnes, når Disney Sjov starter. Vi kender det nok heller ikke mindst fra sommerferien, hvor der bliver lagt vægt i ordene: ”Jeg vil have is – NU”. Når det gælder folkeskolebørn eller gymnasieelever, ser vi elementer af det samme. Mobilen drager med de mange apps og sociale medier, og for mange er det ganske givet sjovere at tage en tur i biografen eller på bytur end at kaste sig over den engelske aflevering. Vi andre skal heller ikke sige os fri for at finde på overspringshandlinger, når retning af matematikopgaver eller havearbejde ikke ligefrem trækker voldsomt i os. Det hele kan i bund og grund koges ned til, hvor gode (eller dårlige) vi er til at udsætte vores lyster og behov vel vidende, at vi længere ude i horisonten vil være glade for at have klaret matematikopgaverne eller bøgehækken. I 1960’erne satte Walter Mischel sig for at undersøge netop dette. Mischels forsøg fik det lidet mundrette navn ”Paradigmet om den selvvalgte udskydelse af umiddelbar tilfredsstillelse hos førskolebørn med henblik på udskudte, men mere værdsatte belønninger”. Trods det kringlede navn fik studierne stor betydning for forståelsen af vedholdenhed og viljestyrke. Mischel var interesseret i at studere børns behovsudsættelse, og hvilke strategier de anvendte i deres kamp hermed. Børn i 4-årsalderen blev enkeltvis placeret ved et bord, hvorefter de fik lov til at vælge blandt et bredt sortiment, hvilken type slik de syntes bedst om. Ofte faldt valget på skumfidusen. Herefter fik børnene at vide, at de blot kunne tage skumfidusen med det samme og spise den – men hvis de ventede til forsøgslederen kom tilbage, ville de få dobbelt op og derved stå
– 11 –
